Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Gå på opdagelse i Moldovas enestående ’vingrube’

Gå på opdagelse i Moldovas enestående ’vingrube’

 Gå på opdagelse i Moldovas enestående ’vingrube’

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I MOLDOVA

FIRS meter under Cricova, en forstad til Moldovas hovedstad, Chişinău, ligger en labyrint af menneskeskabte tunneler som tilsammen er 120 kilometer lange. Engang udvandt man kalksten fra disse mørke huler.

Men i de sidste 50 år har de kølige kældre været det ideelle sted til lagring og opbevaring af nogle af Europas fineste vine. Mere end 60 kilometer af den gamle grubes gange er fyldt med tønder og flasker i rækkevis. Den har plads til opbevaring af 350 millioner liter vin og skulle efter sigende være den største vinkælder i det sydøstlige Europa.

Videreførelse af en gammel tradition

Moldova er et ideelt land til dyrkning af druer. Det ligger på samme breddegrad som det kendte franske vindistrikt Bourgogne og har et tempereret klima og en frugtbar jordbund. Vinfremstilling i Moldova går helt tilbage til år 300 før vor tidsregning, hvor græske handlende, som de første, bragte vinstokke til landet. Selv om landet i de efterfølgende århundreder blev erobret af goterne, hunnerne og forskellige lensherrer, videreførte man traditionen med at fremstille vin.

Osmannerriget, som herskede over landet fra det 16. til det 18. århundrede, forsøgte af religiøse grunde at standse vinfremstillingen. Men i det 19. århundrede gjorde russiske zarer krav på landet, og de støttede aktivt vinproduktionen. De importerede forskellige druesorter fra Frankrig, og der blev sat skub i vindyrkningen. Efter den anden verdenskrig moderniserede Moldovas nye overherre, Sovjetunionen, systematisk vinindustrien. Faktisk gjorde den Moldova til Sovjetunionens førende område hvad angår produktion af vin og dyrkning af frugt. Russerne var de første der fandt ud af at den gamle kalkstensgrube var det ideelle sted til lagring af vin. Tag med ned i denne enestående kælder, og bliv indviet i nogle af dens hemmeligheder.

 En underjordisk by

Idet vi kører ind på vinkælderiets område, lægger vi mærke til et indgangstårn der er en del af en bygning som er hugget ud i kalkstensklippen. Bygningen, der minder om en fransk bondehytte, giver os slet ingen fornemmelse af det enorme tunnelsystem der findes under jorden. Umiddelbart efter at vi er kommet ind ad porten ved hovedindgangen, befinder vi os foran tunnelens store åbne gab. Vi er forbavsede over dens størrelse — to lastbiler kan uden problemer passere hinanden.

Vi kører ned i den underjordiske labyrint, og efter et par minutters kørsel slutter vores guide sig til os. Vi indser at det uden hende i bilen ville være meget nemt at fare vild i dette virvar af gange.

En af os spørger: „Hvad brugte man den kalksten til som tidligere blev udvundet fra gruben?“

„Den blev brugt til forskellige bygningsværker i Chişinău,“ svarer hun. „Kalksten har gode varme- og lydisolerende egenskaber og er derfor et glimrende byggemateriale.“

Da vi er kommet omkring 70 meter ned under jorden, er lyset blevet svagere, og halvmørket giver omgivelserne et uhyggeligt skær. Vi stopper i et kryds hvor „gaderne“ er opkaldt efter forskellige druesorter, og hvor der langs væggene er vinfade, eller tønder, i rækkevis. Pinot, Feteasca og Cabernet er bare nogle få af de gadenavne der skærper vores interesse.

