Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Antarktis — et kontinent i vanskeligheder

Antarktis — et kontinent i vanskeligheder

Antarktis — et kontinent i vanskeligheder

NÅR astronauter ser Jorden ude fra rummet, er det antarktiske isskjold jordklodens mest karakteristiske træk, hedder det i bogen Antarctica: The Last Continent. Det „er som en stor hvid lygte der lyser den nederste del af jorden op“.

Eftersom Antarktis rummer 30 millioner kubikkilometer is, er kontinentet én stor isfabrik. Sneen som falder her, presses sammen og danner is. Tyngdekraften får isen til at flyde langsomt ned mod kysten, hvor den glider i havet og danner vældige isshelfer, eller flydende gletschere. — Se rammen på side 18.

Svindende isshelfer

I de senere år har den øgede afsmeltning medført at en del isshelfer er blevet mindre, og at nogle helt er forsvundet. I en rapport hedder det at der i 1995 kollapsede et over 1000 kvadratkilometer stort stykke af den cirka 1000 kilometer lange Larsen-shelf. Det brækkede af og brød op i tusinder af isbjerge.

Indtil videre har man blot konstateret at isen på Den Antarktiske Halvø svinder ind. På denne S-formede halvø, der er en forlængelse af Andesbjergkæden i Sydamerika, er gennemsnitstemperaturen gennem de sidste 50 år steget med 2 1/2 grad. Derfor er det nu muligt at sejle rundt om James Ross Island, der engang var omgivet af is. Isens tilbagetog har medført en kraftig forøgelse af vegetationen.

Eftersom denne markante afsmeltning kun er forekommet på Den Antarktiske Halvø, tvivler nogle forskere på at den er et tegn på global opvarmning. Men en norsk undersøgelse viser at den arktiske is også svinder ind. (Da Nordpolen ikke befinder sig på et landområde, er meget af den arktiske is havis.) Ifølge undersøgelsen stemmer alle disse forandringer overens med den prognose man har opstillet for den globale opvarmning.

Men Antarktis bliver ikke blot selv påvirket af temperaturforandringer, det er også blevet kaldt „en afgørende drivkraft bag hele det globale klima“. Hvis dette er rigtigt, vil fortsatte forandringer på kontinentet måske påvirke klodens fremtidige vejrmønstre.

Samtidig har der over Antarktis dannet sig et hul i atmosfærens ozonlag svarende til to gange Europas størrelse. Gasarten ozon skærmer Jorden mod farlig ultraviolet stråling, der er skadelig for øjnene og forårsager hudkræft. På grund af den øgede stråling er forskerne i Antarktis nødt til at bruge solbeskyttelse og iføre sig beskyttelsesbriller eller solbriller som har fået særlige refleksbehandlinger der kaster de skadelige stråler tilbage. Kun tiden vil vise i hvilken udstrækning det årstidsbestemte dyreliv er berørt.

Sårbart kontinent — træd varsomt!

Man kunne passende byde besøgende i Antarktis velkommen med ovenstående sætning. Det er der ifølge Australian Antarctic Division flere grunde til. For det første medfører det elementære økosystem i Antarktis at miljøet er yderst følsomt over for forstyrrelser. For det andet gror planterne så langsomt at ens fodaftryk i en mostue stadig kan ses efter ti år. Beskadigede eller svækkede planter er forsvarsløse over for de kraftige antarktiske vinde, der kan tilintetgøre hele plantesamfund. For det tredje kan det tage affald årtier at blive nedbrudt på grund af den ekstreme kulde. For det fjerde kommer folk måske til at overføre mikroskopiske livsformer der er fremmede for dette isolerede og derfor sårbare kontinent. Sluttelig opsøger turister og forskere som regel kystlinjerne, de områder hvor også planter og dyr finder de gunstigste betingelser. Eftersom disse områder kun udgør 2 procent af landmassen, kan man sagtens forestille sig at Antarktis hurtigt kunne blive overrendt. Dette rejser spørgsmålet: Hvem forvalter dette vældige kontinent?

Hvem styrer Antarktis?

Syv lande gør krav på områder i Antarktis, men som et hele adskiller kontinentet sig fra de andre ved hverken at have statsoverhoved eller statsborgere. „Antarktis er det eneste kontinent på jorden der udelukkende styres på grundlag af en international aftale,“ oplyser Australian Antarctic Division.

Antarktistraktaten, som aftalen hedder, blev underskrevet af 12 nationer og trådte i kraft den 23. juni 1961. Siden da er antallet af deltagerlande steget til over 40. Ifølge traktaten er det „i hele menneskehedens interesse, at Antarktis vedblivende og for bestandig udelukkende anvendes til fredelige formål og ikke bliver skueplads eller genstand for internationale uoverensstemmelser“.

