Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Perus usædvanlige gravsteder — Hvad de fortæller

Perus usædvanlige gravsteder — Hvad de fortæller

 Perus usædvanlige gravsteder — Hvad de fortæller

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I PERU

MAN kan lære meget om et folkeslag ved at se på hvordan det behandler sine døde. Der er især noget at lære i et land som Peru hvor mange forskellige kulturer har efterladt deres spor — blandt andet moche-, chimú-, nazca-, chachapoya-, colla- og inkakulturen. Hver af disse folkeslags opfattelser af et liv efter døden kom til udtryk i deres forskelligartede begravelsesskikke.

Forskere såvel som gravrøvere har udgravet tusindvis af gravsteder og fundet velbevarede rester af døde som var indhyllet i metervis af vævede stoffer eller ubehandlet bomuld. Nogle af de vævede stoffer havde forskellige smukke mønstre. I det varme, tørre ørkensand som dækker det meste af Perus Stillehavskyst, har man fundet tusinder af velbevarede mumier.

De fornemmes gravsteder

Under udgravningen af moche-grave er man stødt på rester af kongelige personer som var begravet med utrolige rigdomme og kongelige sværd og symboler. Andre mennesker var også begravet sammen med disse kongelige personer. Det ser ud til at en herres tjenestefolk blev ofret for at de kunne tage med ham i dødsriget. Det skete endda at de fik skåret fødderne af. En teori om hvorfor man gjorde det, er at man ville hindre disse tjenere i at flygte fra deres opgaver i underverdenen.

I nærheden af Titicacasøen, 3827 meter over havets overflade, ligger nogle imponerende gravsteder kaldet chullpas. De består af stentårne som er op til 12 meter høje, og hvis øverste del er bredere end den nederste. Tilsyneladende indeholder gravstederne rester af højtstående personer fra collafolket, der blev erobret af inkaerne. På nogle af gravstederne er der indridset billeder af slanger, katte og aber. Det var dyr man tilbad, fordi de mentes at være vogtere i underverdenen.

Ved Karajia, i nærheden af byen Chachapoya, findes nogle gravsteder som kan sætte gang i ens fantasi. På en klippeafsats står der lersarkofager som er to meter høje. Nogle af dem har stadig spor af den oprindelige maling. Sarkofagerne virker som om de behersker alt hvad deres tomme blikke falder på, ved måden hvorpå de majestætisk skuer ud over en grøn dal.

 En tragisk måde at dø på

I en forstad til Lima har arkæologer for nylig udgravet omkring 2200 mumiebylter fra nogle dybe grave. Bylterne, som tydeligvis er fra inkatiden, var i usædvanlig god forfatning. En af dem var kolossal stor, den vejede 240 kilo og var 1,8 meter høj. Man fandt at den indeholdt to lig — et af en højtstående mand fra inkafolket som var indhyllet i 140 kilo ubehandlet bomuld, og ved siden af ham liget af et lille barn som muligvis var i familie med den voksne. Man kan kun gisne om hvad der så langt tilbage i tiden førte til deres død.

Mindre gådefuldt — men ikke mindre tragisk — er det at se ligene af børn som var blevet ofret til guderne i Andesbjergene. Det er muligt at forældrene til disse børn betragtede det som et privilegium at kunne sende dem videre til „den næste verden“, måske mente de at børnene derved kunne blive sendebud for guderne. Som regel blev børnene begravet på, eller i nærheden af, en bjergtop. Liget af en ung pige der døde for flere hundrede år siden, blev fundet i 5000 meters højde på det sneklædte Sara Sara bjerg i Ayacucho. Børnene der blev ofret, var indhyllet i klæder og blev til tider også begravet med gaver og kunstgenstande, for eksempel små guld- eller sølvstatuer der forestillede lamaer.

Håb for de døde — på hvilket grundlag?

Men disse fortidige civilisationer i Peru er ikke de eneste hvis begravelsesritualer vidner om troen på et gådefuldt liv efter døden. Tanken om et liv efter døden kommer også på flere måder til udtryk blandt nutidige kulturer.

Der findes i dag mange forskellige opfattelser af et liv efter døden. For eksempel er der mange der nærer forestillinger om reinkarnation, sjælevandring, skærsilden, et helvede og at man kan kommunikere med de døde. Alle disse læresætninger har ét fælles udgangspunkt — idéen om at det ved døden kun er kroppen der dør, mens et eller andet udødeligt lever videre. I Bibelen finder man ikke støtte for en eneste af de førnævnte opfattelser. — Prædikeren 3:18-20; 9:5, 10; Ezekiel 18:4.

Derimod viser Bibelen at mennesket er en sjæl, en levende skabning der kan dø. (1 Mosebog 2:7) Men den fremholder også et vidunderligt håb for de døde. Den siger at „der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige“. (Apostelgerninger 24:15) Det er ikke bare en påstand, for Bibelen indeholder øjenvidneberetninger om adskillige opstandelser. (Johannes 11:17-47; 1 Korinther 15:3-6) Der er altså vidunderlige udsigter for de millioner af mennesker som er døde op igennem tiden!

[Illustration på side 13]

Sarkofag ved Karajia (ovenfor)

[Kildeangivelse]

© Mylene D’Auriol/​PromPerú

[Illustration på side 13]

12 meter høje gravtårne i nærheden af Titicacasøen

[Kildeangivelse]

© Carlos Sala/​PromPerú

[Illustrationer på side 14]

En ung piges frosne lig blev fundet højt oppe i Andesbjergene

Arkæologer har udgravet omkring 2200 mumier i nærheden af Lima

[Kildeangivelser]

Øverst til venstre: © Alejandro Balaguer/​PromPerú; indsat: Ira Block/​NGS Image Collection