Gå direkte til indholdet

HJÆLP TIL FAMILIEN | FORÆLDREROLLEN

Børn og sociale medier – 1. del: Skal mit barn have lov til at bruge sociale medier?

Børn og sociale medier – 1. del: Skal mit barn have lov til at bruge sociale medier?

 I en spørgeundersøgelse blandt teenagere svarede 97 procent at de bruger sociale medier. Er dit barn også ivrigt efter at komme på de sociale medier? Så er der nogle ting du skal overveje.

I den her artikel

 Tidsforbruget

 “Sociale medier er designet til at fange og fastholde din opmærksomhed og får dig til hele tiden at tjekke om der er sket noget nyt,” står der på hjemmesiden HelpGuide.

 “Minutter bliver til timer når jeg sidder og scroller ned over opslagene på de sociale medier. Det kan virkelig være svært at lægge telefonen fra sig og gå i gang med noget mere produktivt.” – Lynne, 20.

 Spørg dig selv: Har mit barn selvkontrol nok til at overholde de tidsbegrænsninger jeg fastsætter i forbindelse med sociale medier? Er mit barn modent nok til selv at sætte nogle grænser og følge dem?

 Princip fra Bibelen: ‘Pas omhyggeligt på hvordan I lever, at det er som vise mennesker. Brug jeres tid klogt.’ – Efeserne 5:15, 16.

Hvis du lader dit barn bruge de sociale medier uden at du har givet hende nogle retningslinjer, vil det være ligesom at lade hende ride på en hest uden at nogen har lært hende hvordan man gør

 Venskaber

 Udtrykket “sociale medier” leder tankerne hen på et hyggeligt sted hvor man kan holde kontakten med dem man kender. Men man kan også meget let blive “venner” med nogle man slet ikke kender.

 “Jeg har lagt mærke til at en del af dem jeg kender, tror at hvis de får mange likes eller har masser af følgere, betyder det at der er mange der kan lide dem og holder af dem – også selvom de slet ikke kender de mennesker.” – Patricia, 17.

 Spørg dig selv: Er mit barn modent nok til ikke at gå alt for meget op i antallet af følgere og likes? Hvor god er han eller hun til at få venner i det virkelige liv?

 Princip fra Bibelen: “En sand ven viser kærlighed til hver en tid; han er en bror som er født til at hjælpe i svære tider.” – Ordsprogene 17:17.

 Følelsesmæssig påvirkning

 Eksperter har bemærket at hvis man bruger de sociale medier alt for meget, kan det føre til at man føler sig ensom, bliver overdrevet bekymret eller endda deprimeret.

 “Det er aldrig rart at se at ens venner er sammen med ens andre venner uden at man selv er inviteret.” – Serena, 19.

 Spørg dig selv: Er mit barn modent nok til ikke at blive selvcentreret, konkurrenceminded eller overdrevet påvirket af hvad han eller hun ser at andre gør på sociale medier?

 Princip fra Bibelen: “Lad os ikke blive selvoptagede så vi begynder at konkurrere indbyrdes og bliver misundelige på hinanden.” – Galaterne 5:26.

 Adfærd på de sociale medier

 På de sociale medier kan man nemt støde på sådan noget som cybermobning, sexting og pornografi. Det kan også ske for dit barn selvom han eller hun ikke selv gør noget for at opsøge det.

 “Jeg har lagt mærke til at folk føler at de kan tillade sig hvad som helst på de sociale medier. Ofte er der en meget hård tone og en del upassende musik.” – Linda, 23.

 Spørg dig selv: Er mit barn modent nok til at begå sig på de sociale medier? Er mit barn stærkt nok til at afvise upassende indhold?

 Princip fra Bibelen: “Seksuel umoral, urenhed og begærlighed af enhver art er noget der slet ikke bør nævnes hos jer … Hold jer også fra skamløs opførsel, tåbelig snak og sjofle vittigheder.” – Efeserne 5:3, 4.

 Er det nødvendigt at være på de sociale medier?

 Det er ikke livsnødvendigt at være på de sociale medier – man kan sagtens være glad og tilfreds uden. Mange unge har et godt liv uden sociale medier, og det gælder også nogle som tidligere havde en profil, men som har valgt at slette den.

 “Da jeg så hvordan det påvirkede min storesøster at være på de sociale medier, besluttede jeg at slette min profil. Siden da har jeg været mere glad, og jeg føler også at jeg får mere ud af livet.”Nathan, 17.

 Pointen: Inden du giver dit barn lov til at bruge de sociale medier, må du sikre dig at han eller hun er moden nok til at overholde tidsbegrænsninger, prioritere sine rigtige venner over sine onlinevenner og styre uden om upassende indhold.

 Princip fra Bibelen: “Den kloge overvejer hvert skridt han tager.” – Ordsprogene 14:15.