Hvad der tiltalte mig ved Jehovas Vidner

FORTALT AF TOMÁS OROSCO

Den første gang jeg var til et af Jehovas Vidners møder i deres rigssal, holdt en lille dreng et foredrag. Han kunne knap nok se over talerstolen, men han havde en helt bemærkelsesværdig fremtræden og var meget dygtig. Jeg var virkelig imponeret.

DE TILHØRERE jeg kunne se, lyttede med stor opmærksomhed. I min tid som boliviansk militærattaché i USA, leder af flåden og personlig assistent for præsidenten, var jeg vant til at folk viste mig respekt. Men den respekt man viste dette barn, fik mig til at tage mine mål i livet op til fornyet overvejelse.

Min far døde i midten af 1930’erne i Chacokrigen mellem Paraguay og Bolivia. Kort tid efter blev jeg sendt på en katolsk kostskole. I mange år gik jeg daglig til messe, sang salmer, lyttede til katekismus og gentog udenadlærte bønner. Jeg var endda messedreng og sang med i koret. Jeg havde dog aldrig læst i Bibelen; jeg havde rent faktisk aldrig set en.

Jeg kunne godt lide de religiøse helligdage fordi de var mere som en fest, og det var dejligt med en forandring i hverdagen. Men præsterne og andre der underviste i religion, var strenge. Jeg fandt dem nærmest frastødende frem for tiltalende og havde derfor ikke lyst til at involvere mig yderligere i religion.

Jeg fandt militærets orden tiltalende

På en dejlig solskinsdag kom to unge militærofficerer der var smart klædt, til min hjemby Tarija. De var på orlov fra La Paz, Bolivias største by. Disse velsoignerede og ranke unge mænd spankulerede over byens torv, og jeg var imponeret over deres statelige ydre. De var iklædt grønne militæruniformer og bar som prikken over i’et en kasket med blank skygge. I det øjeblik besluttede jeg at blive militærofficer. Jeg forestillede mig at deres liv måtte være rigt på oplevelser og ærefulde bedrifter.

I 1949, da jeg var 16 år, kom jeg ind på Bolivias militærakademi. Min ældre bror stod sammen med mig i en kø af unge mænd der strakte sig op til kasernens porte. Han præsenterede mig for løjtnanten og bad ham om  at tage sig godt af mig. Min bror anbefalede mig på det varmeste. Da han var gået, fik jeg den samme velkomst som alle nye rekrutter — jeg fik en på hovedet og faldt omkuld. „Her er det os der giver anbefalinger!“ sagde løjtnanten. Det var mit første møde med militærets disciplin og skræmmemetoder. Men jeg lod mig ikke gå på af det; kun min stolthed var blevet såret.

Med tiden lærte jeg at føre krig og blev en respekteret officer. Men min erfaring har lært mig at militærpersoners rene og statelige ydre kan være vildledende.

Jeg opnår en fremtrædende stilling

Tidligt i min karriere modtog jeg oplæring på krydseren General Belgrano, som havde plads til en besætning på over tusind personer. Før Anden Verdenskrig var den blevet søsat i USA under navnet USS Phoenix og havde i 1941 overlevet japanernes angreb på Pearl Harbor i Hawaii.

Efterhånden steg jeg i graderne og blev næstkommanderende i Bolivias flåde, som patruljerer de vandveje der danner Bolivias grænser. Vandvejene indbefattede blandt andet floderne i Amazonbækkenet samt den højeste sejlbare sø i verden, Titicaca.

I mellemtiden blev jeg i maj 1980 udnævnt til at deltage i en boliviansk kommission af militærattachéer der blev sendt til Washington, D.C., hovedstaden i USA. Der blev udnævnt en højtstående officer fra hver gren af militæret — hæren, flåden og flyvevåbenet — og jeg blev på grund af min anciennitet udpeget til koordinator for gruppen. Jeg boede næsten to år i USA, og senere blev jeg personlig assistent for Bolivias præsident.

I min egenskab af øverstbefalende var jeg forpligtet til at møde op til gudstjenesten hver søndag. Som følge af feltpræsters og andre præsters medvirken i revolutioner og krige var jeg blevet skuffet over religion. Jeg vidste  at det var forkert af kirkerne at støtte blodsudgydelserne. Men dette hykleri fik mig ikke til at vende religionen ryggen, i stedet følte jeg mig tilskyndet til at søge efter åndelige sandheder. Jeg havde aldrig læst Bibelen, så fra tid til anden tog jeg den frem og læste et tilfældigt skriftsted.

Rigssalen — et sted præget af orden

Til min store forbavselse begyndte min kone, Manuela, at studere Bibelen med et af Jehovas Vidner, en missionær ved navn Janet. Senere begyndte Manuela at overvære Jehovas Vidners møder i rigssalen. Jeg havde ingen problemer med at køre hende derhen, men jeg havde ikke selv lyst til at overvære møderne. Jeg gik ud fra at de ville være støjende og følelsesladede.

En dag spurgte Manuela om ikke Janets mand måtte aflægge mig et besøg. Det afviste jeg, men tænkte så at jeg med min religiøse baggrund ville kunne gendrive alt hvad han sagde. Første gang jeg mødte Ian, var det hans væremåde og ikke så meget det han sagde, der imponerede mig. Han forsøgte ikke at bringe mig i forlegenhed med sine bibelkundskaber. Han var tværtimod venlig og respektfuld.

