Mød Thailands farvestrålende bjergfolk

På markedet i Chiang Mai er der et pulserende liv. Folk trænger sig frem gennem gader hvor der på begge sider er boder fyldt med eksotiske varer, og i gadelarmen tinges der om priserne. Her i det travle nordlige Thailand kan man møde landets farvestrålende bjergfolk.

BLANDT Thailands 65 millioner indbyggere findes også folk fra 23 etniske mindretal, de såkaldte bjergfolk. De fleste af disse stammer bor i det nordlige Thailand, et område med bjerge, floder og frugtbare dale der strækker sig helt ind i Myanmar og Laos.

Størstedelen af Thailands bjergfolk er kommet til landet inden for de sidste 200 år. Karenerne, der er den folkerigeste af de seks største stammer, kom fra Myanmar. Lahu-, lisu- og akhafolket udvandrede fra Yunnan i Kinas sydvestlige bjergland. Og hmong- og mienfolket kom fra den centrale del af Kina. *

Stammerne emigrerede især som følge af krige, social undertrykkelse og kampen om frodigt land. * Det nordlige Thailand viste sig at være det ideelle tilflugtssted, for det var afsidesliggende, bjergrigt og næsten ubeboet. Og Thailand tillod immigranterne at blive boende. Efterhånden dukkede små byer op i landskabet, hvor forskellige stammer slog sig ned side om side og dannede en mosaik af kulturer og sprog.

Særlige klædedragter og farverige skikke

Hver bjergstamme kendes på sin karakteristiske klædedragt. Akhakvinderne går med kunstfærdige sølvhovedbeklædninger som ligner elegante tårne draperet med kvaster, broderier og mønter. Andre af deres hovedbeklædninger  minder om hjelme af ringpanser eller metalstykker og er dekoreret med glimtende knapper, perler og kugler. Mienkvinderne ser iøjnefaldende ud i deres overdådigt broderede bukser, som det kan tage op til fem år at fremstille. De elegante turbaner, de ankellange tunikaer med røde kraver og det blå skærf fuldender deres betagende dragter.

Når kvinderne er iklædt deres komplette folkedragt, bærer de adskillige sølvsmykker der ringler og glimter, og det fortæller de beundrende tilskuere og potentielle bejlere hvilken status og velstand kvinderne har. Andet tilbehør kan være af glas, træ eller garn.

De fleste bjergfolk er stolte af deres traditioner. For eksempel gør teenagere blandt karenerne mere ud af deres påklædning til begravelser end til nogen anden begivenhed. Hvorfor mon? I snesevis af teenagere møder op ved disse lejligheder hvor de håber at finde en kommende ægtefælle. Efter solnedgang tager de unge mænd og kvinder hinanden i hænderne og går langsomt rundt om den afdøde mens de synger traditionelle kærlighedssange natten lang.

Under fejringen af nytåret gør de unge hmonger kur til hinanden mens de leger en særlig leg. Nogle af de drenge og piger der er forelskede, danner par ved at stille sig over for hinanden i rækker med en vis afstand imellem. Derefter kaster drengene og pigerne en blød stofbold til hinanden. Når en taber bolden — med vilje eller ved et uheld — skal han eller hun give den anden et lille smykke. Senere på aftenen kan man få sit smykke igen i bytte for en sang. Hvis vedkommende synger godt, kan han eller hun, ud over at tiltrække en hel del tilskuere, også forbedre sine chancer for at erobre et hjerte.

Stammernes tilpasning

Tidligere anvendte de fleste bjergfolk svedjebrug ved at fælde den oprindelige skov og afbrænde vegetationen for derefter at plante afgrøder og opdrætte dyr. Dette har forårsaget alvorlige miljøproblemer. Men nu driver de landbrug på en mere ansvarlig måde, med gode resultater.

Mange bjergfolk i Den Gyldne Trekant — et område som omfatter dele af Thailand, Laos og Myanmar — plejede at dyrke opium. Nu dyrker de i stedet kaffe, grøntsager, frugt og blomster, takket være hjælp til at erstatte opium med andre afgrøder. Denne hjælp er finansieret af den kongelige familie i Thailand og internationale nødhjælpsorganisationer. Mange der lever i bjergene, sælger også varer, tjenesteydelser og  traditionelt kunsthåndværk til den voksende turistindustri.

