Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Mikronesien

Mikronesien

Mikronesien

Paradis. Dette ord får dig måske til at tænke på en frodig tropeø, en klar, blå himmel, palmetræer der svajer i brisen, hvide sandstrande, rent havvand fyldt med farvestrålende fisk og en smuk solnedgang. Mikronesien passer til denne forestilling om Paradiset. Øernes skønhed er betagende.

Men der findes også noget her som man aldrig ville forbinde med et paradis. Disse øer blev slemt tilredt som følge af hårde kampe under den anden verdenskrig, og i dag kæmper Mikronesiens befolkning med økonomiske problemer, kriminalitet og sygdomme. Stadig flere indser at menneskenes store problemer må løses før dette område kan blive et virkeligt paradis.

Variation der sætter kulør på tilværelsen

Mikronesien består af forskellige øgrupper der hver især har sin egen kultur og sine særlige træk. Forbavsende nok har hver øgruppe sit eget sprog, som ikke forstås af folk på de nærmeste naboøer.

Der findes ikke noget man kan kalde en typisk mikronesisk ø. Nogle er rige, andre fattige. Forrevne vulkanøer, såsom Pohnpei, rejser sig mere end 900 meter over havets overflade, mens nogle små atoller er så flade at de kun når en meter op over havoverfladen. Det gælder blandt andet Majuro, der er en af Marshalløerne. Når det stormer, skyller bølgerne nogle gange tværs over visse dele af atollen.

Mikronesiere er et venligt og tiltalende folkefærd. Mange lever af landbrug og fiskeri. De dyrker de væsentligste afgrøder på familiens jordstykke, opdrætter måske nogle høns eller grise og fanger fisk i havet.

Man mener at disse isolerede øer oprindelig blev koloniseret af folk der sejlede mod øst fra Asien og mod vest fra Melanesien. I 1500-tallet nåede spanske opdagelsesrejsende som de første vesterlændinge til Mikronesien, og de bragte deres religion med sig. I dag er den katolske kirke stærkt rodfæstet på de fleste øer, og derforuden findes der flere protestantiske kirker som blev indført af kristenhedens missionærer i slutningen af 1800-tallet.

Guam: Centrum for øernes aktivitet

Mikronesien, der betyder „små øer“, består af omkring 2000 spredte øer, hvoraf 125 er beboede. De er spredt ud over et område der i udstrækning næsten svarer til De Forenede Stater. Men øerne er så små at deres samlede landareal kun er på omkring 3100 kvadratkilometer — et område der ikke er meget større end Fyn.

Indfaldsporten til Mikronesien er Guam, hvorfra der er flyforbindelse til mange af de andre øer. Mikronesien har 470.000 indbyggere, hvoraf 150.000 bor på Guam. Med en længde på 51 kilometer er Guam den største ø i Mikronesien. Det er også den mest udviklede. Trafikpropperne på motorvejene og den hektiske livsstil gør denne ø meget anderledes end de andre øer, hvor man tager den mere med ro.

Militærmagter har længe værdsat øen Guam for dens strategiske beliggenhed i Stillehavet, og i øjeblikket er den en amerikansk bastion. Det amerikanske militær sidder på over en tredjedel af landet. Guam er også et strategisk godt center for udbredelsen af den gode nyhed om Guds rige. På Vagttårnsselskabets afdelingskontor trykkes der materiale som bruges til bibelundervisning på 11 sprog i hele Mikronesien.

Sandheden om Riget når ud til et af ’de sidste grænseområder’

Da Milton Henschel fra Det Styrende Råd i april 1980 holdt indvielsestalen på Guams nye afdelingskontor, beskrev han Mikronesien som „et af de sidste grænseområder“ hvad angik forkyndelsen af Riget. Da Mikronesien består af mange afsondrede øer hvor der tales mange forskellige sprog, har det vist sig at være en stor udfordring at nå ud til dette tropiske ’grænseområde’.

I 40 år har trofaste missionærer taget denne udfordring op. Det har krævet flid og opfindsomhed. I disse år har mindst 175 missionærer tjent i Mikronesien, og de har ydet et vigtigt bidrag til at der i dag findes 26 menigheder og omkring 1300 forkyndere på øerne.

Kun en håndfuld af de 63 missionærer der i øjeblikket tjener i Mikronesien, har gennemgået Vagttårnets Bibelskole Gilead. De fleste er pionerer fra Filippinerne og Hawaii der er blevet indbudt til at virke i missionærtjenesten. Mange af disse har måttet udskifte deres hjemlige komfort med en mere primitiv livsform. På nogle øer er der hverken elektricitet eller rindende vand, og kun få gode veje. Missionærerne er udsat for at pådrage sig mange sygdomme; de må udholde et varmt, fugtigt klima, der til tider udvikler sig til frygtindgydende storme. Ødelæggende tyfoner er en trussel næsten hele året rundt. Men missionærerne har set deres arbejde bære god frugt.

Sandheden fra Bibelen er blevet solidt grundfæstet på hver af de større øer. Nogle af de første øboere der tog imod budskabet om Riget, var ret indflydelsesrige. Det gjaldt for eksempel Carl Dannis fra Pohnpei, der var medlem af Pohnpeis lovgivende forsamling. En af de første der blev et Jehovas vidne på Kosrae, var Fredy Edwin, der talte syv sprog og var i familie med kongen. Augustine Castro, der på et tidspunkt havde læst til præst, hjalp med at oprette en menighed på Saipan. Og på Guam brugte en tidligere bokser ved navn Tony Salcedo sin popularitet til at overbringe folk et budskab der kunne hjælpe dem til at opnå en fred som deres smukke omgivelser aldrig havde givet dem.

Hvordan den gode nyhed nåede Guam

Tony Salcedo var ikke det første Jehovas vidne der kom til Mikronesien. Ved sin ankomst var han faktisk ikke forkynder. Han kom til Guam fra Filippinerne i 1948 som byggearbejder i forbindelse med genopbygningen efter krigen. Flere af hans arbejdskammerater var Jehovas vidner, og de begyndte at lære Tony om Bibelen.

I december 1951 oprettede disse nidkære brødre den første menighed i Mikronesien, men i 1954 blev de alle, undtagen Tony, tvunget til at forlade Guam, da deres firma lukkede. Tony, der var holdt op med at bokse, fik lov at blive eftersom han havde giftet sig med en pige fra Guam.

I midten af 50’erne blev møderne holdt i Tony Salcedos hjem, og menigheden voksede til 12. Den havde hele øen som distrikt. „Hver lørdag gik vi i forkyndelsen hele dagen, og der gik ikke lang tid før folk i alle landsbyerne vidste hvem vi var,“ fortæller Tony.

Strabadser forude

Dengang havde Guam ikke den fjerneste lighed med det travle feriested den er i dag. Sam og Virginia Wiger, som var de første missionærer der blev sendt til Guam, husker tydeligt deres ankomst i 1954.

„På det tidspunkt var Guam udelukkende en militærbase,“ fortæller Sam. „Øen var ødelagt af krigen; der fandtes ueksploderede bomber og ammunition overalt. Krigsmateriel stod og rustede, og man fandt og pågreb stadig japanske snigskytter. Min kone og jeg lejede et tøndehus uden køleskab, aircondition, seng eller andre møbler. Vi sov på feltsenge dækket med moskitonet.“

Broder og søster Wiger havde så gode resultater i deres forkyndelsesarbejde at der inden længe blev brug for et større mødested. Menigheden lejede derfor en tom militærmesse og gjorde den grundigt ren. Bygningen lå over for en katolsk kirke, så da vore brødre satte et skilt op hvorpå der stod ’Rigssalen’, protesterede den katolske præst.

Men så slog lynet ned. Under et af de sjældne tordenvejr slog lynet ned i kirken; flere gudebilleder blev knust, og spiret faldt ned. „Præsten fortalte sine sognebørn at det havde været Guds mening at ramme rigssalen, men at Han havde ramt ved siden af,“ beretter Wiger. „Da folk ikke troede på den forklaring, fandt præsten på en anden historie. Han sagde at Gud havde ødelagt kirken fordi de havde brug for en der var større og bedre.“

Distriktet sonderes

Da broder og søster Wiger fik til opgave at rejse til Japan som missionærer, fik broder Merle Lowmaster, en høj broder der havde let til smil, men som tog sandheden alvorligt, yderligere ansvar betroet. I 1960 bad Vagttårnsselskabet Merle om at foretage en rejse gennem hele Mikronesien for at sondere distriktet. Eftersom øerne var et amerikansk formynderskabsområde, måtte han først have rejsetilladelse fra en højkommissær, en vranten og usamarbejdsvillig person der sagde til broder Lowmaster: „Det bliver over mit lig at du kommer ind i formynderskabsområdet.“

Så galt gik det dog ikke. Blot tre måneder senere blev der udnævnt en ny højkommissær, og Merle fik sin rejsetilladelse. Sådan gik det til at han blev den første der forkyndte budskabet om Riget på øerne Saipan, Chuuk, Pohnpei, Belau og Yap.

