Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Balletdansere i flammende fjerdragt

Balletdansere i flammende fjerdragt

 Balletdansere i flammende fjerdragt

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I KENYA

TUSINDER af stemmer. Den ivrige, uophørlige skræppen giver genlyd fra søen. Vældige flokke af farvestrålende fugle spankulerer rundt i det glitrende, smaragdgrønne vand. Oven over os er himmelen fyldt med de elegante fugle i flugt. Glimt af dybrøde farver ses under de lange, tynde vinger mens fuglene vender og drejer sig i deres stadige cirklen over vandet. Mylderet af farvestrålende fugle tager vejret fra os! Det må være det mest fantastiske fugleoptrin i verden — de lyserøde flamingoer i Rift Valley, også kaldet Den Østafrikanske Rift.

Langbenet elegance

Den slanke, elegante flamingo har fra ældgammel tid været beundret for sit udseende. På indskrifter udhugget i sten i det gamle Ægypten er der billeder af den langhalsede skønhed i form af hieroglyffer. Flamingoen var så usædvanlig og smuk at ægypterne ærede den som selve legemliggørelsen af guden Re. Fuglens slanke, buede hals og tynde, graciøse ben ses også afbildet i primitive hulemalerier.

I Afrika, Caribien, Eurasien og Sydamerika findes der i alt 4 arter af flamingoer. Den lille flamingo er den mindste af arterne. Den er  smukt koloreret med fjer der har en varm rosa farve, og med højrøde ben og fødder. Den almindelige flamingo er dobbelt så stor som den lille. Stående måler den cirka 140 centimeter i højden. Alle flamingoer har et karakteristisk fællestræk — et næb som bøjer nedad fra midten og fremefter. Det giver næbbet en smuk facon.

Når flamingoen skal ud at flyve, basker den graciøst med vingerne og løber adræt hen over vandet til den opnår den fart der er nødvendig for at lette. Med halsen og hovedet strakt fremad, og benene bagud, flyver den elegant hen over himmelen. Man anslår at hen ved fire millioner flamingoer holder til i Rift Valley.

Sart fugl i barske omgivelser

Det store antal flamingoer der lever i Rift Valley, trives ved en lang kæde af unikke saltsøer. Vandet indeholder så meget natriumkarbonat at det føles olieagtigt og brænder lidt på huden. Temperaturen ved Rift Valley’s saltsøer kan nå op på 65 grader celsius. En stærk lugt af svovl og saltvand stiger op fra luftboblerne i søerne og hænger tungt i den varme luft. Koncentrationen af salt og alkaliske forbindelser er så høj at de udkrystalliserer sig og danner hvide skorpeagtige aflejringer langs vandkanten.

Der findes ikke meget liv der kan overleve i vand der er så ætsende. Men den mikroskopiske blågrønne alge lever her. Den tropiske sol opvarmer det alkaliske vand og skaber så ideelle vækstbetingelser at der dannes store mængder af alger. Koncentrationen af alger er så høj at den gør søernes vand grønt. Som smaragder i et fint halsbånd pryder denne kæde af saltsøer dalene og bjergene langs hele Rift Valley.

Det er bemærkelsesværdigt at et sart dyr som flamingoen kan leve i så barske og utiltalende  omgivelser. Men flamingoerne trives fint her. Deres tynde ben er modstandsdygtige over for det alkaliske vand, og svømmefødderne forhindrer at de synker ned i det bløde, tyktflydende mudder. Den lille flamingo er særdeles godt udstyret til at leve under disse ugunstige forhold. Dens næb indeholder små lameller der kan hæve og frafiltrere de mikroorganismer som findes i de øverste 5-7 cm af søens vand. Når det er spisetid, bøjer flamingoen hovedet nedad og bagud lige under vandets overflade så overnæbbet er nederst og undernæbbet vender opad. Flamingoens tunge fungerer som en slags stempel der suger vand ind og presser det ud igen gennem de små lameller. Lamellerne virker som et filter der tilbageholder de mikroskopiske organismer.

