Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Kohejren — en ven af folk og fæ

Kohejren — en ven af folk og fæ

 Kohejren — en ven af folk og fæ

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I SPANIEN

DET må være en af de fredeligste koloniseringer i historien. Der blev ikke affyret et eneste skud eller udgydt en eneste dråbe blod. Ingen indfødte blev udnyttet, og intet land blev udplyndret. Ikke desto mindre blev det ene land efter det andet ubønhørligt invaderet.

Denne invasion fandt sted i løbet af det 20. århundrede. Men i det store og hele gik denne erobring af landområder ubemærket hen — kolonisterne var nemlig fugle. Det er lykkedes disse fugle at „besætte“ fem kontinenter. Denne opfindsomme fugl kaldes kohejren, eller Bubulcus ibis, hvis man foretrækker det videnskabelige navn.

En kolonisation uden fortilfælde

I århundreder levede kohejren fortrinsvis i det tropiske Afrika. Men for cirka 100 år siden slog den sig ned i Sydafrika. Ifølge nogle kilder krydsede kohejrer i løbet af 1930’erne Atlanten i så store tal at de kunne vinde fodfæste i Sydamerika. I midten af det 20. århundrede nåede de Florida, og ti år senere havde de bredt sig og fandtes fra Canada i nord til Argentina i syd. I 1954 skrev ornitologen Roger Tory Peterson: „Hvis kohejren . . . kom til den nye verden ved hjælp af vinden og sine to vinger, er det den eneste fugl fra den gamle verden der nogen sinde har etableret sig på Amerikas fastland uden menneskers hjælp.“

I dag er ornitologer enige om at hejrerne faktisk udførte denne imponerende bedrift. Det anslås at en hejre ved hjælp af passatvinde har kunnet krydse havet mellem Vestafrika og Sydamerika på omkring 40 timer. Men Atlanterhavet var ikke den eneste barriere de forcerede. Andre kohejrer fløj østpå indtil de nåede New Zealand. I den samme periode blev kohejren en almindelig fugl i det meste af Eurasien, hvor den nu havde bredt sig fra den Iberiske Halvø i vest til Japan i øst.

Kohejren er standfugl i lande med moderat klima, men i områder hvor vintrene er hårde, trækker den mod varmere himmelstrøg efter at ungerne er fløjet fra reden. Den begiver sig stadig ud på rejser til fjerntliggende steder, og fra tid til anden dukker den op på isolerede øer i Stillehavet og selv i Antarktis.

Hvad gjorde denne invasion mulig?

En væsentlig grund til at kohejren kunne sprede sig, har været dens tilpasningsevne og dens forhold til mennesker, især kvægavlere. De fleste hejrer æder dyr der lever i vand, men kohejren foretrækker insekter. Ofte færdes den sammen med kvæg. Den kan dog også finde på at følge elefanter, kænguruer, traktorer, eller endda skovbrande — ja, hvad som helst der kan forstyrre insekterne, som den lever af.

En hejre kan selvfølgelig godt finde føde uden andres hjælp, men den fjerklædte jæger benytter kvæget som klappere. Når kvæget går rundt på græsset, søger biller, fluer og græshopper væk. Den opmærksomme hejre, der går ved siden af kvæget, kan så snuppe de insekter som flyver hen imod den. Kvæget hjælper altså hejren med både at finde og fange  føde, og ifølge nogle beregninger kan de fange helt op til to eller tre insekter i minuttet! Ornitologer anslår at en hejre der omgås kvæg, kan mindske sit energiforbrug med 30 procent og øge sit fangstudbytte med 50 procent.

Dette jagtsamarbejde er ikke den eneste årsag til at det er lykkedes kohejrerne at sprede sig til hele verden. En anden grund er at kohejrer er meget udholdende flyvere. I forhold til ænders og duers flugt, der kan se let og ubesværet ud, virker hejrernes måde at flyve på lidt anstrengt. Men hejrer kan krydse Sahara, og som nævnt tidligere har de fløjet de 4000 kilometer der adskiller Vestafrika fra Sydamerika.

