Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Et fascinerende møde med gråhvalen

Et fascinerende møde med gråhvalen

 Et fascinerende møde med gråhvalen

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I MEXICO

„Det der først og fremmest gør indtryk på en når man nærmer sig en sovende hval, er dens enorme størrelse. Det er et betagende, ja, overvældende syn. Fra tid til anden kan man høre hvalen ånde, og man bliver måske stænket med dråber fra dens blåst. Det er i sådanne øjeblikke at vi mennesker erkender at vi nærmer os en livsform som overstiger vores fatteevne; et gådefuldt væsen iført et bemærkelsesværdigt sort, cylindrisk legeme.“ — Jacques-Yves Cousteau, undervandsforsker.

OVENSTÅENDE ord beskriver rammende hvad vi følte da vores lille motorbåd nærmede sig gråhvalerne i Magdalena-bugtens glitrende vand i Baja California i Mexico. Vi havde længe ønsket at iagttage disse majestætiske skabninger, som hvert år foretager en vandring til lagunerne i Baja California for at parre sig og yngle.

Vores guide standsede motoren og roede sagte nærmere. Hvalerne lod ikke til at tage notits af det. Vi betragtede deres parringsritual, hvor de rullede rundt, blæste og dykkede ned alt imens de vigtede sig med deres halefinne. Nogle af dem var på ’orienterings-kik’ — de stak lige hovedet op af vandet for at se sig omkring.

 Vores guide fortalte os at det ganske vist er forbudt at komme tættere på hvalerne end 30 meter, men at det jævnlig sker at nysgerrige moderhvaler og deres unger nærmer sig en motorbåd og finder sig i at man rører ved dem!

En kamp for at overleve

Dette møde gav os lyst til at vide mere om gråhvalen. Vi fandt ud af at ihærdige hvalfangere i 1800-tallet drastisk havde reduceret hvalbestanden i det østlige Stillehav. Med tiden var efterspørgselen efter hvalens tran og knogler faldet, og bestanden atter vokset. I begyndelsen af 1900-tallet, da bådene blev ’flydende fabrikker’ som gjorde det muligt for hvalfangerne at forarbejde hvalerne på skibet, fik hvalfangsten igen et opsving. Endnu en gang var gråhvalen i det østlige Stillehav tæt på at blive udryddet.

I 1947 blev gråhvalen fuldstændig fredet af Den Internationale Hvalfangstkommission. Og i de senere år har den mexicanske stat endda oprettet hvalreservater og naturreservatet Reserva de la Biosfera El Vizcaíno. *  Nu ligger bestanden af gråhvaler på omkring 26.000, og gråhvalen er ikke længere nogen truet art.

Gråhvalens forbløffende vandring

Om sommeren har gråhvalerne deres fourageringsområder langt nordpå, i Beringshavet og Tjukterhavet. Her mæsker de sig med krebsdyr og opbygger et spæklag til deres 16.000 kilometer lange vandring sydpå til Baja Californias laguner og tilbage igen. Hvalerne svømmer med en hastighed af 5-10 kilometer i timen, så det tager dem mellem to og tre måneder at nå deres bestemmelsessted. De mister en stor del af deres kropsvægt under vandringen til Baja California og i de måneder de opholder sig dér, for de lever næsten udelukkende af deres fedtreserver.

Det er de drægtige hunner der ankommer først til lagunerne, hvor de føder i det rolige farvand. Ungen kommer til verden med halen først og må hurtigst muligt bringes op til overfladen så den kan ånde. Fødselen overværes af to andre hunner, der fungerer som jordemødre. Hunnen er drægtig i 12-13 måneder og får normalt én unge hvert andet eller tredje år. Forestil dig at skulle sætte en baby i verden der vejer 680 kilo og er cirka 5 meter lang!

Hvalungerne dier i omkring otte måneder, og den mælk de får, består af 53 procent fedt — ti gange mere fedt end der er i komælk. Hvalerne bliver i lagunerne i to-tre måneder, fra januar til midt i marts, så ungerne har mulighed for at opbygge et tykt spæklag som de kan tære af på rejsen mod nord, og som kan holde dem varme i de arktiske egne, hvor vandet er betydeligt koldere.

Det var spændende at få mere at vide om gråhvalen; især mødet med disse dyr på deres levested var en uforglemmelig oplevelse! Disse skabninger fik os til at tænke over ordene i Salme 148:7: „Lovsyng Jehova fra jorden, havuhyrer og alle dyb.“

[Fodnote]

^ par. 9 Den Internationale Hvalfangstkommission tillader i dag kun indfødte folkeslag i Alaska og Sibirien at fange hvaler, og dét til eget forbrug. Disse forholdsregler har gavnet gråhvalen. Og på grund af dens adfærd, som guiden fortalte os om, betragter lokalbefolkningerne gråhvalen som venligsindet.

[Ramme/illustration på side 17]

HVAD SPISER EN GRÅHVAL, OG HVORDAN?

Gråhvalen er en bardehval, så i stedet for tænder har den bardeplader (som vist på foto). De er cremefarvede, mellem 5 og 25 centimeter lange og hænger ned fra hver side af overkæben. Disse plader er af keratin — det samme materiale som vores negle er dannet af. Gråhvalen søger sin føde på havbunden. Den suger aflejringer og krebsdyr til sig og sier vandet fra med bardepladerne.

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af Gray whales with Winston

[Ramme/illustration på side 18]

FAKTA OM GRÅHVALEN

■ Gråhvalens hud har lyse pletter, som skyldes rankefødder og snyltere.

■ Hannerne kan blive op til 14 meter lange — længere end en bybus — og hunnerne er lidt større.

■ Dens strube er forsynet med to til fem furer, sådan at den kan udvide struben mens den indtager føde.

■ Gennemsnitsvægten for en gråhval er 16 tons, men nogle har vejet helt op til 30-40 tons.

■ Gråhvalen dukker op til overfladen mellem hvert tredje og femte minut for at trække vejret, men den kan blive under vandet i op til 15 minutter.

[Kildeangivelse]

© Richard Herrmann/​Seapics.com

[Illustration på side 16, 17]

Gråhvaler på ’orienterings-kik’

[Kildeangivelse]

© Michael S. Nolan/​Seapics.com

[Kildeangivelse på side 16]

© Howard Hall/​Seapics.com