Personlig hjælp fra Selskabets præsident

I november 1962 blev Guam ramt af en tragedie. Tyfonen Karen fejede hen over øen med vindstød på næsten 320 kilometer i timen. Den kostede ni mennesker livet og forårsagede skader for millioner af dollars. Lykkeligvis var der ingen af brødrene som mistede livet, men de mistede deres rigssal. Det lod til at blive vanskeligt at skaffe en ny bygning, men så kom en nydøbt søster menigheden til hjælp ved gavmildt at skænke en byggegrund. Her blev der opført en større rigssal, som stod færdig i 1964 da Vagttårnsselskabets daværende præsident, broder N. H. Knorr, kom på zonetilsynsmandsbesøg.

Med henblik på at der skulle aflægges et grundigt vidnesbyrd på denne del af den beboede jord, gav broder Knorr seks nyankomne missionærer den opgave at forkynde forskellige steder i Mikronesien. Han sagde til dem: „Det kan være at disse steder vil forekomme jer fremmede, men husk at hele planeten Jorden er jeres hjem. Den eneste missionær der har været sendt ud til et fuldstændig fremmed distrikt, var Jesus, for han forlod himmelen for at tjene her. Hold ud i jeres distrikt indtil arbejdet er udført!“

I nogle få år forud havde rejsende tilsynsmænd én gang om året rejst til øerne med fragtskib. De besøgte de ganske få forkyndere der befandt sig på øerne, forkyndte de steder hvor skibet gjorde ophold, og opmuntrede dem der havde vist interesse ved tidligere besøg. Broder Knorr foreslog at de rejsende tilsynsmænd for eftertiden besøgte øerne to gange om året med fly.

Rejsende tilsynsmænd bidrager til væksten

Fra og med 1968 foretog broder Nathaniel Miller, en rejsende tilsynsmand fra Hawaii, denne rundrejse i Mikronesien med fly. Mange af de ældre indbyggere i Mikronesien talte japansk, og da broder Miller havde været missionær i Japan, var det logisk at vælge ham til denne krævende opgave. Hvorfor var den krævende? Miller fortæller: „En rundrejse med fly fra Honolulu til disse øer var på mere end 14.000 kilometer.“

Da han ankom til Guam, fandt han en nedtrykt menighed. Der var ingen vækst, og distriktet blev ikke gennemgået regelmæssigt. Miller anbefalede at der blev sendt yderligere fire missionærer til Guam, og at der blev oprettet endnu et missionærhjem på den sydlige del af øen.

I 1969 fik afdelingskontoret på Hawaii til opgave at føre tilsyn med Guam og distrikterne i Mikronesien. Fra 1970 aflagde koordinatoren Robert K. Kawasaki senior fra afdelingskontoret i Hawaii også besøg i Mikronesien én gang årligt for at holde foredrag ved kreds- og områdestævner og besøge missionærhjem.

Denne personlige opmærksomhed fra åndelige hyrder gav inden længe resultater. Områdestævnet på Guam i 1970 med temaet ’Mennesker der har Guds velbehag’ blev overværet af 291, og aviser, radio og fjernsyn dækkede dagligt begivenheden. Men der var afgjort plads til flere arbejdere i denne del af marken. Hvor skulle de komme fra?

Robert og Mildred Fujiwara var almindelige pionerer og havde en købmandsbutik på Hawaii, men de ville gerne tjene hvor der var større behov. Deres drøm gik i opfyldelse da de i 1970 flyttede til Guam med tre børn i alderen 8 til 16 år. Var det godt for dem og deres børn at flytte? Alle deres børn er i dag voksne og gift, og de er alle nidkære tjenere for Jehova. To af børnene tjener på afdelingskontoret i Guam, og den tredje er pioner. Der var kun én menighed på Guam da familien Fujiwara ankom. De har haft den glæde at deltage i arbejdet mens antallet af menigheder er vokset til ni, plus en gruppe. Disse menigheder dækker behovet hos seks forskellige sproggrupper. I 70’erne og 80’erne flyttede flere andre familier til for at hjælpe.

Afdelingskontorets adresse er let at huske

I 1976 blev den rigssal på Guam der var bygget i 1964 og udvidet i 1969, ødelagt af tyfonen Pamela. „Det så ud som om en damptromle var kørt hen over Guam,“ fortæller en broder.

I stedet for at genopbygge rigssalen, der havde en beskeden størrelse, byggede man et nyt, L-formet afdelingskontor, der bestod af et kontor, et trykkeri, seks værelser og en rummelig rigssal med plads til 400 hvor der også kunne holdes stævner. Den blev bygget af stålarmeret beton med mure der var 20 centimeter tykke, så de kunne modstå tyfoner. En broder der var flyttet til fra Hawaii, sagde: „Den var så stor at vi aldrig troede at vi ville kunne fylde den. Der var kun 120 forkyndere på hele øen, og vi fór omkring i salen som marmorkugler i en skotøjsæske.“ Blot nogle få år senere kunne den enorme rigssal knap nok rumme stævnedeltagerne.

Broder Miller, der er kendt for sit kraftige håndtryk og sin karakteristiske latter, blev den første koordinator i afdelingskontorets udvalg på Guam. De to andre i udvalget var også erfarne brødre — Robert Savage, der havde været afdelingstilsynsmand i Vietnam, og Hideo Sumida, der havde været med i udvalget på afdelingskontoret på Hawaii.

I begyndelsen plejede man at hente afdelingskontorets post på posthuset, hvor man havde en postboks. Men en dag kom en mand og forklarede at han var ude og tildele husnumre, så posten kunne blive bragt ud. Da han var i færd med at male nummer 143 på bygningen, spurgte broder Miller ham hvad deres gade skulle hedde. Manden sagde: „Det ved jeg ikke. Lad os se efter på kortet.“ Til broder Millers overraskelse havde man givet gaden navnet „Jehovah Street“.

Gør-det-selv-byggeprojekter

Der var behov for yderligere byggearbejde. I begyndelsen af 1980’erne nåede Jim Persinger fra USA til det resultat at hans cementfabrik tog for meget af hans tid. Han og hans kone, Jene, valgte derfor at forenkle deres tilværelse. De byggede en 50 fods sejlbåd med betonskrog der fik navnet Petra, og sejlede til Guam. Familien Persingers båd skulle vise sig at blive en uvurderlig hjælp i forbindelse med kommende byggerier.

Mellem 1982 og 1991 blev der bygget missionærhjem og rigssale på seks øer i Mikronesien. Mangelen på materialer vanskeliggjorde byggerierne. I nogle tilfælde måtte brødrene fremstille deres egne betonsten i hånden. De hældte cement i en lille form og lod den størkne. De lavede desuden deres eget grus ved at knuse koraller, og de måtte også selv skaffe sand. Man benyttede ofte Petra til at transportere forsyninger og arbejdere fra ø til ø. „Da vi byggede rigssalen på Chuuk, kunne man ikke købe sand på øen,“ fortæller Jim Persinger, „så vi sejlede ud til en lille ubeboet ø og skovlede strandsand i sække. Dernæst læssede vi det på båden og sejlede tilbage til byggepladsen.“

Ray Scholze, der havde erfaring med byggeri fra sin tid i ingeniørtropperne, var tilsynsmand ved de fleste byggeprojekter i Mikronesien. Kernen i hans byggehold bestod af Calvin Arii, Avery Teeple og Miles Inouye, der var kommet fra Hawaii for at hjælpe med at bygge det nye afdelingskontor og siden slog sig ned på Guam. De måtte ofte improvisere for at få arbejdet udført.

Yderligere vækst under en ny tilsynsførende

Broder Miller forlod Guam i 1987 da hans kone blev alvorligt syg. Han blev erstattet af Arthur White, en høj energisk broder der havde tjent i afdelingskontorets udvalg på Hawaii og Guam, og som også havde rejst overalt i Mikronesien som områdetilsynsmand siden 1981. Under hans tilsyn er der sket mange forandringer på afdelingskontoret i Guam. Der er blevet føjet to rigssale til afdelingskontorets bygninger, og et byggeprojekt der blev færdiggjort i 1995, har gjort det muligt at få dækket et stort behov for mere plads til kontorer, trykkeri og nye værelser.

Broder Julian Aki og Salvador Soriano, der har været mange år i missionærtjenesten i Mikronesien, tjener sammen med ham i afdelingskontorets udvalg. Sørgeligt nok døde Hideo Sumida, et af de tidligere medlemmer af udvalget, efter i mange år at have været med til at konsolidere afdelingskontoret på Guam.

Der tales på fremmede tungemål

Efterhånden som øen Guam er blevet mere industrialiseret, er den fremmedsprogede befolkning vokset. Der er kommet missionærer til øen for at forkynde for dem der taler tagalog, iloko, koreansk og kinesisk.

I 14 år har Ernesto og Gloria Gabriel forkyndt for filippinerne, der udgør en fjerdedel af Guams befolkning. Tilsammen er de tagalogtalende og ilokotalende menigheder større end nogen af øens fem engelske menigheder.

I 1985 kom den koreanske missionær Jung-Sung Chung til Guam. „Klimaet var så varmt og fugtigt at min kone og jeg måtte tage bad flere gange om dagen for at skylle sveden af kroppen,“ fortæller han. Trods varmen forkyndte de lang tid ad gangen, og deres eksempel og beslutsomhed har været med til at grundlægge en lille, men stærk menighed.

Der bliver aflagt et intensivt vidnesbyrd for indbyggerne på Guam. Der er i gennemsnit ét Jehovas vidne for hver 262 indbyggere.

