For 90 år siden begyndte jeg at ’huske min store Skaber’

FORTALT AF EDWIN RIDGWELL

DEN 11. november 1918, den dag Første Verdenskrig sluttede, blev alle vi børn i skolen pludselig samlet for at fejre afslutningen på Den Store Krig. Jeg var kun fem år og forstod ikke helt hvad det var man fejrede. Men på grund af det mine forældre havde lært mig om Gud, vidste jeg at jeg ikke ville tage del i ceremonien. Jeg bad til Gud, men så overvældede følelserne mig, og jeg begyndte at græde. Jeg tog dog ikke del i det der foregik. Det var på dette tidspunkt jeg begyndte at ’huske min store Skaber’. — Præd. 12:1.

Et par måneder før denne episode var vi flyttet til et sted i nærheden af Glasgow i Skotland. Det var omkring det tidspunkt at min far overværede et offentligt foredrag med titlen „Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø“. Det forandrede hans liv. Far og mor begyndte at studere Bibelen, og de talte ofte om Guds rige og de velsignelser det ville medføre. Jeg er Jehova dybt taknemmelig for at mine forældre lærte mig at elske ham og stole på ham. — Ordsp. 22:6.

Jeg begynder i heltidstjenesten

Da jeg blev 15 år, kunne jeg være gået i gang med en højere uddannelse, men jeg var meget opsat på at blive heltidstjener. Min far syntes at jeg var for ung, så jeg arbejdede for en tid på et kontor. Mit ønske om at tjene Jehova på fuld tid var imidlertid så stærkt at jeg en dag skrev et brev til J.F. Rutherford, der dengang førte tilsyn med det verdensomspændende forkyndelsesarbejde. Jeg ville gerne høre hvad han mente om mine planer. Broder Rutherford skrev tilbage: „Hvis du er gammel nok til at arbejde, er du også gammel nok til at tage del i Herrens arbejde . . . Jeg er sikker på at Herren vil velsigne dig hvis du bestræber dig for at tjene ham trofast.“ Brevet, der er dateret den 10. marts 1928, havde stor indvirkning på vores familie. Inden længe var min far, mor, storesøster og jeg i fuld gang i heltidstjenesten.

Ved et stævne i London i 1931 efterlyste broder Rutherford frivillige til at forkynde den gode nyhed i udlandet. Jeg meldte mig, og sammen med Andrew Jack blev jeg sendt til Kaunas, der dengang var hovedstad i Litauen. Jeg var på det tidspunkt 18 år.

Jeg forkynder i udlandet

Dengang var Litauen et fattigt landbrugsland, og forkyndelse i landdistrikterne var noget af en udfordring. Det var ikke nemt at finde overnatningsmuligheder, og visse af logierne glemmer vi aldrig. For eksempel vågnede Andrew og jeg en nat fordi vi følte ubehag. Da vi have fået tændt vores olielampe, så vi at hele sengen var dækket med væggelus. Vi var blevet bidt fra fod til isse! For at lindre smerterne måtte jeg hele den næste uge begynde  dagen med at stå i koldt vand til halsen i den nærmeste flod. Men vi var besluttede på at fortsætte vores tjeneste. Kort efter blev vores logiproblemer løst idet vi fik lov til at bo hos et ungt par der havde taget imod sandheden fra Bibelen. Deres hjem var ikke stort, men det var rent. Vi sov med glæde på gulvet. Det var væsentligt bedre end den lusede seng!

Litauen var på det tidspunkt domineret af romerskkatolske og russiskortodokse gejstlige, og det var kun de velhavende der havde råd til en bibel. Vores hovedmål var at nå ud til så stor en del af vores distrikt som muligt og at få uddelt så meget bibelsk litteratur til de interesserede som vi overhovedet kunne. Det første vi gjorde når vi kom til en by, var at finde et sted hvor vi kunne overnatte. Derefter gennemgik vi med forsigtighed de områder der lå uden for byen, og til sidst tog vi så hurtigt selve byen. På den måde kunne vi som regel fuldføre vores arbejde inden de lokale præster nåede at skabe problemer for os.

