Bibelen forandrer folks liv

HVAD fik en punker som var fjendtlig over for alle og enhver, til at ændre sig og blive kærlig og hjælpsom over for andre? Hvad motiverede en mand i Mexico til at holde op med at leve umoralsk? Hvad fik en af Japans bedste cykelryttere til at lægge konkurrencesporten bag sig og tjene Gud i stedet? Læg mærke til hvad de har at sige.

„Jeg var fræk, arrogant og aggressiv.“ — DENNIS O’BEIRNE

FØDT: 1958

FØDESTED: ENGLAND

FORTID: PUNKER, FJENDTLIG OVER FOR ANDRE

MIN BAGGRUND: Min fars familie stammer fra Irland, og jeg voksede op som irsk katolik. Som regel måtte jeg selv tage af sted til kirken. Jeg kunne egentlig ikke lide at komme der, men jeg var interesseret i åndelige emner. Jeg plejede at bede Fadervor og kan huske at jeg lå i min seng og spekulerede over hvad bønnen betød. Jeg tog de enkelte dele af den og prøvede at finde ud af hvad der lå i de forskellige udtryk.

Da jeg var midt i teenageårene, fik jeg forbindelse med rastafarianerne. Jeg interesserede mig også for politiske bevægelser, blandt andet en antinazistisk gruppe. Men det var den oprørske ånd i punkmiljøet der for alvor fik tag i mig. Jeg tog stoffer — især marihuana, som jeg røg næsten hver dag. Jeg var nærmest ligeglad med alting, drak alt for meget, risikerede ofte liv og lemmer og interesserede mig ikke for andre. Jeg var fjendtlig, og medmindre jeg mente at en samtale drejede sig om noget vigtigt, deltog jeg ikke i den. Jeg ville heller ikke fotograferes. Når jeg nu tænker tilbage, kan jeg se at jeg var fræk, arrogant og aggressiv. Det var kun de allernærmeste jeg var venlig og hjælpsom over for.

Da jeg var omkring 20 år gammel, blev jeg interesseret i Bibelen. En kammerat som handlede med euforiserende stoffer, var begyndt at læse i Bibelen mens han sad i fængsel. Ham førte jeg lange samtaler med om religion, om Kirken og om Satans rolle i verden. Jeg købte en bibel og begyndte at studere den på egen hånd. Min kammerat og jeg læste et stykke hver for sig, mødtes for at snakke om hvad vi fik ud af det, og så drog vi vores slutninger. Sådan foregik det i nogle måneder.

Her er noget af det vi konkluderede ud fra det vi læste: Vi lever i de sidste dage for denne verden; kristne skal forkynde den gode nyhed om Guds rige; kristne skal ikke være en del af denne verden og heller ikke deltage i dens politik; Bibelen giver god moralsk vejledning. Vi kunne tydeligt se at Bibelen var sand, og at der måtte være en gruppe mennesker der havde den sande tro. Men hvilken gruppe? Vi tænkte på de etablerede kirker med al deres pomp og pragt og deres indblanding i politik, og det stod os klart at det slet ikke var sådan Jesus var. De store kirker var i hvert fald ikke Guds redskaber,  så vi besluttede at se nærmere på nogle af de mindre kendte trossamfund for at se hvad de kunne tilbyde.

Når vi mødtes med nogen fra disse trossamfund, stillede vi dem en række spørgsmål. Vi vidste hvad Bibelen sagde om hvert af spørgsmålene, så vi var straks klar over om det de svarede, stemte med Guds ord. Når vi havde haft sådan en samtale, bad jeg altid til Gud: ’Hvis de mennesker repræsenterer den sande tro, lad mig da få et ønske om at mødes med dem igen.’ Men efter flere måneder hvor vi havde haft den slags møder, havde jeg stadig ikke fundet et trossamfund der besvarede vores spørgsmål ud fra Bibelen. Og jeg havde heller ikke lyst til at mødes med nogen af dem igen.

Omsider kom min kammerat og jeg i kontakt med Jehovas Vidner. Vi stillede dem de spørgsmål vi plejede at stille — og de svarede ud fra Bibelen! Det de sagde, passede perfekt med det vi selv havde fundet ud af. Så gik vi videre med nogle spørgsmål vi endnu ikke havde fundet svar på i Bibelen, for eksempel hvordan Gud ser på brug af tobak og euforiserende stoffer. Det kunne de også svare på ud fra Guds ord. Vi sagde så ja til at komme til et møde i rigssalen.

Det var ikke nemt for mig at være i rigssalen. Når alle disse venlige og velklædte mennesker kom hen og hilste på mig, brød jeg mig slet ikke om det. Jeg troede at nogle af dem havde skjulte motiver, så jeg havde ikke lyst til at komme til flere møder. Men som jeg plejede, bad jeg Gud give mig et ønske om at mødes med disse mennesker igen hvis de havde den sande tro — og nu følte jeg et overvældende ønske om at studere Bibelen med Jehovas Vidner.

