Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Spændende opdagelser ved ækvator

Spændende opdagelser ved ækvator

 Spændende opdagelser ved ækvator

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I ECUADOR

I 1735 var der en voldsom debat i det ansete Videnskabernes Akademi i Paris med hensyn til Jordens nøjagtige form. Tilhængere af Isaac Newtons teorier var af den opfattelse at Jorden var en kugle der var en lille smule fladtrykt ved polerne. De der støttede Cassinis synspunkter, mente derimod at Jorden var fladtrykt ved ækvator.

Derfor sendte man i 1736 to ekspeditioner af sted for at måle Jordens krumning. Det ene hold tog til Lapland, mod Nordpolen, og det andet til det der i dag kaldes Ecuador, ved ækvator. * Det viste sig at de der støttede Newtons teori, havde ret.

I 1936 blev der rejst et monument i nærheden af Ecuadors hovedstad, Quito, for at mindes tohundredårsdagen for denne franske ekspedition. Det er placeret der hvor de franske videnskabsmænd fra det 18. århundrede mente at ækvator lå. Den dag i dag besøger mange turister monumentet, som kaldes „Mitad del Mundo“ (midten af verden). Her kan de stå med et ben på hver side af ækvator og befinde sig på den nordlige og sydlige halvkugle samtidig. Eller kan de?

Egentlig ikke. Nyere undersøgelser har nemlig vist at ækvator ligger lidt fra det sted man hidtil har troet. Det er bemærkelsesværdigt at de indianere som boede i området århundreder før de franske videnskabsmænd ankom, allerede havde fundet frem til hvor ækvator virkelig lå. Men hvordan kunne de det?

Ækvators rigtige beliggenhed

I 1997 opdagede man nogle tilsyneladende ubetydelige ruiner af en halvcirkelformet mur på toppen af bjerget Catequilla, som ligger lidt nord for Quito. Ved hjælp af GPS (Globalt Positionerings System) opdagede forskeren Cristóbal Cobo at den ene ende af muren lå nøjagtig på ækvator. *

Man kan selvfølgelig affærdige dette som et rent og skært tilfælde. Men en linje mellem murens to endepunkter danner en vinkel på 23,5 grader i forhold til ækvator. Det svarer næsten til jordaksens hældning! * Desuden ligger denne tænkte linje sådan at den i den ene retning peger mod solopgangen ved vintersolhverv i december, og i den anden retning peger den mod solnedgangen ved sommersolhverv i juni. Men man gjorde flere opdagelser.

Ved at bruge en teodolit (et instrument til landmåling) på toppen af Catequilla fandt forskerne ud af at pyramiderne ved Cochasquí som er fra før inkatiden, lå i en sådan retning at de faldt sammen med solopgangen ved solhverv i juni. * Det er bemærkelsesværdigt at et andet arkæologisk sted, Pambamarca, ligger i en sådan vinkel at det falder sammen med solopgangen ved solhverv i december.

Var Catequilla centrum for astronomiske observationer? Blev andre bebyggelser opført på baggrund af astronomiske udregninger herfra?

Flere spændende opdagelser

Efterhånden som man fik indtegnet flere af de steder som ligger i en vinkel fra Catequilla,  viste der sig et billede af en ottetakket stjerne. Denne stjerne findes på keramik fra gammel tid, og man har ofte sagt at det er en enkel fremstilling af Solen, eftersom de første indbyggere i dette land var soldyrkere. Da man analyserede nogle brudstykker af keramik udgravet på Catequilla, fandt man ud af at de var næsten tusind år gamle. Den dag i dag væver de lokale indianerstammer en ottetakket stjerne ind i deres billedtæpper og tøj, ligesom deres forfædre tilsyneladende gjorde. Men det kan meget vel være at denne figur havde større betydning for deres forfædre end man hidtil har troet.

Gennem Quitsa-to-projektet, som ledes af Cristóbal Cobo, har man indsamlet overbevisende vidnesbyrd om den dygtighed fortidens indianere besad inden for astronomi. * Man har opdaget at over en halv snes arkæologiske udgravninger og mange ældre landsbyer ligger sådan at de passer præcis ind i stjernefiguren når den indtegnes på et kort med Catequilla i centrum.