Ikke desto mindre gør fattigdom, dårlige sanitære forhold og analfabetisme livet hårdt for mange. Noget andet der udgør et problem, er de svindende naturressourcer, kulturelle forandringer, racefordomme og stof- og alkoholmisbrug. Bjergfolkenes forfædre flygtede til Thailand på grund af lignende problemer. Men hvor kan man søge tilflugt i dag?

En sikker tilflugt

Mange af bjergfolkene har fundet den bedste tilflugt der findes — den sande Gud, Jehova. I Bibelen står der i Salme 34:8: „Smag og se at Jehova er god; lykkelig er den mand som søger tilflugt hos ham.“ Jawlay, fra lahufolket, fortæller: „Jeg blev gift som 19-årig, og på det tidspunkt var jeg alkohol- og stofmisbruger. Uden stoffer kunne jeg ikke arbejde, og uden arbejde havde jeg ingen penge. Min kone, Anothai, følte sig forladt og uelsket. Vi skændtes hele tiden.

Efter at vores datter, Suphawadee, var blevet født, begyndte Anothai at studere Bibelen med Jehovas Vidner. Jeg plejede at løbe ind i skoven hver gang de kom. Min kones opførsel begyndte imidlertid at ændre sig til det bedre. Hun talte respektfuldt til mig og ofrede nu de huslige pligter mere opmærksomhed. Så da hun opfordrede mig til at studere Bibelen, gik jeg med til det.

Efterhånden som Bibelens lære slog rod i mit hjerte, gjorde jeg fremskridt. Med Guds hjælp overvandt jeg endelig mit misbrug. Nu er min familie lykkelig, for vi har fundet den bedste livsvej. Vi finder også stor glæde ved at fortælle andre bjergfolk om Bibelens sunde og gavnlige lære.“

Jawlays ord leder tankerne hen på en profeti i Åbenbaringens Bog i Bibelen som fortæller at der i de sidste dage for den nuværende onde verden ville blive forkyndt „en evigvarende god nyhed . . . for hver nation og stamme og hvert tungemål og folk“. (Åbenbaringen 14:6) Jehovas Vidner ser det som en fornem opgave at være med i det arbejde som bekræfter at Gud elsker alle mennesker, deriblandt Thailands farverige bjergfolk. — Johannes 3:16.

[Fodnoter]

[Ramme/​illustration på side 16]

STRÆKKER RINGENE HALSEN UD?

Mange padaungkvinder går vidt for at forskønne sig ved at bære op til 38 centimeter lange blanke messingringe om halsen. * Forløbet begynder når pigerne er omkring fem år. Med få års mellemrum bliver ringene udskiftet med nogle der er længere og tungere, indtil kvinderne som voksne bærer op til 25 ringe der i alt vejer cirka 13 kilo. Det kunne se ud som om halsen bliver strakt, men i stedet presser ringene kravebenet ned og brystkassen sammen.

[Fodnote]

[Kildeangivelse]

Bjergfolk-museet, Chiang Mai

[Ramme på side 17]

SAGN OM EN STOR OVERSVØMMELSE

Lisu- og hmongstammerne har begge sagn om en stor oversvømmelse. I et sagn hos hmongerne advarer „Himmelens Herre“ to brødre om at Jorden inden længe vil blive oversvømmet. Han giver den ældste bror, som er voldelig, besked på at bygge en jernbåd, og den yngste, som er mild, besked på at bygge en træbåd. Han befaler derefter den sidstnævnte at tage sin søster, såvel som en han og en hun af alle slags dyr og to frø fra alle slags planter, med om bord.

Da Jorden oversvømmes, synker jernbåden, mens træbåden holder sig flydende. En drage der har form som en regnbue, tørrer derefter Jorden. Med tiden gifter den yngre bror sig med sin søster, og deres efterkommere befolker Jorden på ny. Læg mærke til lighederne mellem dette sagn og den nøjagtigt nedskrevne beretning i Bibelen i Første Mosebog, kapitel 6 til 10.

[Illustration på side 16, 17]

Kvinder i komplet folkedragt

[Kildeangivelse]

Bjergfolk-museet, Chiang Mai

[Illustrationer på side 17]

Jawlay med sin familie

[Kildeangivelse på side 15]

Begge fotos: Bjergfolk-museet, Chiang Mai