Winston, fortæl om din søgen efter Gud.

Jeg er opvokset på en farm i Queensland i Australien, og mine forældre var ikke religiøse. Fordi vi boede langt væk fra alting, havde jeg ikke ret meget kontakt med andre end min nærmeste familie. Da jeg var omkring 12 år, begyndte jeg at søge efter Gud. Jeg bad til ham og sagde at jeg gerne ville lære sandheden om ham at kende. På et tidspunkt flyttede jeg hjemmefra og fandt arbejde i Adelaide i delstaten South Australia. Da jeg var 21, mødte jeg Pam mens jeg var på ferie i Sydney, og hun fortalte mig om Britisk-Israel-bevægelsen, en religiøs bevægelse der hævder at de britiske folkeslag er efterkommere af Israels såkaldt forsvundne stammer. Disse stammer er, ifølge bevægelsen, det nordlige riges ti stammer som blev ført i eksil i det 8. århundrede f.v.t. Da jeg kom tilbage til Adelaide, tog jeg emnet op med en kollega der var begyndt at studere Bibelen med Jehovas Vidner. Efter kun nogle få timers samtale – der mest handlede om det Jehovas Vidner tror på – gik det op for mig at den bøn jeg havde bedt som barn, var ved at blive besvaret. Jeg lærte sandheden at kende om min Skaber og hans rige! Jeg havde fundet ‘den meget værdifulde perle’. – Matt. 13:45, 46.

Pam, du begyndte også at lede efter denne perle i en ung alder. Hvordan fandt du den?

Jeg kommer fra en troende familie og er vokset op i Coffs Harbour i delstaten New South Wales. Både mine forældre og bedsteforældre var tilhængere af Britisk-Israel-bevægelsen. Jeg blev sammen med min lillebror  og storesøster og mange fætre og kusiner opdraget til at tro at Gud favoriserer folk af britisk afstamning. Jeg var nu ikke helt enig i den tanke, og jeg følte et åndeligt tomrum indeni. Som 14-årig besøgte jeg forskellige lokale trossamfund, blandt andet den anglikanske kirke, baptistkirken og syvendedagsadventisterne. Men tomrummet var der stadig.

Min familie flyttede på et tidspunkt til Sydney, hvor jeg mødte Winston, som holdt ferie der. Som han nævnte, førte vores religiøse samtaler til at han begyndte at studere med Jehovas Vidner. Derefter var hans breve til mig fyldt med bibelvers! Jeg må indrømme at det til at begynde med bekymrede mig, og nogle gange blev jeg ligefrem vred. Men efterhånden gik det op for mig at han måske havde ret.

I 1962 flyttede jeg til Adelaide for at være tættere på Winston. Han havde arrangeret at jeg kunne bo hos et par der var Jehovas Vidner – Thomas og Janice Sloman – der havde været missionærer i Papua Ny Guinea. De var usædvanligt venlige mod mig. Jeg var kun 18, og de var en stor støtte for mig åndeligt set. Så jeg begyndte også at studere Bibelen, og hurtigt blev jeg overbevist om at jeg havde fundet sandheden. Efter vores bryllup tog vi straks hul på et rigt liv i tjenesten for Jehova – et liv der på trods af modgang har forstærket vores værdsættelse af den smukke perle vi fandt.

Winston, vil du fortælle lidt om jeres første tid i tjenesten for Jehova?

Kort efter at Pam og jeg var blevet gift, åbnede Jehova den første af mange døre for os. (1. Kor. 16:9) Den første dør blev vi gjort opmærksomme på af bror Jack Porter, der var kredstilsynsmand for vores lille menighed. (Han er nu også medlem af Afdelingskontorets Udvalg i Australasien). Jack og hans kone, Roslyn, tilskyndede os til at blive pionerer, og det privilegium havde vi i fem år. Da jeg var 29, blev vi spurgt om vi ville begynde i kredstjenesten på øerne i det sydlige Stillehav, som Afdelingskontoret i Fiji dengang førte tilsyn med. Øerne var Amerikansk Samoa, Samoa, Kiribati, Nauru, Niue, Tokelau, Tonga, Tuvalu og Vanuatu.

Dengang var de der boede på de mere isolerede øer, noget mistroiske over for Jehovas Vidner, så vi måtte være forsigtige og taktfulde. (Matt. 10:16) Menighederne var små, og det var ikke altid muligt for vennerne at have os boende. Så måtte vi lede efter overnatningsmuligheder hos de lokale i landsbyerne, og de tog altid godt imod os.

