Sådan fik jeg et meningsfyldt liv

FORTALT AF ERNEST PANDACHUK

Jeg er født på Saskatchewans prærier i Canada. Da jeg var 23, rejste jeg til Afrika, hvor jeg tilbragte 35 spændende år som missionær. Det var ikke tilfældighedernes spil at mit liv udviklede sig på den måde. Lad mig fortælle om min baggrund.

MIT barndomshjem var en simpel hytte, hvor vi kun med nød og næppe kunne holde varmen i de hårde vintre på prærien. Mine forældre fik i alt ni børn. I 1928 modtog far og mor noget bibelsk læsestof af en der besøgte vores hytte. De brugte den lange vinter der fulgte, på at studere Bibelen ved hjælp af disse publikationer. Da foråret kom, var de ikke i tvivl om at de havde fundet sandheden. De fortalte både familie, venner og omkringboende om denne sandhed.

Jeg blev født i 1931 og fik på kort tid fem yngre søskende. Det var en fast del af vores hverdag at læse og studere Bibelen. Jeg husker med glæde de morgenstunder vi havde sammen. Under fars ledelse drøftede vi en passage fra Bibelen, også selv om der var gæster. Og mor og far samt de ældste af børnene skiftedes til at læse højt fra de bibelske publikationer.

Far lærte os at læse og skrive, og han viste os hvordan man kunne finde skriftsteder ved at bruge bibelordbøger. Gennem spændende drøftelser blev vi meget tidligt undervist i at fortælle andre om vores tro og ræsonnere med dem ved hjælp af Bibelen. Efterhånden lærte jeg den så godt at kende at jeg kunne gendrive falske religiøse læresætninger. Jeg kunne bevise at sjælen ikke er udødelig, at der ikke er noget brændende helvede, og at Gud og Jesus ikke er den samme person eller dele af en såkaldt treenighed. — Prædikeren 9:5, 10; Ezekiel 18:4; Johannes 14:28.

Far og mor underviste også ved deres eget eksempel og tilskyndede os til at holde fast ved det der er rigtigt, selv om det kunne gøre os upopulære. De havde for eksempel aldrig røget, og de fortalte advarende os børn om tobakkens skadelige virkninger og om det pres andre i skolen måske ville lægge på os for at få os til at ryge. Jeg husker at min far sagde: „De vil måske  kalde dig en tøsedreng fordi du ikke vil ryge. Men så kan du bare sige: ’Hvem er egentlig den stærkeste? Den der er slave af tobakken, eller den der er herre over tobakken?’“

Da jeg var 11, blev jeg udsat for en prøve på om jeg ville holde fast ved det jeg havde lært ved hjælp af Bibelen. Den anden verdenskrig var begyndt, og i skolen skulle børnene sværge flaget troskab. Jeg kunne ud fra mit studium af Bibelen se at en sådan troskabsed var en tilbedelseshandling, så det nægtede jeg at være med til. Det resulterede i at jeg blev bortvist fra skolen i et halvt år.

Med tiden gjorde jeg min skolegang færdig, og i marts 1947 indviede jeg mig til Jehova Gud og blev døbt. Et halvt år efter blev jeg pioner, eller heltidsforkynder af den gode nyhed. I begyndelsen forkyndte jeg i det sydlige Saskatchewan for landmænd og landarbejdere på gårdene i hele det store område. Om sommeren red jeg rundt på hesteryg, og i de kolde vintre anvendte jeg en hestetrukket, overdækket kane, en såkaldt caboose. Den var opvarmet af en lille ovn, så jeg måtte passe på ikke at kæntre i snedriverne.

Landbefolkningen var venlig og gæstfri. Besøgte jeg nogle hen på eftermiddagen, blev jeg ofte indbudt til at overnatte. Jeg elskede de livlige bibelske samtaler der fulgte. En hel nats drøftelse hos familien Peterson førte til at to i husstanden, Earl og hans mor, blev aktive Jehovas Vidner.

Min tjeneste i Quebec

I 1949 var der behov for pionerer der kunne støtte forkyndelsen i provinsen Quebec, og jeg meldte mig. Omkring 200 pionerer fra det vestlige Canada fulgte også opfordringen. De ankom til Montreal i september og skulle tildeles distrikter der var spredt over hele provinsen. Quebec havde på det tidspunkt en katolsk premierminister, Maurice Duplessis, som rent ud erklærede at han ville befri provinsen for Jehovas Vidner.

