DEN 17. december 2010 kunne Mohamed Bouazizi ikke klare mere. Den 26-årige gadesælger i Tunesien var frustreret over at han ikke kunne finde et bedre job. Han var også klar over at korrupte embedsmænd krævede bestikkelse. Den morgen konfiskerede politiet Mohameds forsyning af pærer, bananer og æbler. Da de beslaglagde hans vægt, gjorde han modstand, og vidner siger at en kvindelig politibetjent gav ham en lussing.

Rasende over disse ydmygelser gik Mohamed hen til det nærliggende regeringskontor for at klage, men ingen lyttede til ham. Foran bygningen skal han efter sigende have råbt: „Hvordan forventer I at jeg skal tjene til dagen og vejen?“ Derpå hældte han brændbar væske ud over sig selv og strøg en tændstik. Han døde af sine forbrændinger mindre end tre uger efter.

Mohamed Bouazizis desperate handling gjorde indtryk på folk i Tunesien og i andre lande. Mange mener at det han gjorde, var med til at starte den opstand der væltede landets regime, og protesterne begyndte snart at brede sig til andre arabiske lande. I 2011 tildelte Europaparlamentet Mohamed og fire andre Sakharovprisen for tankefrihed, og samme år kårede Londonavisen The Times ham som årets person.

Som dette eksempel viser, kan det at protestere være et magtfuldt redskab. Men hvad ligger til grund for denne nylige bølge af protester? Og er der nogen alternativer?

Mange protester antændes af følgende faktorer:

• Utilfredshed med de sociale systemer. Når folk har tillid til at de lokale myndigheder og økonomiske instanser varetager deres behov, har de ikke så stor lyst til at protestere — folk søger at løse deres problemer inden for det bestående systems rammer. Hvis folk på den anden side føler at systemet er korrupt og uretfærdigt, og kun favoriserer nogle få udvalgte, er der grobund for sociale uroligheder.

• En udløsende gnist. Ofte er det en bestemt begivenhed der får folk til at gå i aktion; fra at forholde sig passive synes de at de må gøre noget. For eksempel var det Mohamed Bouazizis handling der udløste masseprotester i Tunesien. I sin kamp mod korruption gik aktivisten Anna Hazare i Indien i sultestrejke, og det fik hans tilhængere til at demonstrere i 450 større og mindre byer.

Som Bibelen for længe siden har peget på, lever vi i „en verden hvor nogle har magt og andre må lide under det“. (Prædikeren 8:9, Good News Translation) I dag er korruption og uretfærdighed endnu mere udbredt end det var dengang. Ja, folk er mere end nogen sinde bevidste om at de politiske og økonomiske systemer har svigtet dem. Som følge af smartphones, internettet og nyhedsudsendelser døgnet rundt kan begivenheder på selv afsidesliggende steder få folk til at gå på barrikaderne i et vidtstrakt område.

Fortalere for sociale uroligheder vil hævde at man har udrettet følgende ved hjælp af protester:

• Fattige har fået hjælp. Under den store depression i 1930’erne blev mange mennesker i Chicago, Illinois, i USA, sat på gaden. Det førte til at der opstod uroligheder, og det fik myndighedspersoner til at annullere opsigelser af lejemål og til at finde arbejde til nogle af dem der havde deltaget i opstanden. Lignende protester i byen New York førte til at 77.000 familier der var sat på gaden, kunne vende tilbage til deres hjem.

• Der er blevet gjort noget ved uretfærdigheder. Boykotten af bybusserne i 1955-1956 i Montgomery, Alabama, i USA, førte i sidste ende til at lovene om raceadskillelse i busser blev omstødt.

• Byggeprojekter er blevet stoppet. I december 2011 protesterede titusinder over at der skulle opføres et kulkraftværk i nærheden af Hongkong fordi folk var bekymret for  forurening. Projektet blev derfor kasseret.

Demonstranter får naturligvis ikke altid deres vilje. Lederne kan slå ned på dem i stedet for at efterkomme deres krav. For nylig sagde en præsident i Mellemøsten om protestbevægelsen i hans land: „Den skal nedkæmpes med jernnæve“, og tusinder er døde i den opstand.

Selv når demonstranter får gennemført det de gerne vil, følger der uvægerligt nye problemer i kølvandet. En mand der var med til at afsætte en hersker i et afrikansk land, har til bladet Time udtalt om det nye regime: „Det var et utopia der på et øjeblik sank ned i kaos.“

Mange kendte mennesker har følt at det moralsk set er bydende nødvendigt at protestere mod undertrykkende systemer. I 1985 skrev nu afdøde Václav Havel, Tjekkiets tidligere præsident, der havde været fængslet i mange år på grund af sin kamp for menneskerettigheder: „[Systemkritikeren] har ikke andet at give som indsats end sit eget liv — og han gør det kun fordi han ikke på anden måde kan forfægte den sandhed han står for.“

Havels ord var et forvarsel om Mohamed Bouazizis og andres desperate handlinger.  I den senere tid har en hel del i et asiatisk land sat ild til sig selv i protest mod religiøs og politisk undertrykkelse. En mand har til bladet Newsweek beskrevet de følelser der ligger bag sådanne ekstreme handlinger: „Vi har ikke skydevåben. Vi ønsker ikke at skade andre mennesker. Hvad andet kan man ellers gøre?“

Bibelen fremholder en løsning på uretfærdighed, korruption og undertrykkelse. Den beskriver en regering Gud har oprettet i himlen. Den skal træde i stedet for de politiske og økonomiske systemer der har slået fejl, og som giver anledning til protester. En profeti om den der står i spidsen for denne regering, siger: „Han vil udfri den fattige som råber om hjælp, og den nødstedte og den der ingen hjælper har. Fra undertrykkelse og vold vil han genløse deres sjæl.“ — Salme 72:12, 14.

Jehovas Vidner mener at Guds rige er menneskehedens eneste sande håb om en fredelig verden. (Mattæus 6:9, 10) Derfor deltager Jehovas Vidner ikke i demonstrationer. Men er det urealistisk at tro at Guds rige vil kunne fjerne det der er årsag til at folk protesterer? Det kan godt virke sådan. Mange har imidlertid fået tillid til at Gud kan styre forholdene på jorden. Måske har du selv lyst til at undersøge spørgsmålet.