Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

„Har I nogen sinde set en bolivianita?“

„Har I nogen sinde set en bolivianita?“

„Har I nogen sinde set en bolivianita?“

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I BOLIVIA

VI KUNNE lige klemme os ind i det lille lokale. Det var ikke et sted vi forventede at finde noget usædvanlig smukt. En ung juveler hilste os velkommen fra sit slidte arbejdsbord, der flød med redskaber og skitser. Vi fortalte ham at vi ledte efter nogle smykker.

Han var venlig, og da vi fortalte ham at vi selv havde prøvet at lave smykker, lyste hans øjne af begejstring. Han begyndte at fortælle os om sit håndværk og viste os nogle af de ting han havde lavet. Det var tydeligt at han var en dygtig juveler. Så spurgte han os: „Har I nogen sinde set en bolivianita?“

En nyhed på markedet

Vores spørgende blikke fik ham til at rydde en lille plads på arbejdsbordet. Så tog han forsigtigt et sammenrullet, sort fløjlsklæde frem, og for første gang så vi de facetslebne bolivianit-ædelsten der umiddelbart virkede dyblilla. Men da vi holdt én af dem op mod lyset, kunne vi også se en gylden farve. Det er denne fascinerende kombination af lilla ametyst og ravgul citrin i en og samme sten som giver bolivianit sin unikke skønhed.

Bolivianit (på spansk bolivianita) er et varemærke for ametrin. Den blev første gang markedsført i 1989. Da vi hørte at Bolivia, hvor vi bor, menes at være det eneste sted i verden hvor ametrin er naturligt forekommende, kunne vi godt tænke os at se hvor disse sjældne men ikke ubetalelige ædelsten kommer fra.

En fantastisk rejse

Turen til minen viste sig at være noget af en oplevelse. I Puerto Suárez, i nærheden af den bolivianske grænse til Brasilien, gik vi om bord på en lille båd med påhængsmotor som skulle sejle os de 150 kilometer nordpå ad Paraguayfloden igennem naturreservatet Pantanal. Dyrelivet var fantastisk! Hejrer og kæmpestorke i luften, alligatorer i vandet og oddere der legede ved flodbredden.

Efter seks timers sejlads skulle vi køre det sidste stykke op til minen i en firhjulstrukket bil. Der arbejder omkring 120 mennesker i minen. To ingeniører tilbød venligt at vise os rundt. Minen strækker sig over et areal på cirka ti kvadratkilometer og har flere skakter, hvoraf nogle er næsten 60 meter dybe. Ingeniørerne fortalte at man anvender den traditionelle brydningsmetode med at bore og sprænge, men når man er kommet frem til de kostbare sten, foregår brydningen ved håndkraft. De rå sten sendes til forarbejdningsstedet, hvor 18 procent af dem slibes til smykkesten. Resten laves til perler, kugler eller prismer. Nogle stykker udskæres til skulpturer, og andre sælges som pynteting i deres rå form.

En grotte med krystaller

Inden vi blev ført ned i minen, fik vi handsker og sikkerhedshjelm på. Med lommelygte i hånden gik vi derefter ned ad seks trappeløb af træ, indtil vi stod i bunden af skakten cirka 20 meter nede. Vi fortsatte ind i en gang der bugtede sig. For enden af gangen blev vi mødt af et fantastisk syn. Vi stod og så ind i en fire gange tre gange en meter stor grotte med vægge og loft dækket af lilla- og guldfarvede krystaller. Ejeren af minen vil bevare grotten som den er, og åbne den for besøgende. Grotten er noget af det smukkeste vi nogen sinde har set.

Præcis hvordan to farver kan forekomme i den samme krystal, er man ikke klar over. Det lader til at der under kvartskrystallernes tilblivelse er sket en ændring i de geokemiske forhold eller i temperaturen, strålingen eller trykket. Dygtige gemmologer skærer og sliber stenene sådan at begge farver forekommer i alle ædelstenene.

Det var en uforglemmelig tur. Når vi tænker på den afsidesliggende mine og de anstrengelser der gøres for at bryde og slibe ædelstenene, glæder vi os endnu mere over bolivianittens skønhed. — Salme 104:24.

[Illustration på side 16, 17]

En minearbejder undersøger en krystal

[Illustration på side 16, 17]

Grotte dækket af krystaller

[Illustration på side 16, 17]

Brydning af krystaller

[Illustration på side 17]

En facetslebet smykkesten af bolivianit

[Kildeangivelse på side 16]

Alle fotos undtagen grotte: Minerales y Metales del Oriente, S.R.L.

[Kildeangivelse på side 17]

Ædelsten: Minerales y Metales del Oriente, S.R.L.