I januar 1998 trådte Antarktis-miljøprotokollen af 1991 i kraft. Protokollen forbyder enhver form for minedrift og mineraludvindelse i Antarktis i mindst 50 år. Den betegner også kontinentet og de marine økosystemer der er afhængige af det, som „et naturreservat der er helliget fredelige og videnskabelige formål“. Det er forbudt at bruge området til militære aktiviteter, afprøvning af våben og atomaffald. Selv brug af slædehunde er forbudt.

Antarktistraktaten er blevet hyldet som „et uovertruffent eksempel på internationalt samarbejde“. Men der er stadig mange problemer der skal løses, deriblandt suverænitetsspørgsmålet. Hvem skal for eksempel håndhæve traktatens bestemmelser, og hvordan? Og hvad vil medlemslandene gøre i forbindelse med den hurtige vækst i turismen — en potentiel trussel mod den sårbare økologi i Antarktis? I de senere år er der kommet over 7000 turister til Antarktis med skib hvert år, og dette tal forventes at blive fordoblet inden længe.

Fremtiden vil måske bringe andre udfordringer. Hvad vil der for eksempel ske hvis forskerne støder på værdifulde olie- eller mineralforekomster? Vil traktaten så hindre den kommercielle udnyttelse og den forurening der ofte følger med? Traktater kan ændres, og Antarktistraktaten er ingen undtagelse. Artikel 12 i traktaten tager højde for at den „når som helst [kan] modificeres eller ændres ved enstemmig overenskomst mellem de kontraherende parter“.

Der findes naturligvis ingen traktat der kan beskytte Antarktis mod enhver form for påvirkning fra vor industrialiserede verden. Det ville være trist hvis den smukke „hvide lygte“ nederst på jordkloden skulle blive snavset til som den yderste konsekvens af menneskenes begærlighed og manglende indsigt. Det vil være til skade for menneskene at lade Antarktis lide overlast. Den lære vi kan drage af Antarktis, er at hele Jorden — ligesom menneskets krop — er en helhed hvis forskellige dele er indbyrdes afhængige af hinanden, og som Skaberen har bragt i harmoni så den opretholder livet og er til glæde for os.

[Ramme/illustration på side 18]

Hvad er en isshelf?

Højt oppe i det indre Antarktis danner den nedfaldne sne strømme af is der flyder ned mod kysten — ifølge de seneste satellitradarbilleder bevæger nogle sig en hel kilometer om året. Mange af disse isstrømme flyder sammen som bifloder der danner kæmpefloder af is. Når de kommer ned til havet, flyder disse frosne floder oven på vandet og danner isshelfer. Ross-shelfen, som er afbildet her, får tilført is fra ikke færre end syv isstrømme, eller gletschere, og er den største. Den er på størrelse med Frankrig, og visse steder er den næsten en kilometer tyk. *

Under normale omstændigheder trækker isshelfer sig ikke tilbage, men skubbes længere ud i havet efterhånden som gletscherne tilfører shelfen mere is — ligesom når man presser tandpasta ud af en tube. Derude brækker store blokke til sidst af (en proces kaldet kælvning) og bliver til isbjerge. Nogle isbjerge når „det enorme omfang af 13.000 kvadratkilometer,“ hedder det i The World Book Encyclopedia. Men i de senere år har kælvningen taget til, og isshelferne har trukket sig tilbage, ja, nogle er helt forsvundet. Dette får dog ikke den globale vandstand til at stige. Isshelferne flyder nemlig i forvejen på vandet, hvorved de allerede forskyder deres egen vægt i vand. Men hvis isen på det antarktiske hovedland gav sig til at smelte, ville det være ligesom at tømme et bassin på 30 millioner kubikkilometer vand ud i havet. Vandstanden ville stige med 65 meter!

[Fodnote]

^ par. 21 Isshelfer bør ikke forveksles med pakis. Pakisen begynder som isflager der dannes på havet om vinteren når vandoverfladen fryser. Disse flager presses sammen og tager form som pakis. Om sommeren sker det modsatte. Isbjerge dannes ikke af pakis, men af isshelfer.

[Illustration]

Vældige isblokke brækker af Ross-shelfen. Her rejser isshelfen sig godt 60 meter over havets overflade

[Kildeangivelse]

Tui De Roy

[Illustration på side 20]

En weddellsælunge

[Kildeangivelse]

Foto: Øverstkommanderende John Bortniak, NOAA Corps