Postyr og omtale

I 1934 blev Andrew bedt om at tjene på afdelingskontoret i Kaunas, og John Sempey blev min nye makker. Vi havde nogle mindeværdige oplevelser. En dag forkyndte jeg på et advokatkontor i en lille by. Manden blev meget vred, hev en pistol frem fra en skuffe og sagde at jeg skulle se at forsvinde. Jeg bad hurtigt en stille bøn og huskede på Bibelens råd: „Et mildt svar afvender forbitrelse.“ (Ordsp. 15:1) Så jeg sagde: „Jeg kom her som en ven med en god nyhed, og De skal have tak fordi De beherskede Dem.“ Manden fjernede fingeren fra aftrækkeren, og jeg bakkede forsigtigt ud af hans kontor.

Da jeg mødte John, fortalte han at han også havde haft noget af en oplevelse. Han var blevet taget med på politistationen, falskeligt anklaget for at have stjålet en stor pengeseddel fra en kvinde han havde mødt. John var blevet tvunget til at smide alt tøjet for at betjentene kunne se om han havde pengene på sig. Det havde han selvfølgelig ikke; og senere fandt man den rigtige tyv.

Begge disse begivenheder vakte en del postyr i den ellers så fredelige by og førte til en masse gratis omtale af vores arbejde!

Hemmelige missioner

En af vores mere risikable opgaver bestod i at transportere bibelsk litteratur ind i nabolandet Letland, hvor vores arbejde var forbudt. Cirka en gang om måneden rejste vi til Letland med et nattog. Efter at have afleveret litteraturen tog vi nogle gange videre til Estland for at hente flere bøger og blade, som vi så afleverede i Letland på tilbagevejen.

Jeg husker engang hvor en toldbetjent havde fået nys om vores aktiviteter. Han befalede os at stige af toget og tage litteraturen med til hans overordnede. John og jeg bad til Jehova om hjælp. Til vores store overraskelse  fortalte betjenten ikke sin overordnede hvad det var vi havde med. Han sagde blot: „Disse mænd har noget at deklarere.“ Jeg „deklarerede“ så litteraturen som noget der skulle hjælpe folk i skoler og på uddannelsesinstitutioner til at forstå betydningen af det der skete i vores problemfyldte verden. Toldbetjenten vinkede os igennem, og vi fik afleveret litteraturen uden problemer.

Efterhånden som den politiske situation i de baltiske lande forværredes, voksede modstanden mod Jehovas Vidner, og også i Litauen blev forkyndelsesarbejdet forbudt. Andrew og John blev udvist, og fordi Anden Verdenskrig ulmede, blev alle britiske statsborgere, også jeg, bedt om at forlade landet. Hvor var det vemodigt at tage af sted.

Forrettigheder og velsignelser i Nordirland

Mine forældre var flyttet til Nordirland, og i 1937 sluttede jeg mig til dem. På grund af krigshysteriet var vores litteratur også blevet forbudt dér, men vi fortsatte med at forkynde under hele krigen. Efter Anden Verdenskrig kunne vi igen forkynde uden begrænsninger. Harold King, en erfaren pioner der senere tjente som missionær i Kina, gik foran i arbejdet med at arrangere offentlige foredrag der blev holdt i det fri. En dag sagde han: „Nu på lørdag holder jeg det første friluftsforedrag.“ Derefter så han på mig og sagde: „Og så holder du foredraget den følgende lørdag.“ Jeg var helt chokeret.

Jeg husker tydeligt mit første foredrag. Der var flere hundrede til stede. Jeg stod på en kasse og talte — lydudstyr var der ikke noget af. Da jeg var færdig, kom en mand hen til mig, gav mig hånden og sagde at han hed Bill Smith. Han fortalte at han havde lagt mærke til de mange mennesker og var stoppet op for at se hvad der foregik. Det viste sig at Bill tidligere havde haft kontakt med min far, men at de havde mistet kontakten da min far og  stedmor var flyttet til Dublin for at være pionerer. Bill og jeg begyndte at studere Bibelen sammen, og med tiden blev ni i hans familie tjenere for Jehova.

