Havets kløgtige kamæleon

„Blæksprutten, o Rædsel, aander dig ind. Den trækker dig til sig, og bundet, fastklæbet, afmægtig føler du dig langsomt udtømt i denne frygtelige Sæk, som er Uhyret.“ — HAVETS ARBEJDERE AF VICTOR HUGO.

DER er blevet sagt meget negativt om blæksprutten. Gamle myter og fantasifulde fortællinger — som ovennævnte citat — har givet den et dårligt ry.

I virkeligheden udgør selv den kæmpestore Stillehavsblæksprutte, som kan blive omkring 6 meter lang og veje op til 50 kilo, almindeligvis ingen fare for mennesker. I de senere år er eventyrlige skrøner om dette ottearmede ’uhyre’ blevet erstattet af videnskabelige fakta. Dykkere og havbiologer har lært meget om de mange forskellige slags blæksprutter.

Hvordan den fanger bytte og undgår fjender

Frem for at æde mennesker lever blæksprutten hovedsagelig af krebsdyr. Den fanger sit bytte med sine otte arme og hen ved 1600 muskuløse sugekopper. En lille blæksprutte kan ved hjælp af sine sugekopper slæbe en genstand der vejer tyve gange så meget som den selv. Nogle blæksprutter sprøjter også gift, som næsten øjeblikkelig lammer deres bytte. * Blæksprutten fortærer derefter byttet med sine næblignende kæber.

Men hvad gør blæksprutten hvis den selv bliver jaget af et dyr der synes at den er en lækkerbisken? I denne situation har den et forbavsende handicap. Dens blege, blå blod, som får sin farve fra hæmocyanin i stedet for hæmoglobin, er ikke så iltbærende. Derfor bliver blæksprutten hurtigt udmattet. Den har ikke desto mindre nogle særlige evner den anvender for at beskytte sig mod hvaler, sæler og andre af havets rovdyr.

Den gør blandt andet brug af jetprincippet. Hvis blæksprutten føler sig truet, bevæger den sig hurtigt baglæns ved at udstøde vand fra sin tykke kappehule. En anden taktik som dette snedige dyr anvender for at slippe væk, er at udsende en sky af „blæk“, der består af et uopløseligt farvestof. I skjul for fjenden kan blæksprutten ændre retning og flygte i sikkerhed inden skyen forsvinder.

En forklædningens mester

Blæksprutten vil naturligvis helst være fri for i det hele taget at blive jagtet. Hvordan skjuler den sig for sine fjender? Den berømte undervandsforsker Jacques-Yves Cousteau har skrevet: „Da vores hold af dykkere  begyndte at optage filmen om blæksprutter ud for Marseille, meldte de fleste af dem tilbage at der ingen blæksprutter var i området; eller at hvis der havde været nogen, så var de der i hvert fald ikke længere. Dykkerne svømmede i virkeligheden lige forbi blæksprutterne, som var så godt camouflerede at de praktisk talt var usynlige.“ Hvordan bar blæksprutterne sig ad med det?

En fuldvoksen blæksprutte har op til to millioner kromatoforer, eller farveceller, i huden. Det vil sige omkring 200 celler pr. kvadratmillimeter. Hver farvecelle indeholder et rødt, gult eller sort pigment. Ved hjælp af en sammentrækning eller afslapning af muskulaturen omkring cellerne kan blæksprutten skifte farve eller ligefrem danne et farvemønster på nogle få sekunder.

Ironisk nok har blæksprutten tilsyneladende ikke noget farvesyn. Dens hud er dog i stand til at antage langt flere farver end tre pigmenter. Såkaldte iridoforer, eller spejlceller, reflekterer lyset og gengiver farverne fra blækspruttens omgivelser. Og ikke nok med det. Når den skjuler sig på et koralrev, kan den ændre hudens struktur ved at trække sin ellers glatte hud sammen og danne pigge så den er vanskelig at skelne fra revets grove overflade.

En arbejdsom og huslig bygmester

Ikke overraskende er blæksprutternes huler svære at finde, for de er ofte bygget i klippesprækker og under store sten. Blæksprutterne bruger de materialer de kan finde i området. Loftet og væggene i en hule kan derfor bestå af sten, metalstykker, skaller og endog vraggods samt affald der er endt i havet.

Når boligen står færdig, viser det sig at blæksprutten er meget sirlig med hensyn til at holde orden og at gøre rent; den jævner sandbunden i hulen med en kraftig vandstråle, og efter hvert måltid skubber den alle rester udenfor. For at se hvor dygtige blæksprutter er til at vedligeholde deres bolig, fjernede Cousteaus dykkerhold nogle sten fra en væg i en blækspruttes hule. Hvad gjorde blæksprutten? Den tog én sten ad gangen og byggede langsomt væggen op igen! „Processen gentog sig indtil hele væggen var genopført; og væggen var en tro kopi af den som dykkerne havde ødelagt,“ skrev Cousteau. Blæksprutten har ry for at holde sit hjem rent og pænt. Hvis dykkere ser en hule der flyder med føderester, og hvor der ligger dynger af sand, véd de at den er forladt.

