Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Noas tro fordømmer verden

Noas tro fordømmer verden

 Noas tro fordømmer verden

HAR du hørt om Noa, en gudfrygtig mand der byggede en ark hvori mennesker og dyr overlevede en verdensomspændende oversvømmelse? Millioner kender beretningen, selv om den er meget gammel. Men mange er ikke klar over at Noas liv har betydning for os alle.

Hvorfor skulle vi interessere os for en beretning der er flere tusind år gammel? Er der nogen lighedspunkter mellem Noas situation og vores? Og hvis der er, hvad kan vi så lære af Noas eksempel?

Verden på Noas tid

Ifølge Bibelens tidsregning blev Noa født i 2970 f.v.t. — 126 år efter Adams død. På Noas tid var jorden fyldt med vold, og de fleste af Adams efterkommere valgte at følge deres stamfaders dårlige eksempel. Jehova så derfor „at menneskets ondskab var meget udbredt på jorden og at enhver tilbøjelighed i dets hjertes tanker kun var ond dagen lang“. — 1 Mosebog 6:5, 11, 12.

Menneskenes oprørskhed var dog ikke den eneste årsag til Jehovas mishag. Beretningen i Første Mosebog forklarer: „Gudssønnerne [lagde] mærke til menneskedøtrene, hvor godt de så ud; og de tog sig hustruer, nemlig alle dem de udvalgte. . . . Nefilim var på jorden i de dage, og også siden, da gudssønnerne fortsatte med at gå ind til menneskedøtrene og de fødte dem sønner; det var de vældige krigere som levede i gamle dage, de navnkundige mænd.“ (1 Mosebog 6:2-4) En sammenligning af disse vers og en udtalelse i apostelen Peters første brev viser at de såkaldte ’gudssønner’ var ulydige engle. Nefilim var det bastardafkom der blev født som følge af de urette forbindelser mellem jordiske kvinder og frafaldne engle der havde materialiseret sig. — 1 Peter 3:19, 20.

Ordet „nefilim“ betyder „omhuggere“ og sigter til nogle der bringer andre til fald. De var brutale tyranner, og deres fædres synd sammenlignes med de perverse handlinger der fandt sted i Sodoma og Gomorra. (Judas 6, 7) Fædre og sønner  blev i fællesskab årsag til en uudholdelig ondskab på jorden.

„Uangribelig blandt sine samtidige“

Ondskaben blev så udbredt at Gud besluttede at udslette menneskene. Men i den inspirerede beretning står der: „Noa fandt yndest i Jehovas øjne. . . . Noa var en retfærdig mand. Han var uangribelig blandt sine samtidige. Noa vandrede med den sande Gud.“ (1 Mosebog 6:8, 9) Hvordan var det muligt at ’vandre med Gud’ i en ugudelig verden der fortjente at blive tilintetgjort?

Noa havde uden tvivl lært meget af sin troende far, Lemek, der levede samtidig med Adam. Da Lemek gav sin søn navnet Noa (som sandsynligvis betyder „hvile“ eller „trøst“), forudsagde han: „Denne vil bringe os trøst og udfrielse fra vort arbejde og vore hænders smerte, der skyldes jorden som Jehova har forbandet.“ Denne profeti blev opfyldt da Gud hævede forbandelsen over jorden. — 1 Mosebog 5:29; 8:21.

Man bliver ikke nødvendigvis gudfrygtig blot fordi man har troende forældre, for det enkelte menneske må selv opbygge et forhold til Jehova. Noa ’vandrede med Gud’ ved at leve på en måde der havde Guds godkendelse. Det Noa lærte om Gud, gav ham lyst til at tjene Ham. Noas tro vaklede ikke da han fik at vide at Gud ville ’ødelægge alt kød ved en vandflod’. — 1 Mosebog 6:13, 17.

Noa troede fuldt og fast på at denne katastrofe af et hidtil ukendt omfang ville indtræffe. Derfor adlød han Jehovas befaling: „Lav dig en ark af harpiksholdigt træ. Du skal lave rum i arken, og du skal stryge den indvendig og udvendig med tjære.“ (1 Mosebog 6:14) Det var ikke nogen let opgave at bygge arken efter Guds anvisninger. Alligevel „gjorde Noa ganske som Gud havde påbudt ham. Sådan gjorde han.“ (1 Mosebog 6:22) Noa udførte arbejdet med hjælp fra sin kone og deres sønner, Sem, Kam og Jafet, og deres koner. Jehova velsignede deres tro. De tjente virkelig som et godt eksempel for familier i dag!

