Eksempler fra det virkelige liv — anden del

Som det fremgår af første del af „Eksempler fra det virkelige liv“, kan Bibelens principper virke som en stabiliserende faktor når en familie har det svært. * Jehova Gud giver dette løfte til dem der følger hans normer: „Jeg giver dig indsigt og lærer dig den vej du skal gå. Jeg vil råde dig, med mit øje hvilende på dig.“ — Salme 32:8.

Når man har økonomiske problemer. Ofte er pengeproblemer årsag til alvorlige uoverensstemmelser i et ægteskab. Bibelens principper kan imidlertid hjælpe familier til at have det rette syn på økonomiske problemer. Jesus sagde: „Hold op med at nære bekymring for jeres sjæl med hensyn til hvad I skal spise eller hvad I skal drikke, eller for jeres legeme med hensyn til hvad I skal tage på. . . . Jeres himmelske Fader ved nemlig at I behøver alt dette.“ — Mattæus 6:25, 32.

På side 23 fortæller Issachar i USA om hvordan han og hans familie klarede økonomiske vanskeligheder efter at deres hus var blevet ødelagt af orkanen Katrina.

Hvis en i familien bliver syg. Næsten alle oplever at blive syge. De fleste er dog kun syge i kortere tid og kommer sig ret hurtigt. Men hvad gør man hvis en i familien får en kronisk sygdom? Bibelen siger at Jehova kan styrke dem der er syge. (Salme 41:1-3) Hvordan kan Jehovas omsorg komme til udtryk gennem familien?

På side 24 beretter Hajime, en ægtemand i Japan, om hvordan han og hans døtre har samarbejdet om at hjælpe hans kone, Noriko, efter at hun blev ramt af en alvorlig sygdom.

Når et barn dør. En af de største tragedier der kan ramme en familie, er et barns død. Jehova lover at han vil tørre alle de tårer bort som et sådant tab er årsag til. (Åbenbaringen 21:1-4) Og allerede nu trøster Gud dem der sørger. — Salme 147:3.

På side 25 fortæller Fernando og Dilma i USA om hvordan de hentede styrke i Bibelen da deres lille datter døde.

Bibelen indeholder pålidelig vejledning som kan hjælpe familier der rammes af modgang. Det fremgår af beretningerne på de følgende sider.

[Fodnote]

 [Ramme/​illustrationer på side 23]

Når man har økonomiske problemer

Fortalt af Issachar Nichols, USA

„Orkanen Katrina ødelagde vores hus i en sådan grad at kun betonfundamentet stod tilbage, og den skole jeg arbejdede på, var oversvømmet i halvanden måned.“

I SOMMEREN 2005 boede min kone, Michelle, og jeg sammen med vores to år gamle datter, Sydney, i Bay St. Louis i Mississippi, USA. Jeg underviste på en teknisk skole i New Orleans i Louisiana, ikke så langt fra hvor vi boede. Jeg arbejdede kun tre dage om ugen og brugte meget af den resterende tid på at undervise andre i Bibelen. Michelle og jeg er Jehovas Vidner, og vi ville gerne deltage så meget som muligt i den kristne forkyndelse. Vi var godt tilfredse med vores tilværelse. Men så kom advarslerne om orkanen Katrina, og vi forlod området så hurtigt vi kunne.

Efter katastrofen var vores hus i Bay St. Louis ødelagt, og det samme var skolen i New Orleans hvor jeg underviste. Med en forsikringssum og tilskud fra regeringen var det muligt for os at få et andet sted at bo, men jeg havde vanskeligt ved at finde fast arbejde. Desuden pådrog min kone sig en virusinfektion fra noget forurenet vand. Det svækkede hendes immunforsvar, og hun blev derefter smittet med West Nile-virus via et myggestik. Alt imens steg forsikringsudgifterne og leveomkostningerne voldsomt.

For at omstille os til de nye omstændigheder lærte vi at være mere sparsommelige, selv med de daglige fornødenheder. Og jeg var nødt til at være mindre kræsen med hensyn til hvilket arbejde jeg ville påtage mig.

Jeg skal ærligt indrømme at det ikke var let for os at miste vores ejendele, men vi var taknemmelige for at være i live. Hele denne oplevelse var med til at understrege at materielle ting har begrænset værdi. Ja, vi tænkte på Jesu ord: „Selv om et menneske har overflod, hidrører hans liv ikke fra det han ejer.“ — Lukas 12:15.

Vi indså også at uanset hvor slemt det var for os at have mistet så meget, så havde mange mistet endnu mere — nogle havde endda mistet livet. Det er en af grundene til at jeg straks begyndte at tage del i nødhjælpsarbejdet og hjælpe med at trøste andre som havde lidt tab.

Gennem alt dette har vi især fundet trøst i ordene i Salme 102:17. Her bliver vi forsikret om at Jehova Gud lytter til bønner bedt af dem der er „nøgne“, det vil sige dem der har mistet alt. Som familie har vi følt Jehovas hjælp.

[Ramme på side 23]

Efter at orkanerne Katrina og Rita havde ramt USA i 2005, etablerede Jehovas Vidner hurtigt 13 nødhjælpscentre, 9 forsyningslagre og 4 brændstofdepoter. Næsten 17.000 Jehovas Vidner fra USA og 13 andre lande strømmede til for at assistere med nødhjælpsarbejdet. De har istandsat i tusindvis af huse.

