Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Levende juveler i insektverdenen

Levende juveler i insektverdenen

 Levende juveler i insektverdenen

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I SPANIEN

REGNSKOVENS tætte løvtag gemmer på tusindvis af levende juveler. Nogle af dem glimrer som guld og sølv; andre funkler som smaragder, rubiner og safirer. Disse skovens juveler, hvoraf mange endnu er ukendte, er biller.

Biller! Hvad får det dig til at tænke på? Groteske insekter i mørke farver som vimser rundt på jorden? Faktisk hører biller til de mest farverige skabninger man kender til, og er også nogle af de talrigeste. Ifølge The Guinness Book of Animal Records udgør de næsten 400.000 identificerede arter af Coleoptera — den dyreorden der omfatter biller — næsten en tredjedel af alle kendte dyrearter på jorden. Så hvis du nogen sinde skulle få lyst til selv at opdage en ny dyreart, kunne du jo prøve at lede blandt billerne. Entomologen Terry Erwin antager at der muligvis findes millioner af billearter som videnskaben endnu ikke kender. I kun 19 store tropiske træer fandt han forbløffende nok 1200 forskellige billearter.

En imponerende variation

I betragtning af hvor mange billearter der findes, er det ikke overraskende at biller findes i alle mulige størrelser og udformninger. Nogle er „så store at samlere førhen skød dem ned ved hjælp af luftbøsser der var ladt med sand, andre biller er så små at de kan få et lift på biers munddele. Der er endda biller som  finder vej ind i museer hvor de fortærer hele billesamlinger,“ oplyser tidsskriftet National Geographic.

En billesamling kan være mange penge værd. Billernes værdi afhænger både af hvilken farve de har, og af hvor sjældne de er. Torbister, en overfamilie af biller, findes i et væld af grønne og røde farver sammen med farver af guld og sølv. En højrød torbist kan koste over 1200 kroner, mens en torbist med en smuk gylden glans kan koste mere end det dobbelte.

Blandt træbukke, et navn der henviser til en familie af biller med lange følehorn, finder man imponerende og farverige mønstre. Andre biller funkler som ganske små mosaikker i alle regnbuens farver. Deres glitrende grønne og blå farver kan fuldt ud måle sig med dem man finder på kolibrier. Men biller er ikke kun værdifulde på grund af deres farver. De genbruger plantedele og dyreekskrementer og er derved også en vigtig del af økosystemerne.

Smykker lavet af insekter

Billesamlere er ikke de eneste der sætter pris på disse insektjuveler. I Nord- og Sydamerika laver nogle kvinder halskæder ved at trække en snor igennem dækvinger fra biller. Og i visse dele af Mexico limer man små glasstykker og perler på ryggen af pragtbiller — i øvrigt et passende navn — og bruger dem som levende brocher fæstnet til ejermandens tøj med en lille kæde.

Hvad enten du foretrækker at beundre billerne på afstand, eller du gerne vil undersøge dem på nært hold, er disse ’juveler’ levende eksempler på den fascinerende skønhed og kompleksitet der kendetegner jordens skabninger.

[Ramme/illustration side 16]

Bladbiller

Selvom nogle biller er smukke, kan de også være en plage. For eksempel bladbiller, som fortærer blade, stængler og rødder på mange forskellige planter og afgrøder.

Der findes omkring 25.000 bladbillearter, men mange landmænd tænker kun på én bestemt art når de hører ordet bladbille — coloradobillen. Nybyggere i Nordamerika oplevede første gang denne bille som en trussel mod kartoffelhøsten i 1859. Ved begyndelsen af det 20. århundrede havde bladbillen invaderet Europa, og den er nu spredt over hele kontinentet og findes også i Asien.

På grund af coloradobillens evne til at udvikle resistens over for insektgifte har den vist sig at være en næsten uovervindelig fjende. I dag bruger man derfor en kombination af landbrugsmetoder, biologiske metoder og kemiske metoder for at holde disse forslugne bladædere fra døren.

[Illustration]

Coloradobille, USA.

[Kildeangivelse]

Scott Bauer/Agricultural Research Service, USDA

[Ramme/illustrationer side 17]

Rekordindehavere i billeverdenen

▪ Biller har rekorden i længst levetid blandt insekter. De fleste insekter lever i mindre end et år, men visse pragtbiller kan blive over 30 år gamle, og man kender til en bille der blev 47 år. Pragtbiller „lægger deres æg under barken på levende træer,“ fortæller The Guinness Book of Animal Records. „Hvis et træ bliver fældet, er det ikke usædvanligt at tømmeret indeholder nogle larver der overlever og ender forskellige steder rundt om på jorden; eftersom nogle arter først er fuldt udviklede efter mange år, kan voksne biller pludselig dukke frem fra møbler.“

▪ Goliatbillen fra det tropiske Afrika er insektverdenens sværvægter. Hannen kan veje op til 100 gram, tre gange så meget som en husmus.

▪ I en konkurrence om hvem der er dyrerigets stærkeste vægtløfter (i forhold til sin størrelse), ville næsehornsbillen vinde. Den hører til torbisterne, en overfamilie af biller. Denne hårdføre skabning kan bære op til 850 gange sin egen vægt.

[Illustration]

Goliatbille, Den Demokratiske Republik Congo

[Kildeangivelse]

Faunia, Madrid

[Illustration]

Næsehornsbille, Ækvatorialguinea

[Illustration på side 16]

Pragttorbist, Mexico

[Illustration på side 16]

Pragttorbist, Honduras

[Illustration på side 16]

Pragttorbist, Costa Rica

[Illustration på side 17]

Træbuk, Indonesien

[Illustration på side 17]

Torbist, Thailand

[Illustration på side 17]

Pragtbille, Thailand

[Illustration på side 17]

Pragtbille, Ungarn

[Illustration på side 17]

Pragttorbist, Honduras

[Kildeangivelser på side 16]

Øverst til venstre og i midten: © David Hawks; til højre: © Barbara Strnadova/Photo Researchers, Inc.

[Kildeangivelser på side 17]

Øverst fra venstre til højre: Tre første: Faunia, Madrid; fjerde: Gyorgy Csoka, Hungary Forest Research Institute, www.insectimages.org; femte: © Barbara Strnadova/Photo Researchers, Inc.