Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Guds navn forandrede mit liv

Guds navn forandrede mit liv

 Guds navn forandrede mit liv

FORTALT AF SANDY YAZZIE TSOSIE

MINE søstre og jeg fniste og puffede til hinanden mens vi forsøgte at gemme os under sengen. Mormonerne bankede på døren. * Da jeg endelig lukkede op, var jeg ret uforskammet og sagde at vi var navajoindianere og ikke ønskede at tale med dem om den hvide mands religion.

Vores forældre var taget til handelsstationen for at gøre nogle indkøb. Vi ventede dem tilbage ved mørkets frembrud. Da de kom hjem, fik de at vide at jeg havde været uhøflig over for mormonerne, og de sagde til mig at jeg aldrig mere måtte behandle nogen respektløst igen. De lærte os at vise andre respekt og venlighed. Jeg husker at vi en dag fik uventet besøg. Min mor og far havde tilberedt et måltid udenfor. Gæstfrit lod de den besøgende spise først, og bagefter var det vores tur.

Livet i reservatet

Vi boede i Howell Mesa i Arizona i det sydvestlige USA, knap 15 kilometer nordvest for hopiindianernes reservat. Det er langt væk fra de overbefolkede byer. Her er et betagende ørkenlandskab med spredte, helt usædvanlige, røde sandstensformationer og mange høje plateauer med stejle skrænter som vi kalder mesa’er. Fra disse plateauer kunne vi se vores får græsse på en afstand af op til otte kilometer. Jeg elskede den uforstyrrede ro der herskede i reservatet.

Mens jeg gik i high school blev jeg nært knyttet til mine fætre og kusiner, der støttede de amerikanske indianeres bevægelse AIM. * Jeg var meget stolt over at være indianer, og når jeg mødte hvide, sagde jeg min mening om den undertrykkelse der havde stået på i årtier, og som jeg mente Kontoret for Indianeranliggender, BIA, var skyld i. I modsætning til mine fætre og kusiner viste jeg ikke åbent mit had, men jeg gemte det i hjertet. Mit had til de hvide bevirkede at jeg afskyede alle der ejede en bibel.

Jeg mente at det var Bibelen der gav de hvide bemyndigelsen til at fratage os vores land, vores rettigheder og vores frihed til at udøve vores egne hellige ritualer. Da vi i min kostskoletid var tvunget til at gå i kirke, gik jeg så vidt som til at efterligne min fars underskrift for at blive fri for at deltage i de protestantiske og katolske ceremonier. Skolerne skulle bevirke at vi blev assimileret og glemte vores indianske arv. Vi måtte ikke engang tale vores eget sprog.

Som indianere havde vi dyb respekt for naturen og vores omgivelser. Hver morgen vendte vi os mod øst og fremsagde vores bønner og takkede ved at strø de hellige  majspollen. * Det var den grundlæggende oplæring jeg fik, og jeg gik helt og fuldt ind for min religion som jeg var stolt af. Kristendommens lære om at vi kommer i himmelen, tiltalte mig ikke, og jeg troede heller ikke på et brændende pinested i helvede. Det jeg havde mest lyst til, var at leve på jorden.

Når jeg var hjemme i skoleferierne, nød jeg det gode sammenhold vi havde i familien. Hver dag gjorde jeg rent i vores navajohytte, vævede og tog mig af fårene — vi navajoer har været hyrder i århundreder. Når jeg gjorde rent i vores hytte (se billedet nedenfor), lagde jeg mærke til en lille rød bog der indeholdt Salmernes Bog og flere bøger fra „Det Nye Testamente“. Jeg flyttede altid rundt på den, men tænkte aldrig over hvad der mon stod i den. Jeg smed den dog aldrig ud.

Ægteskab — forventninger og skuffelser

Da jeg gik ud af highschool, havde jeg planer om at gå på en fagskole i Albuquerque, New Mexico. Men så mødte jeg min fremtidige ægtemand og vendte tilbage til navajoreservatet for at blive gift. Mine forældre havde været gift i mange år, og jeg havde lyst til at følge deres eksempel. Jeg nød at være husmoder og glædede mig over vores familieliv, især efter at vores søn, Lionel, var født. Min mand og jeg var lykkelige — lige til den dag jeg hørte noget der rystede mig i min grundvold.

Min mand havde en anden kvinde. Vores ægteskab var ødelagt på grund af hans utroskab. Jeg var knust og blev modbydelig over for ham. Jeg ønskede hævn. Men det eneste der kom ud af de hårde skilsmisseforhandlinger om forældremyndighed og økonomisk støtte, var at jeg blev nedtrykt, følte mig uduelig og mistede alt håb. Jeg løb tit lange strækninger for at få afløb for de negative følelser. Jeg brast regelmæssigt i gråd og tabte appetitten. Jeg følte mig helt alene.

