Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvordan kan du bevare et flot smil?

Hvordan kan du bevare et flot smil?

 Hvordan kan du bevare et flot smil?

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I CANADA

HVAD tjekker du når du ser dig i spejlet? Måske din frisure eller noget andet i forbindelse med dit udseende. Men hvad med dit smil? Har du lagt mærke til hvor stor betydning dine tænder har for dit smil? Hvis du gerne vil have et pænt smil, må du passe godt på dine tænder. I modsætning til mælketænderne skal dine blivende tænder holde resten af dit liv. Der er derfor god grund til at være særlig opmærksom på dem. Ud over deres betydning for tyggefunktionen og din talefærdighed støtter tænderne dine kinder og læber. De forskønner dit smil og gør det mere tiltrækkende. Ja, dine tænder er noget meget værdifuldt!

Hvad kan du gøre for at beskytte og bevare dine tænder?

Den første betingelse for at få gode tænder er at man får den rigtige kost. En alsidig kost der indeholder kalcium, A-vitamin, C-vitamin og D-vitamin, har stor betydning for tændernes udvikling, lige fra fostertilværelsen til tanddannelsen er færdig. * At have gode spisevaner er vigtigt for at bevare tænderne sunde. Lad være med at spise for meget sukker! Det øger risikoen for at få huller. Trods gentagne advarsler om forbindelsen mellem sukker og caries (huller i tænderne) spiser folk i Nordamerika gennemsnitlig mellem 50 og 60 kilo sukker om året! Hvad er grunden til at sukker kan skade vores tænder?

Caries skyldes to bakterier — Streptococcus mutans og en bakterie som hører til slægten Lactobacillus. Disse bakterier findes i den såkaldte plak, en klæbrig belægning på tandoverfladen bestående af madrester og bakterier. Bakterierne i plakken lever af sukker som de omdanner til skadelige syrer der angriber tandoverfladen. Visse sukkerarter omdannes nemmere til syre og har lettere ved at sætte sig fast på tænderne. Det giver syren i plakken længere tid til at nedbryde tanden. * Plak som ikke fjernes, kan blive til tandsten som sidder langs tandkødsranden.

At bekæmpe plak og især Streptococcus mutans har stor betydning for forebyggelsen af caries. Hvis du gerne vil bevare dit smil, er det nødvendigt at du har en god daglig mundhygiejne. The Columbia University School of Dental and Oral Surgery siger: „Kombineret med brugen af tandtråd er [tandbørstning] det der har størst betydning  når det gælder om at bevare tænderne og de væv der omgiver dem, sunde og stærke.“ På denne og den følgende side findes en vejledning i effektiv brug af tandbørste og tandtråd. Måske anbefaler din tandlæge andre hjælpemidler eller metoder som du bør bruge for at holde tænderne rene så du kan bevare dit flotte smil.

Når en tandflade gentagne gange bliver angrebet af syre, bliver dens emaljeoverflade blødere på grund af demineralisering. Sådanne skader bliver dog dagligt udbedret ved hjælp af en remineralisering. Hvordan? Man har påvist at fluorider løbende kan forebygge caries ved at fremme remineraliseringsprocessen. Caries er altså en slags ’infektion’, men den er reversibel såfremt visse stoffer, som for eksempel fluorid, er til stede. Ja, vores tænder kan faktisk helbrede sig selv.

Besøget hos tandlægen

I forbindelse med en spørgeundersøgelse bad man folk om at skrive en liste over hvad de var mest bange for. Det eneste der overgik et besøg hos tandlægen, var det at skulle tale til en forsamling. Er der noget at være bange for? I de velstående lande hvor man bruger high-speed bor, lokalbedøvelse og overflade-bedøvelse, kan tandlæger i dag udføre de fleste behandlinger næsten smertefrit og stort set uden gener for patienterne. At tandlægen på forhånd orienterer patienten om de forskellige trin i behandlingen, kan også virke beroligende.

Et tandlægebesøg vil som regel indbefatte en tandrensning. Den foretages ofte af en tandplejer der under behandlingen fjerner tandsten og plak fra steder som er utilgængelige for tandbørsten og tandtråden. Derefter pudses samtlige tandoverflader for at modvirke plakdannelsen og for at fjerne farvede belægninger som skæmmer dit smil.

Da det har vist sig at fluorid kan mindske risikoen for at få huller, er det i børnetandplejen blevet almindeligt at fluorbehandle børns tænder ved hjælp af fluorskylning, fluorpensling, fluorgel eller fluorlak. I nogle lande bliver drikkevandet tilsat fluorid. Som yderligere beskyttende foranstaltning mod caries er de fleste tandpastaer tilsat fluor i en eller anden form.

Hvad kan tandlægen gøre?

Tandlæger bliver i stigende grad uddannet til at iværksætte forebyggende foranstaltninger for at  begrænse de skader demineraliseringen er skyld i. Ved at behandle cariesangrebene mens de er små, kan man ofte standse nedbrydningen og få processen til at gå den modsatte vej. Hvis man opdager og behandler begyndende caries i tide, behøver et besøg hos tandlægen eller tandplejeren ikke at være en ubehagelig oplevelse.