Den følgende uge besluttede jeg mig for at tage med hen i rigssalen, hvor jeg, som nævnt i indledningen, hørte den lille dreng holde foredrag. Da jeg hørte ham læse og forklare skriftsteder fra Esajas’ Bog i Bibelen, blev jeg klar over at jeg havde fundet en enestående organisation. Det er paradoksalt at jeg som ung ønskede at blive en respekteret militærofficer, men nu ønskede at være som denne dreng og undervise andre i Bibelen. Det var som om mit hjerte pludselig blev blødgjort og modtageligt.

Som tiden gik, blev jeg også slået af Jehovas Vidners punktlighed og den hjertelige måde hvorpå de altid bød mig velkommen og fik mig til at føle mig godt tilpas. Det gjorde også indtryk på mig at de var så pæne i tøjet. Jeg kunne særlig godt lide den gode orden ved møderne — hvis et bestemt foredrag var på programmet, var det også det jeg kom til at høre. Jeg forstod at der her var tale om disciplin baseret på kærlighed og ikke på frygt og trusler.

Efter at jeg havde overværet mit første møde, indvilligede jeg i at studere Bibelen sammen med Ian. Som studiemateriale benyttede vi bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. * I kapitel tre var der et billede af en biskop der velsigner tropperne inden de går i krig. Jeg tvivlede ikke et øjeblik på at billedet talte sandt, for jeg havde set det finde sted med egne øjne. I rigssalen fik jeg et eksemplar af bogen Lad os ræsonnere ud fra Skrifterne. Da jeg læste hvad Bibelen lærer om neutralitet, vidste jeg at jeg måtte gøre nogle forandringer. Jeg besluttede mig for aldrig at vende tilbage til den katolske kirke, og jeg begyndte regelmæssigt at komme til møderne i rigssalen. Jeg planlagde også at tage min afsked fra militæret.

Jeg arbejder hen imod dåb

Et par uger senere hørte jeg at menigheden skulle være med til at gøre rent på det sportsstadion hvor det kommende områdestævne skulle afholdes. Jeg så frem til at overvære stævnet og tog med for at gøre rent på stadionet. Jeg var glad for at arbejde sammen med de andre. Mens jeg fejede gulv, kom en ung mand hen til mig og spurgte om ikke jeg var admiralen.

„Jo,“ svarede jeg.

„Jeg kan næsten ikke tro det!“ udbrød han. „Tænk, en admiral der fejer gulv!“ Man ville aldrig se en højtstående officer samle  et stykke papir op, og da slet ikke gøre rent. Manden havde været min personlige chauffør i militæret og var nu et af Jehovas Vidner.

Samarbejde grundlagt på kærlighed

Orden inden for militæret er grundlagt på respekt for rang, hvilket var dybt indgroet i mig. Jeg kan huske at jeg spurgte om hvorvidt nogle Jehovas Vidner står over andre på grund af deres ansvarsposter eller de opgaver de udfører. Mit syn på stilling og rang var stadig noget der lå dybt i mig, men det skulle snart ændre sig.

Omkring det tidspunkt, i 1989, hørte jeg at et medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd fra New York ville komme til Bolivia og holde et foredrag på stadionet. Jeg så frem til at se hvordan man ville behandle et ’elite’-medlem af organisationen. Jeg forestillede mig at en mand med et sådant ansvar ville ankomme med en vis pomp og pragt.

Inden mødet begyndte, var der ingen tegn på at der var ankommet en særlig person, så jeg begyndte at undre mig. Ved siden af Manuela og mig sad der et ældre ægtepar. Manuela lagde mærke til at konen havde en engelsk sangbog, så under en pause i programmet begyndte Manuela at tale med hende. Men bagefter gik parret.

Det kom helt bag på os begge da kvindens ægtemand senere gik op på podiet og holdt hovedtalen. I det øjeblik blev det som jeg havde lært i militæret om rang, respekt, magt og stilling, fuldstændig kuldkastet. Bagefter sagde jeg: „Tænk at den broder der sad sammen med os på de her ubekvemme stole, var et medlem af Det Styrende Råd!“

Nu smiler jeg ved tanken om hvor mange gange Ian havde forsøgt at få mig til at forstå Jesu ord i Mattæus 23:8: „I er alle brødre.“

I forkyndelsen for første gang

Efter at jeg havde opfyldt mine militære forpligtelser, spurgte Ian om jeg ville forkynde sammen med ham fra hus til hus. (Apostelgerninger 20:20) Vi tog ud i et kvarter som jeg havde håbet jeg kunne undgå, for der boede rigtig mange militærfolk. En general som jeg absolut ikke havde lyst til at møde, åbnede døren. Jeg var nervøs og bange, især da han bemærkede min taske og bibel og nedladende spurgte: „Hvad er der sket med dig?“

Efter en kort bøn følte jeg roen sænke sig over mig, og jeg genvandt selvtilliden. Generalen lyttede til hvad jeg havde at sige, og tog endda imod bibelsk læsestof. Den oplevelse tilskyndede mig til at indvi mit liv til Jehova. Jeg lod mig døbe som symbol på min indvielse den 3. januar 1990.

Med tiden blev min kone, min søn og min datter også Jehovas Vidner. Jeg glæder mig nu over at tjene som ældste i menigheden og som heltidsforkynder af den gode nyhed om Guds rige. Min største forret har været at lære Jehova at kende og blive kendt af ham. Det overgår enhver stilling eller rang man vil kunne opnå eller stræbe efter. God orden bør ikke være kendetegnet af stivhed og strenghed, men af varme og omsorg. Jehova er ikke blot ordenens Gud, men også kærlighedens Gud. — 1 Korinther 14:33, 40; 1 Johannes 4:8.

[Fodnote]

[Illustration på side 13]

Med min bror Renato i 1950

[Illustration på side 13]

I selskab med militærpersoner fra Kina og andre lande