Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Smukke fund fra havets bund

Smukke fund fra havets bund

 Smukke fund fra havets bund

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I NICARAGUA

ER DU nogen sinde blevet betaget af en muslingeskal der lå og glitrede i strandsandet? I så fald er du ikke ene om det. Folk i alle aldre fascineres af den rige variation og skønhed der præger skaller fra havet.

Skaller findes på næsten hver en kyst. De er ikke blot en fryd for øjet, men har hver især været hjem for sin „bygmester“ — et bløddyr. Ifølge et forsigtigt skøn findes der over 50.000 arter af bløddyr.

De skaller som denne artikel handler om, kan alle findes på Nicaraguas Stillehavskyst. Mange af dem har jeg fundet på en tre kilometer lang strand der hedder Poneloya og Las Peñitas. Andre skaller har jeg fået af lokale fiskere. Lad mig fortælle om nogle af disse skaller og de havdyr der frembragte dem.

De store snegle

De fleste skaller stammer fra de to klasser af bløddyr der tæller flest arter, nemlig snegle og muslinger. Snegle har som regel følehorn og øjne. De bevæger sig langsomt omkring ved hjælp af en såkaldt krybesål. Det er grunden til at klassens videnskabelige navn er gastropoda, som betyder „mavefødder“.

Hvordan trækker en snegl vejret? Hvordan bærer den sig ad med at spise? Mange havlevende arter trækker vejret ved at suge vand ind gennem et ånderør, den såkaldte sifon, og videre gennem gællerne. Nogle snegle er udrustet med en snabel (proboscis) som bruges til at nedlægge bytte eller spise med. Desuden har mange en raspetunge der er forsynet med små, hårde tænder som bruges til at sønderdele føden med. Alle snegle  har nervesystem, blodkredsløb, fordøjelsessystem og forplantningsorganer.

Hvad kan man kende en snegleskal på? At den udgør et komplet „hus“, ikke kun en del af det. Snegleskaller er sædvanligvis snoede. Som eksempel på den variation der findes blandt snegle, kan nævnes murexsnegle, tøndesnegle, kaurier (porcelænssnegle), keglesnegle og tårnsnegle. Lad os se nærmere på nogle af disse smukke „sneglehuse“.

Et borende rovdyr med intense vækstperioder

Murexskaller er som regel rigt ornamenterede. Personligt har jeg fundet skaller af to arter, den smukke rosafarvede og brune Hexaplex regius og den lige så smukke Muricanthus radix. De har tornede længderibber som er dannet i perioder hvor skallen er vokset langsomt. Det mellemliggende materiale stammer fra perioder med hurtig vækst. I bogen Shells — Treasures of the Sea står der: „Skallens vækst kræver så meget energi at mange snegle midlertidigt reducerer stofskiftet og bliver inaktive for at få skallen til at vokse hurtigere. Dyret plejer at grave sig ned eller skjule sig på anden måde for ikke at blive forstyrret af rovdyr. . . . En periode med intens vækst kan vare fra nogle få dage til flere uger, afhængig af hvilken art bløddyr der er tale om.“

Murexsneglen er selv et respektindgydende rovdyr. En overgang spekulerede jeg på hvorfor der var et nydeligt lille hul i nogle af de strandskaller jeg fandt. Siden fik jeg at vide at murexsneglen hører til de bløddyr der kan „bore“ et lille hul gennem skallen på sit bytte. Den benytter sin raspetunge, hvorefter den fører sin snabel ind gennem hullet og fortærer skallens beboer.

Det gjorde indtryk på mig da jeg fandt ud af at murexsneglene indirekte omtales i Bibelen. Af to arter der er almindelige i Middelhavet, Murex trunculus og Murex brandaris, udvandt man på Bibelens tid et kostbart purpurfarvestof. (Ester 8:15; Lukas 16:19) En af sneglens kirtler udskiller en gullig væske der bliver purpurfarvet når den kommer i kontakt med luften og bliver udsat for sollys. Da hver snegl kun afgiver en lille mængde farvestof, anslås det at man skulle bruge næsten 12.000 snegle til at fremstille halvandet gram farve. Man forstår derfor godt at klæder farvet med tyrisk purpur, som farvestoffet blev kaldt, var forbeholdt de velstående. *

Skaller med smil på

En af de arter af tøndesnegle jeg har fundet, er den der kaldes smilende tøndesnegl.  Man kan finde tøndesnegle over hele verden, for deres larver flyder omkring i ugevis eller endog månedsvis før de slår sig ned på havbunden for at vokse. Man kan ikke undgå at lægge mærke til de smukke spiralribber der snor sig omkring skallen. Blikket fanges også af sneglens mest karakteristiske træk, nemlig dens fortykkede yderlæbe, der er besat med tænder. Man mener at læben beskytter sneglen mod at blive ædt af sultne krebs, der regner den for en lækkerbisken.

I min samling har jeg nogle smukke eksemplarer af Melongena corona, både udvoksede og yngre. Navnet skyldes skallens „krone“ af pigge. Jeg har desuden et ungt eksemplar af Cymatium tigrinum, en art der kan opnå en længde af 15 centimeter, foruden en Pleuroploca princeps, der er særlig værdsat for sin usædvanlige orange farve. Begge er store dybhavsskaller der sjældent bliver skyllet i land. Disse smukke eksemplarer hører til dem jeg har fået af venner blandt fiskere der har fanget dem i deres net eller hummertejner. Selv spiste de kødet og forærede mig de prægtige skaller.

