Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

’Kom over og hjælp os’

’Kom over og hjælp os’

Nyt fra Rigets arbejdsmark

’Kom over og hjælp os’

I JULI 2000 blev tysktalende forkyndere i Schweiz, Tyskland og Østrig opfordret til at tage til Bolivia. Hvorfor? Fordi der i fjerntliggende landbrugskolonier inden for en radius af 300 kilometer fra Santa Cruz i Bolivia var tysktalende mennonitter som viste stor interesse for Bibelen.

Omkring 140 Jehovas Vidner tog imod opfordringen. Nogle tog af sted for at blive der i et par uger, andre for at være der i et år eller mere. De viste samme indstilling som de missionærer der i det første århundrede fulgte opfordringen: „Kom over til Makedonien og hjælp os.“ — Apostelgerninger 16:9, 10.

Hvordan er det at arbejde i dette distrikt? En ældste i den lokale menighed siger: „For at nå ud til en af de 43 kolonier af mennonitter må man køre ad jordveje, og med en firhjulstrukket bil tager det helt op til otte timer. Når man skal besøge de mere fjerntliggende steder, tager det ofte fire dage og betyder at man må overnatte i telt. Men det er ulejligheden værd, for næsten ingen af disse mennesker har hørt den gode nyhed før.“

I begyndelsen var mennonitterne ikke glade for at tale med Jehovas Vidner. Men gentagne besøg har hjulpet dem til at værdsætte det forkynderne har at tilbyde. For eksempel sagde en landmand efter at have læst Vågn op! i et helt år: „Jeg ved at mange her er uenige i det I siger, men jeg tror det er sandheden.“ I en anden koloni var der en mand som sagde: „Nogle af mine naboer siger at I er falske profeter, andre siger at I har sandheden. Jeg vil gerne selv finde ud af det.“

Der er nu en tysktalende menighed i Bolivia med 35 forkyndere, hvoraf 14 er i heltidstjenesten. Indtil nu er 14 tidligere mennonitter blevet forkyndere af Riget, og 9 andre overværer regelmæssigt møderne. En ældre mand der for nylig blev døbt, siger: „Vi kan tydeligt se Jehovas ledelse i dette. Han har sendt erfarne tysktalende brødre og søstre for at hjælpe os. Vi er meget taknemmelige.“ Mandens 17-årige datter, der også er døbt, tilføjer: „Begejstringen hos de unge brødre og søstre som er kommet hertil, er smittende. De fleste er pionerer der bruger deres tid og penge på at hjælpe andre. Det giver mig lyst til at gøre det samme.“

Ja, de forkyndere der har vist deres villighed til at ’komme over og hjælpe’, føler stor glæde og tilfredshed.