Nogen tid senere indledte jeg et forhold til en mand som havde lignende problemer. Vi havde begge dybe sår på sjælen. Han følte med mig og gav mig den følelsesmæssige støtte jeg havde brug for. Jeg fortalte ham mine inderste tanker og følelser. Han lyttede, og det viste mig at han holdt af mig, så vi tænkte på at gifte os.

Men så fandt jeg ud af at han også var utro. Selv om det var svært, besluttede jeg at gøre en ende på vores forhold. Jeg følte mig vraget og dybt deprimeret. Jeg blev bitter, vred og hævngerrig og tænkte på selvmord. Jeg gjorde to selvmordsforsøg — jeg ønskede kun at dø.

Mit første glimt af den sande Gud

Jeg fældede mange tårer mens jeg bad til en Gud jeg ikke kendte. Jeg var tilbøjelig til at tro at der var et højere væsen som havde skabt  det ærefrygtindgydende univers. De smukke solnedgange fascinerede mig, og jeg grundede over hvor vidunderligt det Væsen måtte være som lod os nyde disse underværker. Jeg kom til at holde af denne person som jeg ikke kendte, og begyndte at sige til ham: „Gud, hvis du virkelig er til, så hjælp mig, vis mig vej, og gør mig glad igen.“

I mellemtiden var min familie bekymret, især min far. Mine forældre sendte bud efter medicinmænd til at helbrede mig. Min far sagde at en god medicinmand efterlevede det han lærte andre, og at han aldrig forlangte betaling. For at glæde mine forældre gennemførte jeg ved flere lejligheder nogle særlige navajoritualer.

Jeg holdt mig tilbagetrukket i hytten i dagevis, hvor det eneste jeg havde, var en radio ved siden af min seng. Med afsky lyttede jeg til en udsendelse hvor en præst fordømte sådan nogle som mig der ikke tog imod Jesus. Jeg kunne ikke klare det længere. Jeg havde fået nok af den hvide mands religion, men også af min egen. Jeg besluttede mig for selv at finde Gud.

Mens jeg isolerede mig i hytten, lagde jeg igen mærke til den lille røde bog. Jeg opdagede at det var en del af Bibelen. Ved at læse i Salmerne lærte jeg om Davids sorg og smerte, og det trøstede mig. (Salme 38:1-22; 51:1-19) Men eftersom jeg var stolt, slog jeg hurtigt alt det jeg læste, ud af hovedet. Jeg ville ikke have noget med den hvide mands religion at gøre.

Min depression hindrede mig ikke i at tage mig godt af min søn, som blev den der opmuntrede mig. Jeg gav mig til at se religiøse fjernsynsudsendelser hvor man tilbød at bede for andre. Desperat ringede jeg på et gratis-nummer for at få den hjælp. Jeg smækkede røret på da jeg blev bedt om at give et bidrag på mellem 50 og 100 dollars.

Jeg var nedtrykt over forhandlingerne i skilsmisseretten, især fordi min mand ikke sagde sandheden til stammens dommer. Vi kæmpede begge om forældremyndigheden over vores søn, derfor varede det længe inden forhandlingerne kunne afsluttes. Men jeg vandt. Uden at sige et ord gav min far mig sin kærlige støtte under hele forløbet. Han kunne se at jeg var dybt såret.

Jeg møder Jehovas Vidner første gang

Jeg besluttede mig for at tage en dag ad gangen. Så bemærkede jeg en navajofamilie der talte med mine naboer. Jeg kunne ikke lade være med at udspionere dem. De deltog i en slags arbejde fra dør til dør og kom også til min hytte. Sandra, der var navajo, præsenterede sig som et af Jehovas Vidner. Jeg hæftede mig frem for alt ved navnet Jehova og sagde: „Hvem er Jehova? Det må være en ny religion. Hvorfor har jeg ikke hørt om Guds navn i kirken?“

Venligt åbnede hun sin bibel og slog op på Salme 83:18, hvor der står: „Så man kan vide at du, hvis navn er Jehova, du alene er den Højeste over hele jorden.“ Hun forklarede at Gud har et navn, nemlig Jehova, og at hans søn, Jesus Kristus, vidnede om ham. Hun tilbød at lære mig om Jehova og Jesus og gav mig bogen Sandheden der fører til evigt liv. * Begejstret udbrød jeg: „Ja, denne her nye religion kunne jeg godt tænke mig at give en chance!“

Næste morgen havde jeg læst bogen igennem. Det der stod i den, var nyt og anderledes. Bogen forklarede at der er en hensigt med livet, og det var lige hvad jeg behøvede for at få livslysten tilbage. Jeg begyndte at studere Bibelen, og til min store glæde gav den mig svar på mange af mine spørgsmål. Jeg troede på alt det jeg lærte. Det lød fornuftigt, så det måtte være sandheden.