Kiribati: De kalder os Te Koaua

Sandheden om Riget kom først til Guam fra Filippinerne. Men den kom til Kiribati (der dengang blev kaldt Gilbert Islands) fra New Zealand. Øerne var en britisk koloni, og vort forkyndelsesarbejde var pålagt begrænsninger, men i 1959 fik Huia Paxton indrejsetilladelse som apoteker, og han blev på Kiribati indtil 1967. Kiribati består af en gruppe smukke atoller spredt ud over begge sider af ækvator. Nogle af disse øer er ret smalle, og klimaet er altid varmt og fugtigt.

På grund af sit arbejde besøgte broder Paxton ofte alle de øer der tilhørte Gilbert Islands. Under disse besøg var han og hans kone og deres to små sønner altid på udkig efter en lejlighed til at tale om Bibelen. På en udflugt spurgte en dame deres femårige søn, Stephen, om hans Gud havde et navn. „Ja. Han hedder Jehova,“ svarede Stephen. Hans svar fik andre til at stille spørgsmål. Der gik ikke lang tid før familien Paxton hver søndag kunne afholde et bibelstudium der blev overværet af mange.

Før familien Paxton vendte tilbage til New Zealand, holdt de et særligt møde på en ubeboet atol. Der blev holdt et dåbsforedrag denne dag, og fem gilbertesere symboliserede deres indvielse til Jehova ved at lade sig døbe i lagunen. Den nidkærhed som disse øboere viste i begyndelsen, aftog desværre.

Senere rejste en gilberteser ved navn Nariki Kautu til Australien for at få en kontoruddannelse. Under sit ophold her studerede han Bibelen med Jehovas vidner og blev døbt. „Da jeg i 1978 vendte tilbage med min familie, spurgte vi om der var andre Jehovas vidner på Kiribati,“ fortæller broder Kautu. Han opdagede at Jehovas vidner stort set var ukendt på de øer han kom fra. „Vi fandt frem til et ældre ægtepar og en anden mand og hans børn, men der var ingen organiserede møder, og der fandtes ingen af Selskabets publikationer på gilbertesisk,“ fortæller han. „Vi begyndte at mødes hver søndag. Vi bad, læste op fra Bibelen, og eftersom jeg var den eneste der kunne læse engelsk, forklarede jeg noget fra Selskabets publikationer.“

Rigssalen — mere end en bygning

I 1982 fik den lille gruppe på Kiribati forstærkning af missionærerne Paul og Marina Tabunigao, der havde fået tildelt øerne som distrikt. Møderne blev holdt i missionærhjemmet og blev senere flyttet til en skole, men man betragtede ikke Jehovas Vidner som et „rigtigt trossamfund“ før der i 1991 blev bygget en rigssal. Brødre og søstre fra Det Internationale Byggehold udførte det meste af arbejdet, og lokalbefolkningen undredes over at „fremmede“ ville bruge tid og penge på at hjælpe med byggeriet. Rigssalsbyggeriet blev således et håndgribeligt vidnesbyrd om den kærlige enhed der findes blandt Jehovas folk.

Det medførte at mange følte sig tiltrukket af sandheden. En søster der blev døbt kort efter byggeriet, har sagt: „Det gjorde et dybt indtryk på mig at denne lille menighed fik hjælp fra nogle der kom hertil fra udlandet.“ Denne „lille“ menighed er vokset fra 28 forkyndere i 1990 til omkring 70 i dag, hvilket har gjort den til en af de hurtigstvoksende menigheder i Mikronesien.

Selskabets bøger værdsættes højt

Der fandtes nogle traktater og brochurer på gilbertesisk, men det var først da man i 1994 fik bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden at lokalbefolkningen kunne læse en af Selskabets bøger på deres eget sprog. „I det hele taget findes der kun nogle få publikationer på gilbertesisk, og det er slet ikke nogen der kommer på højde med kvaliteten af denne bog,“ fortæller Edi Possamai der tjener trofast sammen med sin kone som missionær.

’Paradisbogen’ er nu udkommet på seks mikronesiske sprog, og udgaven på gilbertesisk har haft stor virkning. Den har fået mange øboere til at studere Bibelen. Man har endda set nogle tage deres ’Paradisbog’ med i kirke.

Folk i Kiribati har i al gemytlighed givet de trossamfund der findes på deres øer, andre navne. Da protestanterne lukker øjnene når de beder, bliver de kaldt Kamatu, der betyder „at få til at sove“. Syvendedagsadventisterne kaldes Itibongs, der betyder „syv dage“. Hvad kalder man Jehovas Vidner? Te Koaua, der slet og ret betyder „sandheden“.

Marshalløerne: Nye muligheder for tjeneste

Der havde været Jehovas vidner på Guam en halv snes år da et eventyrlystent amerikansk ægtepar bragte den gode nyhed til Marshalløerne, der ligger cirka 3200 kilometer sydøst for Guam. Powell Mikkelsen og hans kone Nyoma havde planer om at tage til Bahamaøerne for at tjene hvor der var et stort behov, og de købte derfor en 34-fods yawl som de gav navnet Integrity. Før de begyndte rejsen, fik Powell imidlertid tilbudt et job som tilsynsførende ved opførelsen af et stort elkraftværk på Marshalløerne. Vagttårnsselskabet opfordrede ham til at tage imod stillingen. På det tidspunkt var det svært for udlændinge at få indrejsetilladelse, og der var derfor ingen Jehovas vidner på Marshalløerne.

Samtidig med at broder Mikkelsen passede sit arbejde i forbindelse med opførelsen af kraftværket, gjorde han og hans kone hvad de kunne for at hjælpe øboerne åndeligt. De ankom til Kwajalein-atollen i 1960 og kastede senere anker ved Majuro-atollen, hvor de lærte sig marshallesisk. De venlige øboere afslog sjældent at lytte når de forkyndte, og i 1964 ledede Powell og Nyoma 12 bibelstudier, deriblandt et studium med Iroij Lap Lap (højkongen) af Majuro.

Julian Aki og Melvin Ah You, begge missionærer, sluttede sig i 1965 til familien Mikkelsen, og på blot nogle få måneder havde disse entusiastiske brødre lært nok marshallesisk til at de kunne fremholde en enkel prædiken. De havde også opført et A-formet missionærhjem.

For at have et sted hvor de kunne holde møder, lavede de en midlertidig rigssal ved at spænde storsejlet fra Integrity ud over flere pæle af skruepalmer der var blevet rammet ned i jorden. „Efterhånden som mødedeltagelsen steg, rullede vi blot mere sejl ud,“ fortæller broder Mikkelsen. „Senere måtte vi tage mesansejlet i brug, og senere igen fokken. Da der ikke var mere sejl vi kunne bruge, var tiden inde til at bygge en ’rigtig’ rigssal.“

Nye missionærer gør indtryk på øboerne

I begyndelsen af tjenesteåret 1966 besluttede Aki og Ah You at tiden var inde til at blive bedre kendt med deres distrikt, så de løste billet til et fragtskib med jernskrog der i løbet af 24 dage lagde til ved Marshalløernes yderste atoller. Om bord på skibet var der også en nygift protestantisk præst som havde været på øerne i tre år. På hver atol blev det meddelt i radioen at „den ærværdige“ inden længe ville ankomme med sin brud. Men øboerne blev skuffede da præsten talte til dem gennem tolk. Han havde ikke gjort sig den ulejlighed at lære marshallesisk.

Da præsten advarede sine tilhørere om ikke at lytte til „de to falske hyrder“ der var om bord, blev folk endnu mere nysgerrige efter at tale med Jehovas Vidners to missionærer der talte marshallesisk og fortalte vidunderlige ting fra Bibelen. Igen og igen tryglede de missionærerne: „Bliv her og undervis os i Bibelen. Vi skal nok sørge for jer. Bliv hos os indtil det næste skib kommer!“

Et kulturchok for kredstilsynsmanden

Da Nathaniel Miller i 1968 fløj af sted på sit første kredstilsynsmandsbesøg fra Hawaii til Mikronesien, kom han først til Majuro. „Jeg husker da jeg så det første glimt af Marshalløernes bittesmå atoller,“ fortæller han. „DC-9’eren lagde an til landing, men i stedet for at lande fløj den op igen og begyndte at kredse over lufthavnen. Da jeg så ned, kunne jeg se at man var i færd med at jage grise væk fra landingsbanen så flyet kunne lande. Der holdt også en bil parkeret på landingsbanen som en flok mænd løftede op og bar væk!“

For en der kom fra Honolulu, var dette et kulturchok. Lufthavnen i Majuro havde en åben „terminal“ der var opført af kokospalmeblade, og en landingsbane af koraller. „Jeg var ikke vant til at koralsten slog op mod flyet når det landede,“ fortæller broder Miller. Da flyet omsider var landet, blev han anbragt på ladet af en pickup sammen med sin bagage og kørt til missionærhjemmet ad en ujævn grusvej.

På det tidspunkt bestod rigssalen af et bliktag uden vægge, og gulvet var den bare jord. „Under mit første besøg talte jeg gennem en tolk for en lille gruppe på 20,“ fortæller broder Miller. „Foredraget blev afbrudt da en stor gris kom luntende ind i rigssalen.“

Hvor er de døde?

