Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvorfor vil mine forældre ikke lade mig have det sjovt?

Hvorfor vil mine forældre ikke lade mig have det sjovt?

Unge spørger

Hvorfor vil mine forældre ikke lade mig have det sjovt?

For Allison, * en teenager i Australien, er mandag morgen i skolen både stressende og forudsigelig.

„Alle taler om hvad de har lavet i weekenden,“ siger hun. „De fortæller historier der lyder vildt spændende, for eksempel om hvor mange fester de har været til, og om hvor mange drenge de har kysset — endda om hvordan de er stukket af fra politiet . . . Det lyder skræmmende, men sjovt! De kommer hjem klokken fem om morgenen, og deres forældre er ligeglade. Jeg skal være i seng før deres aften overhovedet er begyndt!

Nå, men efter at mine klassekammerater har fortalt mig om deres spændende weekend, spørger de mig hvad jeg har lavet. Og hvad har jeg lavet? Jeg har været til kristne møder. Jeg har været ude at forkynde. Jeg føler at jeg er gået glip af alt det sjove. Derfor siger jeg som regel til dem at jeg ikke rigtig har lavet noget. Og så spørger de hvorfor jeg ikke tog med dem.

Når først mandagen er overstået, skulle man tro det blev lettere. Men det gør det ikke. Tirsdag begynder alle at snakke om næste weekend! Jeg sidder som regel bare og hører på dem. Jeg føler mig helt udenfor!“

ER DIN mandag morgen i skolen ligesådan? Du føler måske at der er en verden fuld af sjov lige uden for din dør, men at dine forældre har låst døren forsvarligt — eller som om du er i tivoli, men ikke har lov til at prøve nogen af tingene. Det er ikke fordi du har lyst til at gøre alt hvad dine kammerater gør. Du vil bare gerne have det sjovt en gang imellem! Hvad ville du for eksempel helst lave i den kommende weekend?

◯ gå ud og danse

◯ gå til koncert

◯ gå i biografen

◯ gå til fest

◯ andet․․․․․

Du har brug for at slappe af og have det sjovt. (Prædikeren 3:1, 4) Faktisk ønsker din Skaber at du skal nyde din ungdom. (Prædikeren 11:9) Og selvom du måske af og til tvivler på det, ønsker dine forældre også at du skal have det sjovt. Men sandsynligvis er der to ting de helt berettiget bekymrer sig om: (1) hvad du vil foretage dig, (2) hvem du skal være sammen med.

Hvad så hvis dine venner inviterer dig med til noget, men du ikke er sikker på hvordan dine forældre vil reagere? Når du skal træffe en afgørelse, opmuntrer Bibelen dig til at overveje dine valgmuligheder, både de gode og de dårlige, og at vurdere konsekvenserne. (5 Mosebog 32:29; Ordsprogene 7:6-23) Hvilke muligheder har du med hensyn til den invitation du har fået fra dine venner?

MULIGHED A: SPØRG IKKE — TAG BARE AF STED.

Hvorfor du måske overvejer denne mulighed: Du vil gerne imponere dine venner ved at vise dem hvor selvstændig du er. Du føler at du ved bedre end dine forældre, eller du har ikke respekt for deres dømmekraft. — Ordsprogene 15:5.

Konsekvenserne: Dine venner vil finde ud af noget om dig — at du ikke altid er til at stole på. Hvis du går bag dine forældres ryg, kan du måske finde på at gøre det samme over for dine venner. Hvis dine forældre finder ud af det, vil de blive såret og føle sig svigtet, og de vil sikkert pålægge dig nogle restriktioner! At være ulydig mod sine forældre og tage af sted uanset hvad vil være tåbeligt. — Ordsprogene 12:15.

MULIGHED B: SPØRG IKKE — TAG IKKE AF STED.

Hvorfor du måske overvejer denne mulighed: Du tænker over tilbuddet og når frem til at det der skal foregå, ikke kan forenes med dine principper, eller at nogle af de inviterede ikke er godt selskab. (1 Korinther 15:33; Filipperne 4:8) På den anden side vil du måske gerne med, men tør ikke spørge dine forældre.

Konsekvenserne: Hvis du ikke tager med fordi du ved at det er en dårlig idé, vil du virke mere overbevisende når du svarer dine venner. Men hvis grunden til at du ikke tager med, simpelt hen er at du ikke tør spørge dine forældre, ender du måske med at sidde derhjemme og have ondt af dig selv fordi du føler at du er den eneste der ikke har det sjovt.

MULIGHED C: SPØRG — OG SE HVAD DER SKER.

Hvorfor du måske overvejer denne mulighed: Du anerkender dine forældres myndighed over dig og respekterer deres dømmekraft. (Kolossenserne 3:20) Du elsker dine forældre og ønsker ikke at såre dem ved at gå bag deres ryg. (Ordsprogene 10:1) Du har også en chance for at fortælle hvad du mener.

Konsekvenserne: Dine forældre føler at du elsker og respekterer dem. Og hvis de synes at det du beder om lov til, er fornuftigt, vil de måske sige ja.