 [Ramme/​illustrationer på side 24]

Hvis en i familien bliver syg

Fortalt af Hajime Ito, Japan

„Før Noriko blev syg, holdt vi meget af at lave mad sammen. Nu kan hun hverken indtage føde gennem munden eller tale. Hun er bundet til en kørestol og trækker vejret ved hjælp af en respirator.“

I MAJ 2006 begyndte min kone, Noriko, at få vanskeligt ved at tale. Den sommer fik hun også problemer med at spise og drikke. I september blev det konstateret at hun havde amyotrofisk lateralsklerose (ALS) — en fremadskridende sygdom som rammer nervecellerne i hjernen og rygmarven. På kun fire måneder var vores liv fuldstændig ændret. Og Norikos problemer var kun lige begyndt.

Med tiden blev hendes tunge lam, og det samme skete med den højre hånd. Hun fik foretaget et indgreb der kaldes en gastrostomi, så hun kunne få føde gennem en sonde. Desuden fik hun en trakeostomi — en åbning i halsen der skaber frie luftveje — som gjorde at hun ikke længere kunne tale. Det må have været ufatteligt svært for Noriko, eftersom hun altid havde været meget aktiv. Vi er Jehovas Vidner, og Noriko var sammen med vores døtre fuldt beskæftiget med at forkynde. Nu er hun tilsluttet en respirator for bare at trække vejret, og hun må tilbringe det meste af sin tid i sengen.

Det har imidlertid ikke standset Noriko! Hun overværer for eksempel de kristne møder i en kørestol med respiratoren fastgjort. Hendes hørelse er blevet forringet, så en af vores døtre skriver notater til hende under mødet for at hun kan få udbytte af programmet. Og selvom det ikke har været muligt for Noriko at fortsætte som heltidsforkynder, skriver hun stadig breve til folk for at lære dem om Bibelens fremtidshåb. Hun bruger noget særligt udstyr som vi har fået installeret på vores computer. — 2 Peter 3:13; Åbenbaringen 21:1-4.

Hele familien samarbejder om at hjælpe Noriko. Begge vores døtre har skiftet arbejde for at kunne bruge mere tid på at hjælpe til derhjemme. Vi skiftes alle tre til at tage os af de mange daglige gøremål som Noriko plejede at klare.

Nogle morgener ser Noriko meget træt ud, og jeg tænker ved mig selv: ’Jeg har sådan en lyst til at sige til hende at hun skal slappe af i dag.’ Men hun vil gerne fortælle andre om Bibelen. Når jeg gør computeren klar til hende, lyser hendes øjne op! Hun får det bedre når hun skriver. Jeg har indset hvor værdifuldt det er ’altid at have rigeligt at gøre i Herrens gerning’. — 1 Korinther 15:58.

Beretningen i Vågn op! for januar 2006 om Jason Stuart, der også lider af ALS, har virkelig hjulpet Noriko til ikke at fortvivle. Da nogle fra hospitalspersonalet undrede sig over at hun kunne have så positiv en indstilling, fortalte hun dem om denne artikel, og vi gav personalet nogle eksemplarer af bladet. Min kone bliver meget styrket af at fortælle andre om sin tro.

Noriko og jeg har været gift i 30 år, men i løbet af de sidste tre år er jeg kommet til at værdsætte nogle sider af hendes personlighed som jeg før tog for givet. Jeg er så glad for at jeg giftede mig med hende!

 [Ramme/​illustrationer på side 25]

Når et barn dør

Fortalt af Fernando og Dilma Freitas, USA

„Man kan ikke sætte ord på hvor smertefuldt det er at miste et barn. Der findes ingen større smerte.“

VORES datter, som vi gav navnet Precious, døde den 16. april 2006, kun ti dage gammel. Omkring tre måneder henne i graviditeten fandt lægerne ud af at der var noget alvorligt galt med vores ufødte barns hjerte. Efterhånden som fødselen nærmede sig, stod det klart at barnet ville dø kort tid efter fødselen — hvis det da overhovedet var i live. Det var utrolig svært for os at acceptere situationen. Vi havde i forvejen tre raske børn, og vi kunne ikke fatte at vores lille barn ville dø.

Efter at Precious var blevet født, fandt en erfaren specialist i kromosomsygdomme ud af at hun havde en sjælden sygdom kaldet Edwards syndrom (trisomi-18), en sygdom som kun rammer omkring 1 ud af 5000 spædbørn. Det var tydeligt at Precious ikke ville komme til at leve ret længe. Vi følte os fuldstændig magtesløse fordi der var så lidt vi kunne gøre. Men noget vi kunne gøre, var at være hos hende i hendes korte levetid. Og det var vi.

Vi er så taknemmelige for de ti dage vi fik med Precious. I løbet af den tid knyttede vi og vores tre døtre os til hende. Vi holdt hende, talte med hende, omfavnede hende og kyssede hende, og vi tog så mange fotografier af hende som muligt. Vi talte endda om hvem i familien hun lignede mest. Specialisten som havde stillet diagnosen, besøgte os hver dag på hospitalet. Han græd sammen med os og fortalte os hvor ked af det han var. Mens han talte med os, tegnede han også en tegning af Precious som et minde. Han gav os en kopi af tegningen.

Vi er Jehovas Vidner og tror fuldt og fast på Bibelens lære om at Gud vil genindføre paradisiske forhold her på jorden, og at han længes efter at give de døde livet igen — også spædbørn som Precious. (Job 14:14, 15; Johannes 5:28, 29) Vi ser frem til den dag hvor vi igen kan holde hende i vores arme. Hver gang vi hører ordet „paradis“, tænker vi på dette håb! Indtil da finder vi trøst i at vide at Precious er i Guds hukommelse og ikke lider mere. — Prædikeren 9:5, 10.