Kirkerne på Marshalløerne har fostret nogle meget særprægede læresætninger. En dag ville William Maddison, en protestantisk diakon, sætte Julian Aki på prøve: „I Filipperbrevet skriver Paulus at ’hvert knæ skal bøje sig for Jesus, deres i himmelen, deres på jorden og deres under jorden’. Mit spørgsmål er: ’Hvem er det der befinder sig under jorden?’“ (Fil. 2:10) Da broder Aki forklarede at det var de døde der ville blive oprejst, blev William meget begejstret. Han kunne ikke forstå sin kirkes lære om at dem „under jorden“ var ri menanui, det såkaldte „lilleputfolk“ der, ifølge et marshallesisk sagn, kun viste sig over jorden i nattens mulm og mørke.

William sørgede med det samme for at hans familie fik et studium med broder Aki, og i 1966 blev han og hans kone, Almina, døbt. Siden 1983 har han tjent som ældste, og hun har været almindelig pioner i 28 år, hvilket er længere end nogen anden i Mikronesien.

Kirkerne på Marshalløerne lærer desuden at helvede er en stor jerngryde i himmelen hvor syndere bliver skoldet i kogende vand. Som så mange andre troede Sailass Andrike på denne lære om „døden i himmelen“. Da Sailass i Bibelen så at de døde i virkeligheden vender tilbage til støvet, tog han imod sandheden, og i 1969 blev han døbt. (1 Mos. 3:19) Han hjalp med at skaffe grunden til en ny rigssal og blev også den første der oversatte publikationer til marshallesisk. I 1967 blev der oprettet en menighed på Majuro. Da lokale brødre som William og Sailass fik ansvarsposter i menigheden, kunne Julian Aki og Donald Burgess, en nyankommen missionær, flytte til Ebeye, en lille atol i den vestlige del af Marshalløerne.

På den lille ø Ebeye boede der kun nogle få hundrede indbyggere indtil nogle lukrative job på den nærliggende Kwajalein-atol fik befolkningen til at vokse til over 8000. Hver dag tager øboerne med en færge for at komme over og arbejde på den store militærbase på Kwajalein.

Radioudsendelser til marshalleserne

Man har benyttet sig af radioen for at få forkyndt overalt i Mikronesien, men de bedste resultater er opnået på Marshalløerne. Radiostationen WSZO, der er kendt som Marshalløernes gyldne stemme, tilbyder lytterne noget der er mere dyrebart end guld. Siden 1970 har ældste i menigheden på Majuro hver uge udarbejdet et kvarters radioudsendelse på marshallesisk, især med henblik på at nå befolkningen på de fjernestliggende atoller. Missionærerne kan ikke lade være med at smile når de hører folk fra andre trossamfund fløjte radioprogrammets kendingsmelodi, hvor der synges: „Vidner for den sande Gud!“

De få er blevet til mange

Brødrene på Marshalløerne viser en eksemplarisk kærlighed og nidkærhed. Robert Savage, der besøgte Marshalløerne som rejsende tilsynsmand i slutningen af 1970’-erne, mindes den velkomst han og hans kone modtog i rigssalen. Han fortæller: „Over hundrede brødre og søstre plejede at stå i en rundkreds og give os hånden for at byde os velkommen. Og I skulle høre dem synge Rigets sange! De havde intet musikakkompagnement, men brødrene og søstrene sang flerstemmigt, hvilket lød meget smukt.“

Clemente og Eunice Areniego, der har været missionærer i 28 år, har virket på Marshalløerne siden 1977 og har oplevet en forbløffende vækst i løbet af denne tid. Da Julian og Lorraine Kanamu ankom til Majuro som missionærer i 1982, kom der i gennemsnit 85 til møderne. Nu er der to menigheder, og der kommer i gennemsnit omkring 320 til møderne. Hvad er årsagen til denne opblomstring? „Disse øer er langtfra noget paradis,“ fortæller broder Kanamu. „Mange lider af hjertesygdomme, syfilis og sukkersyge, og der er en ret høj børnedødelighed. Nogle er også blevet smittet med AIDS. Folk er utilfredse og søger sandheden.“

Saipan: Udfordringen tages op

Sandheden har også fremgang på Saipan, men sådan har det ikke altid været. De første missionærer blev mødt med stenkast og boede i et „spøgelseshus“. Der skulle en tyfon til for at blæse budskabet om Riget ind i dette vanskelige distrikt.

Da Ernest og Kay Manion tog til Saipan i 1962, kom de til en ø der blev styret af den katolske kirke. Det var den eneste religion som lokalbefolkningen kendte til, og for at det skulle forblive på den måde, havde den øverste præst efter sigende ødelagt de få bibler som hans kirkemedlemmer ejede. Som følge heraf troede folk i det store og hele ikke på Bibelen, og sørgeligt nok var det de færreste der nogen sinde havde set en bibel.

Distriktet var så vanskeligt at da broder og søster Manion i 1966 fandt det nødvendigt at forlade Saipan, havde de kun ét besøg hvor der var interesse. Robert og Sharon Livingstone overtog stafetten fra broder og søster Manion.

„Når vi nærmede os en gade, blev alle døre og vinduesskodder ofte lukket, og vi kunne gå en hel formiddag uden at nogen lukkede op,“ fortæller broder Livingstone. „Små drenge stod et stykke fra os og kastede med sten, og Sharon måtte ofte finde sig i deres sjofle tilråb og fagter. Nogle pudsede deres hunde på os, og gamle kvinder gjorde korsets tegn når vi gik forbi, tilsyneladende for at beskytte sig mod ondt.“

Skulle missionærerne forlade øen?

Spiritisme er udbredt overalt i Mikronesien, og på Saipan havde missionærerne lejet et hus der lå ret øde, og hvor der hændte uforklarlige ting om natten. Missionærerne flyttede, og i dag ligger missionærhjemmet ideelt placeret ved en hovedvej og i nærheden af havet.

Efter at den gode nyhed var blevet forkyndt på Saipan i fem år, viste man en af Selskabets film for offentligheden. Der kom kun én — en kvinde der i fire år med mellemrum havde læst sammen med missionærerne, og som stadig en gang imellem gemte sig for dem. De havde været to år i deres distrikt og havde sjældent talt med nogen. Skulle de ’ryste støvet af deres fødder’ og forlade Saipan? — Matt. 10:14.

En tyfon får folk til at lytte

På et tidspunkt hvor missionærerne følte at de aldrig ville finde et lyttende øre, overbeviste en voldsom tyfon i 1968 folk om at de måtte lytte til hvad Jehovas vidner sagde. Tyfonen Jean ramte Saipan med vindstød på op til 320 kilometer i timen og ødelagde 90 procent af bygningerne på øen. „Jeg troede at det var Harmagedon,“ sagde den dame som med jævne mellemrum havde haft bibelstudium.

„Jeg husker tydeligt at jeg lå og krøb sammen under køkkenbordet,“ fortæller broder Livingstone. „Vi så til i forbløffelse mens loft og vægge stod og blafrede på grund af vindstødene. Det lød som en mellemting mellem et jetfly der er ved at lette, og lyden af et godstog. Jeg bad Jehova om at slå sit beskyttende telt op over os. For at Sharon kunne høre min bøn, måtte jeg råbe af mine lungers fulde kraft, og dét til trods for at jeg havde munden lige ved hendes øre.“

Blev bønnen besvaret? En nærliggende katolsk skole og et kloster blev fuldstændig ødelagt, men Jehovas Vidners gamle missionærhjem af træ blev stående. Tyfonen havde passeret øen om morgenen, og den årlige fejring af Herrens aftensmåltid, mindehøjtiden, blev holdt samme aften. Hele øen var i oprør, men i missionærhjemmet samledes fire personer i fred i petroleumslampens skær. Mange af indbyggerne på Saipan begyndte at spekulere på om Gud havde forårsaget uvejret for at straffe dem.

Forkyndernes vedholdenhed belønnes

Den kvinde der havde studeret i fire år, tog omsider standpunkt for sandheden, og den 4. juli 1970 blev hun døbt. Samme dag blev ægteparret Augustine (Gus) og Taeko Castro døbt. Gus havde tidligere læst til katolsk præst, men det var Taeko der havde søgt efter sandheden. Da hun fandt den, begyndte hun med det samme at overvære møderne.

Gus, en stille og distingveret chamorro, var ikke så let at overbevise. „Hver søndag blev jeg inviteret til møde, men jeg afslog på grund af menneskefrygt,“ fortæller han. „Jeg ønskede ikke at blive set ved møderne. Jeg havde et meget nært forhold til præsterne, og mine forældre var ivrige katolikker. De ville tro at jeg var gået fra forstanden.“

Da Gus blev sendt til Hawaii på et seksmåneders kursus, troede han at det ville bringe ham ud af kniben. Men en dag fandt han en seddel under døren hvor der stod at han skulle ringe til en lokal pionerbroder. Missionærerne på Saipan havde skrevet til nogle venner på Hawaii og bedt dem sørge for at han blev besøgt. Gus afslog flere tilbud om at studere Bibelen, men pionerbroderen gav ikke så let op. Han sagde at hvis det var for meget for Gus at studere en time om måneden, kunne de nøjes med en halv time.