HVORDAN BIBELEN FORANDREDE MIT LIV: Jeg vidste at jeg måtte holde op med at tage stoffer, og det var ikke så svært. Det store problem var cigaretterne. Flere gange prøvede jeg forgæves at holde op med at ryge. Når jeg hørte om nogen der bare havde smidt cigaretterne væk og aldrig mere røget, talte jeg med Jehova om det. Med Jehovas hjælp lykkedes det mig til sidst at holde op med at ryge. Det lærte mig hvor værdifuldt det er at være åben og ærlig når man beder til Jehova.

Min personlige fremtræden var et andet punkt der krævede stor forandring. Da jeg første gang var til møde i rigssalen, havde mit hår en knaldblå stribe og var formet i spidser. Senere farvede jeg det skrigende orange. Jeg kom i cowboybukser og læderjakke med slogans på. Umiddelbart kunne jeg ikke se hvorfor jeg skulle lave om på mit udseende, selvom Vidnerne ræsonnerede venligt med mig. Endelig kom jeg til at tænke over ordene i Første Johannesbrev 2:15-17: „Elsk ikke verden eller det der er i verden. Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham.“ Det gik op for mig at mit udseende faktisk viste at jeg elskede denne verden, og hvis jeg ville vise at jeg elsker Gud, måtte jeg foretage en forandring. Det gjorde jeg så.

Efterhånden indså jeg at det ikke bare var Jehovas Vidner der gerne ville have at jeg kom til de kristne møder. I Hebræerbrevet 10:24, 25 stod der at det også var noget Gud ønskede jeg skulle gøre. Efter at jeg var begyndt at komme til alle møderne og havde lært menigheden bedre at kende, besluttede jeg at symbolisere min indvielse til Jehova ved at lade mig døbe.

HVORDAN DET HAR GAVNET MIG: Det har gjort dybt indtryk på mig at Jehova giver os lov til at få et nært forhold til ham. Hans kærlighed og omsorg har tilskyndet mig til at efterligne ham og til at gøre hans søn, Jesus Kristus, til mit store forbillede. (1 Peter 2:21) Jeg har set at man godt kan beholde sin egen identitet samtidig med at man stræber efter at få en kristen personlighed. Jeg har også bestræbt mig for at blive mere kærlig og omsorgsfuld. I den måde jeg behandler min kone og min søn på, prøver jeg at ligne Kristus. Og jeg nærer stor hengivenhed for mine åndelige brødre og søstre. Med Kristus som forbillede har jeg fået et liv med større værdighed, selvrespekt og næstekærlighed.

 „De behandlede mig med respekt.“ — GUADALUPE VILLARREAL

FØDT: 1964

FØDESTED: MEXICO

FORTID: LEVEDE UMORALSK

MIN BAGGRUND: Jeg hører til en børneflok på syv og er opvokset i byen Hermosillo, som ligger i Sonora i Mexico, et område med stor fattigdom. Min far døde da jeg var en lille dreng, så min mor måtte arbejde for at brødføde os. Jeg gik som regel barfodet rundt, for vi havde ikke råd til at købe sko, og jeg var ikke ret gammel da jeg begyndte at arbejde for at hjælpe med udgifterne derhjemme. Som så mange andre familier boede vi meget trangt.

Det meste af dagen var min mor ikke hjemme og kunne altså ikke passe på os. Da jeg var seks år, begyndte en 15-årig dreng at misbruge mig seksuelt. Det stod på i en længere periode og førte blandt andet til at jeg blev usikker med hensyn til min seksualitet. Jeg troede det var normalt at føle sig tiltrukket af mænd. Når jeg søgte hjælp hos læger eller hos præster, forsikrede de mig om at der ikke var noget i vejen med mig, og at mine følelser var helt normale.

Da jeg var 14, besluttede jeg at springe ud som homoseksuel. Sådan fortsatte jeg i de næste 11 år og levede endda sammen med flere forskellige mænd i den periode. Undervejs tog jeg en uddannelse som frisør og fik en salon. Men jeg var ikke glad. Mit liv var præget af lidelser og mange svigt. Jeg havde en fornemmelse af at den måde jeg levede på, var forkert, og jeg begyndte at spørge mig selv: ’Findes der overhovedet nogen gode og ordentlige mennesker?’

