Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Fæstningsbyen Terezín — Kunne ikke hindre lidelser

Fæstningsbyen Terezín — Kunne ikke hindre lidelser

Fæstningsbyen Terezín — Kunne ikke hindre lidelser

MIDT imellem byerne Dresden og Prag i Centraleuropa ligger byen Theresienstadt, eller Terezín. Byen består blandt andet af et stort fort omgivet af vældige fæstningsvolde. Man byggede fortet for at hindre at fremmede hære trængte ind i landområdet og for at yde beskyttelse til indbyggerne på egnen.

Det var en tysk-romersk kejser, Josef II, der gav befaling om at fortet skulle bygges, og han var personligt til stede da området blev opmålt, og også senere da grundstenen blev lagt hen imod slutningen af 1780. Fæstningsværket var bygget til ære for hans mor, kejserinde Maria Theresia, og derfor fik byen det tyske navn Theresienstadt, som betyder „Theresias by“. * Man mener at der på et tidspunkt arbejdede helt op mod 14.000 mand på stedet. Størstedelen af arbejdet blev fuldført inden der var gået fire år.

Da Terezín stod færdig i 1784, var det den største fæstning i de habsburgske lande. De byggeteknikker man anvendte til at opføre fæstningsværket, var de mest avancerede til dato på det felt. Men inden det var færdigbygget, havde de militærtaktikker og strategier man dengang anvendte, ændret sig markant.

Nu belejrede fjendtlige styrker ikke længere en borg når de invaderede et land. De omringede de nærliggende landsbyer og plyndrede dem. Det førte til at Terezín i 1888 mistede sin status som militært fæstningsanlæg. Det ydre område med brede volde blev i stedet omdannet til idylliske parker med gangstier og bænke.

Fortet og byen

Terezín-fortet var blevet opført som en fæstningsby. Bag dens vældige volde var der boliger for soldater, deres familie og andre civilpersoner.

I nærheden af hovedfæstningen blev der bygget en mindre der fungerede som militærfængsel. I begyndelsen af 1800-tallet blev politiske modstandere af Det Habsburgske Rige holdt i forvaring der. Omkring 100 år senere var de unge mænd der havde stået bag mordet på ærkehertug Frans Ferdinand i Sarajevo i 1914, blandt dem der var anbragt her bag lås og slå. De undgik dødsstraf fordi de var under tyve år. Inden længe var de fleste af dem imidlertid døde i fængselet. De var blevet torteret, og nogle havde mistet forstanden. Gavrilo Princip, som var den egentlige snigmorder, døde i dette fængsel mens den første verdenskrig stadig rasede.

Den lille fæstning havde ry for at være et af de værste fængsler i Østrig-Ungarn. I de kolde, fugtige fangekældre var de indsatte ofte i tunge lænker. Men under den anden verdenskrig blev fæstningsbyen brugt til et endnu mere grufuldt formål.

„Kurbyen Theresienstadt“ — og hvad den i virkeligheden var

Efter at nazisterne havde invaderet og besat det der i dag er Tjekkiet, begyndte de i 1941 at transportere jøder til hovedfæstningen. Nazisterne omdannede Theresienstadt til en lukket jødisk ghetto. De påstod at det var nødvendigt at holde racerne adskilt for at undgå konflikter mellem jøder og ikkejøder. Over for omverdenen omtalte nazisterne Theresienstadt som en lukket kurby hvor jøder kunne modtage behandling, men i hemmelighed planlagde de at udrydde alle jøder.

Nazisterne havde allerede opført dødslejre i Østeuropa hvortil jøder fra Theresienstadt og lignende steder lidt efter lidt blev overført og slået ihjel. * At der eksisterede sådanne lejre, havde været almindelig kendt siden midten af 1930’erne, men som følge af nazistisk propaganda fik folk indtryk af at de blot var fængselsinstitutioner. Der kom dog flere og flere meldinger om hvilke forhold der herskede i disse lejre. Derfor blev der lagt pres på højtstående nazister, og de følte efterhånden at det var nødvendigt at tage til genmæle. Følgelig lagde nazisterne fordækte planer om at svare på de anklager der var blevet rejst af det internationale samfund. Hvordan greb de sagen an?

I 1944 og 1945, under den anden verdenskrig, blev repræsentanter for det internationale Røde Kors indbudt til at inspicere hovedfæstningen for med egne øjne at se hvad der foregik. For at skabe en illusion om at fortet blot var et kursted, påbegyndte nazisterne imidlertid et omfattende arbejde med at forskønne byen.

