Hvordan har bogen overlevet?
Hvordan har bogen overlevet?
Gamle bøger kan let angribes af fugt og skimmel eller gå op i luer. Bibelen har ikke været immun over for disse naturlige fjender. Men alligevel har den overlevet og er blevet verdens mest udbredte bog. Historien om hvordan dette er gået til, er helt enestående blandt gamle skrifter. Det er en historie der fortjener mere end blot overfladisk interesse.
BIBELSKRIBENTERNE huggede ikke deres ord i sten og prentede dem ikke på holdbare lertavler. De brugte forgængelige materialer som papyrus (fremstillet af den ægyptiske plante af samme navn) og pergament (fremstillet af dyreskind).
Hvad er der sket med de originale skrifter? De er sandsynligvis gået til for længe siden, de fleste af dem i fortidens Israel. Forskeren Oscar Paret forklarer: „Begge disse skrivematerialer [papyrus og skind] er meget sårbare over for fugt samt skimmel- og insektangreb. Vi ved af erfaring hvor let papir og selv stærkt læder kan tage skade hvis det ligger udendørs eller i et fugtigt rum.“1
Hvis ingen af de originale håndskrifter er bevaret, hvordan har bibelskribenternes ord da overlevet til vor tid?
Bevaret af pertentlige afskrivere
Kort efter at de originale håndskrifter var blevet skrevet, begyndte man at fremstille håndskrevne kopier. I fortidens Israel blev det at afskrive Skrifterne faktisk en profession. (Ezra 7:6; Salme 45:1) Men til disse afskrifter brugte man også forgængelige materialer, der med tiden måtte udskiftes med andre håndskrevne kopier. Da de originale håndskrifter gik til grunde, dannede afskrifterne grundlag for de næste håndskrifter. Denne afskrivning af afskrifterne var en proces der fortsatte i mange hundrede år. Har de fejl afskriverne lavede i århundredernes løb, ændret bibelteksten i væsentlig grad? Ud fra de foreliggende vidnesbyrd må vi svare nej.
De professionelle afskrivere gik meget op i deres opgave og havde dyb ærefrygt for den tekst de afskrev. De var desuden pertentlige. Det hebraiske ord der er oversat med „skriftlærd“, er soferʹ, som kommer af en rod der betyder „at tælle“. Masoreterne er et godt eksempel på hvor nøjagtige afskriverne var. * Forskeren Thomas Hartwell Horne siger om dem: „De . . . talte sig frem til det midterste bogstav i Pentateuken [Bibelens fem første bøger], den midterste sætning i hver bog, og hvor mange gange hvert bogstav i [det hebraiske alfabet] forekommer i alle De Hebraiske Skrifter.“3
Dygtige afskrivere brugte altså flere forskellige metoder når de skulle kontrollere den tekst de havde afskrevet. For ikke at udelade et eneste bogstav i bibelteksten gik de så langt at de ikke alene talte de ord, men også de bogstaver de havde afskrevet. Forestil dig hvilken omhu det har krævet. Det siges at de holdt regnskab med 815.140 bogstaver i De Hebraiske Skrifter!4 Denne omhyggelige indsats sikrede stor nøjagtighed.
Og dog var afskriverne naturligvis ikke ufejlbarlige. Kan man da fastslå om bibelteksten, trods århundreders afskrivning, alligevel er blevet nøjagtigt overleveret?
God grund til at stole på teksten
Der er god grund til at tro at Bibelen er blevet nøjagtigt overleveret frem til vor tid. For eksempel findes der 6000 komplette eller fragmentariske håndskrifter af De Hebraiske Skrifter og cirka 5000 af De Kristne Græske Skrifter. Heriblandt findes der et hebraisk håndskrift der blev fundet i 1947, som viser hvor nøjagtigt man afskrev Skrifterne. Det er blevet kaldt „det største håndskriftfund i nyere tid“.5
En ung beduinhyrde som var i færd med at passe sine får, opdagede i 1947 en hule i nærheden af Det Døde Hav. I denne hule fandt han flere lerkrukker hvoraf de fleste var tomme. Men i en af krukkerne, der var tæt forseglet, fandt han en skindrulle der var omhyggeligt indsvøbt i lærred, og som indeholdt hele Esajas’ Bog, en af Bibelens bøger. Det så ud som om denne velbevarede, men medtagne skriftrulle var blevet repareret. Den unge hyrde havde ingen anelse om at den gamle skriftrulle han holdt i hænderne, senere skulle tiltrække sig hele verdens opmærksomhed.
Hvad var det der var så bemærkelsesværdigt ved netop dette håndskrift? I 1947 stammede de ældste komplette hebraiske håndskrifter man kendte til, fra omkring det 10. århundrede e.v.t. Men denne skriftrulle blev dateret til det 2. århundrede f.v.t. * og var således over et tusind år ældre. * Forskerne var meget interesserede i at sammenligne denne skriftrulle med de eksemplarer der var blevet fremstillet langt senere.
