Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Vi betragter verden

Vi betragter verden

Vi betragter verden

„Et altid tændt tv, familier der aldrig spiser sammen, og endog det at mange [klapvogne] er fremadvendte,“ hindrer kommunikationen mellem forældre og børn. En konsekvens af dette er at børn der lige er begyndt i skolen, „får raserianfald“ når de ikke kan udtrykke sig. — THE INDEPENDENT, STORBRITANNIEN.

I Spanien bliver 23 procent af alle børn født uden for ægteskab. I Frankrig er tallet 43 procent; i Danmark 45 procent og i Sverige 55 procent. — INSTITUTO DE POLÍTICA FAMILIAR, SPANIEN.

En tredjedel af alle briter får mindre end fem timers søvn hver nat, og det gør dem disponeret for „manglende koncentration, hukommelsessvigt [og] humørsvingninger“. Mangel på søvn kan også øge „risikoen for overvægt, sukkersyge, depression, skilsmisse og alvorlige bilulykker“. — THE INDEPENDENT, STORBRITANNIEN.

Vold „bare for at få tiden til at gå“

„Der er en stigning i antallet af tilfælde hvor helt unge slår løs på folk og ydmyger dem mens de videofilmer det på deres mobiltelefoner,“ står der i den spanske avis El País. Nogle af ofrene kommer sig aldrig over de voldsomme slag de har fået. Hvorfor begår unge den slags forbrydelser? „De gør det ikke for at stjæle eller på grund af racisme og heller ikke fordi de er medlemmer af en bande. De gør det — og det er noget nyt og chokerende — bare for at få tiden til at gå,“ forklarer bladet XL. „Nogle gange er de fulde, andre gange er de ikke,“ siger Vicente Garrido, der er psykolog og ekspert i kriminologi. „Men fælles for dem alle er at de ikke fortryder deres handlinger.“

Ringe interesse for tropesygdomme

De fleste tropesygdomme har ikke den lægevidenskabelige forsknings opmærksomhed. Hvorfor ikke? „Sørgeligt nok er situationen den at . . . medicinalindustrien ikke leder efter [nye lægemidler],“ siger Michael Ferguson, der er molekylærbiolog ved University of Dundee i Skotland. Medicinalfirmaerne ser ikke nogen økonomisk fordel ved det, eftersom der ikke vil være nogen fortjeneste ved en eventuel investering. Disse firmaer foretrækker at producere det der er mest indbringende, som for eksempel lægemidler mod Alzheimers sygdom, fedme og impotens. Imens vil der hver dag være omkring „en million mennesker verden over som dør af malaria fordi sikre og effektive behandlinger stadig ikke er til at opdrive,“ siger bladet New Scientist.

Unge „forbrugere“

Ifølge La Sapienza-universitetet i Rom kan børn helt ned til tre år kende forskel på forskellige varemærker, og når de er otte, bliver de „forbrugere“. Tv-reklamer spiller en stor rolle i deres liv og gør dem til små „diktatorer“ der forlanger at deres forældre køber visse produkter, siger avisen La Repubblica. Den siger videre: „Det farlige er [at børnene] ender med at leve i og tro på en uvirkelig verden hvor alt hvad der tilbydes (og købes), er nødvendigheder.“

„Gravid“ mannequindukke

Fødselshjælpere bliver som regel oplært ved at arbejde med virkelige patienter. Men ifølge Associated Press er det efterhånden blevet „mere og mere populært“ at benytte Noelle, en „robot som kan simulere en fødsel“. Den „gravide“ mannequindukke, som har naturtro puls og udvidet livmoderhals, kan programmeres til at simulere flere forskellige fødselskomplikationer og kan enten have en forholdsvis hurtig eller en langvarig fødsel. „Babyen“ som Noelle føder, kan enten have en sund lyserød farve eller en livstruende blå farve der tyder på iltmangel. Hvorfor bruge en mannequindukke til at oplære fødselshjælpere? „Det er bedre at begå en fejl på en robot til cirka 114.000 kroner, end på en levende patient,“ forklares det i rapporten.