Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

To gange dømt til 25 års tvangsarbejde

To gange dømt til 25 års tvangsarbejde

 To gange dømt til 25 års tvangsarbejde

FORTALT AF EFREM PLATON

Sidst i 1951 blev jeg for anden gang dømt til 25 års tvangsarbejde i en fangelejr. Denne gang blev jeg sendt til den berygtede sovjetiske tvangsarbejdslejr i Vorkuta, nord for polarcirklen. Lad mig forklare hvordan jeg endte dér og kun med nød og næppe undgik en voldelig død.

JEG er født den 16. juli 1920. Min familie var fattig og boede i Bessarabien, i et område der nu hører under republikken Moldova. Min far døde kort før min fødsel, og min mor døde da jeg var fire år gammel. Vi seks børn var nu forældreløse. Jeg er taknemmelig for at mine ældre brødre overtog rollen som forældre for os yngre børn.

Som ung var jeg meget interesseret i religiøse anliggender og deltog ivrigt i det der foregik i den lokale ortodokse kirke. Men med tiden blev jeg skuffet over kirken, især over præsterne, som velsignede nationernes handlinger i den anden verdenskrig, der brød ud i september 1939.

I begyndelsen af 1940’erne opstod der fjendtligheder mellem Rumænien og Sovjetunionen, og også Bessarabien blev involveret i striden. General Ion Antonescu, der dengang regerede over Rumænien, generobrede Bessarabien. Myndighederne indførte en slags militærtræning for alle mænd over 20 år, og jeg var blandt de indkaldte. Træningen foregik i Boroşeni, ikke så langt fra den landsby som min kone, Olga, og jeg boede i.

Jeg lærer Bibelens sandhed at kende

Mens jeg var under militærtræning, lagde jeg engang i frokostpausen mærke til en gruppe mænd som var fordybet i en livlig samtale; jeg fandt ud af at de var Jehovas Vidner. Den korte samtale jeg havde med dem, førte til mange flere. Med tiden gik det til min store glæde op for mig at jeg havde fundet sandheden fra Bibelen; og det jeg lærte, fortalte jeg videre til Olga og hendes forældre.

Den samtale der først havde vakt min interesse, drejede sig om neutralitet. De der var Jehovas Vidner, var nået til den slutning at de måtte tage et standpunkt i forbindelse med neutralitetsspørgsmålet. Deres beslutning var at deltage i selve træningen, men at nægte at aflægge den troskabsed som var et krav til dem der blev indkaldt til hæren.

Jeg fortalte Olga og hendes forældre at jeg også ville nægte at aflægge en sådan troskabsed, og de støttede mig i min beslutning. Da tiden oprandt for min indkaldelse — den 24. januar 1943 — kom øjeblikket da troskabseden skulle aflægges. Vi var otte der trådte frem for de præster som udskrev soldaterne. Vi aflagde ingen troskabsed, men forklarede i stedet at vi på grund af vores neutralitet ikke kunne deltage i krig.

Vi blev arresteret og bragt til politistationen i Boroşeni. Her blev vi slået så voldsomt at min kone bagefter næsten ikke kunne genkende  mig. Derfra blev vi overført til Chişinău (før Kisjinjov), landets vigtigste by, for at blive stillet for en militærdomstol.

Vi måtte gå de hen ved 140 kilometer, og på grund af bidende kulde tog turen os 21 dage. Man havde lænket os alle otte sammen, og de bevæbnede soldater som ledsagede os, gav os hverken mad eller drikke. Hver gang vi nåede frem til en politistation, blev vi slået, og vi standsede ved 13 stationer! Den eneste grund til at vi overlevede, var at lokale indbyggere delte deres mad og drikke med os på de politistationer hvor vi overnattede. Vi betragtede disse menneskers venlighed som et udtryk for Guds omsorg for os.

Holdt oppe trods andres svigten

Mens vi sad i forvaring i Chişinău og ventede på at blive stillet for en krigsret, blev vi alle otte igen frygteligt mishandlet. I et forsøg på at svække vores tro fortalte myndighederne os at Jehovas Vidner fra Zăicani, en landsby i det nordlige Moldova, havde fornægtet deres tro og fået lov til at vende hjem. Vi fandt senere ud af at de kun var blevet sendt hjem for at vente på at komme for en domstol. En af politifolkene citerede også en avisartikel for at have sagt at en militærdomstol i Ukraine havde dømt 80 Jehovas Vidner til døden.

Nogle iblandt os var nu begyndt at miste modet, for de mente at de aldrig ville få deres børn at se igen. Man fortalte os at vi ville blive løsladt hvis vi fornægtede vores tro. Derefter blev vi alle sendt hjem til vore familier i en uge så vi kunne tænke over vores fremtid. Efter den uge holdt kun tre af os endnu fast ved vores beslutning om at forblive neutrale.

