Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Vil Europa virkelig blive forenet?

Vil Europa virkelig blive forenet?

 Vil Europa virkelig blive forenet?

HVIS man har svært ved at tro at Europa mener det alvorligt med enheden, behøver man blot at krydse nogle af Europas interne grænser. Nu kan man frit færdes inden for den Europæiske Union (EU), og ventetiden ved grænseovergangene er praktisk talt forsvundet. Det er selvfølgelig til stor glæde for de rejsende — men de er ikke de eneste der har gavn af det. Nu kan borgere i EU-medlemslande også uden videre studere, arbejde eller oprette egen virksomhed hvor som helst inden for EU. Det har ført til økonomisk fremgang i de mindre velstående regioner af unionen.

Det er afgjort en stor forandring at man nu uden videre kan krydse grænserne. Men kan vi deraf konkludere at Europa allerede er forenet, og at der ikke er noget som står i vejen for enheden? Tværtimod. Forude tårner hindringerne sig op, og nogle af dem virker ret uoverskuelige. Men inden vi beskriver dem, vil vi kaste et blik på de hidtil største fremskridt på vejen mod enhed. Det vil måske hjælpe os til at forstå hvorfor folk gør sig så store forhåbninger om enhed.

Skridt hen imod en møntunion

Det kan være dyrt at opretholde grænser; det papirarbejde der foregik mellem de 15 EU-landes toldvæsener, kostede dem i sin tid omkring 12 milliarder euro om året. Ikke overraskende har den nye situation ved Europas grænser stimuleret økonomien. Når man tænker på at 370 millioner EU-borgere har fuld bevægelsesfrihed mellem landene inden for ét fælles marked, er det klart at det giver uanede økonomiske muligheder. Hvad har muliggjort sådanne fremskridt?

Helt tilbage i februar 1992 tog regeringsledere et stort skridt på vejen hen imod enhed ved at underskrive følgende, som er taget fra Traktaten om den Europæiske Union, den  såkaldte Maastrichttraktat. Traktaten dannede grundlag for etableringen af et samlet marked inden for Europas grænser, en centralbank og en fælles mønt. Endnu et andet vigtigt skridt måtte følge efter: Man måtte afhjælpe kursudsvingene. Sådanne udsving kan nemlig få en forretningstransaktion til pludselig at tage sig helt anderledes ud.

Denne hindring blev fjernet ved at man oprettede en økonomisk og monetær union (ØMU) og ved at indføre euroen som den nye fælles mønt. Det er slut med vekselgebyrer, og virksomhederne behøver ikke længere at sikre sig mod valutarisikoen. Resultatet er færre forretningsudgifter for virksomhederne og mere international handel. Det kan igen medføre flere arbejdspladser og større købekraft — noget alle ville høste gavn af.

Grundlæggelsen af Den Europæiske Centralbank i 1998 markerede endnu et vigtigt skridt hen imod en møntunion. Denne bank, der ligger i Frankfurt am Main i Tyskland, er uafhængig i valutaspørgsmål i forhold til medlemslandenes regeringer. Dens målsætning er at holde inflationen nede i det som har fået benævnelsen euro-området, der består af 11 deltagerlande, * og at stabilisere kursudsving mellem euroen, dollaren og yennen.

Så i pengemæssige spørgsmål har man gjort store fremskridt hen imod enhed. Men det er også pengesager der anskueliggør den dybe uenighed der stadig hersker blandt europæiske nationer.

Mere om penge

De mindre velhavende lande i EU har deres grunde til klage. De føler at de mere velstillede lande ikke deler nok ud af deres velstand. Ingen af medlemslandene benægter at de må yde EU’s fattigste medlemmer ekstra økonomisk støtte. Alligevel føler de velhavende lande at de har gyldige grunde til at holde sig tilbage.

