Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Samarbejde fører til åndelige fremskridt

Samarbejde fører til åndelige fremskridt

Samarbejde fører til åndelige fremskridt

HVIS man gerne vil have at ens familie skal gøre åndelige fremskridt, er det vigtigt at man hjælper hinanden. Da Jehova skabte det første menneskepar, understregede han nødvendigheden af samarbejde. Eva skulle arbejde sammen med Adam som hans „modstykke“. (1 Mos. 2:18) Ægteskabet skulle være et partnerskab hvor manden og hustruen støttede hinanden. (Præd. 4:9-12) Hvis både forældre og børn skal kunne udfylde den plads Jehova har givet dem, er det også nødvendigt at familien samarbejder.

Familiens gudsdyrkelse

Barry og Heidi har fem børn, og de har erfaret at når alle arbejder sammen om at få gennemført familiens bibelstudium, hjælper det dem til at gøre fremskridt. Barry forklarer: „Indimellem giver jeg børnene nogle små opgaver i forbindelse med familiestudiet. Jeg beder dem for eksempel om at forberede nogle kommentarer ud fra artikler i Vågn op! Vi øver os også på hvad vi kan sige i forkyndelsen, så hvert barn har forberedt en præsentation.“ Heidi tilføjer: „Vi har alle sammen en liste over åndelige mål vi gerne vil nå, og fra tid til anden kigger vi på disse lister når vi har familiestudium, for at se om vi har gjort fremskridt.“ Barry og Heidi har også erfaret at nogle fjernsynsfri aftener giver hele familien lejlighed til at læse i fred og ro.

Menighedens møder

Mike og Denise har opdraget fire børn. Hvordan hjalp det familien at alle samarbejdede? Mike siger: „Nogle gange faldt selv den mest gennemtænkte plan til jorden, men samarbejde hjalp os til alligevel at komme til møderne til tiden.“ Denise siger: „Mens børnene voksede op, havde de hver især nogle pligter. Kim, vores datter, hjalp med at lave mad og dække bord.“ Sønnen Michael ser tilbage og siger: „Hver tirsdag aften var der møde i vores hjem, så vi ryddede op, støvsugede og satte stole frem.“ Matthew, en anden af sønnerne, tilføjer: „Far sørgede altid for at være tidligt hjemme fra arbejde de aftener der var møde, så han kunne hjælpe os med at blive klar til mødet.“ Hvad har resultatet været?

Alle anstrengelserne værd

Mike fortæller: „I 1987 begyndte Denise og jeg som pionerer. På det tidspunkt boede tre af vores børn stadig hjemme. To af dem blev også pionerer, og de andre har hjulpet med byggearbejde på Betel. Det har også været en stor glæde at vi som familie har kunnet hjælpe 40 personer frem til indvielse og dåb. Vi har desuden haft den forret at arbejde sammen på forskellige byggeprojekter, endda i udlandet.“

Ja, det er alle anstrengelserne værd at samarbejde som familie. Måske kan I komme i tanker om andre måder I kan arbejde sammen på i jeres familie? I kan være sikre på at hele familien vil gøre åndelige fremskridt hvis I hjælper og støtter hinanden.

[Illustration på side 28]

Ved at øve sig sammen kan man gøre fremskridt i forkyndelsen