Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Den store vandring

Den store vandring

 Den store vandring

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I KENYA

JORDEN gungrer under millioner af klove. De mange gispende dyr kaster sig frem i bølgende bevægelser og hvirvler en rød støvsky op. På deres spinkle ben galoperer dyrene gennem et bakket landskab; de drager over åbne græssletter og krydser floder og vandløb. De rykker frem i én stor bølge og efterlader brede baner hvor græsset er gnavet ned helt til rødderne. Den store flok brølende dyr, der styrter hovedkulds af sted, er et af naturens største vidundere. Det vi her overværer, er gnuernes massevandring.

Afrikas paradis

Serengeti er en enorm uopdyrket slette på godt 30.000 kvadratkilometer. Den ligger i Tanzania (hvor en nationalpark har navnet Serengeti) og strækker sig ind i Kenya. Sletten er dækket med et lag vulkansk jord, som giver ideelle vækstforhold for det frodige græstæppe. Der er skovland og savanner med akacier, som forsyner de fouragerende elefantfamilier med blade. Flokke af giraffer bevæger  sig yndefuldt hen over savannen med lange, adstadige skridt.

I nogle områder rager der granitformationer op af sletten. De er slidt glatte af vind og vejr og udgør ideelle udkigsposter for løver og leoparder. De rivende floder der bugter sig ned gennem landet, vrimler med flodheste og krokodiller. På den åbne slette ser man gnuer, koantiloper, tsesseber og mange andre antilopearter i færd med at græsse. Tørstige zebraer samles som en sort-hvid ’perlekrans’ omkring vandhullerne. Gazeller og impalaer sætter med legende lethed af i store buede spring hen over sletten. Og store flokke af kafferbøfler med deres vældige, bueformede horn og muskuløse kroppe græsser i ro og mag og river store græstotter op.

Der er masser af løveflokke i Serengeti. I de varme dagtimer dovner de i skyggen fra træer og buske og venter med at jage til den svale aften. Leoparderne er næsten usynlige; de ligger elegant udstrakt på træernes højere grene og er camoufleret af de lyspletter som solen danner når den trænger igennem træets krone. Den lynhurtige gepard har ideelle muligheder for sprinterløb i det åbne græsland. Her tegner dens magre krop sig som en sløret streg når den spurter tværs over sletten i jagten på bytte.

Serengetislettens økosystem danner grundlag for et paradisisk dyreliv man ikke kan blive træt af at se på. Men et af naturens største vidundere er de kolossale flokke af gnuer.

Slettens klovn

Der vandrer cirka 1,5 millioner gnuer omkring på Serengetisletten. Gnuen er et dyr der ser besynderligt ud med sit lange hoved og sine blanke øjne — som sidder højt oppe i hovedskallen langt fra hinanden. Dens horn minder om kohorn; de svinger let nedad, udad og op med indadvendte spidser. Dens ryg går ned i en bue mod bagpartiet, der virker svagt og ude af proportioner med dyrets stærke hals og skuldre. Tynde, spinkle ben bærer gnuens tunge krop. Med sit lange hvidlige skæg under hagen, sin mørke manke og sin ’hestehale’ ligner gnuen en blanding af flere forskellige dyr.

Gnuens krumspring er ofte klovneagtige og morsomme at se på. Når gnuer er samlede i store flokke, udstøder de en dyb og støjende lyd som man skulle tro kom fra et mægtigt kor af frøer. Gnuerne har et desorienteret, forbavset udtryk som de står  dér på den åbne slette og stirrer ud på verden omkring sig.

Til tider styrter en han tværs over sletten, danser sidelæns på bagbenene og galoperer i rundkreds. Som den kaster hovedet fra side til side og med sine bukkespring og stivbenede hop hvirvler støvet op, kan man ikke lade være med at more sig over den. Nogle mener at hannen med denne opvisning vil stille sit kampmod til skue for at imponere hunnerne eller for at advare andre hanner. Men somme tider kunne man tro at den gjorde det af ren og skær kådhed.

Født ind i en fjendtlig verden

Når tiden er inde, begynder gnuerne at føde. Flokkens køer har en unik evne til at føde på samme tidspunkt — mellem 80 og 90 procent af kalvene fødes inden for en treugers periode. Det er en tid hvor flokken bliver forøget med tusinder af brægende gnukalve. Moderen må hurtigt knytte et nært bånd til sin kalv, for når flokken styrter af sted i vild panik, kan mor og kalv nemt blive adskilt, og kalven vil ikke have store overlevelseschancer ’på egne ben’.

Ungerne fødes ind i en fjendtlig verden af altid årvågne rovdyr. Hunnerne venter med at føde indtil der ikke er nogen tegn på fare. Men hvis de overraskes af et rovdyr, kan de utroligt nok afbryde fødselsprocessen og løbe væk. Senere, når der ikke længere er fare på færde, kan de føre fødselen til ende.

