Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Gode gerninger i nødens stund

Gode gerninger i nødens stund

 Gode gerninger i nødens stund

„LAD os . . . gøre det der er godt mod alle, men især mod dem der er beslægtede med os i troen,“ sagde apostelen Paulus. (Galaterne 6:10) Jehovas Vidner verden over gør alt hvad de kan, for at følge denne leveregel. Det kommer gang på gang til udtryk når der opstår nødsituationer. Lad os se på nogle aktuelle eksempler på dette fra tre forskellige lande.

I december 2002 blev Guam ramt af en kraftig tyfon, med vindhastigheder på over 300 kilometer i timen. Mange huse blev beskadiget, og nogle blev jævnet med jorden. Lokale menigheder organiserede hurtigt nogle oprydningshold til at hjælpe de familier af Jehovas Vidner der var blevet hårdest ramt. Afdelingskontoret på Guam fremskaffede materialer og sørgede for mandskab til at reparere de beskadigede huse, og afdelingskontoret på Hawaii støttede nødhjælpsarbejdet. I løbet af få uger ankom et hold tømrere fra Hawaii for at hjælpe med genopbygningsarbejdet, og lokale brødre tog fri for at kunne gå dem til hånde. Deres glæde og gode samarbejde var et vidnesbyrd i hele lokalsamfundet.

I en forstad til byen Mandalay i Myanmar opstod der brand i nærheden af en rigssal. Ikke langt derfra boede en uvirksom søster og hendes familie. Vinden blæste i retning af hendes hus, og hun løb derfor hen til rigssalen for at bede om hjælp. På det tidspunkt var der mange brødre til stede fordi man var ved at renovere rigssalen. De blev noget overraskede over at se søsteren, for de vidste slet ikke at hun boede i området. Hurtigt gik brødrene i gang med at flytte familiens ejendele i sikkerhed. Da søsterens mand, som ikke var et af Jehovas Vidner, hørte om branden, styrtede han hjem — og opdagede at brødrene var i fuld gang med at hjælpe hans familie. Det gjorde et stærkt indtryk på ham, og han var ikke alene taknemmelig, men også lettet fordi tyveknægte ellers ofte udnytter sådanne situationer. Den godhed og venlighed brødrene viste, motiverede søsteren og hendes søn til igen at overvære alle møderne i den kristne menighed.

Sidste tjenesteår stod mange i Mocambique over for en hungersnød der skyldtes tørke og en fejlslagen høst. Jehovas Vidners lokale afdelingskontor tog hurtigt affære og sørgede for nødhjælp. Fødevarerne blev delt ud fra rigssalene, nogle gange efter menighedsmøderne.  En søster der er alene med sine børn, siger: „Jeg var dybt fortvivlet da jeg kom til mødet, for jeg anede ikke hvad jeg skulle give mine børn at spise når vi kom hjem.“ Men brødrenes kærlige omsorg hjalp hende hurtigt til at se lysere på situationen. „Det var som om jeg fik en opstandelse!“ siger hun.

Jehovas Vidner gør også „det der er godt“, ved at fortælle andre om Bibelens budskab, der giver håb og trøst. De tilslutter sig disse vise ord, som blev sagt for længe siden: „Den som hører på [visdommen fra Gud] vil bo trygt, ja, uforstyrret af ulykkens rædsel.“ — Ordsprogene 1:33.

[Illustrationer på side 31]

1, 2. Uddeling af mad til nødlidende i Mocambique

3, 4. Tyfonen på Guam ødelagde mange huse

[Kildeangivelser]

Barn, til venstre: Andrea Booher/FEMA News Photo; kvinde, herover: AP Photo/Pacific Daily News, Masako Watanabe