Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Mit liv som kunstner

Mit liv som kunstner

Mit liv som kunstner

FORTALT AF SHIZUKO KAWABATA

„Jehovas Vidner, de herlige mennesker som forkynder den gode nyhed i hele verden“ var titlen på et af mine malerier der blev vist på en kunstudstilling i Versailles i 1999.

KNAP en uge før udstillingen havde Jehovas Vidner i Frankrig uddelt 12 millioner traktater som rettede opmærksomheden mod regeringens uretfærdige behandling af dem. Mit maleri, der berømmer Jehovas Vidner, indbragte mig en særlig pris. Manden der overbragte mig den, sagde senere: „Du er modig, men det er jeg også. Det er derfor jeg tildeler dig denne særlige pris.“

Ligesom mange andre malere forsøger jeg at formidle sanseindtryk og følelser gennem mine billeder. Jeg maler hvad jeg føler. Mine billeder er lyse og muntre og afspejler min lykke og glæde. Allerede som barn opdagede jeg glæden ved at lade min kreativitet komme til udtryk i malerkunsten.

Hvorfor jeg begyndte at male

Jeg er født i 1920, og mine velhavende forældre boede i Morioka i Japan. Min storesøster og jeg fik privatundervisning i at danse japansk dans, arrangere blomster, udføre te-ceremonien, spille på klaver og koto (japansk citer), synge og så videre. Jeg hadede det alt sammen. Når lærerne kom, løb jeg ofte min vej og gemte mig. Så måtte tjenestefolkene ud at lede efter mig og tvinge mig til at komme hjem.

Det jeg ikke kunne lide, var den formalistiske måde undervisningen foregik på. Mennesker jeg aldrig før havde mødt, bestemte hvordan jeg skulle danse, arrangere blomster og servere te. Jeg følte mig hæmmet, fordi jeg ikke måtte bruge min fantasi og sætte mit personlige præg på det jeg lavede. Men når jeg malede, var der ingen der så mig over skulderen og fortalte mig hvad jeg skulle gøre. Det gav mig den frihed jeg søgte.

Da jeg ikke fik privatundervisning i malerkunst, kunne jeg være kreativ og improvisere uden at blive kritiseret. Efterhånden blev jeg mere dristig. Da jeg var omkring 12 år, fandt jeg på at tage min fars silkeslips og male direkte på dem. Kort efter fik vi i skolen til opgave at sy kjoler. Lærerinden var chokeret da hun så at jeg havde klippet halvdelen af forstykket ud og indsat noget hvidt stof i stedet. Men ligesom min far undlod hun at kommentere det.

Ønskedrømme og virkeligheden

Allerede mens jeg gik i skole, sagde jeg at jeg ville være kunstner når jeg blev stor, og det blev ved med at være mit mål. Jeg ville gerne på universitetet for at studere kunst, men det gav mine forældre mig ikke lov til. De sagde at i Japan ville en kunstuddannelse ødelægge mine chancer for at blive gift, så jeg tog i stedet et kursus i husholdning.

Jeg elskede at læse udenlandske digte og bøger, men på det tidspunkt blev den slags læsestof betragtet som fjendtligt. Bare det at være i besiddelse af det var farligt. I skolen havde jeg læst fransk i fem år og var blevet undervist af en fransk lærer, men forholdene i Japan forandrede sig, og selv den mindste interesse for fremmedsprog blev betragtet med mistænksomhed. Vi havde ikke ret til at tale frit.

I 1943, mens den anden verdenskrig endnu rasede, blev jeg smigret over at høre at en mand havde valgt mig som mulig hustru efter at have gennemset 40 fotografier af unge, giftefærdige kvinder. Jeg fandt senere ud af at hans mor og hendes veninde i al diskretion havde besøgt vores nabolag for at tage mig nærmere i øjesyn. Hans familie sendte et formelt ægteskabstilbud til min familie, og jeg blev overtalt til at sige ja. Jeg mødte kun manden en enkelt gang før brylluppet.