Den 20. februar 1943 blev jeg ført til politistationen i Boroşeni hvor jeg før var blevet gennembanket. Her mødte jeg mine to trosfæller som også havde holdt fast ved deres beslutning. Vi glædede os meget over at se hinanden igen. Senere blev vi ført til Bălţi med hestekærre. På vejen blev jeg meget syg, men det viste sig at blive til fordel for os, for det førte til at vi fortsatte rejsen til Chişinău med bus.

Da vi ankom, genkendte vagterne os, og de vidste at det var os tre der havde holdt fast ved vores beslutning. Som velkomst blev vi endnu en gang slået. En måned senere blev vi dømt til 25 år i en tvangsarbejdslejr i Rumænien.

Døbt i et bombekrater

Vi blev sendt til Cugir i Rumænien, hvor vi arbejdede med at fælde træer i skoven. Hvis vi opfyldte en vis kvote, fik vi lidt mere mad. Vores gruppe på ti Jehovas Vidner var arbejdsom, så vi fik bedre mad end vi havde fået i fængslerne.

I 1944 begyndte amerikanske styrker at bombardere området omkring vores lejr. En dag lavede en bombe et stort krater i nærheden af et lille vandløb. Krateret fyldtes med vand og blev inden længe til et stort bassin. Her blev jeg i september 1944 døbt som symbol på den indvielse jeg havde foretaget til Jehova mere end halvandet år tidligere.

Endelig fri!

Få uger senere befriede den russiske hær hundredvis af Jehovas Vidner i hele området, og vi kunne rejse hjem igen. For første gang så jeg nu min søn Vasile, som var blevet født i 1943 mens jeg var i arbejdslejr.

Da Anden Verdenskrig sluttede i maj 1945, havde Sovjetunionen annekteret Bessarabien, som nu hed Den Moldaviske Sovjetrepublik. Myndighederne greb ikke straks ind over for vores kristne arbejde. Men de lagde mærke til at vi ikke stemte, og det var ifølge den sovjetiske stat en alvorlig lovovertrædelse.

I 1946 fik vi endnu en søn, Pavel. Og i 1947 blev vores datter, Maria, født. Hvor vi dog nød at være sammen som familie! Men kun to år senere blev vi ramt af en tragedie. Vores lille pige blev pludselig syg og døde. Hun blev begravet den 5. juli 1949. Det viste sig kun at være begyndelsen på vores sorger.

Forvist til Sibirien

Få timer efter at vi havde begravet Maria, mens det endnu var mørkt tidligt om  morgenen, blev vi vækket af tre soldater. De informerede os om at vi skulle forvises på grund af vores „antisovjetiske opførsel“. De gav os lov til at tage noget mad og tøj med, og den 6. juli 1949 blev vi transporteret 4000 kilometer væk, til Kurgan i Sibirien, lige nord for Kasakhstan.

Turen tog 18 dage. Vi blev transporteret som kvæg i lukkede godsvogne, og kun to gange på hele turen gav man os mad. Vi rationerede omhyggeligt vores forsyninger så vi havde nok til hele turen. Alle i den lukkede godsvogn var Jehovas Vidner, og hver dag holdt vi os åndeligt oppe ved at tale sammen om Bibelen. Vores mest dyrebare ejendel var et eksemplar af De Hellige Skrifter.

Da vi endelig nåede frem til Kurgan, fandt vi ud af at vi havde en del frihed selvom vi boede i en arbejdslejr. Jeg fik mulighed for at arbejde i et smedeværksted hvor jeg frit kunne tale med medarbejderne om mit bibelbegrundede håb. To år senere, den 27. september 1951, blev jeg arresteret og igen stillet for retten. Anklageren mødte op med 18 forskellige personer som sagde at jeg havde forudsagt statens ødelæggelse. Sandheden var at jeg havde vist dem profetien i Daniel 2:44, som siger at Guds rige vil fjerne alle menneskeskabte regeringer.

Myndighederne havde desuden gennemsøgt stedet hvor vi boede, og fundet et nummer af bladet Vagttårnet som hemmeligt var blevet sendt til os fra Moldova. Som regel var det enten håndskrevne kopier eller hjemmelavede genoptryk af bladene myndighederne fandt. Men dette var et blad der var trykt uden for Sovjetunionen. Således fik jeg min anden dom på 25 års tvangsarbejde. Denne gang blev jeg sendt til kulminerne i Vorkuta, en berygtet tvangsarbejdslejr ved den nordlige del af Uralbjergene, nord for polarcirklen.

