Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Kain

Kain

[af en rod der betyder „at frembringe; at købe; at skaffe sig“].

1. Adam og Evas førstefødte og således det første menneske der blev født på jorden.

Efter Kains fødsel sagde Eva: „Jeg har bragt en mand til verden ved Jehovas hjælp.“ (1Mo 4:1) Forestillede hun sig mon at hun var den forudsagte kvinde som skulle frembringe det afkom hvorved udfrielsen skulle komme? (1Mo 3:15) I så fald tog hun meget fejl. Hun kunne dog med rette sige at Kain var blevet frembragt „ved Jehovas hjælp“, for Gud havde ikke frataget hende og Adam forplantningsevnen da de syndede, men havde tværtimod i dommen over hende sagt at hun skulle „føde børn“, skønt dette ville være forbundet med fødselsveer. — 1Mo 3:16.

Kain blev agerdyrker, og „efter nogen tids forløb“ bragte både han og hans yngre broder Abel en offergave til Jehova idet de følte et behov for at opnå Guds gunst. Imidlertid ’så Gud ikke velvilligt’ til Kains offergave, der bestod af „nogle af agerjordens frugter“. (1Mo 4:2-5; jf. 4Mo 16:15; Am 5:22.) Nogle bibelfortolkere hæfter sig ved at der ikke siges at Kains offergave bestod af de bedste frugter, hvorimod Abel ofrede „nogle af sin hjords førstefødte, ja af deres fede stykker“; men det var ikke kvaliteten af Kains offergave der var noget i vejen med. Derimod påpeges det i Hebræerne 11:4 at Kain ikke ofrede i tro, sådan som Abel gjorde. At Gud ikke så velvilligt til Kains offer, kan også have været fordi det var blodløst, hvorimod Abels offer bestod af dyr der havde måttet lade livet.

Der siges ikke hvordan Guds godkendelse af det ene offer og hans afvisning af det andet blev givet til kende, men det skete uden tvivl på en måde som var tydelig for både Kain og Abel. Jehova, som læser menneskets hjerte (1Sa 16:7; Sl 139:1-6), kendte Kains urette indstilling, og hans afvisning af Kains offer førte til at denne urette indstilling kom tydeligt frem. Kain begyndte nu åbenlyst at øve „kødets gerninger“: „fjendskaber, strid, skinsyge, vredesudbrud.“ (Ga 5:19, 20) Jehova forklarede den surmulende Kain at der kunne ’finde en opløftelse sted’ for ham hvis blot han gjorde det gode. Han kunne have ydmyget sig og fulgt sin broders gode eksempel, men han valgte at tilsidesætte Guds råd om at få herredømme over det syndige begær der ’lurede ved indgangen’, og truede med at beherske ham. (1Mo 4:6, 7; jf. Jak 1:14, 15.) Denne respektløse adfærd var „Kains vej“. — Jud 11.

Senere sagde Kain til sin broder: „Lad os gå over på marken.“ (1Mo 4:8) (Disse ord er ikke med i den masoretiske tekst, men i flere hebraiske håndskrifter er her et tegn som viser at der er udeladt noget, og de manglende ord findes i Den Samaritanske Pentateuk, den græske Septuaginta, den syriske Pesjitta og Vetus Latina-tekster.) På marken overfaldt Kain sin broder, dræbte ham og blev derved den første morder blandt menneskene. Som sådan kunne han siges at være „af den onde“, Satan Djævelen, som er „fader“ til manddrabere såvel som til løgnen. (1Jo 3:12; Joh 8:44) Hans svar på Jehovas spørgsmål om hvor Abel var henne, var endnu et vidnesbyrd om hans indstilling. Han røbede hverken anger eller samvittighedsnag, men svarede følelseskoldt, endog med en løgn: „Det ved jeg ikke. Er jeg min broders vogter?“ — 1Mo 4:9.

At Gud dømte Kain til at være forvist fra agerjorden, betyder øjensynlig at Kain blev drevet bort fra området i nærheden af Edens have, og at den forbandelse der allerede hvilede over jorden, ville blive forstærket i Kains tilfælde så jorden ikke bar frugt når han forsøgte at dyrke den. Kain gav udtryk for at han var ked af den strenge straf og var bange for at nogen skulle hævne mordet på Abel på ham, men han røbede stadig ingen oprigtig anger. Jehova ’satte et tegn for Kain’ så ingen skulle slå ham ihjel, men der siges ikke noget om at dette tegn eller mærke blev sat på Kain selv. ’Tegnet’ bestod sandsynligvis i Guds højtidelige bestemmelse, som alle kendte og måtte adlyde. — 1Mo 4:10-15; jf. v. 24, hvor Lemek henviser til denne bestemmelse.

Kain drog i landflygtighed til „Flygtningeland øst for Eden“ og tog sin kone — en ikke navngiven kvinde der var datter eller barnebarn af Adam og Eva — med sig. (1Mo 4:16, 17; jf. 5:4; se også 20:12, hvoraf det fremgår at Abraham var gift med sin halvsøster Sara.) Efter at have fået sønnen Hanok „gik [Kain] i gang med at bygge en by“ og gav den navn efter sin søn. Efter en nutidig målestok har denne by sikkert kun været en befæstet landsby, og der siges ikke i beretningen hvornår den blev fuldført. Nogle af Kains efterkommere er nævnt. Deriblandt var mænd som gjorde sig bemærkede ved at drive kvægavl som nomader, spille på musikinstrumenter og smede værktøj af metal, ved at tage sig flere hustruer og ved at øve vold. (1Mo 4:17-24) Kains slægtslinje endte i den verdensomspændende vandflod på Noas tid.

2. Et navn der anvendes om kenitternes stamme i et ’fyndigt udsagn’ af Bileam. (4Mo 24:21, 22) I Dommerne 4:11 gengives det med „kenitterne“. — Se KENITTER.

3. En by i Judas bjergland. (Jos 15:1, 48, 57) Den identificeres med en-Nebi Yaqin, omkring 6 km sydøst for Hebron.