I MIDTEN af 1930’erne flyttede min far og mor – James og Jessie Sinclair – til Bronx, en bydel i New York City. En af deres nye bekendte var Willie Sneddon, der kom fra Skotland ligesom de gjorde. Første gang de mødte hinanden, gik der kun få minutter inden de alle tre talte om deres familie. Det var et par år før jeg blev født.

Mor fortalte Willie at kort før Den Store Krig druknede hendes far og storebror da deres fiskerbåd ramte en mine i Nordsøen. Hertil svarede Willie: “Din far er i helvede!” Willie var et af Jehovas Vidner, og dette var min mors chokerende introduktion til Bibelens budskab.

Det Willie sagde, rystede min mor, for hun vidste at hendes far havde været en god mand. Men Willie tilføjede: “Ville det være en trøst hvis jeg fortalte dig at Jesus også kom i helvede?” Mor kom i tanke om kirkens trosbekendelse, som i dens oprindelige form sagde at Jesus var steget ned til helvede og var opstået på den tredje dag. Hun spurgte sig selv: ‘Hvis helvede er et sted med en flammende ild hvor de onde bliver pint, hvorfor kom Jesus så i helvede?’ Det var begyndelsen til min mors interesse for sandheden. Hun begyndte at overvære møderne i menigheden i Bronx og blev døbt i 1940.

På det tidspunkt fik forældre ikke nogen speciel tilskyndelse til at studere Bibelen med deres børn. Da jeg var en lille purk, passede min far mig mens mor overværede møderne og var med i forkyndelsen i weekenden. Efter nogle få år begyndte min far og jeg at komme til møderne sammen med min mor. Hun var meget aktiv i forkyndelsen og ledede flere bibelstudier med folk der var interesseret i sandheden. På et tidspunkt samlede hun faktisk nogle af eleverne i en gruppe og studerede med dem samtidigt fordi de boede i nærheden af hinanden. Jeg fulgtes med hende i forkyndelsen i mine skoleferier. På den måde lærte jeg en masse om Bibelen og om hvordan jeg skulle undervise andre i det den lærer.

Jeg er ked af at sige at da jeg var lille, værdsatte jeg ikke sandheden fuldt ud. Jeg  tog den for givet. Men da jeg var omkring 12 år, blev jeg forkynder og deltog regelmæssigt i forkyndelsen fra da af. I en alder af 16 indviede jeg mig til Jehova, og den 24. juli 1954 blev jeg døbt ved et stævne i Toronto, Canada.

Nogle brødre i vores menighed var eller havde været medlemmer af betelfamilien. De havde stor indflydelse på mig. Deres måde at tale og undervise på når de forklarede Bibelens sandheder, gjorde et stort indtryk på mig. Mine skolelærere ville gerne have at jeg kom på universitetet, men mit mål var at komme på Betel. Det var grunden til at jeg indsendte en betelansøgning ved stævnet i Toronto. Det gjorde jeg igen i 1955 ved stævnet på Yankee Stadium, New York City. Ikke lang tid efter, da jeg var 17, blev jeg indbudt til at begynde på Betel i Brooklyn den 19. september 1955. På andendagen efter min ankomst til Betel begyndte jeg at arbejde i bogbinderiet på Adams Street 117. Snart arbejdede jeg ved en maskine der samlede sektioner på 32 sider til bøger for at gøre dem klar til en maskine der syede bøgerne sammen.

Efter cirka en måned i bogbinderiet blev jeg overflyttet til Abonnementsafdelingen fordi jeg kunne skrive på maskine. Dengang skrev brødre og søstre adresser på stencils (små metalplader) til nye abonnenter på Vagttårnet og Vågn op! Få måneder senere arbejdede jeg i Forsendelsesafdelingen. Klaus Jensen, der var tilsynsmand for afdelingen, spurgte mig om jeg var villig til at følges med den lastbilchauffør der kørte kasser med litteratur ned til havnen, hvor de blev afskibet til hele verden. Der var også sække med blade der skulle bringes til postkontoret for at blive sendt til menigheder i hele USA. Bror Jensen sagde at han  mente at fysisk arbejde ville være godt for mig. Jeg vejede kun 57 kilo og var tynd som en bønnestage. Disse ture til havnen og postkontoret gjorde at jeg blev fysisk stærkere. Bror Jensen vidste åbenbart hvad der var godt for mig!

Abonnementsafdelingen ekspederede også menighedernes bestillinger på blade. På den måde lærte jeg noget om de sprog vores blade blev trykt på. Jeg havde aldrig hørt om mange af de sprog, men jeg var glad for at vide at tusindvis af blade blev sendt til fjerntliggende steder. Jeg vidste ikke dengang at jeg senere ville få det privilegium at besøge mange af disse steder.