Det var en travl og spændende tid fyldt med udfordringer. Ud over at skulle lære det franske sprog måtte vi leve med risikoen for at blive arresteret, blive udsat for pøbelangreb og få afbrudt vores kristne sammenkomster af ubudne fanatikere. Denne form for intolerance kunne dog ikke skræmme mig eller få mig til at vakle i min beslutning om at tjene Gud. Mine forældre havde indgivet mig kærlighed til retfærdighed og tro på at det verdensomspændende forkyndelsesarbejde, som forudsagt af Jesus, nok skulle blive gennemført trods modstand. — Mattæus 24:9, 14.

Mens jeg var pioner i Quebec, mødte jeg Emily Hawrysh, en trofast pioner fra Saskatchewan. Emily har siden vores bryllup den 27. januar 1951 været mig en loyal medarbejder og en trofast støtte. Vi havde begge et ønske om at blive brugt endnu mere i tjenesten, så vi sendte en ansøgning og blev indbudt til at gennemgå et kursus på Vagttårnets Bibelskole  Gilead for at blive uddannet som missionærer. Vi udgik fra Gileadskolens 20. klasse i februar 1953.

Mens vi ventede på at få vores indrejsepapirer til Afrika i orden, fik vi den forret at arbejde sammen med menigheder af Jehovas Vidner i Alberta og Ontario i Canada. Dengang rejste vi med offentlige transportmidler fra menighed til menighed, så vi lærte at forenkle tilværelsen og havde alt hvad vi ejede, med i en kuffert. Da vores billetter og indrejsetilladelse få måneder senere var i orden, tog vi af sted til Sydrhodesia, det nuværende Zimbabwe.

Vi tilpasser os livet i Afrika

Vi havde knap nok været i Afrika i fem måneder da vi fik til opgave at besøge grupper af Jehovas Vidner i Zimbabwe, Botswana og den sydlige del af Nordrhodesia (nu Zambia). På Gileadskolen var vi blevet opfordret til ikke at drage sammenligninger mellem vores missionærdistrikt og vores hjemland, men at huske at vi, uanset hvad vi kom ud for, altid kunne lære noget af det. Sådanne vise råd hjalp os til at have den rette indstilling. Og helt frem til denne dag har Emily og jeg kunnet tilslutte os udtalelsen: „Få det bedst mulige ud af enhver situation; den kommer måske aldrig igen.“

Når vi rejste fra sted til sted, benyttede vi de befordringsmidler der var til rådighed, såsom tog, bus, lastbil eller cykel. Det kunne være meget anstrengende, men der var andre forhold som gjorde det nødvendigt for os at ’få det bedst mulige ud af situationen’. I de første to år måtte Emily ikke rejse med mig ind i stammeområderne grundet visse juridiske begrænsninger. Jeg måtte hver gang efterlade hende i en stationsby hvor der ofte ikke var andre Jehovas Vidner. Jeg beundrede og elskede Emily for hendes tro, mod og beslutsomhed, og desuden var hun jo årsag til at der blev forkyndt i disse byer.

Først fandt hun sig et logi hos en af de lokale indbyggere, og så gav hun sig til at forkynde i nærheden og blev ved lige til jeg kom tilbage fra stammeområdet. Undertiden arbejdede hun alene i en hel måned. Styrken og beskyttelsen hentede hun ved at lægge alt i Jehovas vældige hånd, og hendes tjeneste bar frugt. En af dem der reagerede velvilligt på budskabet fra Bibelen, var Rita Hancock, og senere sluttede hendes mand sig til. Han blev en trofast broder og tjente som kristen ældste lige til sin død. I dag er der velfungerende menigheder i nogle af de byer hvor Emily såede Bibelens sandhedskorn.

Afrikansk gæstfrihed og opfindsomhed

Det bevægede mig meget at erfare hvor højt vores afrikanske brødre og søstre i stammeområderne værdsatte Jehovas organisation og de rejsende tilsynsmænd. Disse kærlige kristne brødre viste mig stor omsorg. Hver mandag rejste jeg fra det ene stævneområde til det andet. Ofte blev jeg indkvarteret i en nyopført græshytte, som fik mig til at tænke på min barndom i Saskatchewan. Min seng var et 30 centimeter tykt græsdække der var lagt ud på gulvet med et lagen over.