Du interesserer dig meget for oversættelse, Winston. Hvordan opstod din interesse for det arbejde?

På det tidspunkt havde Jehovas Vidner kun udgivet nogle få foldere og brochurer på tongansk, et polynesisk sprog som tales i østaten Tonga. I tjenesten brugte vennerne den engelske udgave af studiebogen Sandheden der fører til evigt liv. Så under en fire uger lang ældsteskole gik tre lokale ældste der kunne lidt engelsk, med til at oversætte Sandhedsbogen til tongansk. Pam skrev manuskriptet rent på skrivemaskine, og derefter sendte vi det til vores trykkeri i USA. Hele projektet blev klaret på cirka otte uger. Selvom kvaliteten af oversættelsen lod meget tilbage at ønske, hjalp bogen mange der talte tongansk, til at lære sandheden at kende. Pam og jeg er ikke selv oversættere, men den erfaring hjalp os til at se værdien af det arbejde.

Pam, hvordan var livet på øerne i forhold til livet i Australien?

Det var meget anderledes! Der var forskellige udfordringer afhængigt af hvor vi var, blandt andet sværme af myg, fugtig og intens varme, rotter, sygdom og nogle gange næsten ingen mad. Men når dagen var slut, var det så beroligende at kigge ud på det store ocean fra vores fale – det  samoanske navn for en traditionel stråtækt polynesisk hytte uden vægge. I månens klare skær kunne vi se kokospalmernes sorte silhuetter og månens smukke genspejling på havoverfladen. Disse dyrebare stunder gav os noget at meditere over og gav os lyst til at takke Gud, og de negative tanker blev erstattet af positive.

Vi elskede børnene, der var fulde af spilopper og meget nysgerrige når de så os hvide fremmede. Da vi var på besøg på Niue, var der en lille dreng der aede Winstons behårede arm og sagde: “Jeg elsker dine fjer.” Han havde tydeligvis aldrig før set så behårede arme og vidste ikke rigtigt hvordan han skulle beskrive dem!

Det gjorde helt ondt i hjertet når vi så de forhold mange lokale måtte leve under. De havde de smukkeste omgivelser men meget begrænsede muligheder for lægehjælp og ikke ret meget drikkevand. Men det virkede ikke til at vennerne lod sig gå på af det. Det var det liv de var vant til. De var glade for at have deres familie omkring sig, et sted at samles med deres trosfæller og det privilegium at prise Jehova. Deres eksempel hjalp os til at fokusere på de vigtige ting og at leve enkelt og ukompliceret.

Nogle gange måtte du, Pam, selv hente vand og lave mad under helt nye forhold. Hvordan klarede du det?

Jeg har meget at takke min far for i den forbindelse. Han havde lært mig mange nyttige færdigheder, for eksempel hvordan man laver et bål og tilbereder mad over det, og hvordan man klarer sig med kun få materielle ting. Engang da vi var på Kiribati, boede vi i et lille hus der havde stråtag, koralgulv og bambusvægge. For at kunne lave et simpelt måltid gravede jeg et hul i gulvet til bålet og brugte kokosskaller som brændsel. Når jeg skulle hente vand, stillede jeg mig i kø ved en brønd sammen med de lokale kvinder. For at trække vandet op brugte de en to meter lang stang med et tyndt reb for enden, lidt ligesom en fiskestang. Men i stedet for at sætte en krog for enden bandt de en spand fast. En efter en smed kvinderne deres line ned i brønden og gav et hurtigt ryk med hånden på det helt rigtige tidspunkt. Spanden tippede til den ene side og blev fyldt med vand. Det så meget nemt ud – men jeg blev klogere. Jeg lod linen falde flere gange, men spanden ramte bare vandet og flød ovenpå! Da alle kvinderne havde grinet af, var der en af dem der hjalp mig. De lokale var altid utroligt venlige og hjælpsomme.

I blev begge to meget glade for jeres opgave på øerne. Er der nogle særlige oplevelser I har lyst til at fortælle om?

