Kløften mellem rig og fattig

UANSET hvad man kalder henholdsvis de rige og de fattige lande, er det de økonomisk set mest udviklede og højest industrialiserede lande der har en høj levestandard, hvorimod de lande der ikke har så stor en industri, og som derfor er mindre udviklede økonomisk set, må klare sig med en lavere levestandard. På den måde er der så at sige tale om to forskellige ’verdener’.

Men disse to verdener findes selvfølgelig nogle steder i ét og samme land. Tænk på de forholdsvis velhavende lande der blev nævnt i forrige artikel. Dér er både rige og fattige. I USA, for eksempel, går cirka 30 procent af landets samlede indkomst i lommerne på den rigeste tiendedel af befolkningen, mens den fattigste femtedel må nøjes med blot 5 procent af den samlede indkomst. Måske gør det samme eller noget lignende sig gældende  i det land du bor i, især hvis der kun er en lille middelklasse. Men selv i lande med en relativt stor middelklasse har regeringerne endnu ikke været i stand til helt at fjerne den økonomiske kløft mellem dem der har, og dem der ikke har.

Ulemper ved begge verdener

Hverken den rige eller den fattige verden kan med rette hævdes at være ideel. Tænk på de store ulemper der er ved at leve i et fattigt land. For eksempel er adgangen til lægebehandling stærkt begrænset. I de ni rigeste lande, som omtales i ovenstående ramme, er der én læge for hver 242 til 539 indbyggere, mens der i de 18 fattigste lande er langt færre læger, nemlig kun én for hver 3707 til 49.118 indbyggere. Det er derfor fuldt forståeligt at den forventede levealder i de velhavende lande er 73 år eller derover, mens den i over halvdelen af de fattigste lande er langt under 50 år.

 I de fattige lande er uddannelsesmulighederne også meget begrænsede, og det betyder at mange børn er dømt til at leve i fattigdom. Mangelen på undervisning fremgår af tallene for hvor mange der kan læse og skrive. I syv af de føromtalte ni rige lande kan 100 procent af befolkningen læse og skrive (i de to sidste lande ligger tallet på 96 og 97 procent). I de 18 fattigste lande svinger tallet helt fra 81 procent ned til 16 procent — i 10 af landene er det mindre end halvdelen af befolkningen der kan læse og skrive.

Indbyggerne i de velhavende lande har dog også deres at kæmpe med. Mens folk i de fattige lande lider af mangel på mad, er mange der lever i overflod, ved at spise sig ihjel. Bogen Food Fight oplyser: „At spise og drikke for meget har overtaget underernæringens plads som verdens største fødevareproblem.“ Og tidsskriftet The Atlantic Monthly, siger: „Omkring ni millioner amerikanere er i dag ’morbidt fede’ [så fede at de er syge af det], hvilket vil sige at de har en overvægt på 45 kilo eller mere. Et dårligt helbred som følge af vægtproblemer er skyld i at der her i landet årligt er cirka 300.000 mennesker som dør en for tidlig død.“ Samme artikel konkluderer: „Fedme overhaler måske snart både sult og infektionssygdomme i rollen som verdens mest presserende helbredsproblem.“ *

Indbyggerne i de rige lande har sandt nok en højere levestandard, men kedeligt nok tillægger de ofte deres materielle ejendele større betydning end deres forhold til andre. De lægger for stor vægt på dét at eje ting og for lidt vægt på dét at leve. Af den grund er de tilbøjelige til at bruge en persons job, løn eller ejendele som målestok for den pågældendes betydning og værd frem for hans eller hendes visdom, evner eller positive egenskaber.

Titlen på en artikel i det tyske ugeskrift Focus der betonede at en enkel levevis fører til lykke, stillede spørgsmålet: „Hvad med at eje lidt mindre?“ I artiklen stod der: „Trods den drastiske øgning af velstanden er de fleste borgere i den vestlige verden ikke lykkeligere nu end de var for årtier siden. . . . Den der kun interesserer sig for materielle ting, vil sandsynligvis ende med at være et ulykkeligt menneske.“

Er det muligt at finde en balance?

Kendsgerningerne viser at der trods de positive aspekter både ved den rige og den fattige verden også er negative sider. Mens den fattiges tilværelse ofte er ekstrem enkel og kummerlig, kan den riges tilværelse være alt for kompliceret. Hvor ville det være godt hvis disse to verdener kunne lære af hinanden. Men er det realistisk at tro at goderne nogen sinde vil blive ligeligt fordelt?

Set fra et menneskeligt synspunkt betragter du måske dette ønskværdige mål som uopnåeligt. Og ser man på menneskehedens historie, lader det da også til at være den rigtige konklusion. Men situationen er langtfra håbløs. Måske har du overset den mest logiske løsning på problemet. Hvad kunne den bestå i?

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 6]

„Fedme overhaler måske snart både sult og infektionssygdomme i rollen som verdens mest presserende helbredsproblem,“ — The Atlantic Monthly

[Grafisk fremstilling på side 5]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Landene står i alfabetisk orden

Ni rigeste lande

Forventet levealder for mænd (antal år) Procentvis andel af befolkningen der kan læse og skrive

Belgien

75,1 100

Canada

76,4 96,6

Danmark

74,9 100

Island

78,4 100

Japan

78,4 100

Luxembourg

74,9 100

Norge

76,5 100

Schweitz

77,7 100

USA

74,4 95,5

Atten fattigste lande

Benin

50,4 37,5

Burkina Faso

43 23

Burundi

42,5 48,1

Congo, Dem, Rep,

49 80,7

Ethiopia

47,3 38,7

Guinea-bissau

45,1 36,8

Madagaskar

53,8 80,2

Malawi

37,6 60,3

Mali

44,7 40,3

Mocambique

38,9 43,8

Niger

42,3 15,7

Nigeria

50,9 64,1

Rwanda

45,3 67

Sierra Leone

40,3 36,3

Tanzania

43,3 75,2

Tchad

47 53,6

Yemen

59,2 46,4

Zambia

35,3 78

[Kildeangivelse]

Kilde: 2005 Britannica Book of the Year,

[Kildeangivelse på side 4]

© Mark Henley/Panos Pictures