Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvad er posttraumatisk stress?

Hvad er posttraumatisk stress?

Hvad er posttraumatisk stress?

FOR nogle år siden brugte man udtrykkene granatchok og krigsneurose om en posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD), og den blev primært udforsket i forbindelse med krigsveteraner. * Det forholder sig anderledes i dag. Man behøver ikke at have været soldat for at få stillet diagnosen PTSD. En hvilken som helst traumatisk begivenhed kan fremkalde PTSD.

Begivenheden kan være alt fra en krig til et voldtægtsforsøg eller et voldsomt biluheld. En pjece fra National Center for PTSD i USA formulerer det på denne måde: „For at få stillet diagnosen PTSD skal en person have været udsat for et traumatisk hændelsesforløb.“ Og under dette forløb „skal offeret enten udsættes for eller trues med FYSISK skade eller vold“.

Jane, der er nævnt i foregående artikel, beretter: „Jeg har fundet ud af at en voldsom forskrækkelse får organismen til at udskille en stor mængde af bestemte hormoner der sætter kroppen i konstant alarmberedskab. Almindeligvis falder mængden af disse hormoner til det normale igen når faren er ovre, men hvis man har en posttraumatisk belastningsreaktion, fortsætter niveauet med at være højt.“ Selv længe efter overfaldet blev disse rædselsfulde øjeblikke ved med at forfølge hende og var ikke til at slippe af med.

Hvis man har overlevet en traumatisk begivenhed og oplever lignende eftervirkninger, er det vigtigt at gøre sig klart at man ikke er den eneste der har de symptomer. Forfatteren Linda Ledray skriver i en bog om voldtægt at posttraumatisk stress „er en normal reaktion der iagttages hos normale mennesker som har været ude for en skræmmende situation hvor de ikke havde kontrol med hvad der foregik“.

Men blot fordi PTSD betegnes som en normal reaktion, betyder det ikke at alle der overlever en traumatisk begivenhed, reagerer på den måde. Linda Ledray bemærker: „I 1992 viste en undersøgelse blandt voldtægtsofre at 94 procent af dem havde typiske symptomer på PTSD en uge efter voldtægten, og at 47 procent stadig havde symptomerne efter tolv uger. Halvtreds procent af de kvinder der i 1993 opsøgte Sexual Assault Resource Service i Minneapolis (et statsligt rådgivningscenter for voldtægtsofre), havde symptomer på posttraumatisk stress et år efter at være blevet voldtaget.“

Sådanne tal viser at posttraumatisk stress er langt mere almindeligt end folk tror. Det kan ramme alle slags mennesker og udløses af mange former for hændelser. Forfatterne Alexander C. McFarlane og Lars Weisaeth skriver: „Nylige undersøgelser viser at folk i lige så høj grad bliver ramt af traumatiske hændelser i fredstid som soldater og civile gør i krigstid, og at mange der overlever sådanne ikke ualmindelige hændelser, får posttraumatisk stress.“ I nogle tilfælde er PTSD endog blevet udløst af visse former for sygdomsbehandling eller af et hjerteanfald.

„Posttraumatisk stress har vist sig at være meget udbredt,“ forklarer de ovennævnte forfattere. De tilføjer: „Et rundspørge blandt 1245 amerikanske teenagere viste at 23 procent enten selv havde været ofre for overgreb af voldelig eller seksuel karakter eller havde set andre blive udsat for vold. Hver femte af disse unge fik posttraumatisk stress. Det kunne tyde på at næsten 1,1 million amerikanske teenagere for tiden lider af posttraumatisk stress.“

Hvis disse tal er repræsentative, betyder det at der er mange traumatiserede teenagere alene i USA. Hvad kan der gøres for dem der har det sådan?

Hvad kan man gøre?