„Det endte med at jeg gik med til at studere et kvarter hver uge,“ fortæller Gus. „Men det var ikke fordi jeg ønskede at lære noget om Bibelen. Jeg ville finde blot en enkelt fejl og så holde op med at studere.“ Men det gik ikke helt efter planen. Studiet viste sig at være så interessant at Gus inden længe ville studere en time to gange om ugen.

Broder Castro har nu tjent som ældste i menigheden på Saipan i mange år. Hans ældste søn har været på Betel i Brooklyn i tre år, og hans ældste datter blev uddannet på Gilead som missionær i 1990. En anden søn er i dag ældste, og en datter er pioner.

Kirkens hykleri får nogle til at tage imod sandheden

Der er flere årsager til at distriktet på Saipan er blevet bedre. For eksempel beundrer mange Jehovas vidners ihærdighed. For flere år siden bemærkede en embedsmand at Jehovas Vidners forkyndelse havde skabt en del opstandelse blandt befolkningen, og han spurgte derfor en broder hvor mange de var i menigheden. Da broderen fortalte ham at de var 12, svarede embedsmanden: „Tolv! Ud fra det folk på Saipan sagde, troede jeg at I var hundrede!“

Hykleriet i den katolske kirke har også fået folk til at lytte til budskabet om Riget. På et tidspunkt lærte præsterne folk at „protestanter kan sammenlignes med Djævelen“. Senere fortalte præsterne deres sognebørn at Jehovas vidner var „værre end protestanterne“, hvilket fik retsindige mennesker til at spørge: „Hvordan kan nogen være værre end Djævelen?“

Folks indstilling til sandheden har ændret sig så drastisk at Saipan i dag er blandt de øer i Mikronesien hvor der er flest forkyndere i forhold til indbyggertallet — 1 til 276. I 1991 blev der opført en rigssal i beton med plads til 350 som i dag benyttes af to store menigheder, en engelsk og en tagalog.

Den gode nyhed i hastig fremgang på Tinian

Fra Saipan nåede den gode nyhed til Tinian, en lille ø der ligger knap otte kilometer borte. De der kender til begivenhederne under den anden verdenskrig, ved at det var fra Tinian at det amerikanske B-29-bombefly Enola Gay i 1945 lettede for at kaste en atombombe over Hiroshima i Japan. Fra og med 1970 brugte forkyndere fra Saipan fra tid til anden deres weekender på at sprede bladene Vagttårnet og Vågn op! på Tinian. Heri blev det fremholdt at det nu var Jehovas hensigt at folk fra alle nationer der elskede retfærdighed, skulle smede deres sværd til plovjern og ikke mere lære at føre krig. — Es. 2:4.

Men før Robert og Lee Moreaux fra Irland kom i april 1992, havde der ikke været forkyndere på Tinian. Der var imidlertid blevet sået nogle sædekorn.

Borgmesterens søn, Joseph Manglona, hvis politisk indflydelsesrige familie indbefattede adskillige lovgivere på Tinian, indså værdien af det han læste i Vagttårnet og Vågn op!, forstod at han havde fundet sandheden og fortalte andre om den. For at afholde ham fra at blive døbt tilbød hans slægtninge ham en vellønnet politisk stilling hvormed han let kunne forsørge sin hustru og sine to børn. Men Joseph svarede: „Jeres styre vil inden længe blive fjernet af Jehova Gud. Hvorfor skulle jeg ønske at have del i det?“ Hans frimodige standpunkt har senere fået adskillige af hans slægtninge til at slutte sig til ham og tjene Jehova.

Da de interesserede havde fået personlig hjælp efter behov, tog det kun to år at oprette en blomstrende menighed på 24 forkyndere. I dag er der et missionærhjem og en rigssal på Tinian.

Chuuk: Det begyndte i et tøndehus

De der næst efter Saipan skulle få gavn af Vagttårnsselskabets missionærer, var indbyggerne på Chuuk (tidligere kaldet Truk). Merle Lowmaster havde aflagt et kort besøg på øerne i 1961, men i 1965 bosatte Paul og Lillian Williams sig på Chuuk som de første af de over 30 missionærer der har tilpasset sig de primitive forhold her.

Da de ankom til hovedøen Moen i 1965, gjorde religiøs intolerance det vanskeligt for missionærerne at skaffe logi. En forretningsbestyrer tilbød dem til sidst at de kunne leje halvdelen af hans tøndehus. De katolske præster blev så vrede at de gik lige til landsbyhøvdingen og krævede at Jehovas vidner blev fordrevet fra øerne. Høvdingen svarede: „I kom her for mange år siden og sagde at vi skulle elske hinanden, så hvorfor siger I nu at vi skal hade andre?“ Præsterne blev ham svar skyldig, og missionærerne blev.

De fandt hurtigt frem til nogle der var interesserede, og kort efter var der 30 der studerede Bibelen på disse øer, som under den anden verdenskrig var Japans vigtigste flådebase. Amerikanske bombefly ødelagde en stor del af den derværende japanske flåde, og i dag kommer snorkeldykkere og sportsdykkere fra hele verden til Chuuk Lagoon for at udforske de mange sunkne skibe og fly. De der tager sig tid til at lære befolkningen at kende, opdager noget andet fascinerende. De vil sikkert more sig over folks interessante navne. Måske møder de en der hedder Beer (Øl), Whisper (Hvisken), Padlock (Hængelås) eller Snow White (Snehvide). En mand kaldte sine tre sønner Sardine (Sardin), Tuna (Tun) og Spam (et kendt mærke af dåsekød).

En af de første øboere på Chuuk der begyndte at læse med broder og søster Williams, var forretningsbestyrerens kone, Kiyomi Shirai, en ivrig protestant der var leder af KFUK. Hendes mand ville ikke have at hun skiftede religion, og da hun blev døbt som et Jehovas vidne, lod han sig separere. Kiyomis dåb var samtaleemne på hele øen, blandt andet fordi den foregik i havet hvor alle kunne overvære den. Den dag i dag bruger man flere steder havet når nogle skal døbes i Mikronesien.

Da Kiyomis mand forlod hende, flyttede hun til Dublon, en af de nærliggende øer. Her forkyndte hun nidkært, og inden længe havde hun gennemarbejdet hele øen undtagen et hus der lå på en høj bakke. Hun havde undgået huset fordi den gamle kvinde der boede der, var kendt for at være et åndemedium. Men en dag var der alligevel noget der fik Kiyomi til at bestige bakken. Til hendes overraskelse tog den gamle kvinde, Amiko Kata, positivt imod det bibelske budskab, og med tiden blev også hun en nidkær pioner.

Mange søstre, men få brødre

Forkynderne på Chuuk har et særligt problem. Der er meget få brødre, især ugifte brødre. Der findes kun to døbte trukesiske brødre, og de er begge gift. Samfundet er matriarkalsk, og de fleste mænd har ry for at drikke, slås og leve umoralsk. Det forklarer hvorfor de eneste der i dag tjener som ældste i de små menigheder på tre forskellige øer — Moen, Dublon og Tol — er fem missionærbrødre. Før der kom missionærer til øerne, bestod menigheden på Moen på et tidspunkt af 23 kvinder.

„Dette kan være en virkelig prøve for vore søstre,“ fortæller David Pfister, en af missionærerne. „Pigerne vokser op med ønsket om at få mange børn, men i øjeblikket er der ingen unge mænd i vore menigheder de kan gifte sig med. Nogle af vore søstre har dyb kærlighed til Jehova, og de respekterer Bibelens vejledning om ’kun at gifte sig i Herren’. (1 Kor. 7:39) Hvad andre angår, afholder dette dem fra at tjene Jehova.“

Salvador Soriano, der i dag er medlem af afdelingskontorets udvalg i Guam, har tilbragt 14 år som missionær i Dublon, hvor han var den eneste broder. Han siger: „Det mindede mig om Salme 68:11, hvor der siges at de kvinder der forkynder godt nyt, er en talrig hær.“

Usædvanlig køretur til rigssalen

Missionærer overalt i Mikronesien benytter sædvanligvis deres biler eller pickup-lastbiler når de skal bringe folk til møderne, men der findes et transportmiddel som Barak Bowman måske er alene om at have benyttet. Da en kraftig søster på 70 år ikke længere kunne gå de tre kilometer til rigssalen på grund af dårligt helbred, lagde Barak hjernen i blød for at finde ud af hvordan han kunne hjælpe hende. „Jeg ville gerne komme og hente dig til mødet,“ sagde han til hende, „men jeg har kun en trillebør.“ Til hans overraskelse svarede søsteren: „Det er i orden. Det rører ikke mig.“

Kan du forestille dig dem komme kørende på vej til mødet? Det krævede også noget af broder Barak. Han tog hjemmefra klokken syv om morgenen med den tomme trillebør og ankom til rigssalen med vores søster lige inden mødet skulle begynde klokken halv ti.

Jehovas vidners nidkærhed i forkyndelsen og deres værdsættelse af møderne har givet gode resultater. I 1995 blev mindehøjtiden på Chuuk overværet af mere end ti gange så mange som der er forkyndere på øerne.