Hvorfor forældre nogle gange siger nej

Men hvad så hvis dine forældre siger nej? Det kan godt være frustrerende. Men at forstå deres synspunkt kan hjælpe dig til at leve med restriktionerne. De har måske en eller flere af følgende grunde til at sige nej:

Større viden og erfaring. Hvis du havde valget, ville du sikkert foretrække at svømme ved en strand der overvåges af livreddere. Hvorfor? Fordi det er meget begrænset hvor opmærksom du selv er på farer mens du har det sjovt ude i vandet. Livredderne kan fra deres plads bedre spotte farlige situationer.

Dine forældres større viden og erfaring gør måske også at de er opmærksomme på farer som du ikke ser. Ligesom det gælder for livredderne på stranden, er dine forældres mål ikke at hindre dig i at have det sjovt, men at hjælpe dig til at undgå farer som kunne spolere din glæde ved livet.

Kærlighed til dig. Dine forældre har et stærkt ønske om at beskytte dig. Kærlighed får dem til at sige ja når det er muligt, men nej når det er nødvendigt. Når du beder om lov til noget, spørger de sig selv om de kan sige ja og så leve med konsekvenserne. De vil kun sige ja til sig selv — og til dig — hvis de er rimelig overbeviste om at det ikke vil skade dig.

Mangel på oplysninger. Kærlige forældre vil nogle gange være overforsigtige. Hvis de ikke forstår hvad det er du beder om, eller hvis de føler at der er nogle vigtige ting du ikke har fortalt dem, er der store chancer for at de vil sige nej.

Hvordan du forbedrer dine chancer for at få ja

Der er fire faktorer involveret.

Ærlighed: For det første må du ærligt spørge dig selv: ’Hvorfor er det egentlig jeg gerne vil af sted? Er det først og fremmest det der skal foregå, jeg er interesseret i, eller vil jeg bare gerne accepteres af mine kammerater? Er det fordi der kommer en jeg godt kan lide?’ Så vær ærlig over for dine forældre. De har selv været unge, og de kender dig rigtig godt. Derfor vil de, uanset hvad du siger, sikkert gennemskue dine virkelige motiver. De vil sætte pris på at du er åben, og du vil kunne få gavn af deres livsvisdom. (Ordsprogene 7:1, 2) Hvis du på den anden side ikke er ærlig, vil dine forældre få sværere ved at stole på dig, og dine chancer for at få et ja vil blive mindre.

Timing: Lad være med at plage dine forældre om at give dig lov til noget når de lige er kommet hjem fra arbejde eller er optaget af andre ting. Tal med dem når de er mere afslappede. Men vent ikke til sidste øjeblik for så at prøve at få dem til at give et hurtigt svar. Dine forældre vil ikke synes om at skulle træffe en forhastet beslutning, men vil være glade for at du viser hensyn og spørger i god tid.

Oplysninger: Vær ikke vag og uklar. Forklar nøjagtigt hvad det er du gerne vil. Forældre føler sig ikke trygge ved svaret „det ved jeg ikke“, især ikke når de har spurgt til hvem der kommer, om der vil være en ansvarlig voksen til stede, eller hvornår det vil slutte.

Indstilling: Betragt ikke dine forældre som fjender. Se dem som en del af dit team — for når alt kommer til alt, er det dét de er. Hvis du betragter dine forældre som dine allierede, vil du ikke lyde så aggressiv, og de vil sandsynligvis være mere samarbejdsvillige. Hvis de siger nej, så spørg respektfuldt hvorfor. Hvis de for eksempel siger nej til at du kan tage til en koncert, så prøv at finde ud af hvad de har imod det. Er det sangeren eller bandet der bekymrer dem? er det spillestedet? dem du skal være sammen med? billetprisen? Undgå udtalelser som „I stoler ikke på mig“, „alle andre skal af sted“, eller „mine venner må godt for deres forældre!“ Vis dine forældre at du er moden nok til at acceptere og respektere deres beslutning. Hvis du gør det, vil de respektere dig. Og næste gang vil de måske være mere åbne for om der skulle være en mulighed for at sige ja.

Der findes flere artikler fra serien „Unge spørger“ på hjemmesiden www.watchtower.org/​ypd

[Fodnote]

^ par. 3 Navnet er ændret.

[Ramme/​illustration på side 11]

„Mine forældre stoler på mig, og det er fordi jeg plejer at være ansvarsbevidst. Jeg fortæller dem åbent om mine venner. Jeg er heller ikke bange for at forlade en sammenkomst hvis jeg har det dårligt med det der foregår.“

[Illustration]

Kimberly

[Ramme på side 12]

HVORFOR IKKE SPØRGE DINE FORÆLDRE?

Vil du gerne vide hvordan dine forældre ser på de spørgsmål der er blevet rejst i denne artikel? Den eneste måde at finde ud af det på er ved at spørge dem! Find et passende tidspunkt til at tage en snak med dem om hvad det er der bekymrer dem når du gerne vil med til noget sjovt. Tænk over hvad du gerne vil spørge dem om, og skriv det herunder.

․․․․․

[Illustration på side 12]

Ligesom livreddere på stranden har dine forældre et bedre overblik og kan advare dig mod farlige situationer