Det lader til at kalven har en medfødt fornemmelse af hvad der er farligt, og den er på benene få minutter efter at den er født. Efter en uge kan den galopere tværs over sletten med 50 kilometer i timen.

En tid til at bryde op

Gnuer vandrer hen over Serengetisletten i store flokke. Det er først og fremmest regnen der får dem til at begive sig af sted på denne massevandring. Og hvor det kommer til at regne, bestemmes af de årligt tilbagevendende vejrmønstre. Det regner som regel hele tiden et eller andet sted i dette store græsland.

Gnuer har brug for vand hver dag og må have en konstant forsyning græs at æde. Så længe der er tilstrækkeligt med føde og vand, bliver de hvor de er. Men efterhånden som tørtiden skrider frem,  begynder græsset på sletten at tørre ind, og vandkilder forsvinder. Gnuflokkene kan ikke vente på at regnen kommer hen til dem. De må følge regnen.

Overalt hvor regnen falder, vil de tørre sletter hurtigt forvandles. I løbet af få dage vil grønne spirer skyde op af den frugtbare jord og lynhurtigt danne et frodigt græstæppe. De sarte grønne skud er fulde af saft og næring — det kan en gnu ikke stå for!

Disse dyr kan spore regnen, selv på stor afstand. Ingen ved med sikkerhed hvordan de kan vide at det regner i en anden del af Serengeti, om de kan se det på de svulmende tordenskyer der tårner sig op i det fjerne, eller om de kan fornemme fugtigheden i den tørre luft. Under alle omstændigheder må flokken — hvis den vil overleve — begynde sin vandring. Og det er ikke nogen helt almindelig vandring!

En farefuld rejse

I begyndelsen sker opbruddet gradvis. Gnuer er flokdyr — når ét dyr begynder at gå i en bestemt retning, holder nabodyrene op med at græsse og prøver at følge efter. Inden længe styrter hele flokken af sted i en opsigtsvækkende flugt. Sulten og tørsten driver dem frem. Snart løber de, og snart lunter de af sted i lange kolonner og danner dybe spor i den støvede jord.

Deres rejse er fuld af farer. Rovdyr følger de umådelige flokke af gnuer og holder skarpt øje med om der skulle være dyr der er langsomme, halte eller syge. Efterhånden som gnuerne bevæger sig frem, kommer de ind i territorier med løver, der ligger i baghold. Fra deres skjul i det høje græs springer de store katte ind i mængden af græssende dyr og får dem til at spredes i panik. Leoparder, geparder, vilde hunde og hyæner ser deres snit til at kaste sig over de dyr der ikke kan følge med, eller som kommer bort fra flokken. Når et rovdyr har fået bytte, kommer gribbene til syne. Under stor larm slås de om resterne og efterlader intet bortset fra skelettet, som bleges af Afrikas bagende sol.

Rivende floder danner drabelige barrierer, som flokken må forcere. Det er en dramatisk begivenhed når de tusindvis af dyr springer ned i vandet fra en højtliggende brink. De fleste dyr kommer velbeholdne over på den anden side. Andre rives med af strømmen eller bliver bytte for krokodiller der venter lige under vandets overflade. Denne farefulde rejse foretager gnuerne hvert år, og når de er nået til vejs ende, kan de have tilbagelagt en strækning på omtrent 3000 kilometer.

Mennesket — den største fare

I tusinder af år har mennesker næsten ingen indvirkning haft på gnuernes vandring. Men nu udgør mennesket den største trussel mod dette skue. I de seneste årtier har Tanzanias og Kenyas regeringer bestræbt sig for at beskytte dyrene på Serengetisletten. Men selv om gnuernes vandring hovedsagelig foregår inden for dyrereservaternes grænser, bliver tusinder af dyr fanget og dræbt illegalt af krybskytter. Krybskytterne bruger snarer, giftpile og geværer for at kunne levere kød og jagttrofæer til interesserede købere. En hær af park- og vildtopsynsmænd patruljerer de beskyttede områder, men Serengetisletten er så stor at det næsten er umuligt at yde dyrene beskyttelse overalt. Efterhånden som der bliver flere og flere mennesker, bliver presset for at inddrage noget af denne frugtbare græsslette stadig større. At der bliver sat store jordområder til side til fordel for dyrelivet, giver til stadighed stof til heftig debat.

På et tidspunkt strejfede millioner af bisonokser om på Nordamerikas sletter. Nu er de forsvundet. Nogle frygter at det vil gå Østafrikas sidste store flokke af gnuer på samme måde. Det ville være sørgeligt hvis et så respektindgydende naturens vidunder forsvandt. Vi længes efter den dag hvor mennesker og dyr under Guds retfærdige styre skal leve i fuldkommen balance og harmoni. (Esajas 11:6-9) I mellemtiden vil vi fortsat lade os betage af gnuernes store vandring.

[Illustration på side 18]

Flokkene skal krydse rivende floder