Stævnerne i stammeområderne blev som regel holdt ude i skoven. Stævnedeltagerne ryddede underskoven og lod træerne stå så deres rigelige løvhang kunne give skygge. Siddepladserne lavede man af græs som man bundtede omhyggeligt sammen og arrangerede i pæne rækker. Endelig lavede man et hegn af græs rundt om lysningen. I disse naturskønne omgivelser rørte det mig altid dybt at høre vore afrikanske brødres og søstres melodiøse stemmer når de i uforglemmelig harmoni priste Jehova i sang.

En mindeværdig oplevelse

Under min tjeneste i Afrika mødte jeg Gideon Zenda, en højtstående undervisningsinspektør for nogle missionsskoler drevet af den anglikanske kirke. Gideon havde fået sin uddannelse, deriblandt et universitetsophold, gennem kirken. Men han havde endnu ikke fået tilfredsstillende svar på sine mange bibelske spørgsmål. Han foreslog derfor at vi arrangerede et møde hvor han og hans kolleger  kunne stille mig spørgsmål. Der var samlet omkring 50 til dette møde, deriblandt undervisningsinspektører, skoleledere og lærere. Gideon var ordstyrer ved mødet. Vi gennemgik systematisk emne efter emne. Jeg brugte et kvarter på hvert emne, og derefter var der spørgetid. Mødet varede i adskillige timer.

Dette usædvanlige arrangement førte til at Gideon, hans familie og et stort antal af hans kolleger indviede sig til Jehova og lod sig døbe som hans tjenere. Derfor afskedigede den lokale biskop dem fra den anglikanske kirkes uddannelsessystem. Det skræmte dem dog ikke; de forblev urokkelige i Jehovas tjeneste, og nogle blev endda pionerer.

Reaktionen på en opsigtsvækkende film

I 1954 modtog vi en film som Jehovas Vidner havde produceret. Den havde titlen Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed. Året efter ophævede man loven om at en kvinde ikke måtte tage med sin mand ind i stammeområderne. Nu kunne Emily rejse med mig rundt i disse områder. På det tidspunkt havde vi et motorkøretøj, en transportabel generator og et forevisningsapparat så vi kunne vise filmen i stammesamfundene. Vores filmforevisninger vakte stor opmærksomhed, da mange aldrig før havde set en film. Filmen viste hvordan bibler og bibelske publikationer trin for trin blev produceret på vores store trykkeri i Brooklyn, New York.

Filmen skildrede blandt andet Jehovas Vidners internationale brodersamfund under det store stævne på Yankee Stadium i New York i 1953. Afrikanerne havde aldrig før set så mange forskellige racer samlet i enhed og kærlighed. Efter at have set filmen begyndte mange zimbabwiske familier at studere Bibelen og komme til Jehovas Vidners møder. Vi fik utallige henvendelser fra skoleledere rundt om i landet som forstod den undervisningsmæssige værdi af en sådan film og gerne ville have at deres elever skulle se den.

En sen aften blev jeg vækket af nogle brødre der spurgte om jeg ikke nok ville vise filmen. Omkring 500 mennesker havde gået adskillige timer for at komme til at se den film som de havde hørt jeg viste i området. Da denne gruppe brød op, var der kommet 300 flere til. Så viste jeg den en gang til. De sidste tilskuere gik først klokken tre om natten. Over en sytten års periode var der, alene i Zambia, mere end en million mennesker der så denne magtfulde film.

En ny opgave

Efter at have tilbragt fem og et halvt år i Zimbabwe blev vi overflyttet til Sydafrika. Det betød at vi var nødt til at lære afrikaans. Senere lærte vi også at tale sesotho og zulu. Eftersom vi nu kunne forkynde på flere sprog, var vi mere effektive i tjenesten, og det var meget tilfredsstillende.

