Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Origami — kunsten at folde papir

Origami — kunsten at folde papir

Origami — kunsten at folde papir

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I JAPAN

FORESTIL dig et enkelt stykke papir der bliver forvandlet til en smuk tredimensionel trane. Vingerne er prægtigt udbredt, og fra fuglens yndefulde krop rejser der sig en lang, slank hals kronet med et elegant hoved og et karakteristisk næb. Det lyder utroligt, men tranen er dannet ved at man har foldet et kvadratisk stykke papir nøjagtig 12 gange.

De mange betagende figurer man kan frembringe ved at folde, åbne og bukke et fladt stykke papir, er en japansk kunstart der kaldes origami. Ordet i sig selv betyder ’foldet papir’. Man ved ikke præcis hvornår denne kunstart er opstået, men i Japan kan origami spores helt tilbage til oldtiden, hvor formelle dokumenter blev foldet på kunstfærdig vis. Man mener at origami under Edoperioden (1603-1867) udviklede sig til en form for fritidsaktivitet som alle kunne have glæde af. På det tidspunkt blev der udviklet nye foldeteknikker. Denne kunstart er gået i arv fra generation til generation, idet forældre har undervist deres børn og børnebørn. Mange japanere kan huske at de som børn stirrede med forbavselse på deres mor mens hun behændigt foldede papiret og skabte smukke figurer til dem.

Afhængigt af hvilke figurer der formes, kan origami grundlæggende opdeles i to kategorier. Den ene kaldes traditionel origami, hvor man former traner, frøer, både, balloner, insekter og planter. Den anden, som kaldes kreativ origami, adskiller sig fra de traditionelle teknikker der er blevet anvendt i århundreder. Med denne type origami frembringes der store dinosaurer, komplicerede insekter og andre indviklede figurer.

I nyere tid har man inden for mange fagområder, for eksempel arkitektur, anvendt grundreglerne fra origami til udformning af mange forskellige nyttige produkter. Origami er også blevet benyttet af ergoterapeuter som virkningsfuld genoptræning af ældre og handicappede.

At folde i origami

Hvordan folder man i origami? Traditionel origami er ikke svært. Det kræver intet specielt værktøj og ingen særlig oplæring — kun omhu og god iagttagelsesevne. Man har selvfølgelig brug for velegnet papir og må kende reglerne for at folde. Alle som tålmodigt og nøjagtigt folder et stykke papir, kan forvandle det til en betagende figur.

Man kan bruge enhver form for papir, inklusive avispapir, reklamer eller dekorativt gavepapir. Størrelsen, kvaliteten og farven på papiret kan man selv afgøre, alt efter hvad man har lyst til at lave. Men hvis man vil folde noget rigtig smukt, skal man nøje overveje farverne på det papir man vil bruge. Hvor attraktivt ens værk bliver, afhænger ikke kun af hvordan man folder papiret, men også af hvilket papir man bruger. Det er en god idé at anvende papir der er fremstillet specielt til origami. Det kan endda være at man vil bruge washi, som er håndlavet japansk papir. *

Det har stor betydning at papiret er helt kvadratisk når figurerne skal formes. Det kan man kontrollere ved at folde to modsatte hjørner sammen så papiret bliver til en trekant. Hvis alle kanterne flugter, er papiret skåret rigtigt.

For at få et flot resultat skal man folde papiret så hjørne passer til hjørne og kant følger kant helt nøjagtigt. Desuden skal man presse alle folder skarpt. Hvis man vil folde en trekant, skal man holde de to diagonale hjørner fast mellem tommel- og pegefinger mens man folder grundlinjen med den anden hånd. Ønsker man at folde det midt over til et rektangel, skal man sikre sig at alle hjørnerne passer nøjagtigt sammen, og mens man holder de modstående kanter mod hinanden, kan man folde grundlinjen.

På nogle origamifigurer skal man folde papiret og derefter åbne det igen, da folden først skal bruges i det efterfølgende trin. For at få forskellige virkninger kan man blandt andet krølle papiret, plissere det, rulle det, puste det op, vende det rundt eller trykke figuren flad.

Man kan have fornøjelse af origami hvor som helst og når som helst. Når først man har lært denne kunstart, er alt hvad man behøver, stort set kun papir. Ved blot at bruge fingrene kan man lave mange forskellige traditionelle figurer eller måske udtænke sine egne modeller. Hvis du prøver at lære origami ud fra nogle beskrivende tegninger, skal du være forberedt på at du til tider vil føle dig frustreret. Men hvis du møder nogen der kender til origami, så benyt dig af lejligheden til at lære kunsten at folde papir.

[Fodnote]

^ par. 9 Se artiklen Washi — håndlavet japansk papir efter gammel opskrift“ i Vågn op! for 8. januar 1992.