Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Fra voldsom vulkan til fredelig ø

Fra voldsom vulkan til fredelig ø

Fra voldsom vulkan til fredelig ø

IDET båden tager en sidste drejning i retning af havnen på den græske ø Santorini, møder der os et betagende syn. En høj mur af truende klipper rejser sig godt 300 meter op af havet. De hvide huse står skarpt aftegnet på de stejle skrænter. Øens skarpe omrids, klippefremspringene og mangelen på typiske østrande tyder på at der er hændt noget særligt her. Og det er der også. Øen Santorini er den tilbageværende østlige del af en vulkan der har været i udbrud, og vi sejler nu i det vand der engang fyldte dens krater.

Dannelsen af en ø

I oldtiden blev øen Santorini — i dag også kendt under navnet Thira — kaldt Strongili, der betyder „den runde“. Og øen var rund. Men ifølge eksperter ændrede et kraftigt vulkanudbrud øens form for næsten 3500 år siden. Øjensynlig forårsagede den voldsomme eksplosion dannelsen af en stor ellipseformet lagune på midten af øen, en caldera, som blev fyldt op af havet.

Nogle vulkanologer antager at braget fra eksplosionen forplantede sig til Europa, Asien og Afrika, og at bygninger i en radius af op til 150 kilometer væltede. De mener at den kvælende aske må have spærret for sollyset i hele Middelhavsområdet i adskillige dage. I alt forsvandt 80 kvadratkilometer af øen op i luften eller ned i havet. Alt liv blev udslettet.

Med tiden blev den tilbageværende del af øen beboet af folk fra fastlandet, og øen blev omdøbt til Calliste, der betyder „den smukke“. Men for tilflytterne betød dét at bo på en vulkan i bogstaveligste forstand at være på gyngende grund. I årene mellem 198 før vor tidsregning og 1950 efter vor tidsregning har der været 14 udbrud. I 1956 blev mange af husene desuden ødelagt af et jordskælv. „Jorden rystede og skælvede som gelé,“ fortæller Kyra Elini, en ældre dame som overlevede katastrofen. „Foran mit hus højt oppe på klippen var der en grusvej. Pludselig skred vejen ned mod havet og efterlod mit hus næsten frit svævende i luften! Vi måtte forlade det og bygge et nyt på mere stabilt terræn.“

Ødelagte landsbyer blev hurtigt bygget op igen, overvejende af udlændinge. I dag er Santorini vært for tusinder af besøgende der strømmer til hver sommer. Ud over Santorini er den mindre ø Thirasia og den lille ubeboede ø Aspronisi tilbage.

Derudover er der to vulkanske småøer som er dannet midt i Santorinis caldera — Nea Kameni og Palaia Kameni. Der kan stadig ses vulkansk aktivitet på disse nyligt dannede småøer når den ’sovende kæmpe’ indimellem vågner op og udspyr røg. Santorini ændrer sig hele tiden, så fra tid til anden må der tegnes nye kort over øen.

At bo på afgrundens rand

På randen af calderaen er der ingen skråninger, kun skrænter der går brat ned. Det stejle landskab gør det enkelt for øboerne at bygge huse: De udhugger en vandret tunnel i klippen, bygger en mur over hullet og flytter ind. Ja, de fleste af husene på calderaen er hugget ind i klippen.

Foran alle disse huse er der en gårdhave, eller balkon, med udsigt over calderaen. Balkonen på det øverste hus udgør taget på det hus der ligger nedenunder. Man kan nyde nogle helt eventyrlige solnedgange fra disse balkoner når den mørkerøde sol langsomt og majestætisk forsvinder i havet. På nogle af balkonerne er der også indrettet et lille køkken, med krukker af duftende urter og blomster, samt et hønsehus eller to.

Det der er særlig karakteristisk ved landsbyerne, er at der slet ikke er nogen lige linjer. Hvælvingerne er heller ikke symmetriske. Linjer og kurver går på kryds og tværs af hinanden og danner de mest usandsynlige former. Det giver klyngerne af huse et blødt og tiltalende præg der står i kontrast til øens forrevne og skarpe konturer.

Der er meget tørt på Santorini. Det eneste tilgængelige vand er det regnvand som bliver opsamlet i cisterner. Men mulden er frugtbar. Øens begrænsede indland frembringer derfor en stor variation af afgrøder.

For både turisten og den indfødte er Santorini et enestående og storslået vidnesbyrd om vor planets skønhed.

[Ramme på side 18]

FORBINDELSEN MED ATLANTIS

Et sagn der sandsynligvis er opstået i Ægypten, som har overlevet i klassiske græske værker og senere er dukket op i arabiske geografers overlevering i middelalderen, er sagnet om det forsvundne Atlantis — et kontinent, en ø eller en by. Atlantis sank antagelig i havet som følge af jordskælv og flodbølger. Nogle arkæologer mener at sagnet har sine rødder i den vulkanske eksplosion på Santorini.

Udgravninger som blev påbegyndt i årene 1966/67, afdækkede en rig, kongelig minoisk by der lå begravet under den vulkanske aske. Den var lige så velbevaret som ved tiden for ødelæggelsen. Det ser ud til at tidlige advarsler havde fået indbyggerne til at forlade området i tide. Nogle forskere er fremkommet med den tanke at indbyggerne havde så svært ved at indrømme at deres engang så prægtige by nu var forsvundet, at det gav næring til legenden om Atlantis, som en by der trivedes i bedste velgående på havets bund.

[Illustration på side 16]

Santorini

[Illustration på side 17]

Jehovas Vidner nyder at forkynde på Santorini

[Illustration på side 18]

Udsigt over Det Ægæiske Hav fra Santorinis terrasser