Efter at vi var blevet gift, var den by vi boede i, hver dag udsat for massive luftangreb, og til sidst gik vores hjem op i flammer sammen med resten af byen. Vi der overlevede, søgte tilflugt i bjergene, men selv dér kunne vi høre sirenerne og se krigsflyene. Det var frygteligt, og alle led under det. De første ti år efter krigen var også meget svære at komme igennem.

Foruden vore tre børn havde vi min svigermor og seks af min mands søskende boende hos os. Selv om vi havde tjenestefolk, måtte vi alle ud at arbejde i marken for at få noget at spise. I den periode var jeg meget ked af det og glemte helt hvordan det var at le, men jeg var bange for at det ville give anledning til misforståelser hvis jeg gav udtryk for mine følelser. Men efterhånden opdagede jeg at jeg kunne få afløb for dem gennem kunsten.

Anerkendelse som kunstner

Selv nogle der er kunstnerisk anlagt, skal gøre en ihærdig indsats for at opnå gode resultater. Jeg købte nogle bøger om kunst og var i lære hos mange af Japans dygtigste kunstnere. Ingen af dem rådede mig til at ændre den stil jeg allerede som ung havde udviklet.

Kunstanmeldere begyndte at lægge mærke til mine billeder, men jeg malede mest for min fornøjelses skyld, ikke for at vise det frem. Med tiden blev jeg alligevel nysgerrig efter at vide hvad andre mente om mine billeder, så i 1955 holdt jeg min første udstilling i Ginza-kvarteret i Tokyo. Udstillingen, som hed „Lydløs kamp, lydløs tale, min dagbog“, viste hverdagslivet i billedform og var en stor succes.

Jeg møder Jehovas Vidner

I 1958 flyttede vi til Tokyo fordi min mand og jeg ville have vore børn ind på en god skole så de kunne få den bedst mulige uddannelse. Mit liv drejede sig om at male. Jeg brugte nu omkring fem timer om dagen på det. Om aftenen gik jeg ofte i byen med mine kunstnervenner, og min mand gik ud med sine venner. Vi havde ingen anelse om hvordan vi skulle opdrage vores børn.

Min mand var ofte væk hjemmefra på grund af sit arbejde, så det blev mig der måtte opdrage børnene — et ansvar jeg ikke følte jeg kunne leve op til. Som barn havde jeg gået på en katolsk missionsskole, og jeg spekulerede på om børnene ville have gavn af en eller anden form for bibelundervisning. Lige over for vores hus i Omori i Tokyo lå der en luthersk kirke, og jeg foreslog børnene at vi gik derover. Men det blev ikke til noget.

Næste dag — vi er nu i begyndelsen af 1959 — fik vi besøg af et af Jehovas Vidner. Jeg kaldte straks på børnene, hvorefter vi satte os ned for at lytte. Forkynderen forklarede ud fra Bibelen at vi lever på en betydningsfuld tid hvor Gud snart vil befri jorden for ondskab. Jeg bestilte fire bibler foruden noget bibelsk undervisningsmateriale og tog med glæde imod hendes tilbud om hver uge at komme og undervise os. Da jeg spurgte hvor meget hun skulle have i honorar pr. måned, blev jeg meget overrasket over at få at vide at Jehovas Vidner ikke tager betaling for deres undervisning. Det var noget af en forskel fra de andre privatlærere jeg havde haft.

Mine døtre tog straks de bibelske sandheder til sig, og vi begyndte at have et ugentligt studium i vores hjem. Men efter at vi havde studeret et par gange, begyndte jeg at føle mig ilde til mode. Bibelstudiet voldte mig kvaler, og nogle gange forlod jeg huset eller prøvede at skjule mig når der skulle studeres.

Problemet var at jeg kunne se at alt hvad Bibelen sagde, var rigtigt, og at jeg burde følge dens vejledning. Men samtidig var jeg besluttet på at blive en dygtig kunstner, og jeg følte at jeg for at være kreativ måtte bevare en selvstændig tankegang. Mine malerier bar tydeligt præg af de indre konflikter jeg havde, og ved udstillinger blev de ofte forvist til mørke afkroge.

