Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Vi betragter verden

Vi betragter verden

Vi betragter verden

„Antallet af indgåede ægteskaber i England og Wales er det laveste siden man begyndte at registrere ægteskaber“, i 1862. — DET NATIONALE STATISTISKE BUREAU I STORBRITANNIEN.

Over halvdelen af cheferne i små, privatejede firmaer i USA „forventer at deres ansatte vil stjæle noget af værdi [fra firmaet] inden for det næste år“. — REUTERS BUREAU, USA.

Mindre end et år efter at de kinesiske myndigheder har indledt en kampagne mod pornografi på nettet, har de allerede „lukket mere end 60.000 pornografiske websteder“, udtaler det nationale kontor til bekæmpelse af pornografiske og ulovlige publikationer. — CHINA DAILY, KINA.

„Mere end 215 millioner mennesker — eller tre procent af verdens befolkning — [bor] nu uden for deres hjemland.“ — FN’S INTERNATIONALE FOND FOR LANDBRUGSUDVIKLING, ITALIEN.

„Hver dag begår 19 elever selvmord i Indien. Seks af dem [gør det] af frygt for at dumpe til en eksamen.“ — INDIA TODAY INTERNATIONAL, INDIEN.

Marketingsstrategier i spilleindustrien

I Tyskland taber en der er spilleafhængig, i gennemsnit ti gange så mange penge som en der ikke er afhængig. Ludomaner er derfor „grundlaget for denne branche“, siger det tyske dagblad Süddeutsche Zeitung. For at øge fortjenesten udformer og designer spilleindustrien spil og maskiner der skaber afhængighed — og den udnytter de. Jo hurtigere maskinerne er, jo hurtigere mister spilleren selvbeherskelsen og bliver afhængig. Og disse marketingsstrategier virker, for det anslås at 56 procent af indtjeningen fra spilleautomater kommer fra ludomaner. For kasinoer drejer det sig om 38 procent, og for spil på nettet 60 procent.

Hvornår er det bedst at blive stillet for en dommer?

Kan irrelevante faktorer få indflydelse på en retslig afgørelse? Det kunne det tyde på ifølge en undersøgelse. En forskergruppe gennemgik mere end 1000 afgørelser om prøveløsladelser truffet af erfarne dommere i Israel. Undersøgelsen viste at når retten blev sat efter at dommerne havde været til frokost eller haft en pause, var antallet af gunstige retsafgørelser på 65 procent for derefter gradvis at falde til næsten nul, og det steg brat igen til 65 procent efter næste pause. Forskerne konkluderede at afgørelserne ikke altid udelukkende er baseret på fakta og jura, men „kan være påvirket af andre omstændigheder som ikke burde øve nogen indflydelse på retslige afgørelser“.