Mindre — men iøjnefaldende

På de dage hvor der ved ebbe efterlades en lang bræmme af skaller i sandet, kan man finde masser af mindre, men interessante snegleskaller på stranden. Mange af dem er iøjnefaldende, såsom kaurier, keglesnegle, olivensnegle, sylsnegle, perspektivsnegle, tårnsnegle og  boresnegle. Fordi der er så mange arter, specialiserer nogle samlere sig i skaller af én familie. For eksempel findes der flere end 500 arter keglesnegle.

Noget af det mest betagende ved snegleskaller er deres spiralform. Perspektivsnegle og sylsnegle er særlig smukke. Væksten foregår efter et fastlagt mønster, så uanset størrelsen ser skallen ud som om den snor sig omkring en imaginær længdeakse. Skallen udgør et modstandsdygtigt, pladsbesparende, funktionelt og smukt hjem for sneglen.

Muslinger af mange slags

Som nævnt i indledningen hører også muslingerne med til bløddyrene. Muslingeskaller findes i stort tal på Nicaraguas strande. En komplet muslingeskal består af to hængslede skalhalvdele der passer nøjagtigt sammen og omslutter dyret så det er godt beskyttet. Muslinger har intet hoved, men er udstyret med kemoreceptorer hvormed de opfanger smags- og lugtindtryk. Normalt lever muslinger af organisk materiale som de skaffer sig ved at filtrere vandet. Nogle bevæger sig ved hjælp af en smal, kødfuld fod. Kammuslinger kan svømme ved at smække skalhalvdelene sammen og frembringe en vandstrøm der flytter dem baglæns. De kan også bevæge sig forlæns ved at sprøjte vand bagud. Men hvordan opdager en kammusling at den er i fare? I to rækker rundt om på kroppen har den en mængde små, men lysfølsomme, blå øjne som opfatter skyggen af forbipasserende rovdyr.

Muslingernes mest påskønnede produkt er sandsynligvis perlemor. Det består af aragonit, en særlig type af det calciumkarbonat der i krystalliseret form udgør hovedbestanddelen af skallen. Calciumkarbonatet udvindes af havvandet. Visse muslinger beklæder indersiden af skallerne med et ultratyndt lag aragonitkrystaller i taglagt mønster. Krystallerne bryder og tilbagekaster lyset i et beundringsværdigt farvespil. Nogle muslingearter reagerer på irriterende fremmedlegemer inde i skallen, for eksempel sandskorn, ved at overtrække dem med perlemor. Efterhånden som muslingerne tilføjer lag på lag af perlemor, bliver det irriterende sandskorn omdannet til en smuk og værdifuld perle.

Skallen — noget enestående ved bløddyr

Jeg vil gerne runde af med at fortælle om det som mange kendere anser for det mest enestående ved bløddyr, nemlig kappen, et organ som alle bløddyr besidder. Det er et yderst specialiseret område i dyrets øvre overflade, og her dannes skallen. Bogen Shells — Treasures of the Sea oplyser at calciumkarbonat „i opløst form føres rundt i blodstrømmen hos bløddyret og afsættes gennem rørformede porer i kappen . . . langs skallens voksende kant“. Bløddyret udskiller desuden et protein der får calcium til at krystallisere i vand.

Under væksten afgiver pigmentceller i kappen de mange smukke farver i tiltalende mønstre. Malakologer (videnskabsmænd der beskæftiger sig med bløddyr) kan ikke forklare hensigten med farverne og mønstrene. Tilsyneladende har udseendet ingen betydning for dyrenes evne til at genkende hinanden. Og det camouflerer ikke altid dyret i dets naturlige omgivelser. Men under alle omstændigheder er den enorme variation af farver, mønstre og former beundringsværdig!

Næste gang du går på stranden og samler en funklende skal op, så tænk på at hvad enten det er en muslingeskal eller et smukt snoet sneglehus, så har denne juvel huset et lille bløddyr.

[Fodnote]

^ par. 13 Flere detaljer kan læses i Indsigt i Den Hellige Skrift, bind 1, side 560. Udgivet af Jehovas Vidner.

[Tekstcitat på side 26]

Snegleskaller består af ét stykke, mens muslinger frembringer to hængslede skalhalvdele

[Illustration på side 25]

MURICANTHUS RADIX

[Illustration på side 25]

HEXAPLEX REGIUS

[Illustration på side 25]

SMILENDE TØNDESNEGL

[Illustration på side 26]

KAURI

[Illustration på side 26]

KEGLESNEGL

[Illustration på side 26]

OLIVENSNEGL

[Illustration på side 26]

SYLSNEGL

[Illustration på side 26]

PERSPEKTIVSNEGL

[Illustration på side 26]

TÅRNSNEGL

[Illustration på side 26]

BORESNEGL

[Illustration på side 26]

PLEUROPLOCA PRINCEPS

[Illustration på side 26]

MELONGENA CORONA

[Illustration på side 26]

CYMATIUM TIGRINUM

[Illustration på side 26]

PERLEMUSLING

[Illustration på side 27]

VENUSMUSLING

[Illustration på side 27]

KAMMUSLING