Da Lionel var seks år, begyndte jeg at undervise ham i Bibelens budskab. Vi bad sammen, og når vi havde brug for opmuntring, mindede vi hinanden om at Jehova tog sig af os, og at vi måtte sætte vores lid til ham. Nogle gange havde jeg lyst til at give op. Men jeg fik nyt mod når Lionel tog om mig med sine små arme og tillidsfuldt trøstede mig med ordene: „Du skal ikke græde, Mor, Jehova skal  nok tage sig af os.“ Det trøstede mig og var en hjælp til at holde fast ved min beslutning om at studere Bibelen. Jeg bad uophørligt om Jehovas ledelse.

Virkningen af de kristne møder

Vores taknemmelighed over for Jehova fik os til at køre 240 kilometer frem og tilbage for at overvære Jehovas Vidners møder i Tuba City. Om sommeren overværede vi mødet to gange om ugen, men i vintermånederne blev møderne slået sammen på grund af det barske vejr, så vi var væk hele søndagen. En dag blaffede vi til rigssalen fordi vores bil var gået i stykker. De lange køreture var udmattende. Men Lionel havde engang svaret ved et møde at man aldrig burde gå glip af et møde med mindre man lå for døden. Det tydeliggjorde for mig hvor vigtigt det er ikke at tage let på Jehovas åndelige vejledning.

Ved møderne blev jeg let rørt når vi sang nogle af Rigets sange som fremhævede håbet om at leve evigt uden de kvaler man oplever i dag. Hos Jehovas Vidner fandt jeg trøst og opmuntring. De var gæstfri — de inviterede os hjem til frokost og forfriskninger og lod os være med når de studerede Bibelen som familie. De viste os interesse og lyttede til os. De ældste spillede en særlig vigtig rolle ved at give udtryk for deres medfølelse og ved at styrke os i vores overbevisning om at Jehova interesserede sig for os. Jeg var glad for at få rigtige venner. De styrkede mig, men græd også sammen med mig når jeg følte at jeg ikke kunne holde til mere. — Mattæus 11:28-30.

To store beslutninger

Netop som jeg glædede mig over Jehovas omsorg, kom min kæreste tilbage for at gøre alting godt igen. Jeg elskede ham stadig og kunne ikke sige nej til ham. Vi lagde planer om at blive gift. Jeg troede at sandheden ville forandre ham. Det var mit livs største fejltagelse! Jeg var ikke glad, for min samvittighed plagede mig. Og til min store skuffelse var han ikke interesseret i sandheden.

Jeg betroede mig til en af de ældste. Han ræsonnerede med mig ud fra Bibelen og bad med mig om Jehovas hjælp til at træffe den rette afgørelse. Jeg nåede frem til at Jehova aldrig ville såre mig eller gøre mig fortræd, hvorimod ufuldkomne mennesker ikke kan undgå at såre en, uanset hvor meget man elsker dem. I virkeligheden indså jeg at et såkaldt papirløst samliv ikke var nogen garanti for noget som helst. Så jeg tog en beslutning: Selv om det var vanskeligt og smertefuldt, slog jeg op med ham. Jeg ville få det hårdt økonomisk, men så måtte jeg stole helt og fuldt på Jehova.

Jeg elskede Jehova og var fast besluttet på at tjene ham. Den 19. maj 1984 symboliserede jeg min indvielse til Jehova ved at blive døbt. Min søn Lionel er også et døbt vidne for Jehova. Vi fik en del modstand fra min familie og tidligere mand, men vi blev ved med at lægge alt i Jehovas hænder. Vi blev ikke skuffede. Efter 11 lange år blev min familie mere afslappet og accepterede vores nye livsform.

Jeg holder utrolig meget af min familie, og mit største ønske er at de giver Jehova en chance så de også kan blive lykkelige. Min far, der troede at han havde mistet mig, fordi jeg havde depressioner og gik med selvmordstanker, forsvarede mig bravt. Han var glad for at se mig lykkelig igen. Jeg kunne se at det der er afgørende for at komme sig følelsesmæssigt, er at bede til Jehova, overvære Jehovas Vidners møder og leve efter Guds ord.