Jeg undgår døden i Vorkuta

Vorkuta var et stort fangelejrsystem bestående af 60 tvangsarbejdslejre. Alene i den lejr vi befandt os i, var der over 6000 arbejdere. De hårde kuldegrader og de umenneskelige levevilkår kombineret med arbejdet i kulminerne under jorden ødelagde mange arbejderes helbred. Der var hver dag arbejdere som døde og blev båret væk. Mit eget helbred led også stor skade, og jeg kunne ikke længere udføre hårdt fysisk arbejde. Jeg blev derfor tildelt såkaldt lettere arbejde, der bestod i at skovle kul på nogle vogne.

Forholdene i Vorkuta var så forfærdelige at minearbejderne organiserede en strejke der udviklede sig til et stort oprør. De indsatte oven i købet deres egen ledelse og samlede en styrke på omkring 150 mænd til at kæmpe hvis hæren blev sat ind. Arbejderne ville have at jeg og de næsten 30 andre Jehovas Vidner skulle være en del af deres „hær“. Det nægtede vi.

Opstanden varede i to uger, indtil bevæbnede soldater kom og skød alle oprørerne. Man fortalte os senere at oprørerne havde planlagt at hænge os i værkstedet! Det lykkedes heldigvis ikke. I betragtning af det russerne havde gjort for systematisk at nedbryde vores tro, kan alle sikkert forstå hvorfor vi gav Jehova, vor store Gud, æren for at vi overlevede!

 Vi gør god brug af den større frihed

Med Stalins død i marts 1953 forbedrede situationen sig for os. I 1955 kunne jeg forlade Vorkuta og vende tilbage til min familie, som stadig boede i lejren i Kurgans skovområde. Her fortsatte vi med at fortælle folk om vores vidunderlige håb.

I 1961 ville vi gerne flytte til et nyt forkynderdistrikt. Derfor skrev vi et brev til landets leder, Nikita Khrusjtjov, hvori vi anmodede om tilladelse til at flytte med den begrundelse at der ikke var nogen skoler til vores børn dér hvor vi var — hvilket var sandt. Vi fik tilladelse til at flytte til den lille by Makushino, hvor der også var en arbejdslejr. Det var en glæde for os at vi her hjalp fire store familier til at blive indviede tjenere for Jehova.

I 1965 kunne jeg omsider forlade denne arbejdslejr. Selvom vi endnu ikke havde tilladelse til at rejse tilbage til Moldova, kunne vi nu flytte til et hvilket som helst andet sted i Sovjetunionen. Det følgende år rejste vi derfor til Qostanay (det tidligere Kustanaj) i Kasakhstan, hvor der allerede var to menigheder af Jehovas Vidner. Distriktet blev gennemgået ret ofte, så tre år senere flyttede vi til Chirchik i Usbekistan. Vore sønner Vasile og Pavel var nu gift. Så vi koncentrerede os om at hjælpe vore to andre børn, Dumitru på 10 og Liuba på 7, til at vokse åndeligt.

Vi boede i Usbekistan i ti år, og i den tid hjalp vi flere til at lære Jehova at kende. I 1979 flyttede vi over femten hundrede kilometer vestpå til byen Krasnodar i nærheden af Sortehavet, i den sydlige del af Rusland. Her virkede både Olga og jeg i heltidstjenesten som pionerer i to år og hjalp andre til at blive Jehovas Vidner.

Tilbage til Moldova

Endelig, i sommeren 1989 — efter 40 år i eksil — bestemte vi os for at flytte hjem til Moldova. Vi blev igen pionerer og var det indtil 1993. I Moldova hjalp vi over 30 til at blive aktive Jehovas Vidner. Det fryder mig at tænke på hvor rigt Jehova har velsignet os som familie! Men sørgeligt nok døde min kære hustru i maj 2004.

Det trøster mig at vide at alle vore fire børn, såvel som 14 af vore børnebørn og 18 oldebørn, er aktive tjenere for Jehova. Det er sandt at livet ikke har været let, men det er vidunderligt at have erfaret hvordan Jehova gennem alle vore trængsler hjalp os til at forblive trofaste mod ham!

Efterhånden som jeg er blevet ældre og mit helbred er blevet dårligere, er det begrænset hvad jeg kan udrette i tjenesten. Men jeg gør stadig hvad jeg kan. Jeg har lært at uanset hvilke udfordringer vi står over for i livet, er Jehova altid rede til at give os den nødvendige styrke og opmuntring. *

[Fodnote]

^ par. 42 Efrem Platon døde den 28. juli 2005 mens denne artikel var under udarbejdelse.

[Illustration på side 14, 15]

Jehovas Vidner i Vorkuta tvangsarbejdslejr

[Illustration på side 15]

Med Olga i 2002