Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Dyrelivet er til ære for Jehova

Dyrelivet er til ære for Jehova

Dyrelivet er til ære for Jehova

DYRERIGET vidner om Jehovas storhed. Og Gud viser stor omsorg for dyrene, ligesom han også tager sig af menneskene. (Salme 145:16) Det ville være en stor fejltagelse at kritisere Ham der har skabt både os og dyrene! Job var en retskaffen mand, men han „retfærdiggjorde sin egen sjæl i stedet for Gud“, og derfor havde han endnu meget at lære. — Job 32:2; 33:8-12; 34:5.

Gennem flere eksempler fra dyreverdenen blev det klart for Job at menneskene ikke har ret til at sætte spørgsmålstegn ved Guds måde at handle på. Det bliver også klart for os når vi læser Jehovas ord til sin tjener Job.

De har ikke brug for menneskers hjælp

Job var ikke i stand til at besvare Guds spørgsmål angående dyrene. (Job 38:39-41) Jehova sørger tydeligvis for både løven og ravnen uden menneskers hjælp. Ravnene flyver omkring og søger efter føde, men det er i virkeligheden Gud der giver dem føde. — Lukas 12:24.

Job blev mundlam da Gud spurgte ham om de vilde dyr. (Job 39:1-8) Intet menneske kan beskytte stenbukkene og hinderne, eller hunhjortene. Bare at nå frem til deres levesteder er vanskeligt! (Salme 104:18) Det gudgivne instinkt som hinden har, får hende til at trække sig alene tilbage i skoven når hun skal til at føde. Hun sørger godt for sine unger, men når de ’bliver hårdføre drager de ud og kommer ikke tilbage’. Så må de klare sig selv.

Zebraen løber frit omkring, og vildæselet bor på ørkensletten. Job kunne ikke benytte vildæselet som lastdyr. Det „søger efter al slags grønt“ og „spejder i bjergene efter et sted at græsse“. Zebraen ønsker ikke i bytte for sin frihed at søge til menneskenes byer for lettere at finde føde. „Driverens larmen hører [vildæselet] ikke“, for det løber hurtigt væk hvis et menneske træder ind på dets område.

Det næste dyr Gud nævner, er vildoksen. (Job 39:9-12) Om den skrev den engelske arkæolog Austen Layard: „Af de mange basrelieffer hvorpå man ser vildokser, fremgår det at den næppe blev betragtet som et mindre frygtindgydende og bemærkelsesværdigt stykke vildt end løven. Kongen ses ofte i kamp med den, ligesom man ser krigere jage den på hesteryg og til fods.“ (Nineveh and Its Remains, 1849, bind 2, side 326) Intet fornuftigt menneske vil dog forsøge at tæmme den uregerlige vildokse. — Salme 22:21.

De vingede skabninger er til ære for Jehova

Gud spørger nu Job om de vingede skabninger. (Job 39:13-18) Storken flyver højt ved hjælp af sine stærke vinger. (Jeremias 8:7) Men selvom en struds basker med sine vinger, er den ikke i stand til at flyve. Strudsen lægger ikke som storken sine æg i en rede der er bygget i et træ. (Salme 104:17) Den graver i stedet et hul i jorden og lægger sine æg deri. Men den forlader ikke sine æg. Den dækker æggene med sand så de har en passende temperatur, alt imens både hannen og hunnen passer på dem.

Det kan se ud som om strudsen ’glemmer visdom’ når den ser at der er fare på færde, og tilsyneladende løber væk. Men som Encyclopedia of Bible Animals siger: „Det er blot en afledningsmanøvre: [strudse] gør sig bemærkede ved at baske med vingerne for på den måde at lede faretruende dyr eller mennesker væk fra æggene.“

Hvad menes der med at strudsen „ler ad hest og rytter“? I The World Book Encyclopedia siges der: „Strudsen kan ikke flyve, men den er kendt for at kunne løbe hurtigt. Med sine lange ben kan den tage skridt på op til 4,6 meter og nå en hastighed af 64 kilometer i timen.“

Gud giver hesten styrke

Gud spørger nu Job om hesten. (Job 39:19-25) I gammel tid kæmpede krigere på hesteryg, og heste trak vogne hvori der kunne være en vognstyrer og måske to soldater. I sin iver efter at komme i kamp kan en krigshest finde på at vrinske og stampe i jorden. Den skræmmes ikke og vender heller ikke om på grund af sværdet. Når hornet lyder, er det som om den siger „aha!“ Den ’farer hen over jorden’, men adlyder alligevel sin rytter.

I en lignende beskrivelse siger arkæologen Austen Layard: „Skønt den arabiske hoppe er føjelig som et lam og ikke behøver at ledes ved andet end grimen, får stammens krigsskrig og rytterens blinkende spyd dens øjne til at gnistre; de blodrøde næsebor spiles ud, halsen bøjes ædelt, hale og manke rejser sig mod vinden.“ — Discoveries Among the Ruins of Nineveh and Babylon, 1853, side 330.

Læg mærke til falken og ørnen

Jehova retter nu opmærksomheden mod andre fugle. (Job 39:26-30) Falke ’flyver højt og breder deres vinger ud for vinden’. I The Guinness Book of Records for 1996 omtales vandrefalken som den hurtigste fugl i luften. Der siges om den: „Den kan nå op på rekordhøje hastigheder når den fra stor højde dykker ned for at forsvare sit territorium eller fanger et bytte i luften.“ Man kender til vandrefalke der har nået en fart af 349 kilometer i timen i en nedadgående vinkel på 45 grader!