Jeg tænkte på min søster. Hun var begyndt at studere Bibelen med Jehovas Vidner og var blevet døbt. Hun plejede at fortælle mig om det hun lærte. Det tog jeg ingen notits af, men jeg beundrede hende for det liv hun førte, og for hendes ægteskab. Det var tydeligt at hun og hendes mand virkelig elskede og respekterede hinanden. Det kunne man se i den måde de behandlede hinanden på. På et tidspunkt begyndte et af Jehovas Vidner også at studere med mig. I begyndelsen var det noget jeg bare gik med til uden større interesse. Men det blev anderledes.

HVORDAN BIBELEN FORANDREDE MIT LIV: Jehovas Vidner inviterede mig til et af deres møder, og jeg tog med. Det blev en helt ny oplevelse for mig. Folk plejede at gøre grin med mig, men det gjorde Vidnerne ikke. De tog venligt imod mig, og de behandlede mig med respekt. Det gjorde stort indtryk på mig.

Det gode indtryk jeg havde af Jehovas Vidner, blev endnu bedre da jeg overværede et stævne. Her så jeg at disse mennesker var ligesom min søster — ægte og oprigtige — også når der var mange forsamlet. Var de mon det samfund af gode og ordentlige mennesker jeg længe havde søgt efter? Under alle omstændigheder var jeg forbløffet over at se den kærlighed og enhed der var blandt dem, og over at de altid benyttede Bibelen når de svarede på spørgsmål. Det var helt klart Bibelen der var den positive faktor i deres liv. Men jeg kunne også se at der var meget jeg måtte lave om på hvis jeg skulle blive en af dem.

Faktisk måtte jeg gennemgå en total forvandling, for jeg havde en temmelig feminin livsførelse. Alt skulle ændres — tale, manerer, tøjstil, frisure og valg af venner. Og mine tidligere venner hånede mig: „Hvad er det du gør? Du var  god nok som du var. Hold op med at studere Bibelen. Du har jo alt.“ Det der var sværest at ændre, var imidlertid den umoralske måde jeg levede på.

Men jeg vidste at det var muligt at gennemføre store forandringer, for jeg havde taget Bibelens ord i Første Korintherbrev 6:9-11 til hjerte: „Ved I ikke at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Bliv ikke vildledt. Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd der bruges til unaturlige formål, eller mænd som ligger hos mænd . . . skal arve Guds rige. Og dog er det sådan nogle af jer har været. Men I er blevet vasket rene.“ Jehova havde hjulpet nogle mennesker dengang til at forandre sig, og han hjalp også mig. Det tog flere år og krævede en hård kamp, men gode råd og kærlighed fra Jehovas Vidner var en uvurderlig hjælp.

HVORDAN DET HAR GAVNET MIG: I dag lever jeg et normalt liv. Jeg er gift med en kvinde, og sammen opdrager vi vores søn til at leve efter Bibelens principper. Det liv jeg levede før, har jeg lagt helt bag mig nu, og jeg glæder mig over mange forrettigheder og åndelige goder. Jeg tjener som ældste i menigheden og har også kunnet hjælpe andre til at lære sandheden fra Bibelen at kende. De forandringer jeg foretog i mit liv, gjorde min mor så glad at hun sagde ja til et bibelstudium, og siden er hun blevet en døbt kristen. En af mine søstre som levede umoralsk, er også blevet et af Jehovas Vidner.

Andre som kendte mig sådan som jeg var før, indrømmer at der er sket en positiv forandring med mig. Og jeg ved godt hvad forandringen skyldes. Da jeg søgte hjælp hos læger og præster, fik jeg kun dårlige råd. Det er Jehova der virkelig har hjulpet mig. Mens jeg selv følte mig helt uværdig, så han mig og behandlede mig med kærlighed og tålmodighed. At denne vidunderlige, intelligente og kærlige Gud havde øje for mig og ønskede at jeg skulle have et bedre liv — det gjorde hele forskellen!

’Jeg følte mig tom, ensom og utilfreds.’ — KAZUHIRO KUNIMOCHI

FØDT: 1951

FØDESTED: JAPAN

FORTID: PROFESSIONEL CYKELRYTTER

MIN BAGGRUND: Jeg er vokset op i en familie på otte, og vi boede i et lille hus i en søvnig havneby i Shizuoka-præfekturet. Min far havde en cykelforretning. Lige fra jeg var helt lille, tog han mig med til cykelløb for at gøre mig interesseret i cykelsporten, og han begyndte at lægge planer for at gøre mig til professionel cykelrytter. Da jeg gik i mellemskolen, tog han for alvor fat på at træne mig. I gymnasiet vandt jeg den nationale turnering tre år i træk. Jeg fik tilbud om at komme ind på et universitet, men i stedet valgte jeg straks at begynde på en skole for cykelryttere. Kun 19 år gammel blev jeg professionel.