Noget der er endnu mere overraskende, er at man kunne forudsige hvor der måtte ligge nogle ruiner. Hvordan det? I september 1999 foreslog de der var med i Quitsa-to-projektet, at man foretog udgravninger i den bydel af Quito der hedder Altamira, og som ligger på en af de linjer der udgår i en vinkel på 23,5 grader fra Catequilla. Dér fandt man en stor begravelsesplads og utallige stykker keramik fra kolonitiden og fra før og under inkatiden.

Nogle af de linjer der udgår fra Catequilla, går desuden igennem kirker bygget under den spanske kolonitid. Cristóbal Cobo forklarer at koloniadministrationen i Lima i 1570 insisterede på at der skulle bygges „kirker, klostre, kapeller og kors oven på alle de lokales hedenske ’guacas’ og tilbedelsessteder“. Hvorfor gjorde den det?

 Det var fordi den spanske krone anså disse tilbedelsessteder for at være hedenske. Derfor ødelagde man dem og byggede katolske kirker oven på de oprindelige steder. Når man byggede kirker oven på gamle soltempler, kunne man lettere få indianerne til at konvertere til katolicismen.

San Francisco-kirken i den gamle bydel af Quito ligger på en af disse linjer fra Catequilla. Den blev opført i det sekstende århundrede på et sted hvor der havde været en bygning fra før inkatiden, og den blev bygget på en sådan måde at strålerne fra den opstigende sol ved vintersolhverv i december trængte igennem kirkens kuppel og skinnede på en trekant oven over alteret. Efterhånden som Solen stiger længere op i horisonten, bevæger lysstrålen sig nedad og får ansigtet på en figur der kaldes „Gud Faderen“ til at skinne. Det sker nøjagtig ved solhverv i december. I andre lokale kirker er noget lignende blevet indlemmet i arkitekturen med det formål at få de soldyrkende indianere til at konvertere til katolicismen.

Hvordan kunne de vide det?

Hvordan kunne denne gamle civilisation have vidst at Catequilla var „midten af verden“? Ækvator er det eneste sted hvor der ikke er nogen skygge ved middagstid når det er jævndøgn. Quitsa-to-projektet har derfor fremsat den teori at fortidens indianere sikkert har foretaget omhyggelige observationer af skyggerne for at finde ud af hvor ækvator lå.

Desuden er Catequilla fra naturens side så velegnet til astronomiske observationer at det ikke har kunnet undgå at fange opmærksomheden hos folk der tilbad Solen. Bjerget hæver sig 300 meter fra dets fod og ligger mellem de østlige og vestlige bjergkæder i Andesbjergene. Solopgangen og solnedgangen faldt således hver dag sammen med et punkt i de smukke Andesbjerge. For eksempel er de storslåede, snedækkede vulkaner Cayambe og Antisana med deres 5 kilometer høje toppe meget dominerende i den østlige horisont og udgør således fremragende fikspunkter når man vil registrere Solens bevægelser.

På Catequilla har man desuden frit udsyn i alle retninger til omkring 20 gamle landsbyer og cirka 50 arkæologiske udgravninger uden at man behøver at bruge optiske instrumenter. Dertil kommer at både den sydlige og den nordlige himmelkugle er synlig fra Catequilla fordi man befinder sig ved ækvator. Catequilla kan derfor med rette kaldes midten af verden, for der findes ingen andre steder ved ækvator hvor man har lige så gode betingelser i mere end 3000 meters højde over havoverfladen.

Størstedelen af ækvator går igennem hav eller tropisk jungle, hvor vegetationen forhindrer observation  af himmelen. Desuden kan vegetationen ikke bruges som et fikspunkt for astronomiske observationer og beregninger fordi den hele tiden forandrer sig ved at løvhanget vokser og dør. Det er kun i Kenya at der findes bjerge i nærheden af ækvator, men her er der ingen bjergkæder på begge sider som ved Catequilla. Ja, Catequilla har en meget fordelagtig beliggenhed og er særlig egnet til astronomiske observationer.