Hvad indebar det at bygge arken? Jehova sagde til Noa at han skulle bygge en kæmpestor vandtæt trækasse i tre etager, der var cirka 133 meter lang, 22 meter bred og 13 meter høj. (1 Mosebog 6:15, 16) Et fartøj af denne størrelse ville have et rumindhold der svarede til det et stort fragtskib har i dag.

Det var et kolossalt arbejde! Det betød sandsynligvis at der måtte fældes i tusindvis af træer, der så skulle flyttes til byggepladsen og saves ud til planker og bjælker. Der skulle bygges stillads, snittes tappe, skaffes tjære så arken kunne gøres vandtæt, fremstilles beholdere og redskaber, og så videre. Arbejdet kan have krævet forhandlinger med købmænd og betaling for varer og tjenesteydelser. Det krævede tydeligvis stor viden om tømrerfaget at sammenføje bjælkerne nøjagtigt og bygge en tilstrækkelig stærk konstruktion. Og tænk engang — det tog sikkert 50-60 år at bygge arken!

 Derefter måtte Noa sørge for at der ville være tilstrækkelig mad til hans familie og foder til dyrene. (1 Mosebog 6:21) Han skulle samle et stort antal dyr og lede dem ind i arken. Noa gjorde alt det Gud havde befalet, og fuldførte sin opgave. (1 Mosebog 6:22) Takket være Jehovas velsignelse gik alt som det skulle.

„En forkynder af retfærdighed“

Foruden at bygge arken advarede Noa om den kommende vandflod og tjente Gud trofast som „en forkynder af retfærdighed“. Men folk „gav ikke agt før vandfloden kom og rev dem alle bort“. — 2 Peter 2:5; Mattæus 24:38, 39.

Når man tænker på hvor dårligt den tids åndelige og moralske klima var, kan man let forestille sig hvordan Noas vantro naboer har moret sig over ham og hans familie. De har uden tvivl hånet og spottet dem. Folk må have troet at de var vanvittige. Men Noa var til åndelig opmuntring og støtte for sin kone og deres sønner og svigerdøtre, og ingen af dem efterlignede deres ugudelige naboers voldelige, umoralske og oprørske måde at leve på. Gennem sine ord og handlinger, der vidnede om tro, fordømte Noa den daværende verden. — Hebræerne 11:7.

Bevaret gennem Vandfloden

Kort før det begyndte at regne, sagde Gud til Noa at han skulle gå ind i arken, der nu var færdig. Da Noas familie og dyrene var kommet ind i arken, „lukkede Jehova døren“, så nu kunne de ikke høre eventuelle hånlige tilråb. Da Vandfloden kom, undgik de ulydige engle at blive tilintetgjort, idet de åbenbart dematerialiserede sig. Men hvad skete der med alle andre? Alle levende skabninger der befandt sig på den tørre jord uden for arken, deriblandt nefilim, omkom. Kun Noa og hans familie overlevede. — 1 Mosebog 7:1-23.

Noa og hans familie tilbragte et måneår og ti dage i arken. De havde travlt med at fodre dyrene, give dem vand og holde rent alle vegne. De førte også regnskab med tiden. I Første Mosebog er alle Vandflodens faser nøjagtigt dateret, ligesom i et skibs logbog, hvilket vidner om beretningens sandfærdighed. — 1 Mosebog 7:11, 17, 24; 8:3-14.

 Mens de befandt sig i arken, ledede Noa uden tvivl sin familie i åndelige drøftelser og taksigelse til Gud. Det er åbenbart gennem Noa og hans familie at de historiske beretninger fra tiden før Vandfloden er blevet bevaret. De pålidelige mundtlige overleveringer eller historiske dokumenter som de var i besiddelse af, har været et godt grundlag for opbyggende drøftelser under Vandfloden.

Hvor må Noa og hans familie have været glade da de igen kunne træde ud på den tørre jord! Det første Noa gjorde, var at bygge et alter og virke som præst for sin familie ved at bringe ofre til Gud, der havde frelst dem. — 1 Mosebog 8:18-20.