 Mit fremtidshåb

Jeg ser frem til en tid hvor alle spor af lidelse, ufuldkommenhed, løgn og had er fuldstændig forsvundet. For mit indre øje ser jeg et frodigt og blomstrende navajoland, hvor der igen gror fersken- og abrikostræer. Jeg forestiller mig den glæde som de forskellige stammer vil opleve, når de ved hjælp af vandet fra regnen og floderne kan omdanne deres golde områder til et smukt paradis. For mit indre blik ser jeg os dele land med vores naboer, hopiindianerne, og andre stammer i stedet for at være rivaler som det har været tilfældet i nyere tid. Nu kan jeg iagttage hvordan Guds ord forener alle racer, stammer og klaner. I fremtiden vil jeg kunne se hvordan familier og venner ved hjælp af opstandelsen bliver forenede med de kære som de har mistet i døden. Det vil være en tid hvor folk vil være lykkelige og have udsigt til at leve evigt. Jeg kan ikke forestille mig at nogen vil sige nej til at høre om disse vidunderlige fremtidsudsigter.

Teokratisk vækst i navajoernes land

Det har været en stor glæde at se en rigssal blive bygget i Tuba City og følge væksten i fire menigheder i navajo- og hopireservaterne * — Chinle, Kayenta, Tuba City og Keams Canyon. Da jeg tilmeldte mig Den Teokratiske Skole i 1983, var det min drøm at den engang skulle ledes på navajo. Nu er drømmen blevet til virkelighed. Siden 1998 er skolen blevet ledet på navajoernes sprog.

Det har været forbundet med umådelige velsignelser at fortælle andre at Gud har et navn. Og det er svært at sætte ord på den overvældende glæde det har været at få publikationer på vores eget sprog. Vi kan læse og forkynde de trosstyrkende tanker der findes i brochurerne Evigt liv på jorden (Nihookáá’gi Hooláágóó liná Bahózhoóodoo!), Hvad kræver Gud af os? (Ha’át’fíísh éí God Nihá yee Hool’a’?) og nu også Du kan blive Guds ven! (Ni Éí God Bik’is Dííleelgo Át’é!) på navajo. Jeg er taknemmelig over at den trofaste og kloge trælleskare fører an i bibelundervisningsarbejdet sådan at alle nationer og stammer og sprog kan få gavn af det, også navajoindianerne. — Mattæus 24:45-47.

For at forsørge mig selv arbejder jeg fuldtids, men jævnligt har jeg den glæde at tjene som hjælpepioner. Jeg sætter pris på at være ugift og ønsker at tjene Jehova uden at blive distraheret. Det fylder mig med glæde og tilfredshed at fortælle mit folk og andre — især dem der er fortvivlede — at ’Jehova er nær hos dem med sønderbrudt hjerte, og at han frelser dem der er knust i ånden’. — Salme 34:18.

Jeg føler ikke længere at Bibelen er den hvide mands religion. Guds ord, Bibelen, er en bog for alle der ønsker at blive fortrolige med den og leve efter den. Giv Jehovas Vidner en chance næste gang de står ved din dør, sådan at de kan vise dig hvordan du kan opnå sand lykke. De kan fortælle dig den gode nyhed om at Gud har et navn, Jehova — det navn der forandrede mit liv. „Aoo,’ Diyin God bízhi’ Jiihóvah wolyé.“ („Ja, Guds navn er Jehova.“)

[Fodnoter]

^ par. 3 Flere detaljer om mormonernes tro findes i Vågn op! for 8. november 1995.

^ par. 7 AIM er en borgerrettighedsorganisation der blev grundlagt af en indianer i 1968. Den er ofte kritisk over for BIA, som er en offentlig instans der blev oprettet i 1824, angiveligt for at fremme indianernes trivsel. BIA overdrog ofte rettigheder til at udvinde reservatets mineraler, vand og andet til nogle der ikke var indianere. — World Book Encyclopedia.

^ par. 9 Pollen anses for at være helligt og indgår i bønner og ritualer, hvor det symboliserer liv og fornyelse. Navajoindianerne tror at legemet bliver helligt når man vandrer ad en sti der er bestrøet med pollen. — The Encyclopedia of Native American Religions.

^ par. 25 Udgivet af Jehovas Vidner, men nu udgået af lager.

^ par. 39 Yderligere oplysninger findes i Vågn op! for 8. september 1996 i temaartiklerne „Amerikas indianere — Hvilken fremtid venter dem?

[Illustration på side 21]

En typisk navajohytte

[Illustration på side 21]

Min søn Lionel og mig

[Illustration på side 23]

Med russiske venner ved det internationale stævne i Moskva i 1993

[Illustration på side 24]

Sammen med min åndelige familie i Kayenta-menigheden i Arizona