Forskere har blandt andet sammenlignet kapitel 53 i Esajasrullen fra Det Døde Hav med den masoretiske tekst der er blevet fremstillet tusind år senere. I bogen A General Introduction to the Bible kan man læse følgende om resultatet: „Af de 166 ord der findes i Esajas 53, er der kun tvivl om sytten bogstaver. I ti af disse tilfælde er det udelukkende et spørgsmål om stavemåde, og det har ingen indflydelse på meningen. I yderligere fire tilfælde er der tale om mindre stilistiske ændringer, såsom konjunktioner. De sidste tre bogstaver udgør ordet ’lys’, som er tilføjet i vers 11, og som ikke berører meningen stort. . . . I et kapitel med 166 ord er der således, efter tusind års overlevering, kun tvivl om ét ord (tre bogstaver) — og dette ord ændrer ikke synderlig ved meningen.“7
Professor Millar Burrows, der i årevis arbejdede med Dødehavsrullerne og analyserede indholdet, kom til en lignende konklusion: „Mange af forskellene mellem . . . Esajasrulle[n] og den masoretiske tekst kan forklares som afskriverfejl. Bortset fra disse er der i det store og hele en bemærkelsesværdig overensstemmelse med teksten i de middelalderlige håndskrifter. En sådan overensstemmelse i et håndskrift der er så meget ældre, udgør et betryggende vidnesbyrd om hvor nøjagtig den overleverede tekst i almindelighed er.“8
Man finder tilsvarende „betryggende vidnesbyrd“ hvad angår afskrivningen af De Kristne Græske Skrifter. Da man for eksempel i det 19. århundrede fandt Codex Sinaiticus, et pergamenthåndskrift fra det 4. århundrede e.v.t., var det med til at bekræfte nøjagtigheden af de afskrifter af De Kristne Græske Skrifter der var fremstillet flere hundrede år senere. Et papyrusfragment af Johannesevangeliet, der blev fundet i Faiyūm i Egypten, er dateret til den første halvdel af det 2. århundrede e.v.t., mindre end 50 år efter at originalen blev skrevet. Fragmentet er blevet bevaret i århundreder i tørt sand. Teksten stemmer overens med teksten i håndskrifter af langt senere dato.9
Vidnesbyrdene bekræfter således at afskriverne virkelig var meget nøjagtige. De lavede ikke desto mindre fejl. Intet håndskrift er uden fejl, heller ikke Esajasrullen fra Det Døde Hav. Men bibelforskerne har været i stand til at opdage og rette sådanne afvigelser fra originalen.
Afskrivernes fejl rettes
Forestil dig at 100 personer blev bedt om at foretage en afskrift i hånden af et langt dokument. Nogle af afskriverne ville uden tvivl lave fejl. Men de ville ikke alle lave de samme fejl. Hvis man tog alle 100 afskrifter og udførte en meget omhyggelig sammenligning, ville man være i stand til at finde frem til hvad der helt præcist havde stået i det oprindelige dokument selv om man aldrig havde set det.
De der afskrev Bibelen, lavede heller ikke alle de samme fejl. Da der i dag findes i tusindvis af bibelhåndskrifter som man kan sammenligne med hinanden, har tekstforskerne været i stand til at finde fejlene, afgøre den oprindelige læsemåde og foretage de nødvendige rettelser. Som følge af et sådant omhyggeligt studium har tekstforskere kunnet fremstille tekstudgaver på originalsprogene. I disse tekstudgaver af den hebraiske og græske tekst har man valgt de ord som generelt regnes for at være de originale, foruden at man ofte i fodnoter har angivet variationer eller den alternative læsemåde som findes i visse håndskrifter. Det er disse tekstudgaver udarbejdet af tekstforskere som bibeloversættere bruger når de skal oversætte Bibelen til nutidssprog.
Når man læser en nyere oversættelse af Bibelen, er der derfor al mulig grund til at nære tillid til at de hebraiske og græske tekster de bygger på, er en korrekt gengivelse af det bibelskribenterne oprindelig skrev. * Beretningen om hvordan Bibelen har overlevet årtusinders afskrivning, er helt enestående. Sir Frederic Kenyon, der gennem mange år var direktør for British Museum, kunne derfor sige: „Det kan ikke understreges for kraftigt at bibelteksten i det væsentlige er sikker. . . . Dette kan ikke siges om nogen anden oldtidsbog i verden.“10
[Fodnoter]
^ par. 8 Masoreterne (der betyder „traditionens mestre“) var afskrivere af De Hebraiske Skrifter der levede mellem det 6. og det 10. århundrede e.v.t. Deres afskrifter kaldes den masoretiske tekst.2
^ par. 14 Vi bruger i denne brochure forkortelserne f.v.t. og e.v.t., der står for henholdsvis „før vor tidsregning“ og „efter vor tidsregning“.
^ par. 14 I Textual Criticism of the Hebrew Bible af Emanuel Tov hedder det: „Ved hjælp af kulstof-14-metoden er 1QIsaa [Esajas’ Bog blandt Dødehavsrullerne] nu dateret til et sted mellem 202 og 107 f.v.t. (palæografisk datering: 125-100 f.v.t.) . . . Den omtalte palæografiske metode, der i de senere år er blevet forbedret, og som gør det muligt at foretage en nøjagtig datering ved at sammenligne bogstavernes form og placering med andre kilder såsom daterede mønter og inskriptioner, har vist sig at være en relativt pålidelig dateringsmetode.“6
^ par. 22 De der oversætter til nutidssprog, kan naturligvis lægge sig mere eller mindre tæt op ad den hebraiske og græske grundtekst.
[Illustration på side 8]
Bibelen blev bevaret af dygtige afskrivere
[Illustration på side 9]
Esajasrullen fra Det Døde Hav (her vist i reproduktion) er stort set identisk med den masoretiske tekst som er tusind år yngre