Det virker som om kohejrerne har en naturlig lyst til at opsøge nye steder, noget der også har bidraget til deres spredning. Hvilken anden insektædende fugl ville — tilsyneladende blot af nysgerrighed — drage helt ned til det øde Antarktis?

Kohejrerne kom vidt omkring, og de fandt ideelle levesteder praktisk talt overalt. På alle de kontinenter de nåede frem til, havde landmænd enten forandret store områder til kvægfarme eller til landbrugsjord der blev kunstvandet, og begge steder myldrer det med insekter. Hejrerne slog sig derfor ned og voksede i antal.

Til nytte for både folk og fæ

Det er nemt at iagttage disse hejrer, for de har en hvid fjerdragt, optræder i flokke og holder af at omgås kvæg. Når de snehvide kohejrer i formation flyver hen over markerne, er de ikke blot en pryd for omgivelserne, de virker også som skadedyrsbekæmpere. I Tanzania har man engang set en flok på 40.000 hejrer tage for sig af en græshoppesværm. Nogle landmænd har ligefrem anskaffet sig kohejrer for at bekæmpe insekter der ødelægger afgrøderne. En enkelt fugl kan daglig sætte 600 græshopper og fårekyllinger til livs.

Også kvæget drager nytte af en flok hejrer. Fuglene æder nemlig fluer og andre insekter som konstant er til gene for kvæget. Man skulle næsten tro at kvæget er klar over at kohejrerne er deres venner, for de finder sig godmodigt i at de frække hejrer en gang i mellem tager en ridetur på deres ryg.

’Hejre søger mage’

Kohejrer kan lide selskab, hvad enten de yngler, sover eller æder. I yngletiden bor de gerne sammen med andre storkefugle i et træ. Sådanne ’bofællesskaber’ lader til at holde rovdyr på afstand, noget alle fuglearterne har glæde af. Der er en farlig larm og hektisk aktivitet i disse ynglekolonier. Hejrerne holder sig ikke tilbage fra at stjæle kviste fra nærliggende reder, så fuglene kommer ofte op at næbbes. Nogle hejrer krummer sig beskyttende hen over deres rede, mens andre har travlt med at søge efter brugbare kviste der er faldet ned på jorden. Kohejrernes slægtninge, for eksempel storkene, som har bygget store reder på de mere fremspringende grene, ignorerer for det meste den store ståhej de er omgivet af.

Kohejrernes parringsleg er et imponerende skue. De strækker sig, klaprer med næbbet og hannen fremviser sin gule fjerdragt som han ’bryster sig med’ i yngleperioden. Når hannen eller hunnen ankommer til reden, bliver den modtaget af sin mage med en „hilseceremoni“, der blandt andet indbefatter at magen stolt viser sine prydfjer på ryggen. Det er ikke vanskeligt at få disse opvisninger at se, for fuglene tager sig ikke synderligt af menneskers tilstedeværelse.

Hvad enten du tager på Safari i Afrika, rejser gennem kvægområder i Nordamerika eller besøger rismarker i Østen, har du store chancer for at se disse charmerende fugle. Måske får du øje på kohejrer der går imellem fødderne på nogle elefanter, eller selvsikkert rider på ryggen af en ungtyr, eller som flyver på himmelen i skæret fra den nedgående sol. Hvor som helst du ser dem, sætter de uden tvivl et charmerende præg på landskabet, samtidig med at de gør et nyttigt arbejde for folk og fæ. Kohejrernes vidtstrakte kolonisering har vist sig at være en af de fredeligste i historien.

[Illustrationer på side 14, 15]

 Kohejren har spredt sig til fem kontinenter og føler sig ligeså meget hjemme blandt elefanter som blandt kvæg

Guyana

Australien

Kenya

USA

Spanien

[Kildeangivelse]

© Joe McDonald