Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Spørgsmål fra læserne

Spørgsmål fra læserne

Hvem var „gudssønnerne“ der ifølge Første Mosebog 6:2, 4 levede før Vandfloden?

Vidnesbyrdene peger på at dette udtryk hentyder til åndesønner af Gud. Hvilke vidnesbyrd?

Det første af versene lyder: „Gudssønnerne [lagde] mærke til menneskedøtrene, hvor godt de så ud; og de tog sig hustruer, nemlig alle dem de udvalgte.“ — 1 Mos. 6:2.

I De Hebraiske Skrifter forekommer udtrykkene „gudssønnerne“ og „Guds sønner“ i Første Mosebog 6:2, 4; Job 1:6; 2:1; 38:7 og Salme 89:6. Hvad viser disse skriftsteder om hvem „gudssønnerne“ var?

„Gudssønnerne“ som vi læser om i Job 1:6, var tydeligvis åndeskabninger der var forsamlet foran Jehova. Blandt dem var Satan, der havde „strejfet om på jorden“. (Job 1:7; 2:1, 2) I Job 38:4-7 læser vi om „gudssønnerne“ at de „brød ud i hyldestråb“ da Gud ’lagde jordens hjørnesten’. Det må have været Guds åndesønner, eller engle, for menneskene var endnu ikke blevet skabt. I Salme 89:6 hentyder udtrykket „Guds sønner“ tydeligvis til åndeskabninger der befinder sig i Guds nærhed, og ikke til mennesker.

Hvem er så „gudssønnerne“ der nævnes i beretningen i Første Mosebog 6:2, 4? I harmoni med de foregående bibelske eksempler er det logisk at konkludere at beretningen handler om åndesønner af Gud der kom ned til jorden.

Nogle har svært ved at acceptere tanken om at engle kunne være interesseret i at have seksuelle forhold. Jesu ord i Mattæus 22:30 viser at ægteskaber og seksuelle forhold ikke eksisterer i himmelen. Ved visse lejligheder har engle imidlertid materialiseret sig i menneskelegemer og endda spist og drukket sammen med mennesker. (1 Mos. 18:1-8; 19:1-3) I en sådan materialiseret form ville engle derfor logisk nok også kunne have seksuelle forhold til kvinder.

Der er bibelsk grundlag for at mene at det netop var hvad nogle engle havde. I Judas’ Brev, vers 6 og 7, sammenlignes mændene i Sodoma, der gik efter kød til unaturlig brug, med „de engle som ikke bevarede deres oprindelige stilling men forlod deres egen bolig“. Om både englene og mændene i Sodoma siges der at de ’begik utugt i stort omfang og gik efter kød til unaturlig brug’. En lignende passage i Første Petersbrev 3:19, 20 knytter ulydige engle sammen med „Noas dage“. (2 Pet. 2:4, 5) Det de ulydige engle på Noas tid gjorde, kan altså sammenlignes med den synd indbyggerne i Sodoma og Gomorra begik.

Denne konklusion giver mening når vi forstår at „gudssønnerne“ der nævnes i Første Mosebog 6:2, 4, var engle der materialiserede sig i menneskeskikkelse og begik utugt med kvinder.

 Bibelen siger at Jesus „forkyndte for ånderne der var i fængsel“. (1 Pet. 3:19) Hvad betyder det?

Apostelen Peter identificerer disse ånder som dem der „havde været ulydige dengang Guds tålmodighed ventede i Noas dage“. (1 Pet. 3:20) Det er tydeligt at Peter henviste til åndeskabninger der valgte at følge Satan i hans oprør. Judas nævner de engle der „ikke bevarede deres oprindelige stilling men forlod deres egen bolig“, og siger at Gud har „holdt [dem] forvaret med evige lænker under tæt mørke til dommen på den store dag“. — Jud. 6.

Hvordan var nogle åndeskabninger ulydige i Noas dage? Inden Vandfloden materialiserede disse onde åndeskabninger sig i menneskeskikkelse — noget som ikke var Guds hensigt med dem. (1 Mos. 6:2, 4) Desuden gjorde de noget unaturligt og perverst ved at dyrke sex med kvinder. Gud havde ikke skabt englene til at have et seksuelt forhold til kvinder. (1 Mos. 5:2) Disse onde, ulydige engle vil blive tilintetgjort når Guds tid er inde. Lige nu befinder de sig, som Judas nævner, i en tilstand af „tæt mørke“ — et åndeligt fængsel, så at sige.

Hvornår og hvordan forkyndte Jesus for „ånderne der var i fængsel“? Peter skriver at det var efter at Jesus var blevet „gjort levende i ånden“. (1 Pet. 3:18, 19) Læg også mærke til at Peter bruger datid („forkyndte“). Det indikerer at Jesus havde forkyndt for ånderne før Peter skrev sit første brev. Tilsyneladende har Jesus altså på et tidspunkt efter sin opstandelse proklameret at der venter de onde ånder en retfærdig straf. Det var altså på ingen måde et budskab om håb han forkyndte for dem, men et domsbudskab. (Jon. 1:1, 2) At Jesus havde været trofast og loyal helt frem til sin død og var blevet oprejst — og dermed havde bevist at Djævelen ikke havde noget tag i ham — gav ham grundlaget for at forkynde et sådant domsbudskab. — Joh. 14:30; 16:8-11.

På et tidspunkt vil Jesus binde Satan og disse onde engle og kaste dem i afgrunden. (Luk. 8:30, 31; Åb. 20:1-3) Indtil da befinder de ulydige ånder sig i en tilstand af tæt åndeligt mørke, og til sidst vil de blive fuldstændig tilintetgjort. — Åb. 20:7-10.