I begyndelsen af 1960’erne kom vi i rejsetjenesten i Sydafrika. I de næste 27 år rejste vi vidt omkring i Lesotho, Namibia, Sydafrika og Swaziland samt på øerne Ascension og Sankt Helena i det sydlige Atlanterhav. Vi har rejst over hundrede tusind kilometer for at betjene vore kristne brødre og søstre. Deres eksempel i tro og loyalitet under ugunstige omstændigheder står for os som en opmuntring til aldrig at give op.

Jeg har personligt kendt nogle forkyndere i Swaziland der holdt fast ved deres tro og ikke gik på kompromis da kong Sobhuza II døde. De ville ikke tage del i visse ubibelske ritualer der fandt sted når en af høj rang døde, og de blev derfor bortvist fra deres arbejdsplads og nægtet deres borgerlige rettigheder. Mange år med afsavn og trængsler fik dem ikke til at give afkald på deres tro. Jeg vil altid sige Jehova tak for at jeg har haft den store forret at kende sådanne  prægtige brødre og søstre og have talt med dem ansigt til ansigt.

Lad mig især fremhæve Philemon Mafareka fra Lesotho. Han var pioner i byen Mokhotlong, som ligger i bjergene i 3000 meters højde. Ved en lejlighed gik han og hans kone og deres to børn sammen med fire dåbskandidater over 100 kilometer for at overvære et stævne. Stedet hvor stævnet blev holdt, lå i 1200 meters højde. Terrænet var meget stejlt. Det meste af vejen måtte de klatre igennem kløfter og vade over vandløb og floder.

På turen hjem fra stævnet medbragte de omkring et hundrede eksemplarer af bogen Sandheden der fører til evigt liv, som de havde tænkt sig at tage med til folk i deres hjemby. Men undervejs mødte de så mange der gerne ville have bibelsk læsestof, at deres forsyning af bøger blev opbrugt før de nåede hjem. Det har været et stort privilegium for Emily og mig at kende sådanne nidkære kristne som Philemon og hans kone personligt; det vil vi altid være dybt taknemmelige for.

Vi har undertiden været udsat for farefulde situationer med pludselige oversvømmelser og giftslanger, deriblandt kobraer, foruden andre ubehageligheder. Hvor frygtindgydende disse situationer end var, blegner de til ubetydelighed når vi tænker på de velsignelser og glæder vi har haft i Jehovas tjeneste. Vi har erfaret at han aldrig svigter sine loyale.

På et tidspunkt hvor Emily havde alvorlige helbredsproblemer, gav Jehova os visdom til at klare situationen på en ligevægtig måde. En anderledes kost og bedre sanitære forhold hjalp på hendes tilstand. Vi byggede en ladvogn om til en lille beboelsesvogn så Emily fik bedre forhold når vi rejste, og med tiden genvandt hun sit gode helbred.

Hjem til Canada

Efter 35 års missionærtjeneste på det fascinerende afrikanske kontinent vendte vi i 1988 tilbage til Canada. I 1991 begyndte vi igen i rejsetjenesten. Otte år efter fik jeg et slagtilfælde. Siden da har det været stærkt begrænset hvad jeg har kunnet udrette, men jeg har stadig den glæde at tjene som ældste i en af menighederne i London i Ontario.

Jeg ser med tilfredshed tilbage på den tid hvor jeg begyndte som pioner på hesteryg i det sydlige Saskatchewan for omkring 56 år siden. Jeg er taknemmelig for at far gjorde så meget ud af at lære os at tænke åndeligt og aldrig at være bange for at stå op for sandhed og ret. Det var ham der åbnede Guds ord for mig — hvilket har givet mig et meningsfyldt liv. Denne arv har bragt mig store glæder alle mine dage. Jeg ville ikke bytte det liv jeg har haft i Jehovas tjeneste, for noget som helst af det denne verden kan tilbyde.

[Illustration på side 19]

Min far og mor med alle deres ni børn i 1949. Mor står med den yngste. Jeg står bag hende

[Illustration på side 20]

Jeg byggede denne „caboose“ til brug i tjenesten

[Illustration på side 20]

Søstre i Quebec som blev arresteret for at have forkyndt

[Illustration på side 22, 23]

Jeg var med til at oplære disse rejsende tilsynsmænd i Zimbabwe

[Illustration på side 23]

Vi byggede denne beboelsesvogn på grund af Emilys helbred

[Illustration på side 23]

Emily og mig som vi ser ud i dag