Guiden fortæller os at egetræsfade hovedsagelig bliver brugt ved fremstillingen af ikkemousserende vine, mens mindre tønder af metal bliver brugt til de mousserende vine. Vi ser meget få arbejdere, og det får os til at spørge guiden om hvor mange ansatte der egentlig er. Hun svarer: „Der er omkring 300. På grund af kulden må man klæde sig varmt hele året rundt. Men det generer faktisk ikke de ansatte, for de mener at det ikke kun er vinen der har godt af den lave temperatur — den holder også mennesker unge.“

 Det næste stop på vores guidede tur er det sted hvor de mousserende vine bliver fremstillet. I hundredvis af flasker står på hovedet i en vinkel på 30 grader, og guiden fortæller os hvorfor: „Når flaskerne står i denne vinkel, samler urenhederne sig lige over proppen. Så bliver flaskehalsen lynnedfrosset, hvorefter proppen let kan trækkes ud sammen med bundfaldet. Til sidst lukkes flasken med den endelige prop.“

Snart når vi frem til området med årgangsvine, og vores guide fortæller: „Her opbevares der over en million flasker med årgangsvin. Næsten alle vinproducerende lande i Europa har deponeret nogle af deres bedste produkter under vores kælderhvælvinger. Den ældste vin er fra vinhøsten i 1902, og det er en flaske jødisk påskevin fra Jerusalem. For nogle år siden blev der budt 100.000 dollars [cirka 650.000 kroner] for denne flaske, men tilbuddet blev afslået. Flasken blev åbenbart betragtet som uvurderlig.“

Vi får også at vide at vinflaskerne i dette område bliver opbevaret i fuldstændigt mørke undtagen i de få minutter hvor en gruppe er på rundvisning. Et hurtigt kig på de støvede flaskers etiketter afslører at de fleste af vinene faktisk er ældre end vi er!

Rundvisningen slutter i vinsmagningsrummene. Det største af dem kaldes Præsidentbanketsalen. Her står der et langt, massivt egetræsbord med 65 stole omkring. Under Sovjetstyret holdt man statsbanketter i dette rum, og den oplyste og farvestrålende sal er stadig et passende sted til afholdelse af statslige arrangementer.

Sala Casa Mare (Gæstesalen) har siddepladser til 15 personer og er møbleret i traditionel moldovisk stil. I „Banketsalen på bunden af Det Sarmatiske Hav“ kan der sidde i alt 10 personer ved to halvcirkelformede borde og prøvesmage vin og få noget at spise. Det mest interessante her er loftet. Oprindelig var rummet nemlig en undersøisk grotte, og man kan tydeligt se forsteninger af skaldyr og levn fra forskellige havdyr og planter. Vores guide minder os om at hele det nuværende Moldova faktisk har ligget på „bunden af Det Sarmatiske Hav“.

Det er egetræer fra det lokale område der er brugt til fremstilling af møblerne i alle disse rum, også dem i Jurij Gagarin-banketsalen. Den kendte kosmonaut besøgte Cricova den 8.-9. oktober 1966, og i et takkebrev skrev han: ’Her vil selv den mest kræsne vinkender kunne finde en vin der falder i hans smag.’

Vores guide bemærker: „Vi har haft besøgende fra over hundrede forskellige lande i de 50 år vinkældrene har eksisteret. I Sovjettiden var vores mousserende vine kendt som russisk champagne. Kun få vidste dengang at de stammede fra Moldova. Men i dag markedsfører vi vores mousserende vine under navnet Cricova, og vi har både røde og hvide typer.“ Det er en spændende rundvisning vi har fået, og vi takker vores guide for de mange detaljerede oplysninger hun har givet os.

Vi forlader den underjordiske labyrint med følelsen af at have været i en helt anden verden. Udenfor er det varmt, og solen skinner fra en skyfri himmel. På vej tilbage til Chişinău kører vi forbi endeløse rækker af velplejede vinstokke der bugner af druer som næsten er modne til høst.

[Kort på side 25]

UKRAINE

RUMÆNIEN

MOLDOVA

Chişinău

[Illustration på side 24]

Cricovas vinkælderi med indgangstårnet

[Illustration på side 24]

Et af vejskiltene i den store labyrint af underjordiske gange

[Illustration på side 24]

Indkørselstunnel til vinkældrene

[Illustration på side 24]

Over en million flasker årgangsvin opbevares her