Ørne kan flyve med en hastighed af over 130 kilometer i timen. Job sammenlignede livets flygtighed med den fart hvormed en ørn søger efter føde. (Job 9:25, 26) Gud giver os styrke til at fortsætte, som havde vi den flyvende ørns tilsyneladende utrættelige vinger. (Esajas 40:31) En ørn der flyver, benytter sig af termiske opvinde, eller søjler af opadgående varm luft. Fuglen kredser rundt i den varme luftsøjle, som fører den højere og højere op. Når ørnen har nået tilstrækkelig højde, svæver den videre til den næste termiske opvind og kan flyve i stor højde i timevis med et minimum af kraftanstrengelse.

Ørnen „bygger sin rede højt oppe“, i en utilgængelig højde hvor ungerne er i sikkerhed. Det er et instinkt som Jehova har givet den. Og „[ørnens] øjne spejder vidt omkring“, for Gud har givet den en utrolig synsevne. Evnen til hurtigt at skifte fokus gør ørnen i stand til under et langt dyk at holde blikket fæstet på et bytte eller et ådsel. Ørne spiser kroppene af døde dyr, så „hvor de slagne er, dér er den“. Den fanger også små dyr som den tager med til sine unger.

Jehova irettesætter Job

Før Jehova stiller Job flere spørgsmål angående dyrelivet, irettesætter han ham. Hvordan reagerer Job? Han tager ydmygt imod irettesættelsen og lytter villigt til yderligere vejledning. — Job 40:1-14.

Denne del af den inspirerede beretning angående Job lærer os noget vigtigt, nemlig dette: Intet menneske kan med rette finde fejl hos den Almægtige. Vi må tale og handle på en måde der er vor himmelske Fader til behag. Desuden bør helligelsen af Jehovas navn og ophøjelsen af hans suverænitet altid være det vigtigste for os.

Behemot herliggør Gud

Jehova vender igen Jobs opmærksomhed mod det skabte dyreliv og spørger ham om Behemot, som man mener er en betegnelse for flodhesten. (Job 40:15-24) En fuldvoksen flodhest kan nå op på en længde af fire til fem meter, og den kan veje op til 3600 kilo. Behemots ’kraft er i dens hofter’ — dens rygmuskler. Når dette kortbenede dyr går i et flodleje, slæber kroppen hen over stenene, og det er derfor en stor fordel at den har tyk hud på bugen. Med Behemots massive krop, dens gigantiske mund og de stærke kæber kan intet menneske stå sig mod den.

Flodhesten kommer op fra floden for at spise „det grønne græs“; og der skal nærmest et bjerg af grønt til for at holde Behemot i live! Hver dag fylder den mellem 90 og 180 kilo vegetation i sig. Når Behemot har stillet sin sult, lægger den sig i skyggen af lotustræerne eller poplerne. Går en flod over sine bredder, kan flodhesten holde sit hoved oven vande og svømme imod de rivende vandmasser. Hvis Job kom til at stå over for Behemots vældige mund og drabelige stødtænder, ville han nok ikke vove at gennembore Behemots næse med en krog.

Livjatan er til pris for Gud

Livjatan er det næste dyr Job hører om. (Job 41:1-34) Det hebraiske ord betegner „et snoet dyr“ — tilsyneladende en krokodille. Kunne Job gøre Livjatan tam så børn kunne lege med den? Absolut ikke! Utallige episoder viser at det kan være yderst farligt at stifte bekendtskab med dette dyr. Hvis en mand lagde sin hånd på Livjatan, ville kampen formentlig blive så hård at han aldrig igen ville forsøge sig på noget sådant!

Når Livjatan ved solopgang løfter sit hoved op af vandet, er dens øjne „som daggryets stråler“. Dens skæl slutter tæt sammen, og på dens tykke hud er der hårde benplader som selv kugler fra et skydevåben vanskeligt kan trænge igennem, langt mindre et sværd eller spyd. De spidse skæl på krokodillens bug „er som en tærskeslæde“ på en mudret flodbred. Dens raseri får vandet til at bruse som skummende salve. Og på grund af sin størrelse, sin rustning og sine våben — et truende gab og en stærk hale — kender Livjatan ikke til frygt.

Job tager sine ord i sig

Job erkender at han ’talte, men ikke forstod det der var for underfuldt for ham’. (Job 42:1-3) Han accepterede Guds retledning, tog sine ord i sig og angrede. Jobs venner blev skarpt irettesat, men Job selv blev rigt velsignet. — Job 42:4-17.

Det er klogt at huske på det der hændte Job. Vi kan umuligt besvare alle de spørgsmål Gud stillede Job. Men vi både kan og bør påskønne de mange underfulde skabninger som Jehova har frembragt, og som alle er til ære for ham.

[Illustration på side 13]

Bjergged

[Illustration på side 13]

Ravn

[Illustration på side 13]

Løvinde

[Illustration på side 14]

Zebra

[Illustration på side 14]

Strudsen bevæger sig væk fra sine æg, men den forlader dem ikke

[Illustration på side 14]

Strudseæg

[Illustration på side 15]

Vandrefalk

[Kildeangivelse]

Falk: © Joe McDonald/Visuals Unlimited

[Illustration på side 15]

Arabisk hoppe

[Illustration på side 15]

Kongeørn

[Illustration på side 16]

Behemot menes at betegne flodhesten

[Illustration på side 16]

Livjatan er tilsyneladende den stærke krokodille