Min tur til Paris

Jeg forestillede mig at en rejse til Paris ville hjælpe mig til at udvikle mine kunstneriske evner. Jeg tog dertil i 1960 i forbindelse med en stor udstilling der blev holdt for at introducere japansk kunst i Frankrig. Jeg var den eneste kvindelige kunstner fra Japan blandt deltagerne. Jeg var dybt fascineret af Paris — leveforholdene, tøjet, idéerne, farverne. Alt var så anderledes end det jeg var vant til. Udstillingen, der varede i fire dage, blev til min overraskelse besøgt af landets ledere. Jeg var også forbavset over at kvinderne var så betaget af mine kimonoer. Jeg besluttede mig til at blive der lidt længere.

Da jeg ikke vidste hvordan man kunne få tilsendt penge fra Japan, begyndte jeg at sælge ud af mine kimonoer. Det gjorde at jeg kunne bruge tre måneder på at studere værker i forskellige kunstgallerier. Jeg tænkte ofte på dét som en af de andre kunstnere på udstillingen, hvis billede hang ved siden af mit, sagde til mig: „Jeg maler det klare sollys. Dine malerier er mørke og dystre fordi du er påvirket af orientalsk filosofi.“

En dag fik jeg besøg af et ægtepar fra Jehovas Vidners afdelingskontor i Paris. Efter at de havde været hos mig nogle gange, tog jeg omsider med dem til et af deres møder. Da jeg kom, blev jeg overrasket over det jeg så. En af kvinderne bar en flot, rød bredskygget hat, og en anden havde en smuk grøn kjole på. De tilstedeværendes tøj var elegant og smagfuldt og bevirkede at jeg fik et helt andet syn på Jehovas Vidner.

Jeg var også imponeret over selve programmet. Da jeg kunne se at Jehovas Vidner overalt fulgte den samme fremgangsmåde og havde den samme lære, blev jeg klar over at denne gruppe mennesker og dens aktiviteter virkelig var noget for sig. Jeg var dybt bevæget, for det gik op for mig at jeg var sammen med et folk som Gud leder.

Træffer vigtige afgørelser

Da jeg vendte tilbage til Japan, begyndte jeg for alvor at studere Bibelen. Jeg opdagede at Skaberens retningslinjer giver os mere frihed end jeg havde troet. Han har kærligt givet os individuelle personligheder samt individuelle evner og friheden til at udvikle dem. Det gik op for mig at det at blive et af Jehovas Vidner ikke betød at jeg skulle opgive min kærlighed til kunst.

Mine døtre og jeg gjorde fremskridt i vores studium af Bibelen. Den ene datter symboliserede sin indvielse til Jehova ved vanddåben i 1961, og den anden i 1962. Begge er forblevet trofaste mod Gud. Jeg holdt mig imidlertid stadig tilbage fra at blive døbt. Men i 1965 gav Lloyd Barry, som på det tidspunkt førte tilsyn med Jehovas Vidners forkyndelsesarbejde i Japan, mig denne opmuntring: „Tænk på hvilke vidunderlige billeder fuldkomne mennesker vil være i stand til at male i Paradiset!“ Året efter blev jeg døbt.

Indvirkningen på min malerkunst

I dag kan jeg se hvordan de forskellige forandringer i mit liv og min personlighed satte sit præg på mine malerier. De første billeder var mørke og dystre og afspejlede min smerte og håbløshed. Men ud fra Bibelen lærte jeg om Skaberen, hans fantastiske egenskaber, de rette værdinormer og glæden ved at lovprise ham. Efterhånden som mine følelser forandrede sig, gjorde mine billeder det også.

