Jesus elsker sine apostle meget højt og har derfor forberedt dem på at han snart skal forlade dem. Han ser nu op mod himlen og henvender sig til sin Far i bøn: “Ophøj din søn så din søn kan ophøje dig. For du har givet ham myndighed over alle mennesker så han kan give evigt liv til alle dem som du har givet ham.” – Johannes 17:1, 2.

Det er tydeligt at Jesus anerkender at det vigtigste er at ophøje Gud. Men Jesus kommer også med et opmuntrende fremtidshåb – evigt liv! Han har fået “myndighed over alle mennesker” og kan derfor lade hele menneskeheden få gavn af sin løsesum. Det er dog ikke alle der vil få evigt liv. Hvorfor ikke? Fordi Jesus kun vil lade løsesummen gælde dem der lever op til det han nu siger: “For at få evigt liv må de lære dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har sendt, Jesus Kristus.” – Johannes 17:3.

Man må lære både Faren og Sønnen godt at kende og få et nært forhold til dem. Man må have samme syn på tingene som de har. Derudover må man forsøge at efterligne deres fantastiske egenskaber i sit forhold til andre. Og man må forstå at det er vigtigere at Gud bliver ophøjet, end at mennesker får evigt liv. Jesus vender nu tilbage til det emne:

“Jeg har ophøjet dig på jorden ved at fuldføre den opgave du har givet mig. Så ophøj mig nu ved din side, Far, med den herlighed som jeg havde hos dig før verden blev til.” (Johannes 17:4, 5) Ja, Jesus beder om at blive ophøjet til himmelsk herlighed ved at blive oprejst fra de døde.

Jesus har dog ikke glemt hvad han har udrettet i sin tjeneste. Han beder: “Jeg har gjort dit navn kendt for de mennesker du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har overholdt dit ord.” (Johannes 17:6) Jesus gjorde mere end at bruge Guds navn, Jehova, i sin tjeneste. Han hjalp sine apostle til at lære Jehova og hans egenskaber at kende og den kærlige måde han tager sig af mennesker på.

Apostlene har lært Jehova at kende og fået at vide hvad hans Søns rolle er. Jesus har undervist dem i mange ting, men han siger ydmygt: “Jeg har fortalt dem det du har fortalt mig, og de har accepteret det og er blevet helt klar over at jeg er kommet som repræsentant for dig, og de har fået tro på at du har sendt mig.” – Johannes 17:8.

Jesus viser nu at der er forskel på hans disciple og mennesker generelt: “Jeg beder ikke for verden, men for dem som du har givet mig, for de er dine ... Hellige Far, våg over dem for dit navns skyld, det navn du har givet mig, så de kan være ét ligesom vi er ét. ... Jeg har beskyttet dem, og ingen af dem er gået tabt, undtagen den ene der skulle gå tabt,” nemlig Judas Iskariot, der er i færd med at forråde Jesus. – Johannes 17:9-12.

“Verden har hadet dem,” siger Jesus videre i sin bøn. “Jeg beder dig ikke om at tage dem ud af verden, men om at våge over dem på grund af den onde. De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.” (Johannes 17:14-16) Apostlene og andre disciple lever i verden, det menneskesamfund der styres af Satan, men de bliver nødt til at holde sig adskilt fra den og dens ondskab. Hvordan?

De må forblive hellige, sat til side til at tjene Gud, ved at leve efter de sandheder der står i De Hebraiske Skrifter, og de sandheder Jesus  har lært dem. Jesus beder: “Gør dem hellige ved hjælp af sandheden. Dit ord er sandhed.” (Johannes 17:17) Senere vil nogle af apostlene skrive bøger der er inspireret af Gud, og som også vil blive en del af “sandheden” der kan gøre en hellig.

Andre vil med tiden acceptere “sandheden”. Jesus beder derfor: “Det er ikke kun dem [de 11 apostle] jeg beder for, men også dem som gennem deres ord får tro på mig.” Hvad beder Jesus om på deres vegne? “At de alle må være ét, ligesom du, Far, er nært forbundet med mig og jeg med dig, for at de også må være nært forbundet med os.” (Johannes 17:20, 21) Jesus og hans Far er ikke den samme person. De er ét på den måde at de er enige på alle områder. Jesus ønsker at hans disciple også skal være forenede.

Kort forinden havde Jesus fortalt Peter og de andre apostle at han gik hen for at gøre en plads klar til dem, altså en plads i himlen. (Johannes 14:2, 3) Jesus vender nu tilbage til det emne i sin bøn: “Far, med hensyn til dem du har givet mig, ønsker jeg at de skal være hvor jeg er, for at de kan se min herlighed, som du har givet mig fordi du elskede mig før verden blev grundlagt.” (Johannes 17:24) Han bekræfter dermed at Gud for længe siden – inden Adam og Eva fik børn – elskede sin enestefødte Søn, der blev Jesus Kristus.

Jesus slutter sin bøn med igen at lægge vægt på både sin Fars navn og den kærlighed Gud har til apostlene og andre der accepterer “sandheden”. Han siger: “Jeg har gjort dit navn kendt for dem, og jeg vil gøre det kendt, for at den kærlighed du har vist mig, kan være i dem og jeg kan være nært forbundet med dem.” – Johannes 17:26.