Pohnpei: Åndens frugt opdyrkes

William og Adela Yap var ikke de første forkyndere der satte foden på Ponape (nu Pohnpei), en af de største øer i denne del af Stillehavet. I 1961 havde Merle Lowmaster forkyndt en smule på øen, og i begyndelsen af 1965 havde han opholdt sig på øen længe nok til at leje en nedlagt butik der kunne bruges som missionærhjem. Da broder og søster Yap ankom, måtte de bruge macheter for at komme ind i huset. „Det tog os adskillige dage at komme til bunds i seks års ukrudt,“ fortæller William. „Der var ingen der havde passet huset, så det var blevet tilholdssted for alle tænkelige former for dyr og kryb.“

Broder og søster Yap var et energisk ægtepar der hurtigt vandt andres respekt som frimodige og utrættelige forkyndere. De forkyndte blandt andet for øens guvernør, som de gav et eksemplar af Ny Verden-Oversættelsen. Han kunne godt lide at oversættelsen var så letforståelig, men han vurderede den også på omslaget. Han syntes ikke at den med sit grønne bind lignede ’en rigtig bibel’; missionærerne byttede derfor hans grønne bibel ud med en de luxe-udgave i sort bind med guldtryk. Guvernøren blev så glad for sin nye bibel at han brugte den ved edsaflæggelser og ved bryllupper.

Fra „køkkenkirke“ til rigssal

I 1966 skænkede Carl Dannis, en forhenværende embedsmand på Pohnpei, halvdelen af sin grund til menigheden så man kunne opføre den første rigssal på Pohnpei. Carl var en intelligent og agtet leder, en lille mand med en gylden teint og rare mørkeblå øjne. Hans hustru, Rihka, var datter af den sidste konge på øen Mokil. Dette ponapeanske ægtepar studerede Bibelen flere gange om ugen i lyset fra petroleumslamper og gjorde hurtigt fremskridt så de kunne blive døbt.

Indtil rigssalen kunne opføres blev alle fem møder holdt på engelsk i Carl Dannis’ køkkenhus, hvilket fik nogle i befolkningen til at kalde den lille gruppe forkyndere for „køkkenkirken“. Der kom højst ti til møderne. Når de sang sangen „Fra hus til hus“, som de havde oversat til ponapeansk, hånede naboerne dem og sagde: „Er det ikke lyden af myrer der synger?“

Missionærerne fik et nyt syn på de muligheder der var i deres distrikt, da borgmesteren lod dem bruge landsbyens baseballstadion til at vise en film om det internationale stævne i 1958 i New York. Flere uger i forvejen blev filmen annonceret i radioen, og da det blev tid til forevisningen, strømmede folk ind på det lille stadion. Et stivet lagen var blevet hængt op mellem to pæle som lærred, hvilket gjorde det muligt at se filmen fra begge sider af lagenet. Hvor mange overværede forevisningen? Omkring 2000 — en sjettedel af øens befolkning!

Siden da er „lyden af myrer“ taget til, og i dag mødes over 130 hver søndag i en komfortabel rigssal.

Belau: Dens mange øer

En anden af de øgrupper som Merle Lowmaster besøgte på den rejse han foretog i 1961, var Palau (i dag Republikken Belau). I 1967 blev Amos og Jeri Daniels sendt dertil som gileaduddannede missionærer. De følte at de var blevet sendt til jordens fjerneste egn. „Efter at flyet var landet i Palau,“ fortæller Amos, „fløj det tilbage til Guam. Palau var det fjerneste sted man kunne komme.“

De erfarede at Belau består af omkring 300 indbydende øer, deriblandt en øgruppe kaldet Rock Islands, et yndet turistmål. Fra luften ligner disse småøer med deres tætte tropeløv grønne svampe der vokser op af havet.

Landsbyboere går fra dør til dør

Samtidig med at broder og søster Daniels kæmpede med at lære palauansk, begyndte de at forkynde fra hus til hus. Til deres overraskelse fulgte nogle spørgelystne landsbyboere efter dem og lyttede til deres samtaler med naboerne.

En af de første de studerede Bibelen med, var søn af en høvding. Denne mand boede i en fjerntliggende landsby på øen Ngiwal. Når som helst han havde mulighed for det, rejste han til Koror, den ø hvor missionærerne boede. Men han blev ved med at bede dem om at besøge hans landsby og tale med folk dér. Broder og søster Daniels tøvede med at rejse dertil. „Man kan kun komme til øen ved at sejle gennem et krokodillebefængt farvand,“ beretter Amos. „Men da kredstilsynsmanden kom på besøg, blev det omsider muligt at foretage rejsen fordi en anden af dem vi studerede med, indvilligede i at sejle båden.“ De gik fra hus til hus for at forkynde for landsbyboerne, og da de holdt et offentligt foredrag, blev det overværet af 114.

En diakonisse forkynder frimodigt Jehovas navn

Obasang Mad, en nidkær diakonisse der tilhørte syvendedagsadventisterne i Belau, blev i 1968 kontaktet af Jehovas Vidners missionærer. Trods modstand fra sin mand og fra kirkens ledere forstod Obasang hurtigt sandheden om Guds navn, treenigheden og opstandelsen.

„En dag blev jeg i kirken bedt om at lede menigheden i bøn,“ fortæller Obasang. „Selv om jeg vidste at jeg ville blive voldsomt kritiseret af de andre adventister, bad jeg til Jehova. Kort efter forlod jeg kirken og sluttede mig til missionærerne i forkyndelsesarbejdet.“

Obasang er i dag 70 år gammel og har været pioner i 21 år selv om hun er syg og har mistet sin mand og sine to børn. Hun har let til smil, og hendes venlighed har gjort hende til en søjle af åndelig styrke.

Det kan være en oplevelse at forkynde med båd

Amos og Jeri Daniels ville gerne forkynde på den nærliggende ø Babelthuap (lokalt kendt som Babeldaop), men der var ingen veje mellem øens landsbyer, der lå ved kysten og kun var tilgængelige fra søsiden. En lokal broder var så venlig at bygge en båd til dem, men de havde ingen motor. Omkring samme tid overværede Amos og Jeri et stævne i Guam. Her mødte de en broder fra De Forenede Stater som kendte en bestyrelsesformand i et firma der fremstillede bådmotorer. Kort efter havde de en splinterny påhængsmotor. „Jehova sørger altid for det nødvendige,“ slutter Amos.

Når man i Mikronesien tager båden ud til de fjerntliggende øer for at forkynde, er det en dagtur. Man må planlægge turen omhyggeligt og tage tidevandet i betragtning. „Vi tager altid af sted to timer før højvande og vender hjem to timer efter det næste højvande (omkring 14 timer senere) for ikke at ødelægge skruen eller komme til at hænge fast,“ fortæller en missionær. Man må sørge for at medbringe proviant til turen, tilstrækkeligt med publikationer og skiftetøj. Alt skal beskyttes i plasticsække. På de øer hvor der ikke er nogen havn, må missionærerne vade ud i havet for at komme om bord i deres båd. Hvis de ikke allerede er våde, vil de sædvanligvis blive det af bølgerne eller skumsprøjtet. De beder altid en bøn før de sætter af, og når søen er hård, bliver der nogle gange opsendt mange stille bønner under selve sejlturen.

I årenes løb har missionærerne i Mikronesien lært at sejle i lagunerne i al slags vejr, og de er blevet mestre i at bygge både og reparere påhængsmotorer.

Megen vandring og stor gæstfrihed

Da nogle landsbyer hverken kan nås med bil eller båd, må missionærerne vandre i timevis ad smukke junglestier med kokospalmer for at nå frem til de nøjsomme indbyggere. Klimaet er varmt og fugtigt, så brødrene går ikke med slips i forkyndelsen, og man går som regel med gummisandaler (kaldet zori).

Harry Denny, der har været missionær på Belau i 21 år, fortæller: „Vi finder altid nogle der gerne vil lytte til sandheden. Disse isolerede folk viser ofte deres gæstfrihed ved at klatre op i en kokospalme, plukke en frisk kokosnød, hakke toppen af med en machete og tilbyde én en drink i den originale emballage.“

Harry og hans kone, Rene, bor på et missionærhjem sammen med Jane Senas og Roger Konno, begge ugifte missionærer der har været i deres tildelte distrikt i 24 år. Disse fire trofaste missionærer har hjulpet menigheden i Belau til at vokse til 60 forkyndere, og menighedsbogstudiet holdes nu på tre sprog — palauansk, tagalog og engelsk.

Yap: Jehovas øjne hviler på den

Året efter at gileaduddannede missionærer begyndte at tjene i Belau, ankom Jack og Aurelia Watson til Yap. Det følgende år kom der yderligere to missionærer. Skønt Yap består af en lille gruppe øer som kun de færreste på kloden kender til, kender Jehova dem og har kærlig omsorg for deres beboere. Yap består af fire tætliggende øer der er forbundet med broer. Øerne er også stærkt knyttet sammen af gamle traditioner. Yap har et sprog som ikke tales andre steder i verden, penge der er lavet af sten, og en befolkning der i det store og hele ikke lader sig imponere af vestlig kultur. Den dag i dag bærer nogle mænd blandt de 10.500 indbyggere på Yap stærkt farvede lændeklæder, og nogle gange er kvindernes eneste beklædningsgenstand deres bastskørter.