Farverig kurtisering

Når morgensolen står op over søens jadegrønne vand, ligner det en kæmpescene hvor tæppet går. Det gyldne lys afslører en vældig flok flamingoer som giver vandoverfladen et glødende skær. Fuglene marcherer i tætpakkede grupper. Med halsen strakt lige i vejret svinger de i ryk deres næb fra side til side.

 Når disse grupper af fugle marcherer forbi hinanden i hver sin retning, bliver sollyset kastet tilbage af fuglenes fine fjer så det danner en mosaik af skarlagenrøde og lyserøde nuancer. Fuglene danser og breder vingerne ud så man kan se vingefjerenes dybrøde farve. Stolt viser de deres livlige farver frem mens de løber hen over vandet for at komme på vingerne. Men kort efter lander de igen og gentager ritualet. Flamingogrupperne er så tætpakkede at den enkelte fugl ikke kan flyve før alle de flamingoer der befinder sig længere ude mod periferien, er fløjet. Under alt dette bliver flamingoerne hektisk ved med at udstøde gåseagtige, skræppende lyde som giver en øredøvende larm.

Senere, i ly af mørket, går flamingoerne pludselig på vingerne i hobetal. I lange linjer eller i V-formation flyver de hundreder af kilometer indtil de når deres mål — en saltsø hvor de har ideelle betingelser for at bygge reder og oplære deres unger. Mærkeligt nok sker denne „udvandring“ samtidig blandt alle de flamingoer der holder til ved saltsøerne i Rift Valley.

Fra grim til smuk

Flamingoerne vælger at bygge deres reder ved afsidesliggende, utilgængelige søer. Denne isolation er vigtig for flamingokoloniernes redebygning, da de er meget følsomme over for påvirkninger udefra. Hvis et forældrepar forstyrres, vælger de måske at forlade deres æg for aldrig at vende tilbage.

De redebyggende kolonier summer af aktivitet. Forældreparrene begynder med stor iver at bygge deres reder. De bøjer deres lange hals og „skovler“ mudder, fuglemøg og nogle få fjer sammen indtil de har fået dannet en kegleformet forhøjning på cirka 40 centimeter. På toppen laver de en lille fordybning til ægget, som på denne måde holdes højt hævet over det lave, alkaliske vand. Kort efter begynder udklækningen af hundredtusinder af fugleunger. Forældrefuglene flyver til og fra rederne i stort tal, travlt optaget af det udmattende arbejde med at fodre og pleje deres sultne unger.

Når flamingoungerne er blevet så gamle at de kan gå, bliver de pludselig forladt af deres forældre som flyver til et andet område af søen hvor de blågrønne alger er mere frodige og talrige. Her, på lang afstand af deres krævende unger, har de mulighed for at tage føde til sig og få ny energi. Nogle få voksne flamingoer som er blevet hos yngelen, samler det enorme antal unger sammen i en vældig „børneflok“. Under opsyn af disse voksne fugle bliver larmende flamingounger ført hen over saltfladerne langs søen indtil de bliver genforenet med deres forældre. Forbløffende nok kan forældrene — midt i al forvirringen — genkende deres egne unger og derefter overtage plejen af dem.

Ungerne er klodsede og kluntede og ligner ikke deres elegante forældre ret meget. De har korte ben, kort hals, lige næb og hvide fjer. Efter nogen tid begynder benene at vokse. Det samme gælder halsen som også begynder at krumme sig lidt. Næbbene begynder at krumme nedad og får den flotte bøjning som er så karakteristisk for flamingoen. Det varer to-tre år før den klodsede unge forvandles til en smuk flamingo i flammende fjerdragt. På det tidspunkt danner den par med en anden flamingo og slutter sig til de store rosa flamingoflokke som er med til at forskønne saltsøerne i Rift Valley.

Flamingoens ynde og skønhed bærer tydeligt præg af at der står en intelligens bag. At betragte denne smukke fugl i naturen er en fryd for vore sanser og øger vores taknemmelighed over for Gud. Derudover styrker det vores kærlighed til dens underfulde Skaber, Jehova Gud.

[Illustration på side 17]

Almindelige flamingoer

[Illustration på side 17]

Små flamingoer

[Illustrationer på side 18]

Ungerne ligner ikke deres elegante forældre ret meget