Numre på husblokkene blev erstattet af hyggelige gadenavne. Man opførte en falsk bank, børnehave og flere falske butikker. I ghettoens bymidte blev der endda åbnet en café. Husfacader blev repareret, og der blev sat nye planter i den centrale park, og man byggede en pavillon hvor der blev spillet promenademusik.

Da repræsentanterne for Røde Kors ankom, fik de en rundvisning. De fik desuden lov til at tale med repræsentanter for det jødiske „selvforvaltningssystem“. Disse nøje udvalgte beboere gav et indstuderet svar på de spørgsmål der blev stillet af Røde Kors. Nazisterne havde nemlig indøvet med dem hvad de skulle sige. Det lykkedes nazisterne at bedrage udsendingene fra Røde Kors de to gange de var på rundvisning. I deres rapporter beskrev udsendingene fejlagtigt Theresienstadt som en almindelig jødisk by, hvor der blev taget vare på dem der boede der. Da udsendingene fra internationale Røde Kors forlod byen, fortsatte jødernes forfærdelige tilværelse bag ghettoens mure med lidelser, sult og død. Det var kun få af disse jøder der overlevede Anden Verdenskrig.

Det lille fort

Det lille fort blev også anvendt som et fængsel af nazisterne. Forholdene var som dem i koncentrationslejrene. For mange tusind mænd og kvinder der blev fængslet, var det lille fort blot et midlertidigt stop på deres vej til nogle af de store lejre i Det Tyske Rige.

Mindst 20 Jehovas Vidner fra Prag, Pilsen og andre dele af landet blev anbragt bag lås og slå i det lille fort. Hvilken forbrydelse havde de begået? De havde nægtet at støtte nazisterne og ville ikke bryde deres politiske neutralitet. Til trods for at Jehovas Vidners forkyndelsesarbejde var forbudt, fortsatte de med at fortælle andre om Bibelens gode nyhed. Den eneste grund til at de måtte lide, var deres tro. Nogle af dem blev henrettet eller torteret til døde.

Hvad vi kan lære

Bibelen siger: „Sæt ikke jeres lid til fornemme mænd, til en menneskesøn, hos hvem der ikke er frelse. Hans ånd går bort; han vender tilbage til den jord han er kommet fra; samme dag går hans tanker til grunde.“ (Salme 146:3, 4) Fæstningsbyen Terezín er et klart eksempel på at disse ord er sande.

[Fodnoter]

^ par. 3 Denne kejserinde var også mor til Marie-Antoinette, som senere blev Frankrigs dronning.

^ par. 12 Flere oplysninger findes i Vågn op! for 22. august 1995, side 3-15, og 8. april 1989, side 3-20.

[Ramme på side 20]

JEHOVAS VIDNER I DET LILLE FORT

Størstedelen af de Jehovas Vidner der var fængslet i Theresienstadt, var først blevet forhørt i Gestapos hovedkvarter i Prag. Efter deres ophold i Theresienstadt blev de sædvanligvis sendt til koncentrationslejre i Tyskland. Hvordan kunne de udholde ikke blot de barske forhold i fængselet, men også isolationen?

En kvinde der var et Jehovas vidne, og som var fængslet i Theresienstadt, har sagt: „I mine tanker repeterede jeg igen og igen det jeg havde lært ud fra Bibelen, fordi jeg ikke ville glemme det. Hver gang jeg blev overført til et nyt fængsel, begyndte jeg at lede efter andre Jehovas Vidner, og hvis jeg fandt dem, forsøgte jeg at komme i kontakt med dem. Jeg bestræbte mig også for at forkynde så meget som omstændighederne tillod det.“

Hendes fremgangsmåde virkede åbenbart. Hun forblev loyal mod Gud i al den tid hun var fængslet og i de efterfølgende år.

[Illustration på side 18]

Et frimærke der skulle give indtryk af idylliske forhold i Theresienstadt under Anden Verdenskrig

[Illustration på side 19]

Nyankomne fanger blev ført til barakkerne. På skiltet står der på tysk: „Arbeit Macht Frei“ (Arbejde gør fri)

[Illustration på side 19]

Køjesenge i kvindernes sektion af fæstningen

[Illustration på side 20]

Hovedindgangen til det lille fort

[Kildeangivelse på side 19]

Begge fotos: Med tilladelse fra Mindestedet Terezín