Disse måltider beskrives ikke nærmere i Bibelen, og det fortælles heller ikke hvor ofte de blev holdt. (Jud 12) De var ikke påbudt, hverken af Herren Jesus Kristus eller af hans apostle, så de skal ikke betragtes som obligatoriske og var heller ikke en skik som skulle vare ved. Nogle mener at det var særlige måltider hvortil rige kristne indbød deres fattige medtroende. I fællesskab nød faderløse,  enker, velstående og dårligt stillede et rigt dækket bord i broderskabets ånd.

Tertullian, en skribent der levede i det 2. og 3. århundrede, giver en beskrivelse af disse kærlighedsmåltider. Han fortæller at deltagerne bad en bøn til Gud før de lagde sig til bords. De spiste og drak med måde, det vil sige kun så meget at de fik stillet deres sult og tørst, idet de ikke glemte at de også om natten skulle bede til Gud. Deres samtale vidnede om at de var sig bevidst at Herren lyttede. De sang hver en sang, og måltidet sluttede med en bøn. — Tertullians forsvarsskrift for de kristne, XXXIX, 16-18.

At disse særlige måltider blev holdt ud fra et godt motiv, fremgår af den betegnelse man gav dem — agaʹpē. Agaʹpē er det græske ord der bruges for den højeste form for kærlighed, en kærlighed der er grundlagt på principper. Det er den kærlighed som Bibelen siger at „Gud er“. (1Jo 4:8) Den omtales som en frugt af Guds ånd i Galaterne 5:22 og beskrives nærmere i 1 Korinther 13:4-7.

Ikke Herrens aftensmåltid. Der synes ikke at være noget grundlag for at forbinde disse kærlighedsmåltider med Herrens aftensmåltid (mindehøjtiden), sådan som nogle har gjort idet de siger at kærlighedsmåltiderne fandt sted enten før eller efter mindehøjtiden. Herrens aftensmåltid holdes én gang om året på den samme dag, den 14. dag i månemåneden nisan, mens kærlighedsmåltiderne ser ud til at være blevet holdt ofte og ikke nødvendigvis efter en bestemt plan. Efter at Paulus havde irettesat de kristne i Korinth for en vis uskik, idet de indtog deres aftensmad i menighedens mødelokale før Herrens aftensmåltid, skrev han: „I har da hjem at spise og drikke i, ikke sandt? . . . Hvis nogen er sulten, så lad ham spise hjemme.“ (1Kor 11:22, 34) Denne aften skulle højtideligholdes med alvor idet man grundede over dens betydning; det var ikke en anledning til at spise og drikke i mødelokalet.

Disse kærlighedsmåltider er heller ikke de samme som de måltider („brødets brydelse“, DA92; se også NV, fdn.) der omtales i Apostelgerninger 2:42, 46; 20:7. Den tids brød var som regel formet som tynde kager, og usyret brød var desuden sprødt. Man skar ikke skiver af brød, men brækkede eller brød det i stykker. Derfor opstod udtrykket „brødsbrydelse“ som undertiden blev brugt om almindelige måltider. — Apg 2:46, DA48; jf. NV.

Misbrugt af nogle. Kærlighedsmåltiderne var rigtige måltider, men blev misbrugt af nogle som ikke havde den rette åndelige indstilling. Da de ikke var blevet påbudt af Herren Jesus Kristus eller af hans apostle, men kun var en skik man havde indført, holdt man senere op med dem. Af Judas’ Brev fremgår det at nogle kom til disse måltider med et dårligt motiv: „Disse er de skjulte klippeskær ved jeres kærlighedsmåltider, når de fester sammen med jer, hyrder som uden frygt sørger for sig selv.“ (Jud 12) Af Peters ord fremgår det at nogle som øvede uret og førte falsk lære, havde sneget sig ind blandt sande kristne, for han siger: „De anser vellevned om dagen for en nydelse. De er pletter og fejl, de som svælger i deres bedrageriske lærdomme mens de fester sammen med jer.“ (2Pe 2:13) Også i vor tid kan kristne samles om et måltid for at nyde samværet, ligesom de kan hjælpe hinanden med materielle midler så vidt det er muligt, men der er ingen grund til at genindføre kærlighedsmåltiderne som en skik i den kristne menighed. — Jak 1:27; 2:15.