Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Børn på nettet — hvad forældre kan gøre

Børn på nettet — hvad forældre kan gøre

Børn på nettet — hvad forældre kan gøre

HVAD ville du som mor eller far være mest nervøs for — at vide at din søn eller datter havde nøglen til familiens bil, eller at vide at han eller hun havde ubegrænset adgang til internettet? Der er en vis fare ved begge dele. Og begge dele kræver at din søn eller datter er ansvarsbevidst. Forældre kan ikke i al evighed forhindre deres børn i at køre bil, men de kan sikre sig at de lærer at færdes sikkert i trafikken. Mange forældre gør noget lignende i forbindelse med deres børns brug af internettet. De følgende bibelske principper kan være en hjælp.

„Enhver der er klog handler med kundskab.“ (Ordsprogene 13:16) Forældre til børn der bruger nettet, bør have et vist kendskab til hvordan det fungerer, og vide hvad det vil sige at chatte, kigge på websteder eller foretage sig andre ting på nettet. „Lad være med at tænke at du er for gammel eller for dum til at kunne lære det,“ siger Marshay, der er mor til to. „Hold dig ajour med teknologien.“

Du [skal] lave et rækværk til taget“ så ingen „falder ned fra det“. (5 Mosebog 22:8) Internetudbydere og softwareprogrammer tilbyder filterløsninger — ’rækværker’ — der kan blokere for uønskede pop op-vinduer og skadelige websteder. Nogle af disse kan endda forhindre børn i at udlevere personlige oplysninger som for eksempel deres navn eller adresse. Det er dog vigtigt at huske at sådanne sikkerhedsforanstaltninger ikke er 100 procent sikre. Dertil kommer at mange af de større børn er erfarne computerbrugere der hurtigt lærer hvordan disse foranstaltninger kan omgås.

„Den der holder sig for sig selv, søger kun det han selv længes efter; han farer frem mod al praktisk visdom.“ (Ordsprogene 18:1) En undersøgelse i Storbritannien viser at næsten hver femte af de unge mellem 9 og 19 har adgang til internettet fra deres værelse. Hvis computeren står et centralt sted i hjemmet, vil forældrene have lettere ved at holde øje med hvad deres børn foretager sig på nettet, og børnene vil måske også være mindre fristede til at se på tvivlsomme websteder.

„Se derfor nøje til hvordan I vandrer, at det ikke er som uvise men som vise, idet I køber jer den belejlige tid, fordi dagene er onde.“ (Efeserne 5:15, 16) Opstil regler for hvornår og hvor længe dine børn må bruge internettet, og hvilken slags websteder de må eller ikke må besøge. Drøft dine retningslinjer med børnene, og forvis dig om at de forstår dem.

Du kan selvfølgelig ikke holde øje med dine børns brug af internettet når de ikke er hjemme. Derfor er det vigtigt at du indgiver dem nogle gode værdinormer så de kan vælge rigtigt når du ikke er til stede. * (Filipperne 2:12) Forklar dem tydeligt hvad det vil medføre hvis de ikke overholder de regler du har opstillet for brugen af internettet. Tøv ikke med at håndhæve reglerne.

„[En god moder] holder øje med hvordan det går hendes husstand.“ (Ordsprogene 31:27) Hold øje med dine børns brug af internettet, og fortæl dem at du gør det. Du skal ikke føle at du derved krænker deres privatliv. Husk at internettet er et offentligt forum. FBI råder forældre til at have adgang til deres børns brugerkonti på nettet og jævnlig tjekke deres e-mails og de websteder de har besøgt.

„Evnen til at tænke [vil] holde vagt over dig, dømmekraft værne dig, for at udfri dig fra den onde vej, fra enhver der fører fordærvet tale.“ (Ordsprogene 2:11, 12) Der er naturligvis grænser for hvor meget du som far eller mor kan overvåge og kontrollere. De normer du lærer dine børn, og dit eget eksempel, kan være til langt større beskyttelse for dem. Tag dig derfor tid til at tale med dem om hvad de kan komme ud for på nettet. En åben kommunikation med dine børn er det bedste forsvar mod farerne på internettet. En kristen far ved navn Tom fortæller: „Vi snakkede med begge vores drenge om ’slemme’ mennesker på nettet. Vi forklarede dem også hvad pornografi er, hvorfor man skal undgå det, og hvorfor de aldrig må kommunikere med fremmede.“

Du kan beskytte dine børn

Det kræver en indsats at beskytte sine børn mod farerne ved internettet, og den elektroniske adgang til medierne er i konstant forandring. Den nye teknologi kan indebære enestående fordele men også store farer for børn. Hvordan kan forældre hjælpe deres børn til at være på vagt over for disse farer? „Visdom er en beskyttelse,“ siges der i Bibelen. — Prædikeren 7:12.

Hjælp dine børn til at blive vise. Hjælp dem også til at undgå farerne ved internettet og at bruge det på en ansvarsbevidst måde. Så vil internettet kunne være et redskab som ikke er til fare for dine børn.

[Fodnote]

^ par. 7 Forældre bør huske at mange unge kan få adgang til nettet via mobiltelefoner og andre håndholdte apparater foruden visse spillekonsoller.

[Tekstcitat på side 8]

I Storbritannien er 57 procent af unge mellem 9 og 19 år som bruger internettet hver uge, kommet i kontakt med pornografi; men kun 16 procent af alle forældre tror at deres barn har set pornografi på nettet

[Tekstcitat på side 9]

Eksperter anslår at op mod 750.000 sexforbrydere dagligt gennemsøger chatrum og datingsider

[Tekstcitat på side 9]

I Danmark er 95 procent af de 16 til 19-årige på internettet mindst en gang om ugen

[Illustration på side 8, 9]

Kan du lære dit barn at bruge internettet på en ansvarsbevidst måde?