Men hvis den syre som dannes i plakken, får lov at blive siddende, vil den give caries. Hvis cariesangrebet ikke stoppes, vil det udvikle sig til et hul som kræver behandling. Hvis cariesangrebet endnu ikke er nået ind til tandens pulpa — populært kaldet „nerven“ fordi den indeholder tandens nerveforsyning — kan skaden som regel udbedres ved hjælp af en tandfyldning.

Tandlægen borer tanden ren og gør den klar til fyldning. Derefter bliver fyldningsmaterialet anbragt i hullet. Amalgamfyldninger afbinder hurtigt, og tandlægen giver fyldningen den rigtige facon. De materialer som bruges til plastfyldninger, hærder ved belysning med fiberoptisk lys. Hvis et hul i en tand ikke behandles, og cariesangrebet bliver så stort at det når ind til tandens pulpa, kan det blive nødvendigt at rodbehandle tanden eller endog trække den ud. Ved rodbehandling fylder og forsegler man rodkanalen i den dårlige tand, og på den måde kan man ofte undgå at trække den ud. Stærkt svækkede tænder kan forsynes med en krone. Broer og aftagelige proteser bruges til at erstatte manglende eller meget dårlige tænder som må trækkes ud. *

Hvorfor det er anstrengelserne værd

Måske er du stadig bekymret for at gå til tandlæge. Hvis det er tilfældet, så tal med ham eller hende om dine betænkeligheder. Aftal før behandlingen påbegyndes hvilket tegn du vil give tandlægen (for eksempel en løftet hånd) hvis du synes det bliver for slemt. Bed ham forklare hvad han skal lave, og hvad behandlingen går ud på. Du kan bidrage til dine børns tandsundhed ved at tale positivt om tandpleje og lade være med at true dem med et tandlægebesøg som straf for dårlig opførsel.

Dr. Daniel Kandelman, professor ved University of Montreal’s Department of Oral Health, siger: „I dag er det muligt at nå følgende attraktive mål for tandsundheden: at bevare vores naturlige tænder sunde og raske — og dermed også et flot smil — hele livet igennem.“ Det er alle anstrengelserne værd!

[Fodnoter]

^ par. 5 En fuldt udviklet tand hos et menneske er et varigt vidnesbyrd om hvilke spisevaner moderen til den pågældende havde under graviditeten og i den periode hun ammede barnet, mens dets tænder blev dannet nede i kæben. Denne proces standser i slutningen af teenageårene, eller når man er først i tyverne.

^ par. 6 Folk i tandlægebranchen har fundet ud af at xylitol, et naturligt forekommende sukkerstof, hæmmer de skadelige, cariesfremkaldende bakterier i plak. Xylitol findes i visse fabrikater af tyggegummi.

^ par. 16 Flere oplysninger om tandproteser findes i artiklen: „Trænger du til tandprotese?“ i Vågn op! for 22. februar 1993, side 18-20.

[Ramme/illustrationer på side 12]

Tandbørstning

Der findes mange måder at børste tænder på, men først et advarende ord — spar på tandpastaen. Tandpasta indeholder slibemidler som kan være „hårdere end den naturlige tandsubstans“.

1 Anbring børstehårene langs tandkødsranden i en vinkel på cirka 45 grader i forhold til tandens overflade. Børst med korte strøg fra tandkødsranden mod tyggefladen. Sørg for at børste tandfladerne både på indersiden og ydersiden.

2 Børst tyggefladerne med korte, fejende bevægelser.

3 Når indersiden af fortænderne børstes, skal børsten holdes næsten lodret og bevæges fra tandkødsranden mod skærekanten.

4 Børst tungen og ganen med fejende bevægelser.

[Kildeangivelse]

Trin 1-4: Med tilladelse af www.OralB.com

[Ramme/illustrationer på side 13]

Brug af tandtråd

Tandlæger anbefaler at man bruger tandtråd hver dag og børster tænder efter hvert måltid.

1 Sno et stykke tandtråd om langfingeren på begge hænder på en sådan måde at der stadig er et lille stykke tråd mellem hænderne.

2 Hold tandtråden stramt mellem tommelfingeren på den ene hånd og pegefingeren på den anden. Træk tandtråden frem og tilbage mellem tænderne for at få den ned i mellemrummet.

3 Bøj tandtråden så den set fra tyggefladen ligner et c, og træk den derefter op og ned langs siden på først den ene tand, derefter den anden. Før forsigtigt tandtråden ned under tandkødsranden, men lad være med at trække tråden frem og tilbage mens den er dernede. Undgå også at presse tråden ned mod tandkødet.

[Kildeangivelse]

Kilde: The Columbia University School of Dental and Oral Surgery’s Guide to Family Dental Care

Trin 1-3: Med tilladelse af www.OralB.com