Hvem var de?

Hvem var disse astronomer fra gammel tid? Quitsa-to-projektet mener at det kan have været indianerstammerne Quitu eller Cara som var i besiddelse af denne viden. Projektet er dog stadig på begynderstadiet, og der er endnu meget at lære.

Alligevel kan man udlede noget grundlæggende om disse indianerstammer. Det ville have været nødvendigt at kende til Solens tilsyneladende bevægelse for at kunne udarbejde kalendere til gavn for landbruget. Eftersom alt liv afhænger af Solen, er det ikke så mærkeligt at man dyrkede den. I begyndelsen havde observation af Solen og udregninger i forbindelse med den kun noget med landbrug at gøre, men efterhånden blev det forbundet med indianernes religiøse liv.

Det var åbenbart deres religiøse nidkærhed der fik dem til at foretage omhyggelige observationer af himmelen og himmellegemerne. Århundreders studier har tydeligvis resulteret i en imponerende viden om astronomi der først nu er ved at komme frem i lyset gennem de spændende opdagelser omkring Catequilla.

[Fodnoter]

^ par. 4 „Ecuador“ betyder „ækvator“ på spansk.

^ par. 8 GPS viser at det berømte monument „Mitad del Mundo“ ligger cirka 300 meter syd for ækvators rigtige beliggenhed.

^ par. 9 Jordaksens nøjagtige hældning er på 23,45 grader.

^ par. 10 Inkaerne invaderede det der i dag kaldes Ecuador, og herskede over det i en forholdsvis kort periode — fra omkring 1470 til 1532, det år den spanske kolonitid begyndte.

^ par. 14 „Quitsa-to“ betyder „midten af verden“ på Tsáchila-indianernes sprog. Nogle mener at navnet Quito er afledt af dette udtryk.

[Ramme/diagram på side 23]

Solhverv og jævndøgn

Da Jorden hælder 23,5 grader, stiger Solen ikke op og går ikke ned det samme sted hver dag. Den bevæger sig derimod langsomt nordpå eller sydpå i forhold til ækvator. Det er selvfølgelig kun noget der ser sådan ud set fra Jorden, for det er Jorden der ændrer sin position i løbet af sin et års lange rejse rundt om Solen.

Én gang om året, når jordaksen vender maksimalt indad mod Solen på den nordlige halvkugle, stiger Solen op ved dens nordligste punkt: 23,5 grader nord for ækvator. Det sker omkring den 21. juni. Når jordaksen vender maksimalt indad mod Solen på den sydlige halvkugle, stiger Solen op ved dens sydligste punkt: 23,5 grader syd for ækvator. Det sker omkring den 21. december. Disse to yderpunkter kaldes henholdsvis sommer- og vintersolhverv. „Solhverv“ betyder „solvending“.

Men midt imellem sommer- og vintersolhverv befinder Solen sig lodret over Jordens ækvator set fra Jorden. Dette er kendt som jævndøgn, hvilket betyder at dag og nat er lige lange overalt på Jorden. Omkring den 20. marts og den 21. september stiger Solen op i stik øst, følger ækvator i 12 timer og går ned i stik vest. Ved middagstid ved jævndøgn står Solen i zenit over ækvator, og der er ingen skygge.

[Diagram]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Solhverv

20., 21., 22. eller 23. december

Jævndøgn

19., 20. eller 21. marts

Solhverv

20., 21. eller 22. juni

Jævndøgn

21., 22., 23. eller 24. september

[Illustration på side 24, 25]

Bjerget Catequilla. På toppen findes der gamle ruiner som ligger på ækvator

[Illustration på side 25]

Mange arkæologiske udgravninger og ældre landsbyer ligger sådan at de passer præcis ind i stjernens mønster

[Illustrationer på side 25]

Denne ottetakkede stjerne findes på gamle keramikgenstande og billedtæpper