Merle Lowmaster havde forkyndt her i 1964, men Jack og Aurelia Watson håbede at de ville kunne blive på Yap. Det var imidlertid ikke let for dem at lære yapesisk. Det eneste skriftlige materiale der fandtes, var nogle få brochurer der indeholdt vedtægter, samt en katolsk katekismus. Broder og søster Watson lyttede til det folk sagde, og forsøgte at efterligne det de hørte. Året efter var en ung yapesisk mand der også viste interesse for sandheden, villig til at undervise dem i sproget. Missionærerne brugte den første måned på at forsøge at lære ham så meget engelsk at han kunne forklare dem hvordan man taler yapesisk.

Møder i „banken“

Den lokale katolske præst og den lutherske præst, der tidligere havde været fjender, slog sig sammen om at uddele en brochure der fordømte Jehovas Vidner. Den katolske præst brugte også sin indflydelse til at få missionærerne smidt ud af deres logi, og det syntes umuligt at finde et andet sted at bo. Præsten havde advaret alle udlejere om ikke at leje ud til missionærerne, så brødrene sørgede for at deres koner midlertidigt kunne bo på hotellet. De selv boede i et 3,5 gange 4 meter stort skur hvis gulv var brudt sammen.

Yap er bedst kendt for sine århundredgamle stenpenge, massive hjul af kalksten, kaldet rai, der kan måle fra en halv til tre og en halv meter i diameter. Disse penge bruges ikke længere når man skal købe jord eller betale gæld, men de er højt skattede som følge af deres historiske værdi. Brødrene opdagede også at de kunne bruges på en anden måde. Da de mistede deres missionærhjem, blev møderne en tid holdt under et stort træ hvor der var en udstilling af disse stenpenge. Nogle af stenpengene i denne ’landsbybank’ stod på højkant og var således et behageligt rygstød for tilhørerne, mens en 190 liters olietønde gjorde det ud for talerstol.

Missionærerne havde dog stadig ikke fundet et sted at bo. „Vi var lige ved at tro at vi måtte give op,“ fortæller Watson. „Men Jehova kom os til hjælp.“ Aftenen før missionærerne skulle af sted til et stævne i Guam, spurgte en mand dem om de ville leje et hus. Det var måske den mest ideelle bygning på Yap — en tyfonsikret betonbygning med tilstrækkelig plads til både møder og beboelse.

De aflægger vidnesbyrd om deres tro

I 1970 kom der to missionærer mere. Det var Placido og Marsha Ballesteros fra Hawaii. Men det gik langsomt med væksten. „Ofte var vi kun os fire missionærer til møderne, som blev holdt i vores dagligstue,“ mindes Placido.

Efterhånden som lokale brødre gjorde åndelige fremskridt, kom væksten. En af brødrene, John Ralad, måtte træffe en vanskelig beslutning. Da John begyndte at studere Bibelen, var hans byggefirma i færd med at opføre en kirke. Trods pres fra alle sider kom John til den slutning at han ikke med god samvittighed kunne fuldføre projektet. I dag tjener han som ældste i menigheden.

Yow Nifmed måtte også træffe en vanskelig beslutning. Da han i 1970 første gang blev kontaktet af Jehovas vidner, havde han to koner. For at rette sit liv ind efter Jehovas krav måtte han lave om på hele sin tilværelse. I dag er han ældste, og både broder Nifmed og den hustru han beholdt, er glade for at tjene Jehova. Når han kører til møderne i sin pickup, er den lastet med 15 af hans slægtninge.

Jehovas folk er overalt

„Set med menneskers øjne er Yap blot en lille plet på kloden, og de få tusind der bor her, er en uanselig skare i sammenligning med jordens milliarder af mennesker,“ har Placido Ballesteros engang sagt. „Alligevel har Jehova ikke glemt disse mennesker. Da jeg kom hertil, drømte jeg ikke om at der en dag ville blive udgivet en månedlig udgave af Vagttårnet på yapesisk, og at vi en dag skulle sprede bøger på yapesisk fra dør til dør.“

En morsom erfaring viser hvor grundigt Jehovas navn bliver gjort kendt. En dag mødte Placido en turist der sad ved en flod, milevidt fra de nærmeste turistattraktioner og langt fra det sted hvor vejen endte. Da manden blev spurgt om han var faret vild, svarede han: „Nej, jeg er bare søgt så langt væk som muligt for at finde et fredfyldt sted hvor jeg kan samle tankerne.“ Da turisten spurgte Placido hvorfor han var der, forklarede Placido at han var missionær og et af Jehovas vidner. „Åh, nej!“ udbrød turisten. „Jeg bor i Brooklyn, ikke ret langt fra jeres hovedkontor. Det er umuligt at slippe væk fra jer.“

Kosrae: Også her er Jehovas navn kendt

Efter at en nidkær familie fra Pohnpei i 1969 havde overværet det internationale stævne på Hawaii med temaet „Fred på jorden“, indså de at de kunne være de første der forkyndte den fred som kun Guds rige kan indføre, for indbyggerne på Kosrae. Stævnet motiverede broder Fredy Edwin til sammen med sin familie at flytte de 580 kilometer ud til denne isolerede plet på havet der i det nittende århundrede var en kendt hvalfangerhavn. Det var naturligt for familien Edwin at flytte hertil eftersom Fredys kone, Lillian, var datter af kongen på Kosrae. Fredy taler syv sprog, deriblandt kosraeansk.

Før Fredy Edwin blev et af Jehovas vidner, var han medlem af den protestantiske komité der oversatte Bibelen til ponapeansk. Efter at han flyttede til Kosrae, var hans evner som oversætter medvirkende til at Vagttårnsselskabets publikationer kunne blive oversat til kosraeansk. Også andre i hans familie har haft travlt med at forkynde budskabet om Riget. Hans datter Desina sagde nej tak til et universitetsstipendium og valgte i stedet som den første at blive specialpioner i Mikronesien. En anden datter, Mildred, har været almindelig pioner, og Fredys kone har ofte været hjælpepioner.

Hjælp til at bygge en rigssal

Zecharias Polly, der oprindelig er fra Chuuk, var den første fra Mikronesien der blev missionær. Han havde været med til at oprette menigheden på Kosrae, og i 1977 havde han også hjulpet med at bygge rigssalen og missionærhjemmet her.

Rigssalen blev ikke bygget i løbet af en weekend. Faktisk bliver der hver søndag totalt stille på denne ø fordi en sabbatslov forbyder at man køber, sælger, drikker, fisker, arbejder eller leger. Men rigssalen blev alligevel opført i et tempo der imponerede lokalbefolkningen. Brødrene brugte alt hvad de kunne skaffe lokalt, til at præfabrikere så meget som muligt. Andre ting blev købt i Pohnpei og sendt med skib. Da de sidste skibsladninger kom til Kosrae sammen med frivillige fra Pohnpei, gik der ikke lang tid før bygningen tog form. Denne rigssal benyttes stadig, ikke blot til ugentlige møder, men også til stævner.

Fjerntliggende menighed priser Jehova

Da der blev oprettet en menighed på Kosrae i 1976, lå den så langt fra afdelingskontoret at den månedlige rapport blev overbragt til Pohnpei via kortbølgeradio. Det var først i 1979 at der blev oprettet en fast flyrute til Kosrae. Der kom ganske vist skibe med post til øerne, men postgangen kunne tage op til seks måneder.

I dag er alle landingsbanerne i Mikronesien lavet af asfalt der kan klare jetfly, men i begyndelsen af 1980’erne foregik den eventyrlige tur til Kosrae med et fly med syv siddepladser. „På en flyrejse som min kone og jeg var med på til Kosrae, blev vi fanget i et voldsomt stormvejr, og det lod til at vi var faret vild,“ mindes Arthur White. „Piloten fløj cirka 30 meter over havet og søgte efter øen. Den kvinde der sad bag os, bad højt. Vi vidste at hvis piloten ikke kunne finde Kosrae, ville vi sandsynligvis være fortabt; men endelig kom øen til syne, og vi var i stand til at lande på den smalle grusvej de brugte som landingsbane.“

James Tamura har opholdt sig 17 år som missionær på Pohnpei og Kosrae. Han taler for mange når han siger: „Jeg glæder mig over at se arbejdet vokse og se Jehovas navn blive gjort kendt på disse fjerntliggende øer i Stillehavet.“

Rota: En beretning om udholdenhed

På den lille ø Rota, der lige akkurat kan ses fra Guam, bliver der nogle gange bragt meddelelser til offentligheden over et højttalersystem. En dag i 1970 lød borgmesterens stemme i højttalerne. Han informerede Rotas indbyggere om at Jehovas vidner var kommet til øen, og at de ville besøge dem i deres hjem. „Tag venligst godt imod dem, og byd dem velkommen,“ sagde borgmesteren.

Augustine Castro var en af de brødre der den dag forkyndte på Rota. Han spredte adskillige bøger til borgmesteren på Rota, som han kendte gennem sit arbejde for staten på Saipan. Det var det der havde fået borgmesteren til at bringe meddelelsen. I løbet af to timer havde de besøgende brødre spredt alle de publikationer de havde i deres tasker. Men samtidig ulmede præsternes modstand.