I 1961 fik jeg til opgave at arbejde i Regnskabsafdelingen under tilsyn af Grant Suiter. Efter et par år dér blev jeg kaldt til Nathan Knorrs kontor. Han ledede dengang vores verdensomspændende arbejde. Han sagde til mig at en af de brødre der arbejdede på hans kontor, skulle overvære Rigets Tjenesteskole i en måned, hvorefter han skulle arbejde i Tjenesteafdelingen. Jeg skulle nu erstatte ham og arbejde sammen med Don Adams. Helt tilfældigt var Don den bror der havde taget imod min betelansøgning ved stævnet i 1955. To af de andre brødre der allerede arbejdede på det samme kontor, var Robert Wallen og Charles Molohan. Vi fire arbejdede sammen i over 50 år. Det har været en stor glæde at tjene sammen med så trofaste og åndeligsindede mænd! – Sl. 133:1.

Fra 1970 fik jeg til opgave hvert eller hvert andet år at rejse i nogle uger for at besøge flere af Vagttårnsselskabets afdelingskontorer. Det var det vi dengang kaldte zonetilsynsmandsbesøg. Det betød at man skulle besøge betelfamilier og missionærer  verden over, give åndelig opmuntring og gennemgå afdelingskontorets optegnelser. Det var en stor fornøjelse at møde nogle af dem der var udgået fra Gileadskolens første klasser, og som stadig tjente trofast i det land de var sendt til. Det har været et privilegium og en glæde at besøge mere end 90 lande i forbindelse med dette arbejde.

Alle medlemmer af betelfamilien i Brooklyn skulle tilhøre menigheder der lå i området omkring New York City. Den jeg skulle være i, lå i Bronx. Den første menighed i denne bydel var vokset og derfor blevet delt. Jeg kom i den oprindelige menighed der var kendt som Upper Bronx.

I midten af 1960’erne flyttede en lettisk familie der var Jehovas Vidner, og som var kommet i sandheden i den sydlige del af Bronx, til denne menigheds distrikt. Deres ældste datter, Livija, blev pioner så snart hun var færdig med high school. Få måneder senere flyttede hun til Massachusetts for at tjene hvor der var stort behov for forkyndere. Jeg begyndte at skrive sammen med hende om det der skete i menigheden, og hun skrev tilbage og fortalte mig om de gode oplevelser hun havde i forkyndelsen i Bostonområdet.

Få år senere blev Livija udnævnt som specialpioner. Hun ønskede at gøre så meget som muligt i Jehovas tjeneste, så hun ansøgte om at komme på Betel og blev inviteret i 1971. Det kunne se ud som om det var et vink fra Jehova! Den 27. oktober 1973 blev vi gift, og vi havde den forret at vores bryllupsforedrag blev holdt af bror Knorr. I Ordsprogene 18:22 siges der: “Har man fundet en god hustru, har man fundet noget godt, og man vinder Jehovas velbehag.” Livija og jeg er blevet begunstiget med over 40 år sammen i beteltjenesten. Og vi fortsætter med at støtte en menighed i stort set det samme område i Bronx.

At arbejde sammen med bror Knorr var virkelig en glæde. Han arbejdede utrætteligt for sandheden og havde meget stor værdsættelse af missionærerne rundt om i verden. Mange af dem var de første Vidner i de lande de blev sendt til. Det var meget sørgeligt at bror Knorr fik kræft i 1976. Engang mens han var sengeliggende, bad han mig om at læse noget materiale der var ved at blive gjort klar til trykning, højt for ham. Han bad mig om at kalde på Frederick Franz så han også kunne komme og lytte til det der blev læst. Senere fandt jeg ud af at bror Knorr, på grund af bror Franz’ dårlige syn, havde brugt ret meget tid på at læse den slags materiale for ham.

Bror Knorr døde i 1977, men de der kendte og elskede ham, fandt trøst i at han havde afsluttet sit jordiske liv som et trofast Vidne. (Åb. 2:10) Derefter ledede bror Franz vores arbejde.

 Omkring det tidspunkt havde jeg noget sekretærarbejde for Milton Henschel, der havde arbejdet sammen med bror Knorr i mange år. Bror Henschel gjorde det klart for mig at mit største ansvar på Betel fra nu af ville være at hjælpe bror Franz med alt hvad han havde brug for. Jeg plejede at læse materialet op for ham inden det blev trykt. Bror Franz havde en bemærkelsesværdig hukommelse og en forbavsende evne til fuldstændigt at koncentrere sig om det der blev læst. Det var en stor glæde at hjælpe ham på denne måde indtil han afsluttede sit jordiske liv i december 1992.

De 61 år jeg har været på Betel, er gået hurtigt. Mine forældre døde trofaste mod Jehova, og jeg ser frem til at byde dem velkommen tilbage i en meget bedre verden. (Joh. 5:28, 29) Intet i denne gamle tingenes ordning kan sammenlignes med det vidunderlige privilegium at arbejde sammen med trofaste mænd og kvinder til gavn for Guds folk verden over. Livija og jeg kan i sandhed sige at i alle vores år i heltidstjenesten har ‘Jehovas glæde været vores fæstning’. – Neh. 8:10.

Intet menneske er uundværligt i Jehovas organisation, og arbejdet med at forkynde Rigets budskab fortsætter. Det har været en glæde og et privilegium i årenes løb at tjene sammen med så mange trofaste og loyale brødre og søstre. De fleste af de salvede som jeg har samarbejdet med, er ikke længere på jorden. Men jeg er taknemmelig for at have arbejdet sammen med så trofaste og åndeligsindede mennesker i Jehovas tjeneste.