Tag for eksempel Tyskland. Dette land har tydeligvis mistet interessen for at finansiere Europas enhed, nu da dets egen økonomiske byrde er blevet større. Prisen for Øst- og Vesttysklands genforening har i sig selv været enorm — næsten 700 milliarder kroner om året. Det er en fjerdedel af statsbudgettet!  Denne udvikling har fået Tysklands statsgæld til at stige så voldsomt at landet har måttet gøre en ihærdig indsats for at opfylde kriterierne for at blive optaget i ØMUen.

Nye medlemmer banker på EU’s dør

På kort sigt håber fortalerne for møntfællesskabet at de EU-lande der endnu ikke er optaget i ØMUen, vil overvinde hindringerne før 2002, hvor det er meningen at euromønter og -sedler skal erstatte de forskellige europæiske valutaer. Hvis Danmark, Storbritannien og Sverige opgiver deres tøvende holdning, vil befolkningen i disse lande måske også opleve at euroen erstatter den nationale valuta.

Samtidig står seks andre europæiske lande og banker på EU’s dør. Det er Cypern, Estland, Polen, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn. Længere tilbage i køen står yderligere fem lande og venter på at det bliver deres tur, nemlig Bulgarien, Letland, Litauen, Rumænien og Slovakiet. Deres indtræden bliver ikke helt billig. Det skønnes at EU mellem 2000 og 2006 vil være nødt til at skaffe 80 milliarder euro for at hjælpe de nytilkomne fra Østeuropa.

Men for at opfylde EU’s optagelseskrav skal ansøgerlandene skaffe midler der svarer  til et langt højere beløb end det de vil modtage i EU-støtte. Ungarn vil for eksempel være nødsaget til at bruge 12 milliarder euro på at forbedre og udbygge sit vej- og jernbanenet. Tjekkiet bliver nødt til at afsætte over 3,4 milliarder euro alene til vandrensningsanlæg, og Polen skal investere 3 milliarder euro i begrænsningen af svovludslip. Alligevel synes ansøgerlandene at fordelene opvejer omkostningerne. Deres handel med EU-landene vil for eksempel vokse. Men ansøgerne kan komme til at stå i kø lidt endnu. Den aktuelle holdning hos folk er at nye medlemslande først bør accepteres efter at EU har fået styr på sin egen økonomi.

Modvilje, nationalisme og arbejdsløshed

På trods af den indsats der er gjort hen imod større enhed, vækker udviklingen i Europa bekymring — både inden for og uden for kontinentet. Der hersker også en del usikkerhed om måden hvorpå man skal tackle etniske konflikter og opløsningstendenser som dem på Balkan, først med krigen i Bosnien og siden med konflikten i Kosovo. EU-medlemslandene er ofte uenige om håndteringen af sådanne konflikter såvel inden for som uden for Europa. Eftersom EU ikke er et forbund af stater og ikke har nogen fælles udenrigspolitik, dominerer de nationale interesser alt for ofte. Nationale interesser er helt klart en væsentlig hindring for ’Europas Forenede Stater’.

Europa har endnu et presserende problem, nemlig stor arbejdsløshed. I gennemsnit er 10 procent af arbejdsstyrken, altså over 16 millioner, arbejdsløse. I mange lande har unge, som udgør næsten en fjerdedel af EU’s befolkning, gjort hvad de kunne for at finde et arbejde, men uden held. Det er derfor ikke underligt at folk synes at Europa må give bekæmpelsen af massearbejdsløsheden førsteprioritet. Indtil nu har bestræbelserne for arbejdsmarkedsreformer ikke båret frugt.

Men der er en endnu større hindring for enheden.

Hvem skal bestemme?

Suverænitetsspørgsmålet er og bliver den største hurdle i gennemførelsen af et forenet Europa. Medlemslandene må blive enige om hvor meget af deres nationale suverænitet de vil give afkald på. Formålet med EU er at etablere en slags overstatsligt herredømme. Hvis dette ikke bliver realiseret, vil indførelsen af euroen blot være „en midlertidig sejr,“ skriver avisen Le Monde. Nogle medlemslande har dog svært ved at bære tanken om at skulle afgive beføjelser. Regeringschefen i et EU-medlemsland har udtalt at hans land var „født til at lede nationer, ikke til at følge dem“.