Præsteskabet blander sig i forkyndelsesarbejdet

„Nogen må have fortalt den katolske præst om vort besøg,“ fortæller Gus. „Vi befandt os på en tankstation. En ung mand var ved at tage imod bogen Sandheden der fører til evigt liv da han så op og fik øje på præsten. Han tøvede og sagde nervøst: ’Jeg vil gerne vise bogen til præsten for at høre om det er i orden.’ Vi betragtede præsten mens han bladede i bogen. Han kendte mig udmærket, for jeg havde selv engang læst til præst. Til sidst sagde han til den unge mand: ’Det er i orden at du tager imod bogen . . . så længe du ikke skifter tro.’“

Modstanden tog til efter at Juan og Mary Taitano i 1981 blev sendt til denne katolsk-dominerede ø som specialpionerer. „Den lokale præst fulgte efter os fra dør til dør og fortalte folk at Jehova er et andet navn for Satan,“ beretter Juan. „Han anbragte et skilt på næsten alle huse hvor der stod: ’Dette er et katolsk hus. Respekter venligst vores tro.’ Han sendte også drenge ud for at konfiskere og brænde de publikationer folk havde modtaget.“

Folk gribes af had og frygt

Broder og søster Taitano var chamorroer ligesom folk på Rota, og begge kunne tale chamorro, men alligevel blev de mødt med stort had.

„Engang truede en mand jeg besøgte, med at han ville ’hente et baseballbat og brække hvert ben i kroppen på mig’,“ fortæller Juan. „Næste dag kom denne mand ud for en bilulykke og brækkede begge sine ben og den ene arm. Folk i landsbyen sagde at Gud havde straffet ham for det han havde sagt, og det gjorde dem bange for Jehovas vidner.“

En positiv indstilling trods negative resultater

I de sidste 25 år har missionærer brugt utallige timer på at forkynde for folk på Rota. På trods af denne indsats er der blot otte forkyndere ud af en befolkning på 2500, og dette tal indbefatter et specialpionerægtepar. Men de trofaste forkyndere fortsætter med at vise udholdenhed og nægter at lade sig slå ud.

„Rota er et vanskeligt distrikt, ingen tvivl om det,“ siger Gary Andersson, der er missionær. „Men selv de værste forhold vil ikke vare ved for evigt. Rota vil forandre sig. Intet er umuligt med Jehovas hjælp.“

Nauru: Man finder sande rigdomme

Republikken Nauru, der har en befolkning på omkring 7000, blev engang betragtet som et af de rigeste lande i verden; men også her har folk brug for at høre budskabet om Riget. Størstedelen af denne rigdom skyldes at man har drevet åben minedrift efter fosfat på en stor del af denne lille ø. Øen er derved blevet ødelagt og er langtfra et paradis, og nu har også den alvorlige økonomiske problemer.

Det første forsøg på at bringe budskabet om Riget til Nauru mislykkedes. Da en missionær fra Marshalløerne i 1979 kom til Nauru for at sprede sandhedens sædekorn, blev han udvist, og tre politibetjente eskorterede ham til flyet.

Før han blev deporteret, studerede han imidlertid Bibelen med Humphrey Tatum. Humphrey fortsatte med at læse på egen hånd, og da Nat Miller besøgte Nauru som rejsende tilsynsmand, bad Humphrey om at blive døbt. „Eftersom vort arbejde blev betragtet som ulovligt, ventede vi til det blev mørkt,“ fortæller broder Miller. „Vi gik sammen omkring 30 meter ud i Stillehavet, og han blev døbt uden at lokalbefolkningen bemærkede noget.“

Før 1995 var det forbudt at forkynde fra dør til dør på Nauru. Udlændinge har stadig ikke lov til at tage del i hus-til-hus-forkyndelsen, men myndighederne har nu givet indfødte nauruanere lov til at forkynde, hvilket gør det muligt for den lille gruppe døbte Jehovas vidner at tale frit om Bibelen.

Broder Tatum tjente til sin død i 1995 som ældste i den lille menighed på Nauru. Han har også oversat traktater og mindehøjtidsindbydelser til nauruansk for sine trosfæller. Skønt få i tal bestræber Jehovas vidner på Nauru sig for at gøre deres medmennesker opmærksomme på værdien af åndelige rigdomme, den form for rigdom der fører til evigt liv. — Ordsp. 3:1, 2, 13-18.

Stillehavsøerne har ry for at være et paradis på jorden, men bag denne romantiske facade finder man de barske realiteter som mange mikronesiere kæmper med. Deres tidligere så enkle livsstil er blevet ødelagt af de onder civilisationen har ført med sig. Man kan blot nævne sådan noget som fjernsyn, kriminalitet, stofmisbrug og smitsomme sygdomme. Det går op for flere og flere at det budskab om Riget som Jehovas vidner forkynder, er den eneste løsning på deres tiltagende problemer.

Afdelingskontoret på Guam, der fører tilsyn med forkyndelsesarbejdet i Mikronesien, har færre forkyndere i sit område end de fleste andre af Selskabets 104 afdelingskontorer. Men distriktet er et af de største i verden. Selv om vore brødre og søstre på disse fjerntliggende øer er adskilt af store afstande, føler de sig alligevel nært knyttet til Jehovas organisation. De bibelske publikationer de regelmæssigt får på deres egne sprog, de stævner der afholdes med jævne mellemrum, og de åndeligt opbyggende besøg de modtager af rejsende tilsynsmænd, lader dem ikke i tvivl om at de er en del af et internationalt brodersamfund.

De missionærer der virker i sådanne afsidesliggende distrikter, bliver også mindet om den kærlighed der findes blandt Jehovas folk. Hver sommer får de mulighed for at rejse til Guam for at overvære områdestævnet, hvilket ofte er blevet afholdt i forbindelse med zonetilsynsmandens besøg. Rodney Ajimine, der har været missionær i over 20 år og også har været rejsende tilsynsmand i Mikronesien, forklarede ved en lejlighed vigtigheden af den årlige rejse til Guam. „Det styrker sammenholdet blandt missionærerne på de forskellige øer,“ siger han. „Det hjælper os alle til at holde ud.“

Der er også noget andet der er en hjælp for vore brødre på disse spredtliggende øer. Under ledelse af Det Styrende Råd blev der i 1993 oprettet en Hospitalinformation på afdelingskontoret i Guam, og siden er der blevet oprettet Kontaktudvalg til Hospitaler for hver øgruppe i Mikronesien. Hvert år bliver der holdt en pionerskole for dem der er i heltidstjenesten, og fra tid til anden afholdes der også Rigets Tjenesteskole til gavn for menighedens tilsynsmænd. I 1994 oprettede afdelingskontoret i Guam desuden en byggeafdeling for at koordinere planlægningen og bygningen af rigssale og missionærhjem i Mikronesien.

Missionærernes og forkyndernes uophørlige indsats i de forløbne fyrre år har hjulpet mange øboere til at lære Jehova at kende og elske ham. Nu fører nogle af disse øboere an i de lokale menigheder og arbejder flittigt med at forkynde Guds hensigt om at gøre hele jorden til et paradis.

Der er stadig meget at gøre i Mikronesien, men takket være Jehovas organisations kærlige beskyttelse og ledelse går profetien i Esajas 51:5 i opfyldelse: „På mig [Jehova] vil øerne håbe, og min arm vil de vente på.“

[Kort på side 210]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

JAPAN

MIKRONESIEN

SAIPAN

ROTA

GUAM

YAP

BELAU

POHNPEI

CHUUK

KOSRAE

NAURU

MARSHALLØERNE

KIRIBATI

HAWAII

[Helsides illustration på side 208]

[Illustration på side 213]

Sam og Virginia Wiger foran Guams første rigssal

[Illustrationer på side 215]

Øverst: Missionærerne Merle og Fern Lowmaster

Nathaniel Miller (med sin nu afdøde kone, Allene) var den første koordinator i afdelingskontorets udvalg på Guam

[Illustration på side 216]

Afdelingskontoret på Guam og udvalget (fra venstre mod højre: Julian Aki, Salvador Soriano og Arthur White)

[Illustration på side 218]

Missionærerne samlet til et møde under zonetilsynsmandens besøg i 1994

[Illustrationer på side 223]

1, 2. Rigssal/missionærhjem i Kiribati, bygget ved hjælp af internationalt samarbejde

3. Nariki Kautu og hans kone, Teniti

4. Et bibelstudium på Kiribati

[Illustration på side 227]

Forkyndere i rigssalen på Ebeye

[Illustration på side 228]

Augustine Castro, en nidkær lokal ældste

[Illustration på side 229]

Robert og Sharon Livingstone

[Illustration på side 234]

Nye missionærer får en varm velkomst

[Illustration på side 236]

Når man benytter en båd i forkyndelsen, må man være indstillet på at blive våd

[Illustration på side 237]

Nu mødes man i en rigssal i stedet for i et køkkenhus

[Illustration på side 237]

Carl og Rihka Dannis var de første lokale Jehovas vidner på Pohnpei

[Illustration på side 238]

Missionæren Neal Maki er også oversætter

[Illustrationer på side 241]

Obasang Mad, mangeårig pioner, parat til forkyndelsen

Til venstre: Gruppevidnearbejde i en pickup

[Illustrationer på side 243]

Forkyndelse på Yap

Merle Lowmaster og yapesiske „mønter“ i „landsbybanken“

[Illustration på side 246]

Man må være sikker på fødderne når man benytter broerne på Kosrae

[Illustration på side 246]

Fredy Edwin, til venstre, med sin kone og sine børn og børnebørn

[Illustration på side 251]

Forkyndere der tager udfordringen op på Rota