„Ligesom Noas dage var“

Jesus Kristus sagde: „Ligesom Noas dage var, sådan vil Menneskesønnens nærværelse være.“ (Mattæus 24:37) I dag er de kristne også forkyndere af retfærdighed og tilskynder folk til at ændre sind. (2 Peter 3:5-9) Denne sammenligning får os måske også til at spekulere på hvordan Noa mon har tænkt og følt før Vandfloden. Syntes han nogen sinde at det var spild af tid at forkynde? Var han somme tider træt? Bibelen siger ikke noget om det. Vi får blot at vide at Noa gjorde som Gud havde sagt.

Kan du se hvad vi kan lære af Noas situation? Han adlød Jehova trods modstand og vanskeligheder. Det var derfor Jehova bedømte ham som retfærdig. Noa og hans familie vidste ikke præcis hvornår Gud ville lade Vandfloden komme over jorden, men de vidste at den ville komme. Troen på det Gud havde sagt, holdt Noa oppe gennem mange år med hårdt arbejde og en forkyndelse der kunne virke nytteløs. Der siges om ham: „Ved tro byggede Noa gudfrygtigt, efter at være blevet advaret af Gud om ting som man endnu ikke så, en ark til redning for sin husstand; ved denne tro fordømte han verden, og han blev arving til den retfærdighed der er en følge af tro.“ — Hebræerne 11:7.

Hvordan havde Noa fået denne stærke tro? Han tog sig åbenbart tid til at grunde over alt hvad han vidste om Jehova, og han lod sig lede af denne kundskab. Der er ingen tvivl om at han talte med Gud i bøn. Ja, han blev så nært knyttet til Jehova at han ’vandrede med Gud’. Som familiens overhoved brugte Noa med glæde tid på at vise sin familie kærlighed og opmærksomhed. Det indebar at han måtte sørge for sin kones, sine tre sønners og sine svigerdøtres åndelige behov.

I dag ved sande kristne også at Jehova vil gøre ende på denne ugudelige tingenes ordning. Vi kender ikke dagen eller timen, men vi ved at hvis vi efterligner den tro og lydighed som Noa, denne „forkynder af retfærdighed“, viste, vil det betyde at ’vores sjæl bevares i live’. — Hebræerne 10:36-39.

[Ramme på side 29]

Har Vandfloden virkelig fundet sted?

Antropologer har registreret ikke færre end 270 vandflodssagn blandt så godt som alle stammer og folkeslag. „Beretningen om en vandflod er udbredt i hele verden,“ fortæller forskeren Claus Westermann. „Ligesom skabelsesberetningen er den en del af vores grundlæggende kulturarv. Det er virkelig forbløffende: Overalt på jorden finder vi beretningen om en stor oversvømmelse i en fjern fortid.“ Hvad er forklaringen? Som bibelkommentatoren Enrico Galbiati siger: „Det at der hos forskellige og vidt adskilte folkeslag findes en overlevering om en vandflod, er et vidnesbyrd om den historiske realitet der ligger til grund for disse overleveringer.“ For kristne kommer forskernes meninger imidlertid i anden række. Det er af større betydning at vide at Jesus omtalte Vandfloden som en virkelig begivenhed der er indtruffet i menneskehedens historie. — Lukas 17:26, 27.

[Ramme på side 30]

Nefilim i mytologien?

Fortællinger om forbindelser mellem guder og mennesker — og de „heroer“ eller „halvguder“ der blev født som følge af disse forhold — var almindelige i den græske, ægyptiske, ugaritiske, hurritiske og mesopotamiske teologi. Den græske mytologis guder var af menneskeskikkelse og meget smukke. De spiste og drak, sov, havde seksuelt samkvem, skændtes og sloges, forførte og voldtog. Skønt de blev anset for at være hellige, kunne de give sig af med bedrag og forbrydelser. Det hed sig om heroer som Akilles at de var af både guddommelig og menneskelig oprindelse og havde overmenneskelig styrke, men ikke var udødelige. Beretningen i Første Mosebog om nefilim kaster således lys over den mulige og endda sandsynlige baggrund for disse sagn.