Lionel Casson, en ekspert i oldtidsskibe, fortæller hvad skibsbyggere på romersk tid gjorde efter at de havde tætnet revnerne mellem skibets planker. Det var almindeligt at de „overstrøg revnerne eller endda hele skrogets udvendige side med beg [asfalt] eller beg og voks og smurte det indvendigt med et lag beg“. Længe inden romerne havde akkaderne og babyloniere også brugt asfalt til at gøre deres skibe vandtætte.

I De Hebraiske Skrifter, i Første Mosebog 6:14, omtales en lignende teknik. Det hebraiske ord der er oversat med „tjære“, henviser øjensynlig til asfalt, en naturligt forekommende oliesubstans.

De naturlige forekomster af asfalt findes både i flydende og fast form. Skibsbyggere i oldtiden gjorde brug af den flydende form. Når asfalten var blevet smurt på, tørrede og hærdede den og udgjorde derved en vandtæt belægning.

Asfalt fandtes i rigelige mængder i de bibelske lande. Siddimlavningen, der ligger ved Det Døde Hav, var „fuld af asfaltgruber“. — 1 Mosebog 14:10.

Fisk har længe været et vigtigt fødemiddel. Nogle af Jesu apostle var fiskere på Galilæas Sø inden de begyndte at følges med Jesus. (Mattæus 4:18-22) I det mindste nogle af de fisk der blev fanget, blev bearbejdet på „fabrikker“ i nærheden af søen.

Den teknik man sandsynligvis anvendte til konservering af fisk i oldtidens Galilæa, bruges stadig nogle steder i dag. Fiskene bliver først renset og skyllet i vand. Bogen Studies in Ancient Technology beskriver den videre proces: „Groft salt bliver derefter gnedet ind i gællerne, munden og skællene. Salt og fisk bliver lagt lagvis og dækket med måtter. Efter 3 til 5 dage vendes bunken hvorefter den står i et lignende tidsrum. Under denne proces udtørres fisken, og saltet trænger ind i kødet. Efter tørringsprocessen er fiskene faste og hårde.“

Man ved ikke hvor længe fisk der blev konserveret på denne måde, kunne holde sig. Men i betragtning af at fortidens egyptere eksporterede saltet fisk til Syrien, fungerede denne konserveringsteknik åbenbart ganske udmærket.