Hvis du mener at du selv eller en du kender, lider af posttraumatisk stress, har vi nogle gode råd:

Hold dig åndeligt aktiv. „Jeg blev ved med at overvære møderne i vores rigssal,“ siger Jane. „Godt nok kunne jeg ikke koncentrere mig om det der blev sagt, men jeg vidste at det var her Jehova Gud gerne ville have at jeg skulle være. Vennerne i menigheden var utrolig kærlige og opmuntrende, og den kærlighed og personlige interesse de viste mig, betød meget for mig under denne prøvelse.“ Jane tilføjer: „Det var også en hjælp at læse Salmerne. Nogle af de fortvivlede bønner var som talt ud af mit hjerte. Når jeg ikke selv kunne udtrykke mine tanker i bøn, behøvede jeg blot at sige ’amen’.“

Vær ikke tilbageholdende med at trøste et offer. Hvis en du holder af, kæmper med mindet om en traumatisk begivenhed, må du forstå at vedkommende ikke overreagerer eller med vilje er vanskelig. På grund af den følelsesmæssige lammelse, angsten eller vreden er vedkommende måske ikke i stand til at reagere sådan som du kunne ønske dig, når du gør dit bedste for at være en støtte. Men du må ikke give op. Bibelen siger at „en ven viser kærlighed til hver en tid og er en broder som er født med henblik på trængselen“. — Ordsprogene 17:17.

Kend og undgå alle former for lindring der kun gør ondt værre, som for eksempel stof- og alkoholmisbrug. Alkohol og visse former for medicin samt narkotika giver tilsyneladende en midlertidig lindring, men inden længe forværrer de situationen. Misbruget bidrager normalt til at man isolerer sig og afviser folk der ønsker at hjælpe. Det kan også føre til arbejdsnarkomani, ukontrollerede vredesudbrud, spiseforstyrrelser eller anden selvdestruktiv adfærd.

Konsultér en kompetent behandler. Det kan være at vedkommende der har det dårligt, slet ikke har en posttraumatisk belastningsreaktion, men hvis han eller hun har, eksisterer der effektive terapier. * Hvis du får professionel hjælp, bør du være ærlig over for din behandler og bede om hjælp til at overvinde alle former for skadelig adfærd.

I modsætning til folk med fysiske sår, der i regelen heles hurtigt, kan de som har en posttraumatisk belastningsreaktion, desuden i årevis gå med dybe åndelige og følelsesmæssige ar. Den næste artikel kommer ind på hvad offeret og hans eller hendes nærmeste yderligere kan gøre for at fremme helbredelsesprocessen, og den beskriver det håb der er for alle som lider af posttraumatisk stress.

[Fodnoter]

^ par. 2 Se artiklerne „Vender de uberørte hjem?“ og „Han vendte hjem som en fremmed“ i Vågn op! for 22. november 1982.

^ par. 15 Jehovas Vidner anbefaler ikke nogen bestemt form for terapi, hverken af medicinsk eller psykiatrisk art.

[Ramme/illustration på side 6]

Symptomer på posttraumatisk stress

Mange der har overlevet en traumatisk begivenhed, genoplever den i tankerne. Det er normalt ikke noget de kan styre eller hindre. Symptomerne kan omfatte:

● Pludselige livagtige erindringer om den traumatiske hændelse

● Uhyggelige drømme og mareridt

● En tendens til at blive meget forskrækket over høje lyde eller over at nogen ubemærket nærmer sig bagfra

● Skælven og svedeture

● Hjertebanken og åndenød

● Uro når de bliver mindet om hændelsen af noget de ser, hører, mærker, lugter eller smager

● Ængstelse eller frygt — følelsen af igen at være i fare

● Pludselig og voldsom angst, vrede eller forvirring når noget minder dem om den traumatiske begivenhed

● Besvær med at koncentrere sig eller at tænke klart

● Søvnløshed eller søvnforstyrrelser

● Stærk uro i sindet og konstant fysisk og mentalt alarmberedskab

● Følelsesmæssig lammelse eller upåvirkelighed

● Vanskelighed ved at nære kærlighed eller andre stærke følelser

● Fornemmelsen af at omgivelserne er mærkelige eller uvirkelige

● Manglende interesse for det de før gik op i

● Besvær med at huske vigtige dele af den traumatiske oplevelse

● Fornemmelsen af at have mistet forbindelsen med den omgivende verden og det de oplever

[Illustrationer på side 5]

Posttraumatisk stress kan udløses af mange forskellige traumatiske begivenheder