Winston: Det tog os noget tid at lære de lokale skikke at kende. For eksempel var det sådan at når vennerne lavede mad til os, serverede de som regel al den mad de havde. I begyndelsen var vi ikke klar over at vi skulle levne noget til dem. Så vi spiste rub og stub! Da vi fandt ud af hvordan man normalt gjorde, lod vi selvfølgelig noget være til vores værter. Brødrene var heldigvis meget overbærende når vi dummede os. Og de var ovenud begejstrede for at se os når vi kom og besøgte dem hvert halve år i kredstjenesten. Dengang var vi de eneste Jehovas Vidner de så, ud over vennerne i deres egen menighed.

Vores besøg gjorde også indtryk på den lokale befolkning. Mange af dem troede at vores trosfæller selv havde opfundet deres religion. Så når der kom et ægtepar fra samme trosretning på besøg fra et andet land, gik det op for dem at der var tale om en stor organisation, og de var meget imponerede.

Pam: Et af mine dejligste minder er fra Kiribati, hvor der var en lille menighed med kun nogle få brødre og søstre. Den eneste ældste i menigheden, Itinikai Matera, gjorde sit bedste for at tage sig af os. En dag dukkede han op med en kurv med et eneste æg i. “Til jer,” sagde han. Dengang var et  hønseæg en sjælden luksus for os. Brorens lille men gavmilde handling rørte vores hjerter.

Pam, på et tidspunkt mistede du et ufødt barn. Hvad hjalp dig i den svære tid?

Jeg blev gravid i 1973 mens Winston og jeg var i rejsetjenesten på øerne i det sydlige Stillehav. Vi besluttede at flytte tilbage til Australien, hvor vi fire måneder senere mistede vores baby. Winston var også helt knust; det var jo også hans barn. Smerten i mit hjerte tog efterhånden af, men den slap først rigtigt sit tag i mig da jeg læste Vagttårnet for 15. april 2009. I “Spørgsmål fra læserne” blev der spurgt: “Er der håb om en opstandelse for et barn der dør før det bliver født?” Artiklen forsikrede os om at sagen hviler hos Jehova, der altid gør det rigtige. Han vil kærligt læge alle de mange sår som livet i denne onde verden har påført os, når han giver sin Søn befaling til at ‘nedbryde alt det Satan har gjort’. (1. Joh. 3:8) Artiklen hjalp os også til at få endnu større værdsættelse af den værdifulde “perle” vi har som Jehovas tjenere. Hvad skulle vi gøre uden det håb Guds rige giver os?

Efter at vi havde mistet vores barn, begyndte vi igen i heltidstjenesten. Vi var nogle måneder på Betel i Australien og kom så senere tilbage i kredstjenesten. I 1981, efter at vi i fire år havde rejst rundt til menighederne i den store delstat New South Wales og i Sydney, blev vi indbudt til at tjene på Afdelingskontoret i Australien, som det hed dengang, og der har vi været lige siden.

Winston, kunne dine erfaringer fra øerne i det sydlige Stillehav hjælpe dig som medlem af Afdelingskontorets Udvalg i Australasien?

Ja, på flere måder. Først blev Afdelingskontoret i Australien bedt om at føre tilsyn med arbejdet i Amerikansk Samoa og Samoa. Så blev afdelingskontorerne i New Zealand og Australien lagt sammen. De områder der nu hører under Afdelingskontoret i Australasien, er: Australien, Amerikansk Samoa og Samoa, Cookøerne, New Zealand, Niue, Tokelau, Tonga og Østtimor. Jeg har haft det privilegium at besøge mange af stederne som repræsentant for afdelingskontoret. Mine erfaringer fra vores tid med de trofaste brødre og søstre på øerne har været en stor hjælp nu hvor jeg betjener dem fra afdelingskontoret.

Her til sidst vil jeg gerne sige at Pam og jeg altid har været opmærksomme på at børn og unge også søger efter Gud, ligesom vi selv gjorde. Unge vil også gerne finde ‘den meget værdifulde perle’ – også selvom ingen andre i familien viser interesse. (2. Kong. 5:2, 3; 2. Krøn. 34:1-3) Der er ingen tvivl om at Jehova er en kærlig Gud der ønsker at alle, både unge og gamle, skal vinde livet!

Da Pam og jeg begyndte vores søgen efter Gud for mere end 50 år siden, havde vi ingen anelse om hvilken rejse der ventede os. Sandheden om Guds rige er en perle af uendeligt stor værdi! Vi er besluttet på aldrig at give slip på denne dyrebare perle!