Engang forkyndte jeg i et område i udkanten af Belfast der var fyldt med store villaer. Her mødte jeg en russisk kvinde som tidligere havde boet i Litauen. Da jeg viste hende noget litteratur, pegede hun på en af bøgerne og sagde: „Den dér har jeg. Den har jeg fået af min onkel der er professor ved universitetet i Kaunas.“ Hun viste mig bogen Skabelsen på polsk. Margenen var fyldt med notater. Hvor blev hun overrasket da hun fandt ud af at det var mig der havde givet hendes onkel bogen engang jeg havde mødt ham i Kaunas! — Præd. 11:1.

Da John Sempey hørte at jeg skulle til Nordirland, bad han mig om at besøge sin lillesøster, Nellie, eftersom hun tidligere havde vist interesse for Bibelen. Min søster, Connie, og jeg begyndte at studere Bibelen med hende. Nellie gjorde hurtigt fremskridt og indviede sig til Jehova. Med tiden kom Nellie og jeg til at holde meget af hinanden og blev gift.

Nellie og jeg tjente Jehova sammen i 56 år, og vi fik den store forret at hjælpe mere end hundrede mennesker til at få kundskab om Bibelen. Vi havde håbet at vi sammen ville overleve Harmagedon og komme ind i Jehovas lovede nye verden, men i 1998 blev hun til min store sorg indhentet af døden. Det var et knusende slag for mig — en af de største prøver i mit liv.

Jeg vender tilbage til de baltiske lande

Cirka et år efter at Nellie var gået bort, modtog jeg en stor velsignelse. Jeg blev indbudt til at besøge afdelingskontoret i Tallinn i Estland. Et brev fra brødrene i Estland forklarede: „Ud af ti brødre der blev sendt til de baltiske lande i slutningen af 1920’erne og begyndelsen af 1930’erne, er du den eneste der stadig er i live.“ Der stod videre at afdelingskontoret var ved at udarbejde en beretning om arbejdet i Estland, Letland og Litauen, og så spurgte de: „Har du mulighed for at komme herover?“

Hvor var det en stor forret at fortælle om de oplevelser mine makkere og jeg havde haft for så mange år siden. I Letland kunne jeg vise brødrene den lejlighed der oprindelig var blevet brugt som afdelingskontor, og det loftsrum hvor vi gemte vores litteratur, som politiet aldrig fandt. I Litauen besøgte jeg en by der hedder Šiauliai, hvor jeg havde tjent som pioner. Ved en sammenkomst dér fortalte en broder: „For mange år siden købte min mor og jeg et hus inde i byen. Vi var i gang med at rydde loftet for skrammel da jeg stødte på bøgerne Guds Verdensplan og Guds Harpe. Jeg læste i dem, og det gik op for mig at jeg havde fundet sandheden. Det må have været dig der for mange år siden efterlod bøgerne i det hus!“

Jeg overværede også et kredsstævne i en by hvor jeg havde været pioner. Jeg havde været til stævne dér 65 år forinden, og dengang var der 35 til stede. Det var en stor glæde nu at se ud over en tilhørerskare på 1500. Jehova har i sandhed velsignet arbejdet!

’Jehova forlod mig ikke’

For nogen tid siden modtog jeg endnu en fuldstændig uventet velsignelse. Jeg mødte en sød kristen søster ved navn Bee, og i november 2006 blev vi gift.

Jeg kan forsikre ethvert ungt menneske der går og tænker over hvad han eller hun skal bruge sit liv til, om at det er klogt at følge opfordringen: „Husk din store Skaber i din unge manddoms dage.“ Fyldt med glæde kan jeg sige ligesom salmisten: „Gud, du har oplært mig fra min ungdom, og endnu denne dag fortæller jeg om dine undergerninger. End ikke som gammel og gråhåret må du forlade mig, Gud, før jeg har fortalt næste generation om din arm, alle som kommer, om din styrke.“ — Sl. 71:17, 18.

[Kort på side 25]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Det var en risikabel opgave at bringe litteratur ind i Letland

ESTLAND

TALLINN

Rigabugten

LETLAND

RIGA

LITAUEN

VILNIUS

Kaunas

[Illustration på side 26]

Jeg begyndte som kolportør (pioner) i Skotland da jeg var 15 år

[Illustration på side 26]

Sammen med Nellie ved vores bryllup i 1942