Nu bruger jeg en hel del tid på at dele Bibelens budskab med andre. Det giver mig stor glæde og tilfredshed at tale med folk om Guds egenskaber og hans vidunderlige hensigt, nemlig at gøre jorden til et paradis som hans søn, Jesus Kristus, skal herske over. Denne gerning inspirerer mig; jeg må simpelt hen tage min pensel og give udtryk for mine følelser. Og efterhånden som min glæde i årenes løb er vokset, er mine billeder blevet lysere og varmere.

Henleder opmærksomheden på Bibelen

Jeg får bestillinger fra folk i hele verden — fra Sydney, Wien, London, New York — som ønsker at udstille mine malerier. Det er dog hovedsagelig europæerne der ynder mine billeder. Eksperter ved Kunstakademiet i Paris har spurgt: „Hvordan kan en japaner være så betaget af Bibelen og kristendommen at hendes billeder udtrykker en glæde man ikke i århundreder har set inden for religiøs kunst?“

Salmisten David gav udtryk for sine følelser gennem musik, og han brugte sine musikalske evner til at undervise andre om Guds undere. Jeg har det samme mål — at lovprise Jehova. Jeg ønsker inderligt at mine billeder kan give folk en fornemmelse af hvor glædebringende det er at kende Jehova og hans skønne egenskaber. En kunstanmelder har sagt om titlerne på mine billeder: „Kunstneren undgår behændigt at bruge sine egne ord, og hun får på en objektiv måde Bibelen til at tale.“ Det glæder mig at folk fornemmer Bibelens kraft i mine billeder.

The World Council of Arts, en international kunstorganisation med hovedsæde i Tokyo, tilkendte mig i 1995 førsteprisen blandt verdens førende kunstnere. Rådet skrev angående mine malerier: „Kunstneren bruger ord fra Bibelen til sine titler . . . På alle hendes malerier er Bibelen afbildet, men det er jo netop hvad man kan forvente af en kunstner der vandrer med Gud.“

Hermed refererer man til at mine malerier ofte viser en åben bibel. I den seneste tid har jeg sat trykte sider fra Bibelen sammen med mine billeder. Folks øjne falder altså først på titlen på billedet og ordene i Bibelen og dernæst på hvordan mit billede skildrer ordene.

I 1999 kom nogle af mine billeder på udstilling i Bangkok. Et af dem hed: „Jehova Gud har på forunderlig vis skabt jorden til bolig for menneskene.“ Et andet havde titlen: „Bøn af kong David: ’Jehova, måtte dette folks hjerte være vendt mod dig.’“ Jeg blev inviteret til at besøge den thailandske konge i hans palads sammen med nogle få andre kunstnere. Kongen ønskede at drøfte mine billeder med mig, og han stillede mange spørgsmål. Jeg fik lejlighed til at tale længe med ham, også om min tro. Bagefter forærede jeg ham et af mine billeder.

I de sidste 35 år har jeg også siddet i en komité og bedømt andre kunstneres værker. Jeg kan lide billeder der udtrykker følelser. For mig er et godt maleri et som efterlader et behageligt indtryk hos mig og giver mig en følelse af indre fred. Jeg beundrer de billeder der er i Jehovas Vidners publikationer; de giver en pålidelig fremstilling af Bibelens budskab.

Glæder ved at tjene Gud

Mine billeder har givet mig enestående muligheder for at forkynde om Jehova Gud og hans storslåede hensigt med jorden. Jeg har for eksempel kunnet gøre det i interview til tidsskrifter og når jeg har medvirket i fjernsynsprogrammer. Overalt hvor jeg færdes, prøver jeg at fortælle andre at det er troen og glæden, som kommer af at tjene Jehova Gud, der sætter mig i stand til at male som jeg gør.

Jeg er overbevist om at jeg ikke ville kunne male som jeg gør, hvis jeg opgav min tro. Jeg kan male fordi jeg er et af Jehovas Vidner, og fordi sandheden fra Guds ord fylder mig med glæde og lykke.

[Illustration på side 21]

Da jeg var i Paris

[Illustration på side 22]

Med mine to døtre i dag