Passagen i 5. Mosebog 22:25-27 handler ikke først og fremmest om at bevise mandens skyld, for i den situation der er beskrevet her, var det allerede slået fast at han var skyldig. Denne lov handlede om at fastslå pigens uskyld. Læg mærke til konteksten.

De foregående vers taler om en mand der havde haft sex med en forlovet pige “i byen”. Han havde dermed gjort sig skyldig i ægteskabsbrud, for en forlovet pige blev betragtet som om hun allerede var gift. Hvad med pigen? ‘Hun skreg ikke om hjælp i byen.’ Hvis hun havde gjort det, ville andre helt sikkert have hørt hende og være kommet hende til hjælp. Men hun skreg ikke. Derfor havde hun også begået ægteskabsbrud, og begge blev dømt skyldige. – 5. Mos. 22:23, 24.

Loven beskriver dernæst en anden situation: “Hvis manden møder den forlovede pige uden for byen og han overmander hende og har samleje med hende, er det kun ham der skal dø. I må ikke gøre pigen noget. Hun har ikke begået nogen synd der er dødsstraf for. Der gælder det samme som når en mand angriber en anden mand og myrder ham. For han mødte den forlovede pige uden for byen, og hun skreg, men der var ingen der kunne hjælpe hende.” – 5. Mos. 22:25-27.

I dette tilfælde lod man tvivlen komme pigen til gode. Hvordan det? Man antog at ‘hun skreg, men at der ikke var nogen der kunne hjælpe hende’. Derfor begik hun ikke ægteskabsbrud. Manden var derimod skyldig i voldtægt og ægteskabsbrud fordi han ‘overmandede’ en forlovet pige og ‘havde samleje med hende’.

Selvom denne lov handlede om kvindens uskyld, beskriver passagen med rette manden som skyldig i voldtægt og ægteskabsbrud. Vi kan have fuld tillid til at dommerne “omhyggeligt [ville] undersøge sagen” og dømme ud fra de høje normer Gud flere gange klart havde udtrykt. – 5. Mos. 13:14; 17:4; 2. Mos. 20:14.