Hunnens sidste bolig

For blækspruttehunnen er den sidste hule almindeligvis den vigtigste af dem alle. Her bliver æggene lagt. Efter at hunnen har modtaget en sædkapsel fra sin mage, en kapsel den gemmer på indtil den skal lægge sine æg, bruger den måske flere uger på at finde et passende sted at gyde. Derefter gør den hulen mere solid og hæfter tusinder af æg i klaser fast til loftet. Den blåringede blækspruttehun lægger dog ikke sine æg i huler. Den vil hellere tage sig af sin yngel ude i det åbne hav, hvor den med sine  kraftige farver advarer fjender om at den har et giftigt bid, og at de derfor skal holde sig væk.

Blækspruttehunnen er en pligtopfyldende mor. Efter æglægningen holder den sandsynligvis op med at tage føde til sig. I stedet beskytter den æggene, renser og ilter dem, gør hulen mere solid og indtager en forsvarsstilling så den kan afværge angreb. Blækspruttehunnen dør så snart dens afkom er udklækket, men den vogter sine æg til det sidste. Cousteau udtaler: „Man har aldrig hørt om en blækspruttehun der har efterladt sine æg ubeskyttede.“

For de fleste arters vedkommende stiger de nyudklækkede og bittesmå blæksprutteunger op til overfladen som plankton. Mange af dem bliver spist af andre havdyr. Men efter flere uger vender de overlevende unger tilbage til havbunden, hvor de med tiden vokser sig store og kan leve op til tre år.

Hvor kloge er de?

Nogle har peget på at dyr kan omtales som intelligente når de er i stand til at lære af tidligere erfaring og at løse problemer. Læg i den forbindelse mærke til følgende kommentar af Cousteau: „Blækspruttens frygtsomhed er en fornuftbegrundet reaktion, som hovedsagelig er baseret på kløgt og forsigtighed. . . . Hvis en dykker kan gøre en blæksprutte begribelig at han ikke ønsker at gøre den fortræd, vil den hurtigere end noget andet ’vildt’ dyr blive mindre frygtsom.“

Ingen andre hvirvelløse dyr har en så veludviklet hjerne og så veludviklede øjne som blæksprutten. Dens øjne kan, ligesom vores, stille skarpt og tilpasse sig ændringer i lyset. Synscentret oversætter oplysninger fra øjnene, og sammen med en fintmærkende følesans sætter det blæksprutten i stand til at træffe overraskende kloge afgørelser.

Adskillige forskere har fortalt at de har set en blæksprutte lære at fjerne proppen fra en flaske for at få fat på et krebsdyr inde i flasken. Andre kan fortælle om blæksprutter der har fundet ud af hvordan de skal skrue låget af et glas med føde. En blæksprutte i Vancouver Aquarium i Canada forsvandt hver nat op i et rør for at æde fisk i en nærliggende vandtank.

Hvad angår blækspruttens klogskab drager bogen Exploring the Secrets of Nature denne konklusion: „Vi er tilbøjelige til at mene at primater har det højeste intelligensniveau, men der er stærke vidnesbyrd om at også blæksprutter hører til de mere intelligente dyr.“

Deres intelligente adfærd får os måske til at tænke på de dyr Bibelen omtaler som ’instinktivt vise’. (Ordsprogene 30:24) Blæksprutter er nogle forunderlige skabninger. Den opfattelse som både forskere og dykkere i dag har af blæksprutten, ligger milevidt fra den „Rædsel“ som var et produkt af Victor Hugos fantasi. De der studerer havets kløgtige kamæleon, kan ikke andet end blive dybt betagede af dette dyr.

[Fodnote]

[Illustration på side 15]

En blåringet blæksprutte

[Kildeangivelse]

© Jeffrey Rosenfeld

[Illustration på side 16]

En blæksprutte (Octopus cyanea) perfekt camoufleret på et rev. Kan du få øje på den? Den befinder sig lige under rovfiskens mund.

[Illustration på side 16, 17]

Blæksprutter findes i mange variationer og farver

[Illustration på side 17]

Bittesmå blæksprutteunger stiger op til overfladen

[Kildeangivelser]

© Fred Bavendam

[Kildeangivelser på side 16]

Øverst til venstre: © Roger T. Hanlon; ovenfor: © Jeffrey Rosenfeld