Det var blevet mit mål at nå til tops i japansk cykelsport. Min plan var at tjene masser af penge så jeg kunne give min familie et liv uden bekymringer. Derfor gik jeg op i træningen med liv og sjæl. Når det var ved at blive for  hårdt, eller jeg var med i et særlig vanskeligt løb, sagde jeg til mig selv igen og igen at jeg var født til at cykle og at jeg måtte fortsætte, koste hvad det ville! Og det gjorde jeg så. Det begyndte efterhånden at give bonus. I mit første år var jeg den bedste blandt de nye ryttere. I mit andet år deltog jeg i det løb hvor man kårer den bedste rytter i Japan. Seks gange kom jeg ind som nummer to i det løb.

Da jeg blev ved med at være en af de øverste på ranglisten, blev jeg kendt som „de stærke ben fra Tokai“ (et område i Japan). Jeg var et rigtigt konkurrencemenneske og blev frygtet fordi jeg var nådeløs når jeg var med i et løb. Min indkomst voksede, så nu kunne jeg købe alt hvad jeg havde lyst til. Jeg anskaffede mig et hus med et træningsrum der var udstyret med de allerbedste maskiner, og købte en udenlandsk bil der kostede næsten det samme som et hus. For at sikre mig begyndte jeg at investere i aktier og fast ejendom.

Men samtidig følte jeg mig tom, ensom og utilfreds. Jeg var gift og havde børn, men ofte var jeg utålmodig over for min familie. Ganske små ting som min kone eller mine børn gjorde, kunne få mig til at eksplodere. Nervøst begyndte de at holde øje med mit ansigtsudtryk for at se om jeg igen var på vej til at få et anfald.

På et tidspunkt begyndte min kone så at studere Bibelen med Jehovas Vidner. Det forandrede mange ting. Da hun udtrykte ønske om at overvære Vidnernes møder, bestemte jeg at hele familien skulle tage derhen. Og jeg kan stadig huske den aften hvor en ældstebroder besøgte mig derhjemme og begyndte at studere Bibelen med mig. Det jeg lærte, gjorde et stort indtryk på mig.

HVORDAN BIBELEN FORANDREDE MIT LIV: Ordene i Efeserbrevet 5:5 berørte mig på en måde jeg aldrig vil glemme. Der står: „Ingen utugtig eller uren eller havesyg — hvilket vil sige en afgudsdyrker — har nogen arv i Messias’ og Guds rige.“ Cykelsporten var forbundet med spil om penge, og den fremmede begærlighed, eller havesyge. Min samvittighed begyndte at røre på sig. Jeg følte at hvis jeg gerne ville have Jehova Guds godkendelse, måtte jeg forlade cykelsporten. Men det var ikke nogen nem beslutning.

Jeg havde lige haft min bedste sæson nogen sinde og ville meget gerne nå endnu længere. På den anden side fandt jeg at når jeg studerede Bibelen, blev jeg fyldt med fred og ro — en ånd der var helt anderledes end den holdning der var nødvendig for at vinde et cykelløb! Efter at jeg var begyndt at studere, kørte jeg kun tre løb til. Men i mit hjerte havde jeg ikke sluppet cykelsporten helt. Jeg anede heller ikke hvordan jeg skulle kunne forsørge min familie. Jeg følte at jeg sad i klemme og ikke kunne komme nogen vegne. Samtidig stødte jeg på hård modstand fra mine slægtninge på grund af min nye tro. Min far var skuffet og bitter. Splittet som jeg var, blev jeg mere og mere stresset og fik mavesår.

Det der hjalp mig igennem den svære tid, var at jeg blev ved med at studere Bibelen og komme til Jehovas Vidners møder. Min tro blev efterhånden stærkere. Jeg bad Jehova om at lytte til mine bønner og hjælpe mig til at se hvordan han besvarede dem. Det pres jeg følte, blev også mindre fordi min kone forsikrede mig om at hun slet ikke behøvede at have et stort hus for at være lykkelig. Jeg gjorde fremskridt, om end det gik langsomt.

HVORDAN DET HAR GAVNET MIG: Jeg har lært at det Jesus siger i Mattæus 6:33, virkelig er sandt. Der står: „Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift.“ Det Jesus kalder „alle disse andre ting“ — livets grundlæggende fornødenheder — det har vi aldrig manglet. I dag tjener jeg kun en tredivtedel af hvad jeg tjente dengang jeg var cykelrytter, men min familie og jeg har intet manglet i de 20 år der er gået siden.

Ikke nok med det; når jeg tjener Gud sammen med mine trosfæller, oplever jeg en glæde og tilfredshed jeg ikke kendte før. Tiden flyver af sted. Det har også betydet meget for mit familieliv. Mine tre sønner og deres hustruer er alle blevet trofaste tjenere for Jehova.