Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Spørgsmål fra læserne

Spørgsmål fra læserne

Spørgsmål fra læserne

Er der håb om en opstandelse for et barn der dør før det bliver født?

For dem der aldrig har mistet et barn på denne måde, kan det være svært at forestille sig de følelser der rører sig i dem der har. Nogle forældre sørger dybt over et sådant tab. En mor mistede fem børn inden de blev født. Med tiden oplevede hun dog den glæde at føde to sunde drengebørn. Alligevel husker hun hvordan det var hver gang hun mistede et barn. Så længe hun lever, vil hun huske hvor gamle hendes dødfødte eller aborterede børn ville være hvis de havde levet i dag. Har sådanne kristne forældre noget grundlag for at kunne håbe på en opstandelse for de børn de har mistet?

Svaret på dette spørgsmål er ganske enkelt: Vi ved det ikke. Bibelen kommer ikke direkte ind på spørgsmålet om en opstandelse for spædbørn der har været dødfødte, eller som man har mistet ved en abort. Men den indeholder dog nogle principper der har med spørgsmålet at gøre, og som kan give en vis trøst.

Lad os betragte to spørgsmål der har med dette emne at gøre. For det første: Hvornår begynder et menneskes liv set med Jehovas øjne — ved undfangelsen eller ved fødselen? For det andet: Hvordan betragter Jehova den ufødte — som et særskilt individ eller som en samling celler eller væv i en kvindes livmoder? Bibelen giver et klart svar på begge spørgsmål.

Det fremgår klart af Moseloven hvornår livet begynder — ikke ved fødselen, men langt tidligere. Den viser nemlig at drabet på et foster kunne medføre dødsstraf. Læg mærke til følgende lovbud: „Du [skal] betale sjæl for sjæl.“ * (2 Mos. 21:22, 23) Det ufødte barn i livmoderen er altså levende, en levende sjæl. Denne evige sandhed har hjulpet millioner af kristne til at afvise at få en abort, idet de betragter en provokeret abort som en alvorlig synd mod Gud.

Der er altså ingen tvivl om at det ufødte barn er levende. Men hvor højt vurderer Jehova dette liv? Den ovenanførte lov krævede at et voksent menneske skulle lide døden hvis det havde været årsag til et ufødt barns død. Et ufødt barns liv har altså stor værdi i Guds øjne. Der er desuden mange passager i Bibelen der viser at Jehova betragter et ufødt barn som et særskilt individ. For eksempel blev kong David inspireret til at sige om Jehova: „Du skærmede mig i min moders liv. . . . Dine øjne så mig som foster, og i din bog var alle dets dele skrevet op, og dagene da de blev dannet.“ — Sl. 139:13-16; Job 31:14, 15.

Jehova ser også de særlige karaktertræk som det ufødte barn har, og hvilke fremtidige muligheder der åbner sig for det. Da Isaks hustru, Rebekka, ventede tvillinger, udtalte Jehova en profeti om de to drenge der kæmpede i hendes liv. Profetien viser at han allerede så visse karaktertræk hos dem som ville få langtrækkende virkninger. — 1 Mos. 25:22, 23; Rom. 9:10-13.

Det er også interessant at betragte det der skete i Johannes Døbers tilfælde. Beretningen lyder: „Da Elisabet nu hørte Marias hilsen, sprang fosteret i hendes liv, og Elisabet blev fyldt med hellig ånd.“ (Luk. 1:41) Da lægen Lukas beskrev denne hændelse, brugte han et græsk ord der kan betyde enten et ufødt barn eller et spædbarn efter fødselen. Han brugte det samme ord om spædbarnet Jesus der lå i krybben. — Luk. 2:12, 16; 18:15.

Alt dette taget i betragtning, giver Bibelen da grundlag for at skelne skarpt mellem et barn der endnu befinder sig i moderens liv, og et der lige har trukket vejret for første gang? Det ser det ikke ud til. Det stemmer desuden med hvad den moderne videnskab har fundet ud af. For eksempel har man opdaget at et ufødt barn kan opfatte ydre påvirkninger og reagere på dem. Det er derfor ikke så mærkeligt at der dannes et stærkt bånd mellem den vordende mor og barnet der vokser i hende.

Tidspunktet for fødselen kan også variere meget. Der kan for eksempel være en mor der føder et levende barn for tidligt, men barnet dør efter få dages forløb. En anden mor går tiden ud, men barnet dør umiddelbart før fødselen. Kan den første mor nu gøre sig håb om at hendes barn vil få en opstandelse blot fordi barnet tilfældigvis blev født for tidligt, mens den anden mor ikke har dette håb?

Til opsummering kan vi altså sige at Bibelen tydeligt lærer at livet begynder ved undfangelsen, og at Jehova betragter det ufødte barn som et særskilt og værdifuldt individ. I lyset af disse bibelske sandheder kunne nogle betragte det som inkonsekvent at påstå at der ikke er noget håb om en opstandelse for et ufødt barn der dør. De kunne måske endda mene at denne opfattelse vil svække vores bibelske standpunkt imod at få foretaget en abort, et standpunkt som hovedsagelig er baseret på netop disse sandheder.

Dette blad har tidligere stillet nogle praktiske spørgsmål der kunne rejse tvivl om at børn der er døde før fødselen, vil få en opstandelse. For eksempel spørgsmålet om Gud i det genoprettede paradis ville indsætte et delvis udviklet foster i en kvindes livmoder? Yderligere studium, bøn og eftertanke angående dette spørgsmål har imidlertid ført til at Det Styrende Råd er kommet til den slutning at sådanne betragtninger i realiteten ikke har noget med opstandelseshåbet at gøre. Jesus sagde: „Alle ting . . . er mulige for Gud.“ (Mark. 10:27) Det der skete med Jesus selv, beviser dette; hans liv blev overført fra himmelen til en ung kvindes livmoder — noget som er en absolut umulighed set med menneskers øjne.

Betyder det da at Bibelen lærer at børn der dør før fødselen, vil få en opstandelse? Vi må understrege at Bibelen ikke giver noget direkte svar på spørgsmålet, så der er ikke grundlag for at slå noget dogmatisk fast. Emnet kan give anledning til en næsten endeløs række af spørgsmål. Det bedste er at undgå at spekulere. Det vi véd, er at sagen hviler hos Jehova Gud, som er rig på loyal hengivenhed og barmhjertighed. (Sl. 86:15) Der er ingen tvivl om at det er hans inderlige ønske ved hjælp af opstandelsen at råde bod på al den skade som døden har forvoldt. (Job 14:14, 15) Og vi kan være sikre på at han altid gør det der er rigtigt. Han vil læge alle de mange sår som livet i denne onde tingenes ordning har påført os, når han kærligt giver sin søn befaling til at „nedbryde Djævelens gerninger“. — 1 Joh. 3:8.

[Fodnote]

^ par. 6 De ovenfor anførte skriftsteder oversættes undertiden på en sådan måde at det kun er moderens død der medfører dødsstraf. Men den hebraiske grundtekst viser at den pågældende lov talte om en skade der medførte døden for enten moderen eller det ufødte barn.

[Illustration på side 13]

Jehova vil læge alle de sår som smertelige erfaringer har påført os