De små medlemslande frygter forståeligt nok at det i det lange løb bliver de store nationer der bestemmer, og at disse vil nægte at godkende beslutninger der kunne skade deres egne interesser. Små lande spørger for eksempel sig selv hvordan man vil afgøre i hvilke lande de forskellige EU-institutioner skal ligge. Det er en vigtig afgørelse, for sådanne institutioner skaber arbejdspladser i værtslandene.

I betragtning af disse tilsyneladende uoverskuelige hindringer for enheden — økonomisk ulighed, krig, arbejdsløshed og nationalisme — kunne man måske let blive skuffet i sine forventninger til den europæiske enhed. Men der er faktisk sket store fremskridt. Hvor mange fremskridt man fortsat må gøre, er uvist. De problemer der plager dem der prøver at forene Europa, er i det store og hele de samme som dem alle nationale regeringer kæmper med.

Vil det nogen sinde være muligt at danne en regering der kan løse problemer som etniske stridigheder, massearbejdsløshed, fattigdom og krig? Er det realistisk at se frem til en verden hvor menneskene lever i sand enhed? Den følgende artikel giver et svar der måske vil virke overraskende.

[Fodnote]

^ par. 8 Disse lande er Belgien, Finland, Frankrig, Holland, Irland, Italien, Luxembourg, Portugal, Spanien, Tyskland og Østrig. Af forskellige årsager deltager Danmark, Grækenland, Storbritannien og Sverige endnu ikke.

[Ramme på side 6]

Euroen er på vej!

EU-landenes nationale mønter og pengesedler forsvinder først i 2002, men i transaktioner uden kontanter bruger man allerede euroen. Denne overgang til en ny mønt har været en kæmpeopgave for bankerne. Men nu er kurserne på medlemslandenes nationale valutaer fastlåst i forhold til euroen. Børserne angiver også priserne i euro, og mange forretninger og virksomheder prismærker nu deres varer i både euro og i den lokale mønt.

Det er en omvæltning som kræver en del tilpasning i forretningslivet — især for mange ældre kunder, der ikke længere vil kunne bruge de vante mark, franc eller lire. Også kasseapparater og pengeautomater skal ændres. For at sikre den blødest mulige overgang har man iværksat officielle informationskampagner for at oplyse folk om euroen, og om hvornår den sættes i omløb.

Uanset de hindringer der er tilbage, så er euroen på vej. Faktisk har man allerede påbegyndt produktionen af euro-mønter og euro-sedler. Og det er noget af en opgave. Selv i et lille land som Holland med 15 millioner indbyggere vil møntmaskinerne og trykpresserne skulle køre tre år i træk for at fremstille 2,8 milliarder mønter og 380 millioner pengesedler inden den 1. januar 2002. Hvis alle disse nye pengesedler blev stablet op, ville det give en cirka 20 kilometer høj stabel!

[Ramme på side 7]

„En euromassakre“?

I begyndelsen af 1999 blev Europa-Kommissionen, EU’s forvaltningsorgan, kastet ud i en krise som den nær ikke havde overlevet. Kommissionen blev anklaget for svindel, korruption og nepotisme, og en komité blev nedsat for at kulegrave sagen. Efter seks ugers undersøgelse slog komitéen fast at der havde været tilfælde af bedrageri og dårlig ledelse i Europa-Kommissionen. Men undersøgelseskomitéen havde ikke fundet beviser for at EU-kommissærer havde beriget sig selv.

Efter at komitéens rapport var offentliggjort, trak hele Europa-Kommissionen sig tilbage i marts 1999 — et uhørt skridt. Det medførte en dyb krise for EU. Tidsskriftet Time kaldte episoden for „en euromassakre“. Kun tiden vil vise hvilken virkning denne krise vil have på processen hen imod europæisk enhed.

[Illustration på side 5]

Det er allerede blevet langt lettere at krydse grænserne i Europa

[Illustration på side 7]

Den Europæiske Centralbank i Frankfurt am Main blev oprettet i 1998